L 129 Forslag til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre.

Af: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Udvalg: Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-02-2009

Fremsættelse: 05-02-2009

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l129_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (5. februar 2009)

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre.

(Lovforslag nr. L 129).

Lovforslaget bygger på det udkast til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre, som indgår i Grønlandsk-dansk selvstyrekommissions betænkning fra april 2008 om selvstyre i Grønland. Regeringen og Grønlands landsstyre er efterfølgende blevet enige om enkelte mindre ændringer i lovudkastet. Grønlands Landsting har på baggrund af en vejledende folkeafstemning i Grønland den 25. november 2008 indstillet, at regeringen fremsætter forslag til lov om forskellige forhold i forbindelse med Grønlands Selvstyre for Folketinget.


Lovforslaget er en konsekvens af det samtidig fremsatte forslag til lov om Grønlands Selvstyre.


Med en vedtagelse af selvstyreloven fastslås det, at Grønlands Selvstyre har den lovgivende og udøvende magt inden for sagsområder, som er overtaget efter den nuværende hjemmestyrelovs § 5, dvs. sagsområder som er overtaget i henhold til en dansk rammelov med tilskud fra staten. Som en konsekvens heraf følger det af lovforslaget, at samtlige rammelove ophæves. Samtidig opretholder lovforslaget dog visse bestemmelser fra rammelovene, som fortsat har betydning.


Endvidere indeholder lovforslaget en overgangsbestemmelse vedrørende løn-, ansættelses- og pensionsvilkår for biskoppen over Grønlands stift samt konsekvensændringer i lov om mineralske råstoffer i Grønland.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.