L 3 Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning og lov om naturgasforsyning.

(Sikring af forbrugerhensyn i el- og naturgasforsyningen).

Af: Klima- og energiminister Connie Hedegaard (KF)
Udvalg: Det Energipolitiske Udvalg
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-10-2008

Fremsættelse: 08-10-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l3_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2008)

Klima- og energiministeren (Connie Hedegaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning og lov om naturgasforsyning

(Lovforslag nr. L 3).

Lovforslaget fremsættes for at sikre forbrugerhensyn i el- og naturgasforsyningen.


For at beskytte forbrugerne mod prisstigninger er der behov for en præcisering af prisbestemmelserne i elforsyningsloven.


Der er på det seneste opstået tvivl om fortolkningen af reglerne vedrørende indregning af nyinvesteringer i netselskabernes og de regionale transmissionsselskabers indtægtsrammer, som blev indført i medfør af aftalen af 29. marts 2004 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne om fremtidssikring af energiinfrastrukturen.


Hertil kommer en ændring af afskrivningsreglerne i forbindelse med f.eks. kabellægning, således at selskaberne ikke fortsat skal kunne opkræve beløb til afskrivning af anlæg, som allerede er skrottet og afskrevet. Endelig er der en justering af naturgasforsyningsloven, således at forbrugerne beskyttes mod prisstigninger i forbindelse med overdragelse af virksomheder samt regler om varsling i forbindelse med prisstigninger i elnetselskaber og naturgasdistributionsselskaber.


For at sikre forbrugerne mod utilsigtede prisstigninger på grund af usikkerheden i de gældende regler, foreslås det, at ændringerne i elforsyningsloven får virkning fra fremsættelsestidspunktet.


Lovforslaget har ikke EU-retlige aspekter.


Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.


Lovforslaget indebærer en begrænsning i de fremtidige stigninger i net- og transmissionstarifferne. For erhvervslivet og borgerne er der tale om en positiv effekt. For net- og transmissionsvirksomhederne er der tale om en fastholdelse af priserne i overensstemmelse med den indgåede aftale fra 2004. Herudover indebærer lovforslaget ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet og borgerne.


Lovforslaget vil blive sendt i høring umiddelbart efter fremsættelsen med en frist på tre uger. Høringssvarene og kommentarer hertil vil blive fremsendt til Folketinget inden 1. behandlingen af lovforslaget.


Lovforslaget forventes i øvrigt at træde i kraft dagen efter offentliggørelsen.


Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.