Skriftlig fremsættelse (28.
januar 2009)
Velfærdsministeren (Karen Jespersen)
:
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område
og lov om social service (Præcisering af kommunalbestyrelsens
ansvar, diæter, inhabilitet m.v.)
(Lovforslag nr. L 117).
Forslagets formål er at styrke borgernes retssikkerhed
ved behandlingen af sager på det sociale område.
Lovforslaget indeholder tre hovedelementer.
For det første indeholder
forslaget forskellige ændringer, der understreger og
understøtter kommunalbestyrelsernes ansvar for behandlingen
af sager på det sociale område. Lovforslaget indeholder
forslag om:
Fremhævelse af kommunalbestyrelsens ansvar i lovens
formålsbestemmelse.
Ophævelse af forbud mod, at den samlede
kommunalbestyrelse kan behandle personsager på det sociale
område.
Præcisering af reglerne om kommunalbestyrelsernes
behandling af praksisundersøgelser.
Præcisering af kommunalbestyrelsernes pligt til at
fastsætte frister for sagsbehandlingen på de
forskellige områder.
For det andet foreslås det,
at medlemmer af kommunale ældreråd samt
ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmer af kommunale klageråd gives
mulighed for at fraskrive sig modtagelsen af diæter for
arbejdet i rådene, da dette kan have betydning for
størrelsen af de pågældendes sociale
ydelser.
For det tredje målrettes
inhabilitetsreglerne for medlemmer af de sociale nævn og
Ankestyrelsen. Inhabilitetsreglerne målrettes så
medlemmer af de sociale nævn og Ankestyrelsen ikke kan
deltage i sager, der vedrører den kommune, hvor den
pågældende er ansat eller medlem af
kommunalbestyrelsen. Herved får bl.a. kommunalt ansatte
på det sociale område mulighed for at blive udpeget som
medlemmer af de sociale nævn og Ankestyrelsen og deltage i
behandlingen af sager vedrørende andre kommuner end den
kommune, de er ansat i.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget
til Folketingets velvillige behandling.