L 146 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om kommunale borgerservicecentre. (Ophævelse af
revisionsbestemmelse).
Fremsat den 25. februar 2009 af
velfærdsministeren (Karen Jespersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om kommunale
borgerservicecentre
(Ophævelse af
revisionsbestemmelse)
§ 1
I lov nr. 544 af 24. juni 2005 om kommunale
borgerservicecentre foretages følgende ændring:
1.§ 6 ophæves.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2009.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
I henhold til § 6 i lov nr. 544 af 24. juni 2005 om
kommunale borgerservicecentre skal forslag til revision af lovens
§ 3, stk. 3, fremsættes for Folketinget senest
i folketingsåret 2008-09.
Borgerservicecenterlovens § 3, stk. 3,
indebærer, at et borgerservicecenter uden ansøgerens
samtykke kan udveksle oplysninger om en ansøgers rent
private forhold med den fagforvaltning i kommunen, under hvis
lovgivningsområde sagen henhører. Herved udgør
bestemmelsen en særlig regulering i forhold til
forvaltningslovens § 29, hvorefter der i sager, der
rejses ved ansøgning, som udgangspunkt ikke uden samtykke
må indhentes oplysninger om ansøgerens rent private
forhold fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden
forvaltningsmyndighed.
Baggrunden for vedtagelsen af den særlige regulering i
borgerservicecenterlovens § 3, stk. 3, var, at
forvaltningslovens § 29 fandtes at udgøre en
uhensigtsmæssig og unødvendig barriere for
borgerservicecentrets og den relevante fagforvaltnings adgang til
at indhente oplysninger om en ansøgers rent private forhold
hos hinanden.
Lovforslaget indebærer alene, at revisionsbestemmelsen i
lovens § 6 ophæves. Borgerservicecenterlovens
§ 3, stk. 3, vil således fortsat være
gældende og i forhold til forvaltningslovens § 29
indebære en særlig regulering af udveksling af
oplysninger om en ansøgers rent private forhold mellem et
borgerservicecenter og den forvaltningsgren inden for samme
kommune, under hvis lovgivningsområde sagen
hører.
Lovforslaget er i overensstemmelse med anbefalingerne fra
Udvalget om udveksling af oplysninger inden for den offentlige
forvaltning, som blev nedsat den 23. oktober 2007. Udvalget afgav
den 10. december 2008 betænkning nr. 1500/2008.
2. Gældende ret
2.1. Forvaltningslovens
§ 29
2.1.1. Indledning
Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 29
må der i sager, der rejses ved ansøgning, ikke
indhentes oplysninger om ansøgerens rent private forhold fra
andre dele af forvaltningen eller fra en anden
forvaltningsmyndighed. Dette gælder dog efter bestemmelsens
stk. 2 ikke, hvis ansøgeren har givet samtykke hertil, hvis
andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til
lov, eller hvis særlige hensyn til ansøgeren eller
tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at
oplysningen ikke indhentes.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der
således som helt overvejende hovedregel ikke må
indhentes oplysninger fra andre dele af forvaltningen eller fra en
anden forvaltningsmyndighed om ansøgerens rent private
forhold, uden at ansøgeren har givet samtykke hertil, jf.
Folketingstidende 1985/86, Tillæg A, sp. 108.
Forvaltningslovens § 29 har til formål at
sikre, at en ansøger får indflydelse på, hvilke
oplysninger om den pågældendes rent private forhold,
der inddrages i en sag, som den pågældende selv har
rejst ved ansøgning over for forvaltningen. Bestemmelsen
skal således samtidig sikre, at den enkelte borger i disse
typer af sager selv får lejlighed til at vurdere, om
fordelene ved, at en ansøgning imødekommes,
står rimeligt mål med det ubehag, der eventuelt kan
føles forbundet med, at en myndighed skaffer sig kendskab
til den pågældendes rent private forhold, jf.
Folketingstidende 1985/86, Tillæg A, sp. 108. Betydningen af,
at ansøgeren ikke meddeler tilladelse til, at oplysningerne
kan indhentes, vil typisk være, at ansøgningen ikke
vil kunne imødekommes eller i hvert fald ikke vil kunne
imødekommes i fuldt omfang.
2.1.2. Ansøgningssager
Forvaltningslovens § 29 gælder kun for
ansøgningssager, det vil sige sager, der rejses ved
ansøgning fra den pågældende part. Bestemmelsen
i § 29 finder navnlig anvendelse i de tilfælde,
hvor enkeltpersoner ansøger det offentlige om
økonomisk støtte, herunder sager om individuel
boligstøtte, kontanthjælp, uddannelsesstøtte og
pension eller eftergivelse af skat. Bestemmelsen omfatter
imidlertid også andre sager, hvor enkeltpersoner retter
henvendelse til det offentlige om at få tillagt en bestemt
retsstilling, f.eks. sager om udstedelse af pas eller
autorisationer, sager om adoption, separation eller skilsmisse,
samt i øvrigt sager, hvor det i lovgivningen er bestemt, at
der kun må handles på et bestemt område eller
på en bestemt måde, hvis der foreligger en godkendelse,
tilladelse, dispensation eller anerkendelse fra en offentlig
myndighed. Omfattet af bestemmelsen er også tilfælde,
hvor en person opfordres eller tilskyndes til at anmode om en
bestemt ydelse. Det er ikke afgørende, om den
pågældende indgiver en formel ansøgning.
Omfattet af § 29 er også sager om ansættelse
og forfremmelse i den offentlige forvaltning.
2.1.3. Fra andre
forvaltningsmyndigheder eller andre dele af forvaltningen
Ved fastlæggelsen af, om der i henhold til
forvaltningslovens § 29 er tale om en anden
forvaltningsmyndighed eller andre dele af forvaltningen, skal der
lægges vægt på myndighedens organisatoriske
forhold. Dette betyder bl.a., at to organisatorisk adskilte enheder
i samme myndighed som udgangspunkt ikke vil kunne udveksle
oplysninger om en ansøgers rent private forhold, selvom de
to enheder varetager opgaver inden for samme
lovgivningsområde.
Bestemmelsen betyder således, at der gælder
forskellige regler for indhentelse af oplysninger om en
ansøgers rent private forhold afhængigt af, om der er
tale om udveksling af oplysninger mellem to organisatorisk set
forskellige dele inden for samme myndighed, eller om der er tale om
anvendelse af oplysninger indenfor samme organisatoriske del af
myndigheden.
I forhold til f.eks. en kommune vil det derfor være
kommunens organisatoriske forvaltningsstruktur, som er
afgørende for, om der ifølge forvaltningslovens
§ 29 er tale om »andre dele af
forvaltningen«. Det kan i den forbindelse nævnes, at
Justitsministeriet i en konkret sag om adgangen til at udveksle
oplysninger inden for en kommune, der havde henlagt
myndighedsudøvelse og faktisk forvaltningsvirksomhed til et
stort antal kontraktsstyrede virksomheder, bl.a. har udtalt, at der
ved vurderingen af, om der er tale om »andre dele af
forvaltningen« ikke alene kan lægges vægt
på, om de pågældende dele varetager opgaver inden
for samme lovgivningsområde, men at der også i henhold
til ordlyden af forvaltningslovens § 29 må
lægges vægt på, i hvilket omfang der
organisatorisk set er tale om forskellige dele af
forvaltningen.
2.2. Borgerservicecenterlovens
§ 3, stk. 3
2.2.1. Indhold
Efter § 3, stk. 3, i lov om kommunale
borgerservicecentre kan et borgerservicecenter i sager, der rejses
ved ansøgning, indhente oplysninger, som er fornødne
til sagens behandling, om ansøgerens rent private forhold
hos en anden del af kommunens forvaltning, under hvis
lovgivningsområde sagen henhører. Tilsvarende kan en
anden del af forvaltningen indhente sådanne oplysninger hos
borgerservicecenteret, hvis oplysningerne er tilvejebragt ved
borgerservicecenterets administration af det
lovgivningsområde, der henhører under den
pågældende del af forvaltningen.
Bestemmelsen i § 3, stk. 3, i lov om kommunale
borgerservicecentre fraviger forvaltningslovens § 29 for
så vidt angår udveksling af oplysninger om en
ansøgers rent private forhold mellem et borgerservicecenter
og en anden forvaltningsgren inden for samme kommune, under hvis
lovgivningsområde sagen henhører. Bestemmelsen
indebærer, at de nævnte oplysninger kan indhentes uden
ansøgerens samtykke.
Bestemmelsen gælder ligesom forvaltningslovens
§ 29 kun i ansøgningssager. Med hensyn til
fastlæggelsen af, hvad der forstås ved en
ansøgningssag, henvises til pkt. 2.1.2. ovenfor.
§ 3, stk. 3, i lov om kommunale borgerservicecentre
gælder, hvor kommunen har organiseret et borgerservicecenter
som en selvstændig del af forvaltningen, jf.
Folketingstidende 2004/05, Tillæg A, side 3107. Bestemmelsen
gælder ikke, hvis medarbejderne i kommunens borgerservice
organisatorisk er tilknyttet hver deres fagforvaltning, men blot
fysisk er samlet et (eller flere) steder i kommunen. Bestemmelsens
anvendelse forudsætter således, at
borgerservicecenteret er organiseret som en enhed, dvs. enten helt
løsrevet fra den øvrige forvaltning, eller eventuelt
som en organisatorisk del af en fagforvaltning, der varetager
borgerbetjeningsopgaver for andre fagforvaltninger.
Bestemmelsen gælder kun ved udveksling af oplysninger
mellem et borgerservicecenter ogen anden del af forvaltningen i
samme kommune, under hvis lovgivningsområde sagen
henhører. Bestemmelsen indebærer derimod ikke, at
borgerservicecentret uden ansøgerens samtykke kan indhente
oplysninger fra andre dele af kommunen end den relevante
fagforvaltning. Bestemmelsen indebærer heller ikke, at der
uden samtykke kan indhentes oplysninger om en ansøgers rent
private forhold fra andre myndigheder. I disse tilfælde skal
indhentning af oplysninger ske efter forvaltningslovens
§ 29.
Det er en betingelse, at oplysningerne er fornødne til
sagens behandling, det vil sige, at udvekslingen af oplysningerne
er saglig og nødvendig. Herved stilles den relevante
fagforvaltning eller borgerservicecenteret, ligesom
fagforvaltningen ville have været stillet, hvis den havde
behandlet alle opgaver på det pågældende
lovgivningsområde selv, jf. Folketingstidende 2004/05,
Tillæg A, side 3094.
Bestemmelsen gælder både i forhold til manuelle
oplysninger og elektronisk behandlede oplysninger, jf.
Folketingstidende 2004/05, Tillæg A, side 3107.
2.2.2. Virkning
Bestemmelsen indebærer, at et borgerservicecenter
betragtes som en fremskudt del af den relevante fagforvaltning. Der
vil således efter bestemmelsen i relation til samtykkekravet
i ansøgningssager ikke være forskel på, om en
sag løses af et borgerservicecenter eller af en
fagforvaltning. Borgeren stilles således efter bestemmelsen
på samme måde, som hvis opgaven var blevet varetaget af
den relevante fagforvaltning, jf. besvarelse af 3. maj 2005 af
spørgsmål nr. 16 (L 72) stillet af Folketingets
Kommunaludvalg.
Bestemmelsen i § 3, stk. 3, indebærer, at et
borgerservicecenter kan indhente oplysninger om ansøgerens
rent private forhold uden ansøgerens samtykke fra den del af
forvaltningen, som ville have behandlet sagen, hvis
borgerservicecenteret ikke var organiseret som en selvstændig
enhed.
Et borgerservicecenter, som behandler en ansøgningssag
efter sociallovgivningen, vil eksempelvis uden samtykke kunne
indhente oplysninger om bl.a. ansøgerens rent private
forhold fra den fagforvaltning i kommunen, som i øvrigt
varetager opgaver inden for sociallovgivningen. Tilsvarende vil en
sådan fagforvaltning kunne indhente oplysninger fra
borgerservicecenteret, såfremt borgerservicecenteret har
tilvejebragt oplysningerne i forbindelse med administrationen af
opgaver efter sociallovgivningen, jf. Folketingstidende 2004/05,
Tillæg A, side 3107.
2.2.3. Baggrund
Formålet med lov om kommunale borgerservicecentre er
ifølge lovens § 1 at fremme, at
kommunalbestyrelserne opretter borgerservicecentre, som kan fungere
som borgerens indgang til den offentlige sektor. Formålet har
endvidere i den forbindelse været at fjerne
uhensigtsmæssige juridiske barrierer, der efter lovgivningen
er for borgerservicecentrenes varetagelse af administrative
borgerbetjeningsopgaver.
Borgerservicecentertanken bryder med den traditionelle
forvaltningsmodel i kommunerne, idet samme forvaltningsopgave kan
være delt mellem flere dele af forvaltningen, således
at f.eks. de simple ansøgningssager inden for et bestemt
lovgivningsområde varetages af borgerservicecenteret, mens de
mere komplicerede ansøgningssager inden for samme
lovgivningsområde varetages af den relevante
fagforvaltning.
Ifølge forarbejderne til lov om kommunale
borgerservicecentre fandtes det at være en
uhensigtsmæssig og unødvendig barriere, at et
borgerservicecenter, som er organiseret som en selvstændig
del af den kommunale forvaltning, i en ansøgningssag efter
forvaltningslovens § 29 som udgangspunkt ikke kan
indhente oplysninger om ansøgerens rent private forhold fra
den fagforvaltning, der administrerer samme lovgivningsområde
som det, ansøgningssagen henhører under, uden at
skulle anmode borgeren om samtykke hertil.
Det samme gør sig gældende, såfremt en
fagforvaltning til brug for en ansøgningssag har brug for
oplysninger om ansøgerens rent private forhold, som er
tilvejebragt af borgerservicecenteret i forbindelse med dettes
administration af opgaver inden for samme
lovgivningsområde.
Hertil kommer, at oplysningerne eventuelt indgår i et
elektronisk fagsystem, som benyttes af såvel
borgerservicecenter som fagforvaltning. Som eksempel er i
forarbejderne nævnt, at et borgerservicecenter og kommunens
socialforvaltning hver især behandler ansøgningssager
efter sociallovgivningen af forskellige sværhedsgrader.
Der henvises til Folketingstidende 2004/05, Tillæg A,
side 3093-3094.
3. Baggrunden for den nuværende
revisionsbestemmelse i § 6
I forbindelse med Folketingets behandling af
borgerservicecenterloven blev der indsat en revisionsbestemmelse i
borgerservicecenterlovens § 6, hvorefter forslag til
revision af § 3, stk. 3, fremsættes for Folketinget
senest i folketingsåret 2008/09.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at
baggrunden for revisionsbestemmelsen er, at behovet for
bestemmelsen i borgerservicecenterlovens § 3, stk. 3,
skal overvejes på ny i folketingssamlingen 2008/09, idet
Indenrigs- og Sundhedsministeriet (nu Velfærdsministeriet) og
Justitsministeriet til den tid har foretaget en generel gennemgang
af de spørgsmål, der vedrører forholdet mellem
forvaltningslovens § 29 og kommunerne, jf. Folketingets
Kommunaludvalgs betænkning afgivet den 7. juni 2005 over
forslag til lov om kommunale borgerservicecentre (L 72) s. 8. Af
bemærkningerne fremgår endvidere, at det i gennemgangen
- blandt andet i lyset af den organisationsudvikling, der de senere
år har fundet sted i den kommunale forvaltning, og som ikke
mindst vil finde sted som følge af de mange
kommunesammenlægninger - skal vurderes, om § 29 i
forvaltningsloven bør ændres eller justeres, og om
lovens § 3, stk. 3, i den forbindelse vil kunne blive
overflødiggjort. Der henvises til pkt. 4. nedenfor.
Der henvises til Folketingstidende 2004/05, Tillæg B,
side 1122
4. Anbefalinger fra Udvalget om
udveksling af oplysninger inden for den offentlige forvaltning
Efter kommissoriet havde udvalget blandt andet til opgave at
overveje, om udviklingen i den organisatoriske
tilrettelæggelse af opgaveløsningen i den offentlige
forvaltning indebærer, at der er behov for at ændre
forvaltningslovens § 29. Udvalget skulle i givet fald
udarbejde forslag hertil. Udvalget skulle ifølge
kommissoriet også i forbindelse med overvejelserne om
forvaltningslovens § 29 overveje, om det er
nødvendigt at opretholde bestemmelsen i § 3, stk.
3, i borgerservicecenterloven.
For så vidt angår udvalgets anbefalinger
vedrørende bestemmelsen i forvaltningslovens § 29
kan der henvises til justitsministerens samtidige lovforslag om
ændring af forvaltningsloven og lov om behandling af
personoplysninger.
Efter udvalgets opfattelse gør sig navnlig
følgende overvejelser gældende i relation til
spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i
borgerservicecenterlovens § 3, stk. 3, bør
opretholdes/ophæves:
Til støtte for at ophæve
borgerservicecenterlovens § 3, stk. 3, vil der efter
udvalgets opfattelse kunne peges på, at hensynet til
borgernes mulighed for i forbindelse med ansøgningssager at
kontrollere, hvilke oplysninger om rent private forhold der bliver
udvekslet mellem et borgerservicecenter og den enkelte
fagforvaltning, der behandler sager inden for samme
lovgivningsområde, taler for, at der gælder et krav om
samtykke fra ansøgeren. Udvalget fremhæver, at dette
hensyn blev tillagt særlig vægt i forbindelse med
indførelsen af bestemmelsen i forvaltningslovens
§ 29, jf. pkt. 2.1.1. Det vil efter udvalgets opfattelse
endvidere kunne anføres, at det ikke vil medføre
praktiske problemer i forhold til selve indhentelsen af samtykke,
hvis kravet om samtykke skulle komme i anvendelse på
borgerservicecentrene.
Heroverfor står efter udvalgets opfattelse, at en
ophævelse af bestemmelsen i borgerservicecenterlovens
§ 3, stk. 3, vil have indflydelse på kommunernes
frie valg i forhold til den organisatoriske placering af
borgerservicecentrene, såfremt borgerservicecentrene skal
varetage funktionen som fremskudt del af forvaltningen.
Udvalget bemærker hertil, at borgerservicecenteret
således i givet fald vil skulle placeres i samme forvaltning
som den fagforvaltning, de skal løse opgaver for,
såfremt der - for så vidt angår
spørgsmålet om indhentelse af samtykke - ikke skal
være forskel på, om det er borgerservicecentret eller
den enkelte fagforvaltning, der løser sager inden for samme
lovgivningsområde. Udvalget bemærker i den forbindelse,
at bestemmelsen i borgerservicecenterlovens § 3, stk. 3,
ikke skaber en adgang til indhentelse af oplysninger, som går
ud over, hvad den enkelte fagforvaltningsenhed uden samtykke vil
kunne inddrage i behandlingen af en ansøgningssag,
såfremt ansøgningen alene var blevet behandlet i den
pågældende fagforvaltning. Forvaltningslovens
§ 29 stiller således ikke krav om samtykke,
såfremt en fagforvaltning ønsker at genanvende
oplysninger, der er indgået i behandlingen af en tidligere
sag inden for samme fagforvaltningsenhed, når det er sagligt
og nødvendigt i forhold til behandlingen af en ny sag.
Den nævnte problemstilling ved en ophævelse af
borgerservicecenterlovens § 3, stk. 3, gør sig
efter udvalgets opfattelse for det første gældende i
relation til de mange borgerservicecentre, som udgør deres
egen forvaltningsdel (dette gælder ifølge udvalgets
spørgeskemaundersøgelse for 33 kommuner, jf.
betænkningens pkt. 3.2.1.4). Det samme gør sig
imidlertid efter udvalgets opfattelse også gældende,
når borgerservicecentre er placeret i en forvaltning med et
fagområde, som borgerservicecenteret ikke varetager opgaver
for, eller borgerservicecenteret også varetager opgaver for
andre fagforvaltninger end den fagforvaltning, som
borgerservicecenteret er placeret sammen med.
Udvalget bemærker hertil, at formålet med
borgerservicecenterloven er at fremme, at kommunalbestyrelserne
opretter borgerservicecentre, som kan fungere som borgernes indgang
til den offentlige sektor, jf. pkt. 2.2.3. Udvalget henviser i den
forbindelse til den spørgeskemaundersøgelse, som
udvalget har foretaget, og hvoraf det fremgår, at 89 ud af de
91 kommuner, der har besvaret undersøgelsen, har oplyst, at
de har et borgerservicecenter. Hensigten med
borgerservicecenterloven må dermed efter udvalgets opfattelse
siges at have virket, idet stort set alle kommuner har et
borgerservicecenter, der kan fungere som borgernes indgang til
kommunen og derved som en fremskudt del af fagforvaltningen.
I tilknytning hertil anfører udvalget, at med den
nuværende organisatoriske placering af borgerservicecentrene
i kommunerne vil en ophævelse af bestemmelsen i
§ 3, stk. 3, i mange tilfælde medføre, at
borgerservicecenteret i en ansøgningssag som udgangspunkt
ikke kan indhente følsomme personoplysninger fra den
fagforvaltning, der administrerer samme lovgivningsområde som
det, ansøgningssagen henhører under, uden at skulle
anmode borgeren om samtykke hertil. Det samme gør sig efter
udvalgets opfattelse gældende, såfremt en
fagforvaltning til brug for en ansøgningssag har brug for
oplysninger om rent private forhold, som er tilvejebragt af
borgerservicecenteret i forbindelse med dettes administration af
opgaver inden for samme lovgivningsområde.
Udvalget bemærker på den baggrund, at idéen
med borgerservicecentre som en fremskudt del af fagforvaltningen
ville vanskeliggøres (væsentligt), hvis § 3,
stk. 3, i lov om kommunale borgerservicecentre blev
ophævet.
Udvalget anbefaler derfor, at bestemmelsen i § 3,
stk. 3, i lov om kommunale borgerservicecentre bør
opretholdes.
Der henvises til betænkningen afsnit 3.3.4., II.
5. Velfærdsministeriets
overvejelser
Velfærdsministeriet kan støtte anbefalingen fra
Udvalget om udveksling af oplysninger inden for den offentlige
forvaltning om, at borgerservicecenterlovens § 3, stk. 3,
bør opretholdes i sin nuværende udformning.
Velfærdsministeriet kan tilslutte sig anbefalingen af de
grunde, som udvalget har anført, jf. pkt. 4.
Bevarelsen af borgerservicecenterlovens § 3, stk. 3,
som en særlig regulering i forhold til forvaltningslovens
§ 29 sikrer, at anvendelsen af borgerservicecentre som en
fremskudt del af fagforvaltningen ikke vanskeliggøres
væsentligt som følge af den unødvendige og
uhensigtsmæssige barriere, som forvaltningslovens
§ 29 ellers ville indebære.
Velfærdsministeriet kan i den forbindelse tilslutte sig
udvalgets opfattelse af, at hensigten med borgerservicecenterloven
må siges at have virket, idet stort set alle kommuner har et
borgerservicecenter, der kan fungere som borgernes indgang til
kommunen og derved som en fremskudt del af fagforvaltningen, jf.
pkt. 4.
Med opretholdelse af borgerservicecenterlovens § 3,
stk. 3, sikres således fortsat tilstedeværelsen af en
væsentlig forudsætning for opnåelse af
formålet med borgerservicecenterloven, nemlig at fremme, at
kommunalbestyrelserne opretter borgerservicecentre, som kan fungere
som borgerens indgang til den offentlige sektor.
På den baggrund foreslås revisionsbestemmelsen i
borgerservicecenterlovens § 6 ophævet.
6. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for kommunerne, regionerne og staten.
7. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v.
8. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for borgerne.
9. Lovforslagets
miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have
miljømæssige konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
11. Hørte myndigheder og
organisationer
Betænkning nr. 1500/2008, som Udvalget om udveksling af
oplysninger inden for den offentlige forvaltning afgav den 10.
december 2008, og hvis anbefaling vedrørende opretholdelse
af borgerservicecenterlovens § 3, stk. 3, udmøntes
i lovforslaget, er blevet sendt i høring til følgende
myndigheder og organisationer:
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten
for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret,
Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for
Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Ålborg,
Præsidenten for Retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen,
Procesbevillingsnævnet, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet, Danske Advokater, Landsforeningen af Beskikkede
Advokater, Institut for Menneskerettigheder, Datatilsynet,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Foreningen af Offentlige
Anklagere, Politidirektørforeningen, Danske Regioner,
Kommunernes Landsforening, Forbrugerrådet, Dansk Industri,
Dansk Erhverv, Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Dansk
retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden, Statsforvaltningen
Hovedstaden, Statsforvaltningen Sjælland, Statsforvaltningen
Syddanmark, Statsforvaltningen Midtjylland, Statsforvaltningen
Nordjylland, Akademikernes Centralorganisation,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Børnerådet, Børns Vilkår,
Centralorganisationernes FællesUdvalg, Danmarks
Naturfredningsforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri,
Dansk ErhvervsFremme, Danske Handicaporganisationer, Danske
Ældreråd, Det Centrale Handicapråd, Foreningen af
Børne- og Kulturchefer, Foreningen af Socialchefer i
Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd, Håndværksrådet, Det
Kommunale Kartel, Kommunale tjenestemænd og
overenskomstansatte, Konkurrencestyrelsen, Landbrugsrådet,
Landdistrikternes fællesråd, Landsforeningen af
Forældre til Børn i Daginstitutioner, Landsforeningen
af landsbysamfund, Borgerservice Danmark, Landsforeningen
Ældresagen, LO, Offentligt Ansattes Organisationer,
Pårørendegruppen for svage ældre, Sammenslutning
af Danske Småøer, Sammenslutning af Landbrugets
Arbejdsgiverforening, Skole og Samfund, Stats- og Kommunalt
Ansattes Forhandlingsfællesskab, Statsansattes kartel,
Sundhedskartellet og Ældremobiliseringen.
12. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser /
mindreudgifter | Negative konsekvenser / merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Bestemmelsen i lovforslaget indebærer, at
revisionsbestemmelsen i lovens § 6 ophæves.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli
2009.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 |
| | I lov nr. 544 af 24. juni 2005 om
kommunale borgerservicecentre foretages følgende
ændring: |
§ 6.
Forslag til revision af § 3, stk. 3,
fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret
2008-09. | | 1.§ 6
ophæves. |
| | § 2 |
| | Loven træder i kraft den 1. juli
2009 |