Skriftlig fremsættelse (28. marts
2008)
Velfærdsministeren (Karen Jespersen)
:
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social service og lov om friskoler og private grundskoler m.v.
(Forældres udførelse af hjælp til børn i
hjemmet m.m., tolkning ved sociale aktiviteter, udvidede
beføjelser til Ankestyrelsen og de sociale nævn,
borgerstyret personlig assistance, styrket indsats over for kvinder
og børn på krisecentre m.v.)
(Lovforslag nr. L 154).
Regeringen ønsker med lovforslaget at styrke indsatsen
over for samfundets svageste og mennesker med handicap. Igennem
flere år har regeringen derfor igangsat en række
initiativer, som alle har til formål at forbedre forholdene
for grupperne. Der er tale om en løbende proces, hvor der
fortsat er brug for at igangsætte nye initiativer.
Lovforslaget er en udmøntning af en del af
satspuljeaftalen for 2008 og består af seks dele.
Forslaget indebærer, at tilskud til ansættelse af
hjælpere for personer med handicap fremover skal betegnes
"borgerstyret personlig assistance", og at personer med handicap
får mulighed for at overdrage arbejdsgiveransvaret til andre.
Det nuværende krav om aktivitetsniveau erstattes af en samlet
vurdering af borgerens behov, og kommunalbestyrelsen får
mulighed for at tilbyde personer med mindre massivt
hjælpebehov borgerstyret personlig assistance. Desuden
får en nærtstående person mulighed for at
vælge at udføre hjælpeopgaverne selv eller
ansætte hjælpere.
Forældre og børn med betydelige handicap
får ret til at blive mere aktivt inddraget i indsatsen og
får ret til tabt arbejdsfortjeneste og til støtte i
forbindelse med hjemmetræning under visse betingelser.
Forældre, der selv sørger for undervisningen af deres
undervisningspligtige barn, får tilbud om
specialpædagogisk rådgivning i hjemmet. Børn med
behov for en særlig støtte tilbydes supplerende
specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i
hjemmet.
Mennesker med et hørehandicap får mulighed for at
få tolk ved sociale aktiviteter i op til 50 timer
årligt med mulighed for mere i særlige tilfælde.
Velfærdsministeriet indgår aftale med en
tolkeformidling om bestilling og betaling af tolken.
Velfærdsministeriet indgår desuden aftale med
tolkeudbydere. Ekstraudgifter til tolkens deltagelse i sociale
aktiviteter kan dækkes med 500 kr. årligt.
Kvinder med børn på kvindekrisecentre bliver
sikret en familierådgiver i forbindelse med udflytning fra
kvindekrisecentre. Desuden skal børn over 6 år, som
følger med deres mor på krisecenter, sikres et tilbud
om psykologbehandling.
Ankestyrelsen og de sociale nævn får mulighed for
at tage sager op af egen drift i spørgsmål om valg af
anbringelsessted og samvær, og de får mulighed for at
sætte tidsfrist for kommunalbestyrelsens efterlevelse af
pålæg. Afgørelser, de sociale nævn
træffer i egendriftssager, skal kunne indbringes for
Ankestyrelsen.
Der sættes et varighedskrav til kurset til
plejeforældre på minimum 4 hele kursusdage for at
kvalificere dem til plejeopgaven.
Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
for det offentlige skal forhandles med de kommunale parter.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli
2008. Dog at forslagene om udredningsteams og visitationsudvalg,
forældres udførelse af hjælp til børn i
hjemmet og specialpædagogisk rådgivning i hjemmet
først træder i kraft den 1. oktober 2008 og tolkning
ved sociale aktiviteter og borgerstyret personlig assistance den 1.
januar 2009.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget
til Folketingets velvillige behandling.