Justitsministeren (Lene Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
retsplejeloven (Forsøgsordning med lydoptagelse af
forklaringer i straffesager)
(Lovforslag nr. L 39).
Formålet med lovforslaget er at indsætte en
hjemmel i retsplejeloven, der gør det muligt at
gennemføre en forsøgsordning med lydoptagelse af
forklaringer i straffesager eller af rettens gengivelse (referat)
af sådanne forklaringer.
Justitsministeriet har anmodet Strafferetsplejeudvalget om at
foretage en generel gennemgang af retsplejelovens regler om
protokollering (dvs. optegnelse i retsbogen af indholdet af de
afgivne forklaringer) i straffesager. Formålet med
forsøgsordningen, der i givet fald vil blive
gennemført ved en eller flere byretter, er at
indhøste erfaringer til brug for Strafferetsplejeudvalgets
videre overvejelser om en revision af retsplejelovens regler om
protokollering.
Det forventes, at forsøgene i givet fald vil blive
iværksat i løbet af foråret 2008, og at
forsøgene vil skulle løbe et års tid,
før der er indhentet tilstrækkelige erfaringer til
brug for Strafferetsplejeudvalgets videre overvejelser om en
revision af retsplejelovens regler om protokollering i
straffesager. Det foreslås, at justitsministeren i
folketingsåret 2009-10 fremsætter lovforslag om
revision af den foreslåede bestemmelse i retsplejeloven om
forsøgsordningen.
Den foreslåede forsøgsordning går
grundlæggende ud på, at forklaringer, der afgives under
hovedforhandlingen i byretten, lydoptages, men kun optegnes i
retsbogen, hvis en part anmoder om det, eller hvis byrettens dom
ankes. Forsøgsordningen indeholder navnlig følgende
elementer:
- Der sker
lydoptagelse af forklaringer under hovedforhandlingen i
straffesager eller af rettens gengivelse (referat) af
sådanne forklaringer.
- Forklaringerne
indføres som udgangspunkt ikke i retsbogen.
- Forklaringerne
medtages som udgangspunkt kun i dommen i det omfang, det er
nødvendigt at gengive forklaringerne i begrundelsen for
dommen.
- Hver part
(tiltalte og anklagemyndigheden) får adgang til
lydoptagelsen, f.eks. til brug for overvejelser om eventuelt at
anke byrettens dom.
- Tiltalte kan
høre lydoptagelsen i retten eller hos sin forsvarer, men kan
ikke få udleveret en kopi af optagelsen.
- Hver part
(tiltalte og anklagemyndigheden) kan forlange, at forklaringen
indføres i retsbogen, og forklaringen skal endvidere
indføres i retsbogen ved anke og ved meddelelse af
aktindsigt i retsbogstilførsler vedrørende
forklaringen.
- I tilfælde
af en anmodning om aktindsigt i dommen efter retsplejelovens
§ 41 b (om aktindsigt i domme og kendelser for enhver)
suppleres dommen i givet fald med en gengivelse af forklaringerne
svarende til, hvad der kræves efter retsplejelovens §
218 a, stk. 1 (om affattelsen af domme).
Den foreslåede forsøgsordning vil bl.a. give
mulighed for en realistisk vurdering af hyppigheden af anmodninger
om optegnelse i retsbogen og af anmodninger om adgang til
lydoptagelsen. Dette vil også give mulighed for at vurdere,
om og i givet fald i hvilket omfang en sådan ordning med
lydoptagelse og begrænset protokollering samlet set vil
være ressourcebesparende for retten eller parterne.
Med forslaget fraviges reglerne i retsplejeloven om optegnelse
i retsbogen af indholdet af forklaringen (§ 870, stk. 1) og om
gengivelse af forklaringen i dommens sagsfremstilling (§ 218
a, stk. 1. pkt.). Forslaget giver derimod ikke mulighed for at
fravige kravet om at angive de faktiske og retlige
omstændigheder, der er lagt vægt på ved sagens
afgørelse ("præmisserne"), i dommen. Der stilles
således samme krav til dommens præmisser i
straffesager, der er omfattet af forsøgsordningen, som i
andre straffesager, herunder med hensyn til i givet fald i
fornødent omfang at gengive (dele af) indholdet af en
forklaring i præmisserne.
Lovforslaget bygger på en anbefaling fra
Strafferetsplejeudvalget.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.