L 186 Forslag til lov om ændring af straffeloven.

(Strafskærpelse for visse sager om seksuelt misbrug af børn).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-05-2008

Fremsættelse: 09-05-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l186_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (9. maj 2008)

Justitsministeren (Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af straffeloven (Strafskærpelse for visse sager om seksuelt misbrug af børn)

(Lovforslag nr. L 186).

Formålet med lovforslaget er at sikre, at straffen for sager om samleje (og anden kønslig omgængelse end samleje) med børn under 15 år, når der foreligger en udnyttelse af en fysisk eller psykisk overlegenhed, er på samme niveau som straffen for voldtægt mod voksne, selv om det ikke har været nødvendigt at anvende vold eller trusler om vold for at få barnet til at underkaste sig overgrebet.


Regeringen finder, at voksne personers seksuelle overgreb mod børn er blandt de mest modbydelige forbrydelser. Sådanne overgreb er udtryk for et groft brud på børns tillid til voksne og kan være meget traumatiserende og påvirke det enkelte barn i mange år efter, at overgrebet har fundet sted. Der bør derfor udmåles tilpas strenge straffe for seksuelle overgreb mod børn.


Det er regeringens opfattelse, at der i en række tilfælde er grundlag for med hensyn til strafudmålingen at sidestille seksuelle overgreb mod børn med sager om voldtægt mod voksne. Det drejer sig om situationer, hvor den voksne gerningsmands fysiske eller psykiske overlegenhed i forhold til barnet gør det muligt f.eks. at opnå samleje med barnet, uden at det er nødvendigt for den voksne at anvende vold (f.eks. i form af fastholdelse) eller trusler om vold over for barnet.


I sådanne sager kan den forurettedes unge alder sammen med det forhold, at gerningsmanden har udnyttet sin fysiske eller psykiske overlegenhed til at formå barnet til at underkaste sig overgrebet, uden at have haft behov for at anvende vold eller trusler om vold, siges at "opveje", at der ikke som i voldtægtssagerne er anvendt vold (herunder fastholdelse) eller trusler om vold. Derfor bør straffen i sådanne sager om samleje med børn ikke være lavere end straffen for en voldtægt mod voksne.


Det foreslås på den baggrund at indsætte en bestemmelse i straffeloven, hvorefter det ved udmåling af straffen for overtrædelse af straffelovens § 222 om samleje med børn under 15 år skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af en fysisk eller psykisk overlegenhed. Det foreslås, at bestemmelsen skal gælde tilsvarende ved anden kønslig omgængelse end samleje (§ 222, jf. §§ 224 og 225).


Lovforslaget bygger på Straffelovrådets udtalelse af april 2008 om strafniveauet i sager om seksuelt misbrug af børn.


Der lægges med lovforslaget op til, at straffen for samleje med børn fastsættes med udgangspunkt i strafniveauet for voldtægt mod voksne. Straffen for et enkeltstående fuldbyrdet samleje med et barn under 15 år i de tilfælde, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, forudsættes således som udgangspunkt at ligge i niveauet 2 år og 6 måneders fængsel, svarende til normalstraffen for et enkeltstående tilfælde af fuldbyrdet overfaldsvoldtægt mod en voksen.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.