L 96 Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

(Konfiskation af knallerter m.v.).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 29-05-2008

Lovforslag som vedtaget

20072_l96_som_vedtaget (html)

L 96 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af færdselsloven. (Konfiskation af knallerter m.v.).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 29. maj 2008

Forslag

til

Lov om ændring af færdselsloven

(Konfiskation af knallerter m.v.)

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1276 af 24. oktober 2007, foretages følgende ændringer:

1. I § 52, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »Børn med en legemshøjde på under 135 cm må ikke befordres på tohjulet motorcykel«: », medmindre barnet er fyldt 5 år og anvender et barnesæde eller andet sikkerhedsudstyr, der opfylder de krav, som fastsættes i medfør af § 68«.

2. I § 52, stk. 6, 1. pkt., udgår »på en passagersiddeplads uden sikkerhedssele«.

3. I § 55, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »udåndingsprøve«: », spytprøve, svedprøve eller øjenbesigtigelse«.

4. I § 82 indsættes som stk. 6 og 7:

»Stk. 6. Justitsministeren kan henlægge sine beføjelser efter stk. 5 til anden statslig myndighed. Justitsministeren kan endvidere henlægge administrationen af de efter stk. 5 fastsatte bestemmelser til anden offentlig myndighed, privat organisation el.lign. og i forbindelse hermed fastsætte regler om godkendelse af sådanne myndigheder og organisationer m.v. og i øvrigt fastsætte regler for myndighedens eller organisationens virksomhed i forbindelse med administrationen af opgaverne.

Stk. 7. Justitsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 6, 2. pkt., herunder om, at afgørelser, der er truffet af offentlige myndigheder, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.«

5.§ 105, stk. 3, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»De herefter fremkomne beløb anvendes uafrundet som grundlag for reguleringen af beløbene det følgende år. De årlige beløb afrundes til nærmeste med 1 million delelige kronebeløb.«


6. I § 119, stk. 2, nr. 2, ændres »og« til: »eller«.

7. I § 124 udgår »eller bilinspektionens«.

8. I § 133 a indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. En knallert, som er konstruktivt ændret med henblik på hastighedsforøgelse, eller som er i en sådan ulovlig stand, at den, for så vidt angår lille knallert, kan køre 43 km i timen eller derover og, for så vidt angår stor knallert, kan køre 64 km i timen eller derover, skal konfiskeres, hvis ejeren (brugeren) af knallerten en gang tidligere, inden for de seneste 3 år før det nye forhold er begået, har gjort sig skyldig i en tilsvarende overtrædelse af § 67, stk. 2. Konfiskation kan dog undlades, hvis særlige grunde taler derfor.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.


9. Efter § 134 c indsættes:

»§ 134 d. Skatteministeren kan bemyndige told- og skatteforvaltningen til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt skatteministeren.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren. Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse typer af afgørelser kan påklages til Landsskatteretten, og om Landsskatterettens behandling af sådanne klagesager.

Stk. 3. Skatteforvaltningslovens § 48 finder tilsvarende anvendelse i forhold til afgørelser, der træffes i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, og afgørelser af klagesager, der træffes efter regler fastsat i medfør af stk. 2. I tilfælde, hvor der i medfør af stk. 2 er fastsat regler om klageadgang til Landsskatteretten, finder skatteforvaltningslovens § 49 tilsvarende anvendelse i forhold til Landsskatterettens afgørelser af sådanne klagesager.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Overtrædelse af færdselslovens § 67, stk. 2, tillægges ikke gentagelsesvirkning efter færdselslovens § 133 a, stk. 5, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 8, hvis overtrædelsen er begået inden lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Har ejeren (brugeren) af en knallert to gange før lovens ikrafttræden gjort sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 67, stk. 2, ved at have foretaget konstruktive ændringer af en knallert, og gør den pågældende efter lovens ikrafttræden, og inden 3 år efter at den første overtrædelse er begået, sig skyldig i en overtrædelse af færdselslovens § 67, stk. 2, ved at være ejer (bruger) af knallert, der er konstruktivt ændret med henblik på hastighedsforøgelse, eller som er i en sådan ulovlig stand, at den, for så vidt angår lille knallert, kan køre 43 km i timen eller derover og, for så vidt angår stor knallert, kan køre 64 km i timen eller derover, skal der ske konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 5, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 8.