Skriftlig fremsættelse (28.
januar 2009)
Justitsministeren
(Brian Mikkelsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. (Forsøgsordning med
magtanvendelse ved brug af peberspray)
(Lovforslag nr. L 104).
Formålet med lovforslaget er at gøre det muligt
for justitsministeren at iværksætte en
forsøgsordning med magtanvendelse ved brug af peberspray i
visse af Kriminalforsorgens institutioner.
I dag kan magtanvendelse over for indsatte i
Kriminalforsorgens institutioner efter straffuldbyrdelsesloven ske
ved brug af greb, skjold, stav og tåregas. Andre magtmidler
er ikke tilladt. Magtanvendelse kan bl.a. ske, hvis det er
nødvendigt for at afværge truende vold eller overvinde
voldsom modstand, f.eks. i forbindelse med slagsmål mellem
indsatte, angreb på personalet, eller hvis en indsat
barrikaderer sig i sit opholdsrum med selvbeskadigelse for
øje.
Her i landet anvendes der sjældent magtmidler i
Kriminalforsorgens institutioner, bl.a. fordi sikkerheden i vidt
omfang baseres på den såkaldte dynamiske sikkerhed,
dvs. personalets løbende kontakt med og kendskab til de
indsatte, som indebærer, at tilspidsede situationer kan
imødegås.
Peberspray anvendes allerede i dag som magtmiddel i bl.a.
politiet og den svenske kriminalforsorg, og der er både i
politiet og hos den svenske kriminalforsorg gode erfaringer med at
anvende peberspray. Brug af peberspray kan således medvirke
til at begrænse anvendelsen af andre mere indgribende
magtmidler yderligere, og erfaringerne fra både politiet og
den svenske kriminalforsorg viser, at truslen om at anvende
peberspray i flere tilfælde har haft en væsentlig
præventiv effekt og været tilstrækkelig til at
hindre yderligere voldelige handlinger mv.
I lyset af de nævnte gode erfaringer med anvendelse af
peberspray som magtmiddel i politiet og i den svenske
kriminalforsorg finder Justitsministeriet, at det bør
vurderes, om der også i den danske kriminalforsorg bør
være mulighed for at anvende peberspray som magtmiddel. Ved
en forsøgsordning med peberspray som magtmiddel i visse af
Kriminalforsorgens institutioner kan der indhøstes praktiske
erfaringer, som kan danne grundlag for en stillingtagen til, om
peberspray bør indføres som et permanent magtmiddel
også i den danske kriminalforsorg.
Opregningen i straffuldbyrdelsesloven af, hvilke magtmidler
der kan anvendes i Kriminalforsorgen, antages som ovenfor
nævnt at være udtømmende, og en
forsøgsordning med magtanvendelse ved brug af peberspray vil
derfor kræve en særlig lovhjemmel. Hvis lovforslaget
vedtages, vil der blive iværksat en forsøgsordning med
magtanvendelse ved brug af peberspray i visse af Kriminalforsorgens
institutioner i en 1-årig forsøgsperiode.
Der vil i givet fald som led i forsøgsordningen -
på samme måde som for de magtmidler, der kan anvendes i
dag - blive fastsat nærmere regler om anvendelse af
peberspray som magtmiddel over for indsatte, og hvordan dette i
givet fald skal ske. Endvidere vil straffuldbyrdelseslovens
almindelige regler om magtanvendelse i givet fald finde anvendelse
også for brug af peberspray som magtmiddel. Det vil bl.a.
betyde, at brug af peberspray skal ske i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet og skånsomhedsprincippet.
Forsøgsordningen vil blive udformet sådan, at
peberspray, herunder trussel om at bruge peberspray, f.eks. vil
kunne anvendes i en situation, hvor institutionen ellers ville
overveje at anvende tåregas eller stav og skjold mod en
indsat, som vil angribe personalet, når personalet
forsøger at komme ind i den indsattes celle.
Det vil bl.a. blive fastsat, at før peberspray i givet
fald tages i brug mod en person, skal den pågældende
så vidt muligt orienteres om, at man har til hensigt at bruge
peberspray, hvis ikke fængselspersonalets påbud
efterkommes. Institutionen skal endvidere så vidt muligt og i
fornødent omfang tilbyde at afhjælpe gener, der er
forårsaget af, at en indsat har været udsat for
peberspray. Desuden skal der straks gennemføres
lægetilsyn efter anvendelse af peberspray, hvis det er
nødvendigt.
Der vil endvidere blive fastsat regler om, at peberspray kun
må bæres af personalet, hvis der foreligger en
særlig risikosituation, hvor anvendelse af peberspray kan
blive nødvendig, og i givet fald kan udlevering af
peberspray kun ske med tilladelse fra institutionens leder eller
den, der bemyndiges hertil. Dette svarer til, hvad der i dag
gælder vedrørende anvendelse af stav. Personalet i de
institutioner, som i givet fald bliver omfattet af
forsøgsordningen, vil blive undervist i brugen af
peberspray, inden forsøgsordningen
iværksættes.
Direktoratet for Kriminalforsorgen vil løbende
følge erfaringerne med anvendelsen af peberspray med henblik
på at kunne evaluere forsøgsordningen. På
grundlag af erfaringerne fra forsøgsordningen vil der i
givet fald blive taget stilling til, om peberspray bør
indføres som et permanent magtmiddel i Kriminalforsorgen, og
der vil i så fald blive fremsat et lovforslag om at
tilføje peberspray i den udtømmende opregning i
straffuldbyrdelsesloven af de magtmidler, som kan anvendes i
Kriminalforsorgen.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.