Velfærdsministeren (Karen Jespersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
valg til Folketinget, lov om valg af danske medlemmer til
Europa-Parlamentet og lov om kommunale og regionale valg
(Valgnævnet, godkendelse af partinavne, nedsættelse af
antallet af danske medlemmer af Europa-Parlamentet m.v.).
(Lovforslag nr. L 18).
Med lovforslaget udvides Valgretsnævnets kompetence til
ikke blot som i dag at omfatte sager om optagelse af
udlandsdanskere på valglisten, men også at omfatte
sager om godkendelse af navnet for et nyt parti og den formular,
som vælgererklæringer for et nyt parti skal afgives
på. Denne del af lovforslaget er en opfølgning
på den tilkendegivelse, den tidligere indenrigs- og
sundhedsminister har afgivet i forbindelse med 1. behandlingen
sidste folketingsår af beslutningsforslag nr. B 37 om
nedsættelse af et uafhængigt organ, der godkender
politiske partiers navne. Som en konsekvens af kompetenceudvidelsen
foreslås det, at nævnet ændrer navn til
Valgnævnet, og at nævnet, der i dag består af en
dommer som formand, en kyndig i statsforfatningsret og en
embedsmand fra Velfærdsministeriet, i sager om godkendelse af
partinavne tillige skal bestå af en kyndig i navne- og
varemærkerettigheder.
Lovforslaget indeholder endvidere nye regler for godkendelse
og forlængelse af godkendelse af partinavne og formularer til
vælgererklæringer. Godkendelsesperioden udvides fra to
til tre år. Til gengæld strammes betingelserne for at
forlænge godkendelsen, således at det undgås, at
inaktive partistiftere i længere ubrudte perioder
lægger beslag på "gode" partinavne. Har et parti
fået afslag på forlængelse, kan ansøgning
om generhvervelse af partinavnet tidligst indgives et år fra
udløbet af den tidligere godkendelse, således at
partinavnet i denne periode er til fri afbenyttelse for andre end
den, der i første omgang fik meddelt godkendelse.
Med lovforslaget nedsættes antallet af danske medlemmer
af Europa-Parlamentet fra 14 til 13. Nedsættelsen er en
følge af Bulgariens og Rumæniens optagelse i EU og en
udmøntning af udvidelsestraktaten om Den Europæiske
Unions udvidelse med Bulgarien og Rumænien, som er
ratificeret af Danmark ved en særlig lov herom.
Reglerne om, i hvilke boformer og boliger der ved
folketingsvalg, Europa-Parlamentsvalg samt regionale og kommunale
valg kan brevstemmes, foreslås justeret i lyset af de
forskellige boligformer, voldsramte kvinder, ældre og
handicappede og personer med særlige sociale problemer vil
kunne tilbydes efter social- og boliglovgivningen.
Lovforslaget er en genfremsættelse af det lovforslag nr.
L 9, der blev fremsat den 3. oktober 2007, jf. FT 2007-08 (1.
samling), tillæg A 125, og som er bortfaldet som følge
af afholdelse af folketingsvalg. I det genfremsatte lovforslag er
der foretaget enkelte ændringer og præciseringer.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings hurtige og velvillige
behandling.