L 164 Forslag til lov om ændring af færdselsloven og straffeloven.

(Skærpede sanktioner for flugtbilister).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-03-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l164_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2008)

Justitsministeren (Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af færdselsloven og straffeloven (Skærpede sanktioner for flugtbilister)

(Lovforslag nr. L 164).

Formålet med lovforslaget er at skærpe straffen for trafikanter - i praksis typisk bilister - der flygter fra et færdselsuheld.


Lovforslaget bygger på en redegørelse af 7. januar 2008 fra Rigsadvokaten, som på baggrund af en gennemgang af 43 sager fra 2005 og 2006 konkluderer, at straffen i praksis er bøde i langt de fleste tilfælde, hvor en bilist flygter fra et færdselsuheld med personskade. Rigsadvokaten opstiller på den baggrund en række anbefalinger og forslag til ændringer af færdselsloven og straffeloven med henblik på at skærpe sanktionerne.


Det er regeringens opfattelse, at straffen for ikke at yde hjælp, hvis personer kan være kommet til skade ved et trafikuheld, bør skærpes. Regeringen mener ikke, at den nuværende praksis, hvor der i langt de fleste tilfælde idømmes en bøde, i tilstrækkelig grad afspejler, at flugt fra et færdselsuheld med personskade er en alvorlig lovovertrædelse, navnlig fordi hurtig hjælp i mange tilfælde kan være af helt afgørende betydning for den tilskadekomne.


På den baggrund tilsigtes det med lovforslaget generelt at skærpe straffene på området. Således skal en trafikant, der flygter fra et færdselsuheld, som viser sig at have haft ikke ubetydelig personskade til følge, som udgangspunkt idømmes en kort frihedsstraf på 10-20 dages fængsel, hvor der i dag typisk idømmes en bøde på 1.000 kr.


Det foreslås også at ændre straffelovens § 253 således, at de groveste sager om flugtbilisme, dvs. de sager, hvor en person forsætligt undlader at hjælpe en anden trafikant, der ved uheldet har pådraget sig betydelig personskade, som udgangspunkt idømmes en frihedsstraf på 2-3 måneders fængsel.


Samtidig foreslås det, at der skabes hjemmel til at frakende førerretten alene som følge af flugtbilisme.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.