L 173 Forslag til lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af den kommunale skatteudskrivning.

Af: Velfærdsminister Karen Jespersen (V)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-03-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l173_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2008)

Velfærdsministeren (Karen Jespersen) :

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af den kommunale skatteudskrivning

(Lovforslag nr. L 173).

Det foreliggende lovforslag er et led i udmøntningen af den del af finanslovsaftalen for 2008, som vedrører justering af aftalesystemet for den kommunale økonomi.


Aftalesystemet for den kommunale økonomi hviler på, at de indgåede aftaler mellem regeringen og KL overholdes. Aftalesystemet skal således gøres mere forpligtende med henblik på at understøtte kommunernes fælles ansvar for at sikre aftaleoverholdelse.


Formålet med lovforslaget er at understøtte aftalesystemet mellem staten og kommunerne ved at styrke kommunernes incitamenter til at overholde de indgåede aftaler om den kommunale skatteudskrivning.


Lovforslaget indebærer, at velfærdsministeren får hjemmel til at nedsætte kommunernes bloktilskud gennem en kombination af individuelle og kollektive nedsættelser, hvis den samlede kommunale beskatning stiger. I en sådan situation vil 75 pct. af den samlede skattestigning i det første år blive inddraget fra de kommuner, der har sat skatten op, og i det følgende år 50 procent af skattestigningen. Den resterende del af skatteforhøjelsen vil blive inddraget fra alle kommuner gennem en generel nedsættelse af statstilskuddet til kommunerne.


Det skal understreges, at modregningsmekanismen kun iværksættes, hvis den samlede kommunale beskatning stiger. Der er således fortsat mulighed for, at nogle kommuner kan sætte skatten op, hvis andre sætter den tilsvarende ned. I den situation vil skattestoppet være overholdt, og modregningsmekanismen vil ikke blive iværksat.


Regeringen har tidligere givet tilsagn om, at kommuner, der nedsætter skatten, ikke vil blive omfattet af eventuelle individuelle modregningskrav ved en eventuel fremtidig skatteforhøjelse af tilsvarende størrelse. Lovforslaget indeholder derfor bestemmelser om, at ikke-sammenlagte kommuner, som har nedsat skatten fra og med budgetåret 2003, bliver friholdt for nedsættelse af bloktilskuddet efter denne lov for en tilsvarende skatteforhøjelse. Tilsvarende vil sammenlagte kommuner, som har nedsat skatten for 2008 eller senere, blive friholdt for nedsættelse af bloktilskuddet efter denne lov.


Lovforslaget indebærer endvidere, at regeringen kan fastsætte en ramme for kommunale skatteforhøjelser. Hvis det er tilfældet, vil nedsættelse efter denne lov kun finde sted, hvis denne ramme overskrides.


Det indgår i lovforslaget, at lovens bestemmelser skal tages op til revision i folketingsåret 2011-12. Regeringen vil i den forbindelse også have mulighed for at vurdere ordningen i lyset af andre mulige initiativer til en bedre funktion af den kommunale skattefastsættelse, herunder eventuelt øget synlighed af den enkelte kommunes skat.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til hurtig og velvillig behandling i Det Høje Ting.