L 92 Forslag til lov om ændring af innovationsloven.

(Etablering af et nyt innovationsudvalg og ændrede tilskudsmuligheder m.v.).

Af: Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-02-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l92_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (28. februar 2008)

Fødevareministeren (Eva Kjer Hansen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af innovationsloven. (Etablering af et nyt innovationsudvalg og ændrede tilskudsmuligheder m.v.)

(Lovforslag nr. L 92).

Forskning, udvikling og innovation er væsentlige indsatsområder til sikring af Danmarks fremtidige konkurrenceevne og til skabelse og bevarelse af arbejdspladser. Regeringen ønsker derfor at fremme innovationsindsatsen i hele samfundet, herunder også i fødevare-, jordbrugs- og fiskerisektoren.


På baggrund af erfaringerne med Fødevareministeriets innovationsordning siden lovændringen i 2006 foreslås en række ændringer af innovationsloven med det formål at styrke en koordineret innovationsindsats i fødevaresektoren.


Formålet er at skabe større sammenhæng i den samlede innovationsindsats, at forstærke indsatsen i forhold til især små og mellemstore virksomheder samt styrke sammenhængen til regeringens og regionernes erhvervsfremmeindsats. Dette søges gennemført ved at


- etablere et nyt innovationsudvalg,

- justere tilskudsmuligheder især til gunst for små og mellemstore virksomheder, og

- forbedre muligheder for at gennemføre oplysningskampagner og foretage effektvurdering m.v.



Det første punkt har til formål at styrke en sammenhængende innovationsindsats i hele fødevarekæden. Derfor foreslås at sammenlægge de 2 nuværende udvalg, Innovationsudvalget og Det Rådgivende Udvalg for Det Primære Jordbrug, til ét nyt innovationsudvalg, der får afgørelseskompetence svarende til det nuværende innovationsudvalg.


Fødevareministeren vil efter forslaget få bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om sammensætningen af det nye udvalg, der nedsættes for perioder af 4 år. Det er hensigten, at de organisationer, foreninger og ministerier, der er repræsenteret i de nuværende 2 udvalg under innovationsloven, også vil få adgang til at indstille repræsentanter til det nye innovationsudvalg. Endvidere er det hensigten, at de regionale vækstfora og Miljøministeriet skal være repræsenteret i udvalget.


Det foreslås, at Innovationsudvalgets formand og næstformand udnævnes af fødevareministeren uden indstilling.


Det nye innovationsudvalg vil desuden efter anmodning skulle rådgive ministeren om den samlede indsats inden for lovens område, herunder i forbindelse med fastlæggelse af temaer, tilrettelæggelse af en faglig strategi for behandling og prioritering af projektansøgninger samt konkret prioritering af projektansøgninger inden for bevillingen.


Det andet punkt har til formål at bringe innovationsloven i overensstemmelse med EU-Kommissionens nye rammebestemmelser for statsstøtte til forskning, udvikling og innovation. De nye statsstøtteregler for forskning og udvikling præciserer tilskudsmulighederne, men giver også nogle bedre muligheder for at støtte innovationsindsatsen blandt især små og mellemstore virksomheder.


Det foreslås, at tilskudssatsen forhøjes for små og mellemstore virksomheder til henholdsvis maksimalt 60 pct. og 50 pct. under forudsætning af, at virksomhederne samarbejder med mindst en anden virksomhed eller en forskningsinstitution om et udviklingsprojekt. Samtidigt foreslås, at tilskuddet til små og mellemstore virksomheder, der gennemfører et udviklingsprojekt som et enkeltmandsprojekt, nedsættes fra maksimalt 50 pct. til henholdsvis maksimalt 45 pct. og 35 pct.


Begrundelsen for de omhandlede ændringer af tilskudssatserne er, at der er et betydeligt potentiale for hele fødevaresektoren i, at små og mellemstore virksomheder motiveres til at involvere sig i samarbejder med andre, herunder forskningsinstitutioner, om udviklingsprojekter.


Endvidere foreslås, at ministeren bemyndiges til bl.a. at fastsætte nærmere regler for ydelse af tilskud til lån af kvalificeret personale, til køb af innovationsrådgivning i forbindelse med gennemførelse af et konkret udviklingsprojekt samt til etablering af innovationsklynger og netværksdannelser.


Det tredje punkt vedrører forslag om at præcisere ministerens adgang til også at afholde udgifter til effektvurdering af innovation i fødevaresektoren samt til fremme af kendskabet til produktion af kvalitetsfødevarer og mangfoldighed i fødevareproduktionen.


Endvidere foreslås, at ministeren kan indhente rådgivning i det nye innovationsudvalg i forbindelse med gennemførelse af de nævnte aktiviteter vedrørende fremme af lovens formål.


Endelig indgår det i forslaget, at den nuværende begrænsning i modregningsmulighederne ophæves, så modregningsbestemmelserne kommer til at svarer til reglerne på øvrige tilskudsområder.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i Folketinget.