L 155 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om almene boliger m.v. og lov om leje af almene boliger.
(Tilskud til etablering af boligtilbud til særligt udsatte
grupper og etablering af et boligsocialt udviklingscenter).
Fremsat den 28. marts 2008 af
velfærdsministeren (Karen Jespersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om almene boliger
m.v. og lov om leje af almene boliger
(Tilskud til etablering af boligtilbud til
særligt udsatte grupper og etablering af et boligsocialt
udviklingscenter)
§ 1
I lov om almene boliger m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1118 af 26. september 2007, som
ændret ved § 10 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, lov
nr. 1590 af 20. december 2006 og § 2 i lov nr. 575 af 6.
juni 2007, foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 5 indsættes:
Ȥ 5
a. Almene boliger til særligt udsatte grupper er
varige boliger, der er særligt indrettet med henblik på
lejernes behov og som etableres efter kapitel 10 a.«
2.
Efter § 91 b indsættes:
Ȥ 91
c. Staten og Landsbyggefonden bidrager i årene
2008-2011 hver med 5 mio. kr. årligt til etablering og drift
af det boligsociale udviklingscenter, jf. § 172 a.
Landsbyggefondens bidrag til udviklingscenteret tilvejebringes af
midler overført til landsdispositionsfonden, jf.
§ 89.«
3.§ 146 a ophæves.
4.Overskriften til kapitel 10 a affattes
således:
»Almene boliger til
særligt udsatte grupper«
5.
Efter § 149 indsættes i kapitel 10 a:
Ȥ 149
a. For at fremme udviklingen af boliger til særligt
udsatte grupper kan velfærdsministeren yde tilskud til
etablering af almene boliger til særligt udsatte grupper.
Stk. 2.
Velfærdsministeren fastsætter nærmere regler om
alle forhold i forbindelse med tilsagn om tilskud til etablering og
drift af boligerne.«
6.
Efter § 172
indsættes:
»Kapitel 14 a
Boligsocialt udviklingscenter
§ 172
a. Der etableres et boligsocialt udviklingscenter, som har
til formål at indsamle og formidle viden om den by- og
boligsociale indsats.
Stk. 2. Centeret
etableres som en selvejende institution og ledes af en bestyrelse
på 8 medlemmer, der udpeges af velfærdsministeren.
Velfærdsministeren udpeger formanden, 2 uafhængige
sagkyndige og et medlem. Velfærdsministeren udpeger derudover
de resterende 4 medlemmer efter indstilling fra Ministeriet for
Flygtninge, Indvandring og Integration, KL, Boligselskabernes
Landsforening og Landsbyggefonden.
Stk. 3.
Velfærdsministeren fastsætter nærmere regler om
udviklingscenterets etablering og drift.«
§ 2
I lov om leje af almene boliger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 187 af 27. februar 2007, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 1, stk. 1, indsættes
som nr. 6 :
»6) Almene
boliger til særligt udsatte grupper, der er etableret efter
kapitel 10 a i lov om almene boliger m.v.«
§ 3
Stk. 1 . Loven
træder i kraft den 1. januar 2009, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
§§ 91 c og 172 a i lov om almene boliger m.v., som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 2 og 6, træder i
kraft den 1. juli 2008.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund og
formål
1.1. Boliger til udsatte grupper
Forslaget er en udmøntning af en del af
satspuljeaftalen for 2008 og skal ses som led i regeringens samlede
og langsigtede indsats over for de udsatte grupper. Det
foreslås, at lov om almene boliger m.v. ændres,
således at der skabes hjemmel til at gøre
forsøgsordningen om tilskud til etablering af boliger til
udsatte grupper - de såkaldte skæve boliger - til en
permanent ordning. Da der også efter forsøgsordningen,
der blev indført i 1999, er tale om, at boligerne er almene
boliger efter almenboliglovens bestemmelse, er det vigtigt at
fastholde hjemlen i almenboligloven. Det er et vigtigt element ved
etableringen af boliger til udsatte grupper, at der er tale om
permanente boliger, hvor beboerne - i modsætning til
midlertidige boformer - bliver boende som lejere efter den almene
lejelovs bestemmelser, og derfor har samme forpligtelser og
rettigheder, som lejere i almindeligt alment byggeri.
Baggrunden for at etablere en forsøgsordning var at
afprøve, om skæve boliger er en løsning for
personer med en noget anderledes adfærd end
størstedelen af befolkningen og for hjemløse, der har
levet på gaden i kortere eller længere tid. Pr. 1.
januar 2007 var der givet tilsagn til 373 boliger fordelt på
50 boligafdelinger. Boligerne er geografisk fordelt over hele
landet.
Forsøgsordningen er siden 1999 forlænget 3 gange
(i 2000, 2002 og 2004). Forsøgsordningen er evalueret af
eksterne evaluatorer i henholdsvis 2004 og 2006. Evalueringerne
viste, at formålet med boligerne blev opfyldt, og at beboerne
trives i boligerne.
1.2. Boligsocialt
udviklingscenter
Denne del af forslaget er også en udmøntning af
en del af satspuljeaftalen for 2008 og skal ses som led i
regeringens samlede og langsigtede boligsociale indsats. Der er
gennem forskellige programmer og indsatser investeret betydelige
ressourcer for at bremse udviklingen i problemramte
boligområder. Senest er der med boligaftalerne i 2005 og 2006
(V, K, DF, RV) i Landsbyggefonden samlet afsat 2,2 mia. kr. til en
social og forebyggende indsats i problemramte almene
boligområder i perioden 2006-2010, heraf indtil 1,0 mia. kr.
til huslejenedsættelser. Hertil kommer ca. 21 mia. kr. til
renoveringer og moderniseringer i perioden 2003-2012.
Indsatsen vil i de kommende år inddrage flere
boligområder og flere nye aktører. Det er derfor
vigtigt, at der løbende skabes et samlet overblik dels over
de erfaringer, der er gjort i forbindelse med områdebaserede
indsatser dels over, hvilke indsatser der virker, således at
der i de enkelte indsatsområder og projekter systematisk kan
drages nytte af indvundne erfaringer.
Da der i dag ikke eksisterer et sådant overblik,
foreslås det, at der etableres et boligsocialt
udviklingscenter med det formål at skabe en fast
organisatorisk forankring, der kan understøtte indsamlingen
og brugen af viden, erfaringer og ideer om den by- og boligsociale
indsats, således at den fremtidige boligpolitiske indsats kan
målrettes og effektiviseres mest muligt.
2. Lovforslagets indhold
Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:
1) Tilskud til
etablering af boligtilbud til særligt udsatte grupper,
skæve boliger. Den gældende forsøgsparagraf,
§ 146 a, foreslås ophævet og samtidig
foreslås, at lejevilkårene for de boliger, der
etableres efter det foreslåede kapitel 10 a, fastsættes
efter reglerne i den almene lejelov.
2) Etablering af et
boligsocialt udviklingscenter.
2.1. Tilskud til etablering af
boligtilbud til særligt udsatte grupper, skæve
boliger
Den nuværende forsøgsordning er hjemlet i
almenboliglovens forsøgsparagraf, § 146 a.
Boligerne er således almene boliger og følger derfor
lovgivningen for boliger opført efter almenboliglovens
bestemmelser. Det indebærer, at boligerne udlejes efter den
almene lejelovs bestemmelser, og at der er tale om permanente
boliger og ikke midlertidige boliger, hvor lejekontrakterne kun
gælder for en nærmere fastsat periode.
I tilknytning til forsøgsparagraffen er der udstedt
bekendtgørelse nr. 1386 af 12. december 2006, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 342 af 16. april 2007,
om tilskud til forsøg med boliger til særligt udsatte
grupper (Skæve Huse).
Det er ikke hensigten at ændre på indholdet af den
nugældende ordning, men blot at videreføre de
gældende regler for ordningen, som er fastsat i de
nugældende bekendtgørelser.
Evalueringerne viste, at de fleste beboere i boligafdelingerne
er glade for at bo i boligerne, og at hovedparten af beboerne
bliver boende permanent. Når en stor del af beboerne har
fået det bedre af at have en fast bolig, skyldes det, at de
er blevet mere selvhjulpne. Efter et stykke tid i boligerne med
bostøtte, kan de klare sig selv eller ønsker at klare
sig selv. En stor del af beboerne er visiteret fra herberger eller
botilbud efter servicelovens bestemmelser. Disse beboere passer
godt til og drager fordel af de skæve boliger. Det
gælder specielt de mere misbrugende og udadreagerende
beboere, både fordi der er rum for deres afvigende
adfærd og misbrug, og fordi de har deres eget hjem og kan
være sig selv. Det er karakteristisk, at de tidligere
hjemløse efter et stykke tid viser tendenser til stabilitet,
ro, tryghed, mindre pres, nedsat misbrug og tro på, at de kan
blive boende. De får en identitet. Det er også
erfaringen, at beboere, der ikke er særligt
kontaktsøgende, trives i boligerne.
Det er hensigten at ophæve de gældende
bestemmelser om kravene til at få tilskud til etableringen af
boligerne. Indholdet af de nuværende regler vil blive
videreført i en ny bekendtgørelse. Tilskud gives i
dag typisk til kommuner og boligorganisationer eventuelt i
samarbejde. Men også privatpersoner, private organisationer,
selskaber, fonde, selvejende institutioner, foreninger, afdelinger
af almene boligorganisationer og almene selvejende institutioner
kan ansøge om midler til etablering af boligerne. Forslaget
skal derfor ses som et signal til kommende bygherrer og lejere om,
at der fortsat kan søges om støtte til etablering af
boliger til målgruppen. Efter de gældende bestemmelser
kan boligerne etableres som nybyggeri, ombygning eller tilbygning
til eksisterende ejendom. Tilskuddet til etablering af boligerne
ydes som et engangsbeløb, og størrelsen af tilskuddet
afhænger af boligernes udstyr, indretning og
størrelse. Det største tilskud opnås,
såfremt boligen har en vis størrelse og er
handicapvenlig, eller kan bebos af par. Den mest populære
bebyggelsesform for beboerne er enkelthuse - mindre pavilloner
typisk på 30-40 m².
I forbindelse med færdiggørelsen af boligerne til
udsatte grupper ydes der tilskud til ansættelse af en person,
der kan yde bostøtte til beboerne i forbindelse med
indflytningen i boligerne. Personen kaldes i daglig tale social
vicevært og er beboerne behjælpelig med at finde sig
til rette i boligen og kan samtidig træde til som
mægler i konfliktsituationer beboerne imellem.
Der skal udvikles en model til at måle effekt af
skæve boliger. Der vil blive målt på til- og
fraflytning af boligerne med henblik på at vurdere, om
beboerne er i stand til at opretholde en permanent bolig.
2.2. Etablering af et boligsocialt
udviklingscenter
Et boligsocialt udviklingscenters hovedopgave skal være
at skabe de nødvendige forudsætninger for, at by- og
boligpolitikken i bred forstand kan medvirke til at bekæmpe
negativ social arv, sikre sammenhængskraften i samfundet og
sikre lige muligheder for alle.
Ved at afsætte midler til et by- og boligsocialt
udviklingscenter sikres det konkret:
1) At der skabes
den nødvendige helhedsorientering i de boligsociale
indsatser og boligpolitikken som helhed, herunder især i
samspillet med en række andre overordnede
politikområder som f. eks. uddannelses-, integrations-,
beskæftigelses-, socialpolitikken og planområdet.
2) At der på
et systematisk grundlag opbygges en viden om, hvad der skaber
positive forandringer i problemramte boligområder.
3) At der
løbende sættes fokus på gode og dårlige
erfaringer i de igangværende og kommende indsatser,
sådan at midlerne bruges bedst muligt.
4) At den
indsamlede viden, den løbende rådgivning og centerets
anbefalinger kan anvendes som grundlag for politiske
beslutninger.
Problemerne i udsatte by- og boligområder spænder
bredt fra fysiske og arkitektoniske til sociale og
sundhedsmæssige problemstillinger. Det er derfor
afgørende, at centeret opsamler og formidler viden om
såvel arkitektur- miljø- beskæftigelses-,
integrations-, uddannelses-, social- og sundhedspolitiske indsatser
som mere generelt om helhedsplaner og egentlige helhedsorienterede
område- og byfornyelsesindsatser. Centeret skal både
inddrage internationale erfaringer og erfaringer fra tidligere
indsatser som f.eks. kvarterløft.
Landsbyggefonden skal ved den støttesagsbehandling,
fonden foretager i forbindelse med boligsociale helhedsplaner m.v.,
kunne trække på den viden, som opbygges i centeret.
Centeret skal ligeledes overvåge de lokale indsatser ude i
kommunerne og rådgive efter behov. I den forbindelse skal
centeret formidle identificerede problemstillinger om de lokale
indsatser til Landsbyggefonden.
Velfærdsministeriet og andre ministerier skal kunne
trække på centerets viden i forhold til at
fastsætte de overordnede rammer for boligsociale indsatser og
bypolitik generelt.
Centeret skal endvidere understøtte relationerne mellem
forskning, uddannelse og praksis, således at forskning fra
SBi (Statens Byggeforskningsinstitut), SFI
(Socialforskningsinstituttet - Det nationale forskningscenter for
velfærd) og universiteterne bliver samlet og formidlet til
kommuner, boligorganisationer, praktikere, uddannelsesudbydere og
andre aktører. Samtidig skal centeret være en kilde
til inspiration for forskningsinstitutionerne, således at
centeret bliver et bindeled mellem forskningsverdenen og kommuner,
boligorganisationer og andre institutioner, der arbejder med
boligsociale indsatser.
Målgruppen for det boligsociale udviklingscenter er
overordnet de mange borgere, der bor i problemramte
boligområder, og som oplever et sammenfald af problemer som
f.eks. ledighed, sociale problemer, kriminalitet og manglende
integration i det omgivende samfund. Landsbyggefonden har i 2006 og
2007 ydet støtte til boligområder med i alt 70.000
boliger, men flere boligområder vil komme med i de kommende
års indsats. Hertil kommer områder omfattet af
byfornyelsen. Centerets direkte målgruppe er kommuner,
boligorganisationer og andre aktører, som i dag arbejder med
boligsociale indsatser i problemramte områder.
Effekten af centerets bidrag til udførelsen og
opfølgningen på de boligsociale indsatser skal
løbende sandsynliggøres. Centeret skal ved dets
etablering opstille klare målbare mål for dets virke.
Ved udgangen af fjerde år skal der laves en samlet evaluering
af resultatet af centerets arbejde.
3. Ligestillingsmæssige
konsekvenser
Forslaget om de skæve boliger er blevet relevanstestet
og ligestillingsvurderet.
Skæve boliger er i lige høj grad en
løsning for mænd og kvinder i målgruppen.
Boligerne er beregnet til personer, der har en anderledes
adfærd, og som derfor kun meget vanskeligt kan rummes inden
for normalt boligbyggeris rammer. Der er ikke på
forhånd baggrund for at antage, at den øgede
rummelighed skal have forskellig karakter for kvinder og
mænd. Lovforslaget normerer ikke den specifikke indsats, som
i øvrigt gøres for at normalisere beboerne, hvorfor
spørgsmålet, om der er forskel på den mest
hensigtsmæssige måde at løse denne opgave
på, ikke er relevant i forhold til lovforslaget.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Til skæve boliger afsættes der en ramme på
12 mio. kr. årligt, som fordeles med 9 mio. kr. til
etablering af boliger og 3 mio. kr. til bostøtte til
beboerne i forbindelse med indflytning i boligerne. I perioden
2009-2011 dækkes beløbet af satspuljen og fra 2012 er
der tale om et permanent træk.
Et boligsocialt udviklingscenter skønnes at kunne
etableres og drives for et årligt beløb på 10
mio. kr. Halvdelen heraf kan finansieres af Landsbyggefonden,
således at Landsbyggefonden i perioden 2008-2011
afsættes 5 mio. kr. om året. Den anden halvdel
finansieres i henhold til satspuljeaftalen for 2008, således
at der afsættes 5 mio. kr. årligt (PL-niveau 2008) over
satspuljen i den nævnte periode.
For boliger til udsatte grupper er der tale om en frivillig
ordning for kommuner og andre bygherrer. Der er således ikke
tilsigtet kommunale merudgifter. De kommunaløkonomiske
konsekvenser skal forhandles med KL.
5. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget indebærer ikke økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
6. Administrative konsekvenser for
borgerne
Forslaget har ikke nogen administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Miljømæssige
konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder,
organisationer m.v.
Lovforslaget har været sendt i høring hos:
Advokatrådet, Akademisk Arkitektforening,
Alzheimerforeningen, Andelsboligforeningernes
Fællesrepræsentation, Ankestyrelsen,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, BAT-Kartellet,
Boligselskabernes Landsforening, BOSAM, Brugerforeningen for aktive
stofmisbrugere, Bygherreforeningen i Danmark,
Byggematerialebranchen, Byggeskadefonden, Byggesocietetet,
Centerlederforeningen, Danske Ark, Danmarks Lejerforening, Dansk
Byggeri, Danske Regioner, DANSKE ÆLDRERÅD, Danske
Handicap Organisationer (DHO), Det Centrale Handicapråd,
Domstolsstyrelsen, Ejendomsforeningen Danmark, Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, Finansrådet, Finanstilsynet, Foreningen af
Rådgivende Ingeniører,
Håndværksrådet, Jyske Grundejerforeninger, KL,
Kommunekredit, Konkurrencestyrelsen, Landsforeningen af tidligere
og nyværende psykiatribrugere - LAP, Landsforeningen
Ældresagen, Landsbyggefonden, Landsforeningen Bedre
Psykiatri, Landsforeningen SIND, Landsforeningen af
VæreSteder (LVS), Lejernes Landsorganisation, Organisationen
af Selvejende Institutioner, Programbestyrelsen vedr. regeringens
strategi mod ghettoisering, Realkreditrådet, Rådet for
Socialt Udsatte, Sammenslutningen af Nærudvalg i Danmark -
SAND, Socialforskningsinstituttet, SBi (Statens
Byggeforskningsinstitut), SBH - Sammenslutningen af boformer for
hjemløse i Danmark, Socialchefforeningen, Styrelsen for
Social Service, Ældreboligrådet,
Ældremobiliseringen, Økonomistyrelsen.
10. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Ingen | Forslaget medfører merudgifter for
staten på 5 mio. kr. i 2008 og 17 mio. kr. i hvert af
årene 2009-2011. Fra 2012 er der en varig merudgift på
12 mio. kr. til skæve boliger |
Administrative konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Med forslaget defineres det, at almene boliger til
særligt udsatte grupper indgår som en almen boligtype
ligesom almene familie-, ungdoms- og ældreboliger. Almene
boliger til særligt udsatte grupper er varige boliger, der er
særligt indrettet i forhold til at opfylde lejernes behov og
som etableres efter kapitel 10 a Almene
boliger til særligt udsatte grupper, jf.
bemærkningerne nedenfor til nr. 5.
Til nr. 2
Et boligsocialt udviklingscenter skønnes at kunne
etableres og drives for et årligt beløb på 10
mio. kr. Det foreslås, at Landsbyggefonden i perioden
2008-2011 afsætter 5 mio. kr. om året til at finansiere
et boligsocialt udviklingscenter. Den anden halvdel finansieres i
henhold til satspuljeaftalen for 2008, således at der i alt
afsættes 5 mio. kr. om året i perioden 2008- 2011
(PL-niveau 2008) over satspuljen i den nævnte periode.
Til nr. 3
Det foreslås, at som konsekvens af
permanentgørelsen ophæves den gældende
forsøgsparagraf i almenboligloven om boligtilbud til
særligt udsatte grupper, § 146 a.
Til nr. 4
Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel,
kapitel 10 a, med titlen Almene boliger til
særligt udsatte grupper, således at disse
boliger, i lighed med øvrige boligformer i lov om almene
boliger m.v., får et eget kapitel i loven.
Til nr. 5
Det foreslås, at der i lov om almene boliger m.v.
indsættes en ny paragraf, § 149 a, med hjemmel til
fortsat at yde tilskud til etablering af boliger til udsatte
grupper. Formuleringen giver velfærdsministeren adgang til
fremover at yde tilskud til etablering af boliger til udsatte
grupper på samme måde som efter den hidtidige
forsøgsordning.
Velfærdsministeren foreslås bemyndiget til at
fastsætte de nærmere regler for alle forhold i
forbindelse med tilsagn om tilskud til etablering og drift af
almene boliger til udsatte grupper. Det er hensigten, at
bekendtgørelsen i alt væsentligt vil svare til den
nugældende bekendtgørelse nr. 1386 af 12. december
2006, som ændret ved bekendtgørelse nr. 342 af 16.
april 2007, om tilskud til forsøg med boliger til
særligt udsatte grupper (Skæve huse). Der vil dog ikke
være behov for at fastsætte bestemmelser om
lejevilkår for boliger, der etableres af almene selvejende
institutioner efter det foreslåede kapitel 10 a, da
bestemmelserne i den almene lejelov gælder for alle almene
boliger, jf. forslaget i § 2, nr. 1. Der vil i
bekendtgørelsen blive fastsat regler om, at boligerne i
kraft af deres særlige karakter og sigte ikke vil skulle
opfylde alle bestemmelser for almene boliger, som findes
uhensigtsmæssige i forhold til den påtænkte
beboermålgruppe. Herunder vil det blandt andet blive fastsat,
at boligerne ikke skal være omfattet af Byggeskadefonden og
Landsbyggefonden m.v. Reglerne i gældende
bekendtgørelser anses herudover for at være
dækkende, idet erfaringen har vist, at der alene har
været tale om at justere bestemmelserne i forbindelse med
kommunalreformen og konsekvensændring på grund af
ændringer i lovgivningen.
Til nr. 6
Med forslaget om etablering af et boligsocialt
udviklingscenter er det målet at skabe brede og
tværgående rammer for en målrettet og effektiv
videns-, erfarings- og idéopsamling samt formidling inden
for den by- og boligsociale indsats. Det er væsentligt, at
centeret får en bred basis for sit virke.
Det er hensigten at organisere centeret som en selvejende
institution under Velfærdsministeriet. Centeret vil blive
ledet af en bestyrelse på 8 medlemmer. Formanden, 1 medlem og
2 uafhængige sagkyndige udpeges af velfærdsministeren.
Ministeren udpeger derudover de resterende 4 medlemmer efter
indstilling fra Integrationsministeriet, KL, BL og
Landsbyggefonden.
Det by- og boligsociale udviklingscenter foreslås at
have til opgave:
1) Systematisk at
overvåge effekten af igangværende indsatser.
2) Sikre at ny
viden om indsatser med dokumenteret effekt indsamles og formidles
til praktikere, boligorganisationer, kommuner og centrale
aktører.
3) Udvikle ny viden
om by- og boligsociale indsatser.
4) Rådgive om
gennemførelse og organisering af nye og igangværende
lokale indsatser.
5) Rådgive
Landsbyggefonden, Velfærdsministeriet og andre aktører
inden for by- og boligområdet med udgangspunkt i den viden,
centeret opbygger.
Det foreslås videre, at velfærdsministeren
fastsætter nærmere regler om udviklingscenterets
etablering og drift. Det er hensigten gennem udarbejdelsen af
vedtægter at fastsætte nærmere regler om bl.a.
centerets virke, ledelse, organisation og økonomi.
Det understreges, at typen af information, som centeret skal
indsamle, ikke vil indeholde personfølsomme
oplysninger.
Til § 2
Til nr. 1
Det foreslås, at bestemmelserne i den almene lejelov
skal gælde for alle almene boliger, der etableres efter
reglerne i det foreslåede kapitel 10 a i lov om almene
boliger m.v. Der vil således gælde samme
lejevilkår for lejere i sådanne boliger, uanset om
boligerne drives og ejes af en almen boligorganisation, en almen
selvejende institution eller en kommune.
Som følge af forslaget vil der ikke være behov
for i bekendtgørelsen efter det foreslåede kapitel 10
a at fastsætte særlige regler om lejefastsættelse
og øvrige vilkår for almene selvejende
institutioner.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
januar 2009. Dog træder bestemmelsen vedrørende
etablering af et boligsocialt udviklingscenter i kraft den 1. juli
2008.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 I lov om almene boliger m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 1118 af 26. september 2007, som
ændret ved § 10 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, lov
nr. 1590 af 20. december 2006 og § 2 i lov nr. 575 af 6.
juni 2007, foretages følgende ændringer: |
| | 1. Efter
§ 5 indsættes: »§ 5
a. Almene boliger til særligt udsatte grupper er
varige boliger, der er særligt indrettet med henblik på
lejernes behov og som etableres efter kapitel 10 a.« |
| | 2. Efter
§ 91 b indsættes: »§ 91
c. Staten og Landsbyggefonden bidrager i årene
2008-2011 hver med 5 mio. kr. årligt til etablering og drift
af det boligsociale udviklingscenter, jf. § 172 a.
Landsbyggefondens bidrag til udviklingscenteret tilvejebringes af
midler overført til landsdispositionsfonden, jf.
§ 89.« |
§ 146 a. Med henblik på at
fremme udviklingen af boligtilbud til særligt udsatte grupper
kan socialministeren yde tilsagn om tilskud til forsøg med
etablering af nye boligtyper til særligt udsatte grupper
inden for den bevillingsramme, der fastsættes på de
årlige finanslove. | | 3.
§ 146 a ophæves. |
| | 4. Overskriften
til kapitel 10 aaffattes således: »Almene boliger til særligt
udsatte grupper« |
| | 5. Efter
§ 149 indsættes i kapitel 10
a: Ȥ 149
a. For at fremme udviklingen af boliger til særligt
udsatte grupper kan velfærdsministeren yde tilskud til
etablering af almene boliger til særligt udsatte
grupper. Stk.
2.Velfærdsministeren fastsætter nærmere
regler om alle forhold i forbindelse med tilsagn om tilskud til
etablering og drift af boligerne.« |
| | 6. Efter
§ 172 indsættes: »Kapitel
14 a Boligsocialt udviklingscenter § 172
a. Der etableres et boligsocialt udviklingscenter, som har
til formål at indsamle og formidle viden om den by- og
boligsociale indsats. Stk. 2.
Centeret etableres som en selvejende institution og ledes af en
bestyrelse på 8 medlemmer, der udpeges af
velfærdsministeren. Velfærdsministeren udpeger
formanden, 2 uafhængige sagkyndige og et medlem.
Velfærdsministeren udpeger derudover de resterende 4
medlemmer efter indstilling fra Ministeriet for Flygtninge,
Indvandring og Integration, KL, Boligselskabernes Landsforening og
Landsbyggefonden. Stk. 3.
Velfærdsministeren fastsætter nærmere regler om
udviklingscenterets etablering og drift.« |
| | § 2 I lov om leje af almene boliger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 187 af 27. februar 2007, foretages
følgende ændring: |
§ 1.
Loven gælder for leje af: 1) Almene boliger, der tilhører en
almen boligorganisation. 2) Almene ældreboliger, der
tilhører en kommune eller en region. 3) Almene ældreboliger, der
tilhører en selvejende institution. 4) Ustøttede almene plejeboliger,
jf. § 143 i lov om almene boliger m.v. 5) Almene ungdomsboliger, der
tilhører en selvejende institution. | | 1. I § 1, stk. 1, indsættes som
nr. 6: »6) Almene boliger til særligt
udsatte grupper, der er etableret efter kapitel 10 a i lov om
almene boliger m.v.« |
| | § 3 Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2009, jf. dog stk. 2. Stk. 2.
§§ 91 c og 172 a i lov om almene boliger m.v., som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 2 og 6, træder i
kraft den 1. juli 2008. |