Skriftlig fremsættelse (22.
oktober 2008)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort
Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
udstationering af lønmodtagere (Gennemførelse af
anbefalingen fra udredningsarbejdet om Laval-afgørelsen)
(Lovforslag nr. L 36).
Lovforslaget er en udmøntning af anbefalingen fra
udredningsarbejdet om Laval-afgørelsen, der fremgår af
betænkningen fra udredningsarbejdet af 19. juni 2008.
Lovforslaget har til formål at fjerne den usikkerhed
vedrørende anvendelsen af kollektive kampskridt overfor
udenlandske tjenesteydere, der opstod på baggrund af
EF-Domstolens afgørelse i den såkaldte Laval-sag den
18. december 2007. Dette sker gennem tilføjelsen af en ny
§ 6 a til udstationeringsloven, hvori adgangen til at anvende
kollektive kampskridt overfor udenlandske tjenesteydere på
samme måde som overfor danske arbejdsgivere forankres
på baggrund af Laval-afgørelsen og i overensstemmelse
med det i udstationeringsdirektivet anførte om
medlemsstaternes muligheder for at regulere aflønningen af
udstationerede lønmodtagere.
I den foreslåede § 6 a fastslås adgangen til
at anvende kollektive kampskridt overfor udenlandske tjenesteydere
med henblik på at sikre udstationerede lønmodtagere
løn svarende til, hvad danske arbejdsgivere er forpligtet
til at betale for udførelsen af tilsvarende arbejde. Der kan
således konfliktes for at forhindre social dumping, men ikke
for et lønkrav, der stiller den udenlandske tjenesteyder
ringere end en dansk arbejdsgiver på samme område. Det
er Arbejdsretten, der i henhold til arbejdsretsloven kan tage
stilling til, om det pågældende kollektive kampskridt
er lovligt, herunder om de i § 6 a fastsatte betingelser for
iværksættelse af kollektive kampskridt er
opfyldt.
Som det ses af den nævnte betænkning fra
udredningsarbejdet var der enighed blandt deltagerne, herunder
repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, om at anbefale
den foreslåede ændring af udstationeringsloven. I den
forbindelse kan det nævnes, at lovforslaget er udformet
på en måde, hvor det grundlæggende princip i den
danske arbejdsmarkedsmodel, hvorefter arbejdsmarkedets parter har
hovedansvaret for regulering af løn- og arbejdsvilkår,
fastholdes.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og
bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til
Folketingets velvillige behandling.