Fremsat den 24. oktober 2008 af
Per Clausen (EL), Line Barfod (EL),
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om fritagelse for det kommunale anlægsloft
ved udførelse afenergirenovering af kommunale bygninger
Folketinget opfordrer regeringen til at fritage kommunerne for
anlægsloftet, så kommunale bygninger kan blive
renoveret med energirigtig byggeteknologi, efter følgende
retningslinjer.
En forudsætning for, at en kommune fritages for
anlægsloftet, er, at den enten foretager en omfattende
renovering svarende til energiklasse 1 eller passivhus, eller at
den foretager delelementer af en omfattende renovering i
følgende prioriterede rækkefølge:
1) Efterisolering
af tag, vægge og gulve samt udskiftning af vinduer til den
bedste energistandard på markedet.
2) Tætning af
bygningen og integrering af miljøvenlig energieffektiv
ventilation.
3) Opvarmning af
det varme vand med solfanger.
Kommunerne forpligtes til at udarbejde en handlingsplan for
energirenovering af deres bygninger frem til 2025. De besparelser,
der opnås på driftsbudgettet ved at energirenovere,
skal geninvesteres i yderligere renoveringer af de kommunale
bygninger. Dog har kommunerne mulighed for at anvende 50 pct. af de
sparede driftsmidler til ikkeenergirenoveringer (f.eks. toiletter,
udbedring af rådskader m.v.), hvorimod 50 pct. er
øremærket til energirenoveringer. 2007 udgør
basisåret for kommunens omkostninger til opvarmning og drift
og vil således fungere som baggrundsværdi for, hvor
meget kommunerne hvert år skal investere i energirenovering.
Som renoveringerne skrider frem og besparelserne bliver
større og større, vil der frigøres stigende
kapital til yderligere renoveringer.
Bemærkninger til forslaget
Enhedslisten er generelt imod anlægsloftet og stiller i
forbindelse med behandlingen af forslaget til finanslov for 2009
forslag om, at det ophæves. Hvis anlægsloftet ikke
bliver ophævet i den forbindelse, ønsker Enhedslisten
dette beslutningsforslag vedtaget for i det mindste at fremme
kommunernes muligheder for energirenovering.
Dette skyldes, at omkring halvdelen af Danmarks samlede
energiforbrug går til opvarmning og ventilation af bygninger.
Hvis Danmark skal nå sine klimamålsætninger og
-forpligtelser, er det afgørende, at der bliver gjort noget
for at reducere det store energiforbrug til opvarmning.
Eksisterende kommunale bygninger er opført over en
meget lang årrække og med meget forskellige hensyn til
bygningens energibehov, for så vidt angår varme og
elektricitet. Ens for stort set alle kommunale bygninger er
imidlertid, at de bruger væsentlig mere energi end
nødvendigt i forhold til, at de enten havde været
opført efter de bedste lavenergiprincipper, man kender i
dag, eller blev renoveret med energibesparelser for øje.
Ifølge en rapport fra Det Økologiske Råd
fordeler en bygnings varmetab sig med 65-70 pct. gennem tag,
vægge, vinduer og gulv, med 25 pct. ved ventilation og med 10
pct. til varmt vand. Der er således enorme
besparelsespotentialer i energimæssig renovering af de
kommunale bygninger. Statens Byggeforskningsinstitut vurderer, at
danske bygninger vil kunne spare mellem 50-90 pct. af energien til
opvarmning, hvis de undergår energirenovering. Samtidig vil
man opnå et markant bedre indeklima.
Kommunerne anvender årligt ca. 2 mio. kr. til opvarmning
af de kommunale bygninger. Energirenovering af de kommunale
bygninger vil derfor være både klimamæssigt og
samfundsøkonomisk fordelagtigt. Yderligere kan det bidrage
til generelt at få sat skub i udviklingen, hvis det
offentlige går forrest og viser vejen med gode
eksempler.
Skriftlig fremsættelse
Per Clausen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
fritagelse for det kommunale anlægsloft ved udførelse
afenergirenovering af kommunale bygninger.
(Beslutningsforslag nr. B 17).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.