Undervisningsministeren (Bertel Haarder):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
Danmarks Evalueringsinstitut (Akkreditering af videregående
uddannelser, sammensætning af evalueringsinstituttets
bestyrelse og repræsentantskab m.v.)
(Lovforslag nr. L 24).
Lovforslaget fremsættes bl.a. som led i
udmøntning af aftalen af 2. november 2006 mellem regeringen
(Venstre og Det konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk
Folkeparti og Det Radikale Venstre om udmøntning af
globaliseringsaftalen. Et af elementerne i aftalen er
indførelse af et akkrediteringssystem med henblik på
en systematisk kvalitetssikring af de videregående
uddannelser. Et uafhængigt organ skal løbende
akkreditere alle videregående uddannelser efter
internationale standarder.
For fremtiden skal alle videregående uddannelser inden
for undervisningsministerens område akkrediteres af
Akkrediteringsrådet, som det fremgår af lov nr. 294 af
27. marts 2007 om akkrediteringsinstitutionen for
videregående uddannelser og det forslag til lov om
erhvervsakademier og professionsbacheloruddannelser, som
fremsættes samtidig med dette lovforslag. Godkendelse af en
uddannelse og et udbud kan kun gives, hvis
Akkrediteringsrådet har akkrediteret uddannelsen, henholdsvis
udbuddet positivt. Der bliver tale om to former for
akkrediteringer: 1) Akkreditering af eksisterende uddannelser og
udbud af uddannelser og 2) Akkreditering af nye uddannelser og nye
uddannelsesudbud. Akkrediteringsrådets afgørelser om
akkreditering træffes på baggrund af
akkrediteringsrapporter, udarbejdet af fagligt anerkendte
aktører.
Det foreslås, at det primært bliver Danmarks
Evalueringsinstitut, der gennemfører
akkrediteringsvurderinger og udarbejder akkrediteringsrapporter som
grundlag for Akkrediteringsrådets afgørelser om
akkreditering af videregående uddannelser inden for
undervisningsministerens område. Der er bl.a. på
baggrund af indførelsen af et akkrediteringssystem for de
videregående uddannelser behov for, at evalueringsinstituttet
får bedre muligheder for at evaluere forhold, der
rækker ud over undervisning og uddannelse på især
dette område. Loven foreslås derfor ændret
således, at evalueringsinstituttet kan gennemføre
andre former for evalueringer, herunder evalueringer af en
institutions samlede virksomhed eller dele heraf, og således,
at instituttet selv fastsætter emner og metoder for de
enkelte evalueringer. Det indebærer bl.a., at selvevaluering
ikke længere skal indgå som en obligatorisk del af en
evaluering. Men evalueringsinstituttet har fortsat en forpligtelse
til at udvikle kvaliteten af uddannelse, undervisning og
læring og udbrede brugen af metoder, som understøtter
kvalitetsudvikling og evalueringskapacitet i institutionerne,
herunder selvevaluering og andre udviklingsorienterede
redskaber.
Universitetsområdet foreslås at udgå som
ordinært evalueringsområde for evalueringsinstituttet
på baggrund af akkrediteringssystemets indførelse.
Instituttet kan dog fortsat efter anmodning gennemføre
evalueringer af universitetslovsområdet som
indtægtsdækket virksomhed efter lovens § 3.
Sammensætningen af bestyrelsen for
evalueringsinstituttet foreslås justeret som konsekvens af de
foreslåede lovændringer, bl.a. foreslås, at
repræsentationen fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og
Udvikling udgår, og at et medlem med viden og erfaring inden
for de kunstneriske uddannelser m.v. udpeges efter indstilling fra
kulturministeren. Det foreslås desuden, at instituttets
bestyrelse kan supplere sig med et medlem med evalueringsfaglig
ekspertise.
Sammensætningen af repræsentantskabet
foreslås ændret, således at alle uddannelses- og
institutionsområder mfl., herunder institutionsejere,
rektorforsamlinger og bestyrelsesforeninger for områder, der
er omfattet af instituttets virksomhed, vil blive
repræsenteret sammen med elever og studerende, faglige
foreninger og arbejdsmarkedets parter. Regler om
sammensætningen af repræsentantskabet foreslås
fastsat i vedtægten for instituttet.
Udgifterne til evalueringsinstituttets udarbejdelse af
akkrediteringsvurderinger og akkrediteringsrapporter for
uddannelser inden for undervisningsministerens område
afholdes af undervisningsministeren, dels ved en tilførsel
af 2.7 mio. kr. fra globaliseringspuljen, dels ved at
evalueringsinstituttets driftsudgifter for 2007 er nedsat med det
beløb, der skønnes hidtil at være medgået
til akkreditering af videregående uddannelser inden for
undervisningsministerens område, og overført til
Undervisningsministeriet, i alt 1,9 mio. kr.
Evalueringsinstituttets driftsudgifter er på finansloven for
2007 desuden nedsat med 3,5 mio. kr., der er overført til
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling til etablering af
akkrediteringsinstitutionen og til Akkrediteringsrådets
arbejde med akkreditering af videregående uddannelser.
Idet jeg henviser til lovforslaget med tilhørende
bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til
velvillig behandling i det høje Ting.