L 45 Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet.

(Nødområder for skibe og planer herfor m.v.).

Af: Miljøminister Troels Lund Poulsen (V)

Udvalg: Miljø- og Planlægningsudvalget

Samling: 2008-09

Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 30-10-2008

Lovforslag som fremsat

20081_l45_som_fremsat (html)

Læg i dokumentkurv

L 45 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet. (Nødområder for skibe og planer herfor m.v.).

Fremsat den 30. oktober 2008 af miljøministeren (Troels Lund Poulsen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet

(Nødområder for skibe og planer herfor m.v.)

§ 1

I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 7. januar 2008, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 508 af 17. juni 2008, foretages følgende ændringer:

1.Fodnoten til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet), (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1), som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006, (EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368), dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet), (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006, (EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368), dele af Rådets direktiv 94/57/EF af 22. november 1994 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed, (EF-Tidende 1994 nr. L 319, side 20) som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/84/EF af 5. november 2002, (EU-Tidende 2002 nr. L 324, side 53), dele af Rådets direktiv 95/21/EF af 19. juni 1995 om håndhævelse over for skibe, der anløber Fællesskabets havne og sejler i farvande under medlemslandenes jurisdiktion, af internationale standarder for skibes sikkerhed, for forureningsforebyggelse samt for leve- og arbejdsvilkår om bord (havnestatskontrol), (EF-Tidende 1995 nr. L 157, side 1), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af Rådets direktiv 93/75/EØF, (EF-Tidende 2002 nr. L 208, side 10-27), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006, (EU-Tidende 2006 nr. L 102, side 15), samt dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/35/EF af 7. september 2005 om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser, (EU-Tidende 2005 nr. L 255, side 11).«

2.§ 27, 3. pkt., ophæves.

3.§ 37 affattes således:

»§ 37. Miljøministeren fastsætter regler om nødområder for skibe.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter endvidere regler om planer for nødområder, herunder om kravene til indholdet af planerne. Ministeren kan fastsætte regler om, at berørte myndigheder og havnebestyrelser af egen drift skal ajourføre oplysninger i planerne.

Stk. 3. Der kan efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren indgå sø- og sejladssikkerhedsmæssige forhold i de planer, der er nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Miljøministeren kan stille sikkerhed over for havne, der er udpeget som nødområde, for udgifter disse måtte afholde ved at modtage et skib med behov for assistance.«

4. I § 43 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Miljøministeren kan forbyde et skib at fortsætte sejlads eller andre aktiviteter eller påbyde, at sejlads eller andre aktiviteter skal følge bestemte retningslinjer, såfremt der fra skibet er sket eller er fare for udledning til luften, som er i strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller omfattes af § 58, og forbuddet eller påbuddet er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet eller luften. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af de i 1. pkt. nævnte beføjelser.«

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.

5. I § 43, stk. 2, der bliver til stk. 3, ændres »stk. 1« til: »stk. 1 og 2«

6.§ 43, stk. 3, der bliver til stk. 4, affattes således:

»Miljøministeren henholdsvis forsvarsministeren kan træffe yderligere foranstaltninger end de nævnte i stk. 1-3, såfremt dette er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening, der kan medføre betydelig luftforurening eller alvorlige skader for havmiljøet.«

7. I § 43, stk. 4, der bliver til stk. 5, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1-4«

8.§ 48 a, stk. 1, affattes således:

»§ 48 a. Miljøministeren kan på nærmere angivne vilkår autorisere klassifikationsselskaber til på ministerens vegne at udstede certifikater og foretage syn på skibe, herunder foretage undersøgelser og prøveudtagninger på skibe.«

9. I § 48 a indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Miljøministeren er ikke erstatningsansvarlig for fejl begået af de i stk. 1 nævnte klassifikationsselskaber.

Stk. 3. Miljøministeren er ikke forpligtet til selv at udstede certifikater og udføre syn, der er omfattet af en autorisation, som er udstedt i medfør af stk. 1.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 4 og 5.

10. I § 49, stk. 2, ændres »nr. 2« til: »nr. 1«.

11. I § 51, stk. 3, nr. 2, ændres »Miljøstyrelsen og By- og Landskabsstyrelsen i forening« til: »By- og Landskabsstyrelsen«.

12.§ 52, stk. 1, affattes således:

»Afgørelser efter § 26, kapitel 14 a samt afgørelser truffet efter regler, der er fastsat i medfør af § 33, stk. 2, kan påklages af

1) enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i sagens udfald,

2) kommunalbestyrelsen,

3) Sundhedsstyrelsen,

4) Forbrugerrådet,

5) Danmarks Fiskeriforening,

6) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,

7) Danmarks Rederiforening,

8) Bilfærgernes Rederiforening,

9) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

10) Danske Havne og

11) Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID).«

13.§ 57 a affattes således:

»§ 57 a. Miljøministeren fastsætter med henblik på opfyldelse af De Europæiske Fællesskabers direktiver og beslutninger på naturbeskyttelsesområdet regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår

1) tilladelser kan meddeles efter § 26, stk. 1, og § 54, stk. 1, og efter regler udstedt i medfør af § 30, stk. 1-3,

2) godkendelser kan meddeles efter regler udstedt i medfør af § 33, stk. 2 og 3,

3) udarbejdelse af beredskabsplaner kan ske efter § 35, og

4) udpegning af nødområder og udarbejdelse af nødområdeplaner kan ske efter regler udstedt i medfør af § 37, stk. 1 og 2.«

14. I § 59, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 43, stk. 1-3« til: »§ 43, stk. 1-4«.

15. I § 59, stk. 4, indsættes efter »forurening af havmiljøet«: »eller af luften«.

16.§ 60 affattes således:

»§ 60. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelser m.v. som omhandlet i § 59, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 6, samt for overtrædelser af regler udstedt i medfør af § 11, stk. 3, § 14, § 18, § 19, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2 og 3, § 23, stk. 2, § 24, stk. 3, § 30, stk. 1, § 31, stk. 4, § 32, stk. 1 og 2, § 33, stk. 1, § 39, stk. 1, § 40, § 41 og 58 a, stk. 1.«

17.§ 63, stk. 1, 3. pkt., affattes således:

»Ransagning i sager om ulovlig olieudtømning fra platforme, jf. kapitel 2, ulovlig bortskaffelse af stoffer eller materialer, jf. § 30, eller ulovlig udledning til luften, jf. regler fastsat i medfør af § 32, kan udføres af miljøministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, efter retsplejelovens regler om ransagning.«

18. I § 63, stk. 2, nr. 4, og i stk. 3 , indsættes efter »udtømning«: »eller udledning til luften« og efter »forurening af havmiljøet«: »eller af luften«.

19. Efter § 63 b indsættes:

»§ 63 c. Skibe kan i sager om udledning til luften, herunder fare for udledning til luften, i strid med loven eller forskrifter fastsat i medfør af loven tilbageholdes af politiet, miljøministeren eller den, som miljøministeren bemyndiger dertil.

Stk. 2. Tilbageholdelse kan ske, hvis det er nødvendigt for at sikre et krav på betaling af bøde, sagsomkostninger eller konfiskation, herunder værdikonfiskation, dog kun indtil de nævnte beløb er betalt, eller der er stillet sikkerhed herfor. Sker dette ikke inden for 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i skibet. Tilbageholdelse kan dog ikke ske, hvis den, der havde rådighed over skibet, da udledningen fandt sted, var uberettiget i besiddelse af skibet.

Stk. 3. Miljøministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan endvidere tilbageholde dokumenter, papirer og andre beviser af lignende karakter.

Stk. 4. Befinder et udenlandsk skib sig i ydre territorialt farvand under passage, kan tilbageholdelse kun ske efter stk. 1-3, hvis

1) skibet i det indre territoriale farvand med rimelig grund er mistænkt for at have overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør af loven,

2) skibet i det ydre territoriale farvand med rimelig grund er mistænkt for at have overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør af loven på et tidspunkt, hvor det ikke var i passage,

3) der er begrundet mistanke om, at skibet under sin passage af det ydre territoriale farvand har overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør af loven, eller

4) der er klart objektivt bevis for, at skibet i den eksklusive økonomiske zone har overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør heraf, hvorved der er sket en udledning, som har medført betydelig skade eller trussel om betydelig skade på kystlinjen eller på kyststatens beslægtede interesser eller på nogen ressourcer på søterritoriet eller i den eksklusive økonomiske zone.

Stk. 5. Befinder et udenlandsk skib sig i den eksklusive økonomiske zone, kan der kun ske tilbageholdelse efter stk. 1-3, hvis der er klart objektivt bevis for, at skibet i den eksklusive økonomiske zone eller på søterritoriet har overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør af loven, hvorved der er sket en udledning, som har medført en betydelig skade eller trussel om betydelig skade på kystlinjen eller på beslægtede interesser eller på nogen ressource på søterritoriet eller i den eksklusive økonomiske zone.

Stk. 6. Stk. 4 og 5 finder ikke anvendelse, såfremt skibets flagstat giver samtykke hertil.

Stk. 7. Såfremt det udenlandske skib forfølges i umiddelbar forlængelse af overtrædelsen (in continenti) fra ét havområde til et andet havområde, der ligger længere væk fra den danske kyst, finder de betingelser for tilbageholdelse anvendelse, som gjaldt i det havområde, hvor forfølgelsen blev iværksat.

Stk. 8. Ved iværksættelse af tilbageholdelse finder retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse anvendelse med de ændringer, der følger af stk. 1-7.

Stk. 9. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af de i stk. 1-3 nævnte beføjelser, herunder regler vedrørende sikkerhedsstillelse.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2009.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger


Indholdsfortegnelse
1.	Indledning og formål med lovforslaget					4
2.	Hovedpunkterne i lovforslaget					5
	2.1.	Nødområder for skibe og planer herfor				5
		2.1.1.	Gældende ret			5
			2.1.1.1.	Forholdet til anden lovgivning, herunder ansvars- og erstatningsregler		7
				2.1.1.1.1	Ansvar og erstatning i forbindelse med forurening m.v. fra skibe i nødområder	7
				2.1.1.1.2	Indgrebsmuligheder over for skibe efter havmiljøloven samt lov om sikkerhed til søs	8
		2.1.2.	Lovforslagets indhold			9
	2.2.	Udvidelse af miljøministerens mulighed for at autorisere klassifikationsselskaber vedrørende forhold omfattet af havmiljøloven samt præcisering af det offentliges ansvar for fejl begået af klassifikationsselskaber.				10
		2.2.1.	Gældende ret			10
		2.2.2.	Lovforslagets indhold			10
	2.3.	Optagning og påvirkning af havbundsmateriale (sedimenter)				11
		2.3.1.	Gældende ret			11
		2.3.2.	Lovforslagets indhold			12
	2.4.	Indgreb over for skibe og platforme ved overtrædelser af regler om luftforurening				12
		2.4.1.	Gældende ret			12
		2.4.2.	Lovforslagets indhold			13
	2.5.	Særlig 5-årig forældelse af overtrædelse af havmiljøloven				13
		2.5.1.	Gældende ret			13
		2.5.2.	Lovforslagets indhold			13
3.	Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige					13
4.	Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet					14
5.	Administrative konsekvenser for borgerne					14
6.	Miljømæssige konsekvenser					14
7.	Forholdet til EU-retten					14
8.	Hørte myndigheder og organisationer					15
9.	Sammenfattende skema					16

1. Indledning og formål med lovforslaget

Hovedformålet med det foreliggende lovforslag er at skabe hjemmel til at gennemføre forpligtelserne i artikel 20 i Europa-parlamentet og Rådets direktiv 2002/59 af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af Rådets direktiv 93/75/EØF (i det følgende kaldet overvågningsdirektivet).

I medfør af artikel 20 er medlemsstaterne forpligtet til at udarbejde planer for nødområder og udpege nødområder på havet og i havne, hvortil skibe med behov for assistance kan søge med henblik på at imødekomme fare for forurening og fare for sø- og sejladssikkerheden.

Lovforslaget tilsigter at tilvejebringe et klart grundlag for udpegning af nødområder og udarbejdelse af planer herfor. Dermed muliggøres den endelige udpegning af nødområderne, og der kan fastsættes regler om nødområdeplaner og ikrafttræden heraf. Herudover foreslås det, at miljøministeren får mulighed for at stille sikkerhed over for havne, der er udpeget som nødområder, for udgifter som disse måtte afholde ved at modtage et skib med behov for assistance. Kompetencen forventes delegeret til Søværnets Operative Kommando, der er ansvarlig for anvisning af skibe til nødområder.

Formålet med lovforslaget er herudover at udvide miljøministerens mulighed for at autorisere klassifikationsselskaber til på ministerens vegne at foretage syn og inspektion af skibe med hensyn til forhold, der er omfattet af havmiljøloven. Desuden foreslås det, at miljøministeren ikke skal være erstatningsansvarlig for fejl begået af klassifikationsselskaber.

Der er endvidere - efter kommunalreformen, hvor kommunerne blev tillagt flere opgaver på miljøområdet - opstået tvivl om, hvorvidt havmiljøloven eller miljøbeskyttelsesloven finder anvendelse ved bortskaffelse af optaget havbundsmateriale på anden måde end ved dumpning. Der er konstateret et overlap mellem lovene og dermed også i forhold til hvilken myndighed, der skal fastsætte vilkår eller meddele tilladelse på området. Det foreslås at ophæve miljøministerens kompetence i havmiljøloven til at fastsætte vilkår om optagningsmetode i forbindelse med anden bortskaffelse af havbundsmateriale end dumpning.

Lovforslaget indeholder også enkelte forslag, der har til formål at udvide allerede eksisterende håndhævelses- og straffebestemmelser til også at omfatte overtrædelse og fare for overtrædelse af regler om skibes og platformes udledninger til luften.

Endelig er formålet med lovforslaget at indføre en særlig forældelsesfrist på 5 år for visse overtrædelser af havmiljøloven. Tilsvarende gælder i flere andre love på Miljøministeriets område, herunder miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven.

2. Hovedpunkterne i lovforslaget

2.1. Nødområder for skibe og planer herfor

2.1.1. Gældende ret

Overvågningsdirektivets artikel 20 fastsætter følgende:

»Nødområder

Efter høring af de berørte parter udarbejder medlemsstaterne under hensyn til de relevante IMO-retningslinjer planer for modtagelse af nødstedte skibe i de farvande, som hører under deres jurisdiktion. Disse planer skal omfatte de nødvendige ordninger og procedurer under hensyn til de operative og miljømæssige begrænsninger for at sikre, at nødstedte skibe straks kan søge nødområder med forbehold af tilladelse fra den kompetente myndighed. For så vidt som de enkelte medlemsstater finder det nødvendigt og muligt, omfatter disse planer ordninger med henblik på at stille tilstrækkelige midler og faciliteter til rådighed til bistand, redningsaktioner og forureningsbekæmpelse.«

I henhold til artikel 20 i overvågningsdirektivet skal medlemsstaterne udpege og udarbejde planer for nødområder, hvortil nødstedte skibe kan søge i tilfælde af havari eller fare herfor, således at forureningsrisikoen og fare for sø- og sejladssikkerheden minimeres, og så en evt. forurening kan inddæmmes og kontrolleres.

Fristen for implementering af disse regler var den 5. februar 2004.

Overvågningsdirektivet blev bl.a. til på baggrund af flere alvorlige tankskibsulykker ved de franske og spanske kyster med omfattende olieforurening til følge.

Overvågningsdirektivet vedrører forhold, som i Danmark henhører under flere forskellige ministerområder. Det er Økonomi- og Erhvervsministeriet (Søfartsstyrelsen), der på alle de involverede myndigheders vegne har forestået forhandlingerne af overvågningsdirektivet. Det gælder også det ændringsforslag til direktivet, som blev fremsat af Kommissionen i 2005 (KOM(2005) 589 endelig), der bl.a. præciserer kravene til medlemsstaternes udformning af planer for nødområder.

I 2002 blev det mellem Økonomi- og Erhvervsministeriet (Søfartsstyrelsen) og Miljøministeriet aftalt, at Miljøministeriet er ansvarlig for implementeringen af et mindre antal bestemmelser i overvågningsdirektivet, herunder artikel 20 om nødområder, og Miljøministeriet er således også ansvarlig for at nødområdeplaner bliver udarbejdet.

Til brug for implementeringen blev der i december 2002 etableret en tværministeriel arbejdsgruppe bestående af Forsvarsministeriet, herunder Søværnets Operative Kommando og Farvandsvæsenet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, herunder Søfartsstyrelsen, Transport- og Energiministeriet, herunder Kystdirektoratet, og Miljøministeriet, herunder Skov- og Naturstyrelsen samt Miljøstyrelsen, der havde formandskabet.

Der blev sideløbende igangsat en åben proces med kontaktmøder med de lokale interessenter, herunder de berørte kommuner. Udkastet til udpegning af nødområder blev den 17. november 2003 sendt i høring, og efter høringsfristen blev 22 nødområder forhåndsudpeget. Dette skete med en pressemeddelelse af 4. februar 2004, der af Forsvarsministeriet blev oversendt til Folketinget (kan findes på: http://ft.dk/img20031/udvbilag/lib6/20031_10016.pdf.). Samtidig offentliggjorde Miljøministeriet en redegørelse om nødområder, jf. redegørelse nr. 1/2004 om udpegning af nødområder i danske farvande (kan findes på: http://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2004/87-7614-145-4/html/helepubl.htm.).

I redegørelsen blev der forhåndsudpeget 22 nødområder (14 til brug for anvisning af skibe med højt forureningspotentiale og 8 til skibe med lavt forureningspotentiale, fordelt på 12 nødområder på søterritoriet og 10 i havne). Den endelige udpegning af nødområderne er endnu ikke foretaget og de tilhørende planer for nødområderne finder endnu ikke anvendelse.

De 14 forhåndsudpegede nødområder til brug for skibe med højt forureningspotentiale er Esbjerg Havn, Thyborøn Havn, Hanstholm Havn, Hirtshals Havn, Ålbæk Bugt, Frederikshavn Havn, Grenå Havn, Kalundborg Havn, Knudshoved Havn, Lindholm Terminal, Langelandsbælt, Københavns Red ankerområde 2, Bøtø Øst samt Rønne Havn. De 8 nødområder som kan anvendes i tilfælde, hvor der er tale om skibe med lavt forureningspotentiale er Pakhusbugt (Anholt), Tragten (Fredericia), Kalundborg Fjord, Romsø Syd, Lindeskov Flak, Køge Flak Øst, Vang Pier, Tejn Bugt.

Søværnets Operative Kommando under Forsvarsministeriet - som udpeget kompetent myndighed i henhold til overvågningsdirektivets artikel 20 - er den udøvende myndighed i forhold til anvendelse af nødområder. Det er således Søværnets Operative Kommando, der træffer beslutning om, hvorvidt et skib med behov for assistance kan søge nødområde.

En oversigt over de forhåndsudpegede nødområder er angivet i annex 7 i »Beredskabsplan for det statslige danske beredskab til bekæmpelse af forurening af havet med olie og andre skadelige stoffer«, som Søværnets Operative Kommando anvender i relevante situationer. Forsvarsministeriet har oplyst, at man ved flere lejligheder har anbefalet skibe at søge til et udpeget nødområde, og at disse har fungeret efter hensigten. Der har dog i disse sager ikke været tale om forurening.

Der har ikke hidtil eksisteret konkrete planer for nødområderne, men Søværnets Operative Kommando har dels kunnet anvende de kommunale beredskabsplaner og den statslige beredskabsplan, dels oplysningerne i redegørelse nr. 1/2004 om udpegning af nødområder i danske farvande, jf. ovenfor, der beskriver de enkelte nødområder overordnet med hensyn til beredskab, miljø og natur, og indeholder oplysninger om hvilken type skibe, samt hvilken type forurening de enkelte områder vil kunne anvendes til.

Der er i de godt 4 år, hvor nødområderne har været forhåndsudpegede, ikke opstået problemer med anvendelsen af nødområderne på trods af de manglende nødområdeplaner.

Miljøstyrelsen nedsatte i april 2007 en tværministeriel arbejdsgruppe, der skulle afdække en række erstatningsretlige problemstillinger i forbindelse med udpegningen af nødområder og udarbejdelse af nødområdeplaner. Samtidig skulle arbejdsgruppen vurdere om den eksisterende hjemmel i havmiljølovens § 33, stk. 1 var tilstrækkelig til at foretage den ønskede regulering. Arbejdsgruppen afsluttede sit udredningsarbejde med afleveringen af en rådgivende rapport til miljøministeren d. 28. september 2007 (kan findes på http://www.blst.dk/Hav/Mere/Noedomraader/). Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til den foreslåede § 37, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Rapporten indeholder en større udredning af gældende ret af relevans for nødområder, herunder de internationale og nationale regler om ansvar og erstatning, indgrebsmuligheder overfor skibe, havnenes modtagepligt mv.

Erstatningsspørgsmålet i forbindelse med en eventuel forurening i et nødområde er i høj grad reguleret af internationale konventioner om bl.a. ansvar for olieforurening, men det bemærkes, at på de områder, hvor de internationale ansvarskonventioner mv. ikke dækker, vil dansk rets almindelige erstatningsretlige regler finde anvendelse.

Blandt konklusionerne i den rådgivende rapport er:

- at der ved udpegning af nødområder ikke ændres ved det erstatningsretlige billede, som allerede gælder inden udpegningen, og

- at der vurderes at være behov for - med henblik på en korrekt implementering af overvågningsdirektivet - at tilvejebringe klar hjemmel i dansk lovgivning til endeligt at udpege nødområder og udarbejde planer herfor.

Dette lovforslag tilsigter at tilvejebringe denne hjemmel. Rapporten indeholder endvidere et paradigma for nødområdeplanerne.

2.1.1.1. Forholdet til anden lovgivning, herunder ansvars- og erstatningsregler

2.1.1.1.1. Ansvar og erstatning i forbindelse med forurening m.v. fra skibe i og uden for nødområder

Erstatningsspørgsmålet i forbindelse med en eventuel forurening i og udenfor et nødområde er i høj grad reguleret internationalt, men på de områder, hvor de internationale ansvarskonventioner mv. ikke dækker, vil dansk rets almindelige erstatningsretlige regler finde anvendelse. Der henvises til rapporten fra arbejdsgruppen, hvor der bliver redegjort overordnet for de internationale ansvarskonventioner m.v., der kan blive relevante i forhold til nødområder.

Det skal bemærkes, at der ved udpegning af nødområder ikke ændres ved det erstatningsretlige billede, der allerede gælder inden udpegningen.

Det kan opsummeres, at for så vidt angår de konventioner, der er trådt i kraft, er det kun olieforurening, der internationalt er så velreguleret, at det kan sikre erstatning op til et relativt højt maksimumbeløb og til en bred kreds af skadelidte. Afledte økonomiske tab i et nødområde kan også dækkes (eksempelvis lukning af havne eller kajpladser), hvis der er den fornødne sammenhæng med olieforureningen. Der er herudover pt. flere relevante konventioner, herunder Bunkerskonventionen og HNS-konventionen, der endnu ikke er trådt i kraft, omend Bunkerskonventionens ikrafttræden er nært forestående, jf. nedenfor.

De konventioner, der er trådt i kraft, er:

- Den internationale konvention af 27. november 1992 om det privatretlige ansvar for skade ved olieforurening (1992-ansvarskonventionen), den internationale konvention af 27. november 1992 om oprettelse af en international fond for erstatning af skader ved olieforurening (1992-fondskonventionen) og Protokollen af 2003 om oprettelsen af den Internationale Supplerende Fond for erstatning for skade ved olieforurening.

- Globalbegrænsningskonventionen af 1976. Der er dog vedtaget en protokol hertil i 1996, som er trådt i kraft og nu helt har erstattet 1976-konventionen i Danmark.

De konventioner, der ikke er trådt i kraft, er:

- Den internationale konvention af 23. marts 2001 om civilretligt ansvar for forureningsskader forårsaget af bunkerolie (Bunkerskonventionen). Bunkerolie er skibets brændstof. Bunkerskonventionens internationale ikrafttræden er nært forestående, idet konventionen træder i kraft den 21. november 2008. Danmark ratificerede Bunkerskonventionen den 23. juli 2008. De materielle regler til gennemførelse af Bunkerskonventionen i dansk ret er gennemført i sølovens kapitel 9 a.

- Den internationale konvention af 3. maj 1996 om ansvar og erstatning for skader opstået i forbindelse med søtransport af farlige og skadelige stoffer (HNS-konventionen) er endnu ikke trådt i kraft internationalt og i Danmark. De materielle regler til gennemførelse af HNS-konventionen er gennemført i sølovens kapitel 11, men ikrafttrædelse af disse regler afventer den danske ratifikation af konventionen, og at den træder i kraft internationalt. Tidspunktet for HNS-konventionens internationale ikrafttræden er fortsat ukendt.

Herudover kan det såkaldte miljøansvarsdirektiv (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader) endvidere blive relevant ved skader, der indebærer en betydelig negativ påvirkning af beskyttede ressourcer, dvs. vand og beskyttede arter og naturtyper i et nødområde. Direktivet er dog ikke relevant for de erstatningskrav om tingsskade, indtægtstab-, driftstab- og afsavnserstatning, der vil kunne opstå i en havn, der er udpeget som nødområde og samtidig er hændelser omfattet af alle de ovennævnte ansvarskonventioner, undtaget fra direktivets anvendelsesområde, i det omfang konventionerne er trådt i kraft internationalt og i Danmark.

Der henvises ligeledes til bemærkningerne til lov nr. 466 af 17. juni 2008 om undersøgelser, forebyggelse og afhjælpning af miljøskader (miljøskadeloven) og lov nr. 507 af 17. juni 2008 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (implementering af miljøansvarsdirektivet).

I havmiljølovens § 44 findes endvidere regler om erstatning for rimelige udgifter til beredskabs- eller bekæmpelsesomkostninger ved forureningsskader.

Bortset fra ved olieskader er situationen derfor i dag den, at det ved skader i nødområder er dansk rets almindelige erstatningsretlige regler, der regulerer, hvilke krav, der kan dækkes, og hvem der kan få dækket disse krav. Det skal bemærkes, at selvom en skadelidt vil kunne få dækket et krav efter de almindelige danske erstatningsregler, er skibsejerens, rederens m.fl. ansvar begrænset efter Globalbegrænsningskonventionen - muligvis til et niveau, der viser sig utilstrækkeligt til dækning af de afholdte udgifter.

Det bemærkes, at der i dag ikke er mulighed for at staten - f.eks. Søværnets Operative Kommando, der anviser skibe med behov for assistance til nødområder - kan stille sikkerhed over for havne, der er udpeget som nødområder.

2.1.1.1.2. Indgrebsmuligheder over for skibe efter havmiljøloven samt lov om sikkerhed til søs

I dansk lovgivning findes flere muligheder for de danske myndigheder til at foretage indgreb over for skibe. I det følgende gennemgås overordnet de indgrebsmuligheder, der kan blive relevante i forbindelse med anvendelse af og anvisning til nødområder.

Lov om beskyttelse af havmiljøet

I havmiljøloven er der flere indgrebsmuligheder. F.eks. giver havmiljølovens § 42, stk. 1, mulighed for at forsvarsministeren (i praksis Søværnets Operative Kommando) uden retskendelse kan foretage de undersøgelser af et skib, som er nødvendige for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet, såfremt der fra det pågældende skib allerede er sket eller er fare for, at der forårsages forurening af havet.

Efter havmiljølovens § 43, stk. 1, har forsvarsministeren beføjelse til at forbyde et skib at fortsætte sejladsen eller andre aktiviteter, eller påbyde at sejlads eller andre aktiviteter skal følge bestemte retningslinier, såfremt der er fare for udtømning eller udledning i strid med loven eller regler udstedt i medfør heraf, og hvis forbud/påbud er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet.

§ 43, stk. 3, giver samtidig forsvarsministeren hjemmel til herudover at træffe yderligere foranstaltninger til at forhindre eller bekæmpe forurening, der kan medføre alvorlige skader for havmiljøet. Denne bestemmelse forudsættes alene at kunne anvendes i helt ekstraordinære situationer, jf. ordlyden »alvorlige skader på havmiljøet«.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til bestemmelserne, jf. Folketingstidende 1992-93, Tillæg A, spalte 7277.

Forsvarsministeren giver efter havmiljøloven anvisninger i form af mundtlige påbud, som i henhold til lovens § 43, stk. 4, snarest muligt skal følges op af et skriftligt påbud. Det er hovedreglen, at skibene følger påbud uden protest.

I medfør af havmiljølovens § 43 a, stk. 1, kan forsvarsministeren endvidere udstede forbud mod, at et skib anløber danske havne, såfremt skibet afsejler eller fortsætter sin sejlads trods et sejladsforbud efter § 43, eller skibet undlader at anløbe et reparationsværft. Bestemmelsen kan være relevant i en situation, hvor et skib med behov for assistance vil søge til et nødområde beliggende i en havn i strid med et forbud meddelt efter § 43.

I medfør af havmiljølovens § 63 b, stk. 1 og 2, kan politiet, forsvarsministeren eller den ministeren bemyndiger dertil i sager om udtømning af olie beslutte at tilbageholde et skib, hvis det er nødvendigt for at sikre et krav på betaling af bøde, sagsomkostninger eller konfiskation, herunder værdikonfiskation, dog kun indtil de nævnte beløb er betalt eller der er stillet sikkerhed herfor. § 63 b, stk. 4-7 indeholder nærmere bestemmelser om udstrækningen af beføjelserne i § 63 b, stk. 1 og 2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til bestemmelserne, jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, spalte 4358 samt Folketingstidende 2005-2006, Tillæg A, spalte 4892.

Lov om sikkerhed til søs

Der findes tillige forskellige indgrebsmuligheder efter lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 12. juli 2007. Efter § 14 kan Søfartsstyrelsen således tilbageholde et skib, hvis det som følge af fejl eller mangler ved skrog, maskineri, sikkerhedsudstyr, placering af ballast og ladning, bemanding eller af andre grunde, er forbundet med fare for ombordværendes sikkerhed eller sundhed eller fare for forurening at lade skibet gå til søs eller fortsætte sejladsen.

Økonomi- og erhvervsministeren (i praksis Søfartsstyrelsen) kan endvidere i henhold til § 6 fastsætte regler og træffe foranstaltninger til sikring af sejladsen, overholdelse af orden og forebyggelse af fare samt til forebyggelse af, at der lægges den frie sejlads hindringer i vejen. Bestemmelsen tager efter sin forhistorie primært sigte på at forebygge at skibe forvolder fare for andre.

Søværnets Operative Kommando er, jf. bekendtgørelse nr. 443 af 18. maj 2006 om henlæggelse af visse beføjelser på det maritime område til Søværnets Operative Kommando, tillagt visse beføjelser til at træffe foranstaltninger og meddele påbud efter § 6 samt at tilbageholde skibe efter § 14, når disse har været involveret i en grundstødning eller kollision.

Med hensyn til forholdet mellem havmiljølovens § 43 og §§ 6 og 14 i lov om sikkerhed til søs bemærkes overordnet, at tilbageholdelse af et skib, i de tilfælde hvor sikkerheden for skibet og besætningen mv. er i fare, skal foretages med hjemmel i § 14 i lov om sikkerhed til søs. I de tilfælde, hvor der kun er fare for forurening, vil forbud eller påbud skulle meddeles efter havmiljølovens § 43. Hvor forebyggelse af fare er nødvendigt i forbindelse med opretholdelse af sejladssikkerheden meddeles forbud eller påbud efter § 6 i lov om sikkerhed til søs. I tilfælde, hvor der både er fare for skib og besætning mv. (søsikkerhed) eller fare for sejladssikkerheden og fare for forurening, vil henholdsvis havmiljøloven og lov om sikkerhed til søs finde anvendelse, alt efter om det primære hensyn i den konkrete situation er miljøet eller søsikkerheden og sejladssikkerheden.

Udenlandske skibe

Det bemærkes særligt med hensyn til indgreb over for udenlandske skibe, at havmiljølovens § 2, stk. 1, nr. 1, fastsætter, at loven gælder for skibe på dansk søterritorium, dvs. også udenlandske skibe. Det danske søterritorium består af indre og ydre territorialt farvand, jf. havmiljølovens § 5, stk. 1-3. Med hensyn til lov om sikkerhed til søs følger det af bestemmelsen i § 1, stk. 3, at det kan fastsættes, at loven og de i medfør af denne udstedte forskrifter helt eller delvis finder anvendelse på udenlandske skibe i dansk havn, på dansk søterritorium, i de eksklusive økonomiske zoner samt på dansk kontinentalsokkelområde og fiskeriterritoriet. Loven og de i medfør af loven udstedte forskrifter blev ved teknisk forskrift nr. 7 af 26. august 1999 sat i kraft for udenlandske skibe i dansk havn eller på dansk søterritorium i det omfang det er foreneligt med international ret.

Samtidig bemærkes det, at alle de (forhånds)udpegede nødområder findes på dansk søterritorium.

Indgreb overfor udenlandske skibe på dansk søterritorium er dog underlagt visse folkeretlige begrænsninger, herunder fremmede skibes ret til uskadelig passage. Fremmede skibe, der benytter retten til uskadelig passage, skal efter artikel 21 i FN's havretskonvention af 10. december 1982, overholde kyststatens forskrifter med hensyn til bevarelse af kyststatens miljø og forebyggelse, begrænsning og kontrol med forebyggelse heraf. Bl.a. havmiljølovens § 43 er en sådan forskrift, hvorfor bestemmelsen må antages at finde anvendelse over for fremmede skibe, hvad enten de benytter retten til uskadelig passage eller ej; dog inden for dansk søterritorium.

I bemærkningerne til 2006-ændringsloven til havmiljøloven, jf. Folketingstidende 2005-06, Tillæg A, side 4959, bemærkes det bl.a., at § 43 administreres over for udenlandske skibe således, at i situationer, hvor der er fare for en udledning fra et udenlandsk skib på dansk søterritorium, f.eks. ved kollisioner, forlis eller grundstødninger, kan myndighederne meddele påbud for at forhindre eller bekæmpe forurening. Det kan ikke udelukkes, at det kan blive relevant at påbyde et udenlandsk skib, der befinder sig i den eksklusive økonomiske zone, jf. § 5, stk. 4, at søge til et nødområde. Det fremgår endvidere af bemærkningerne til ændringen af § 43 i 1996-loven, Folketingstidende 1995-96, Tillæg A, side 3269, at indgreb i form af påbud og forbud kun kan ske over for udenlandske skibe i den eksklusive økonomiske zone, såfremt der er sket en udtømning til havet, og det med sikkerhed kan konstateres, at overtrædelsen er begået af det pågældende skib. Det vurderes, at de fleste skibe med behov for assistance vil følge anvisninger fra Søværnets Operative Kommando, også når skibet befinder sig i den eksklusive økonomiske zone.

Pligten til at modtage skibe i erhvervshavne er reguleret gennem havneloven samt standardreglementet for overholdelse af orden i danske erhvervshavne. Det bemærkes, at alle de (forhånds)udpegede nødområder, der er havne, er erhvervshavne og derfor omfattet af standardreglementet.

2.1.2. Lovforslagets indhold

Lovforslaget skaber grundlag for udstedelse af en bekendtgørelse, der nærmere fastsætter og endeligt udpeger nødområder i danske farvande og samtidig fastsætter regler om indholdet af planerne herfor. Bekendtgørelsen vil blive udstedt i forbindelse med den foreslåede ikrafttræden af dette lovforslag. Bekendtgørelsens regler vil bl.a. være baseret på de bemærkninger om nødområdeplaner, der er indeholdt i ovennævnte rapport om nødområder fra 2007.

Det bemærkes, at der ved affattelsen af bekendtgørelsen i tilstrækkeligt omfang vil blive taget højde for det forslag til ændring af overvågningsdirektivets bestemmelser om nødområder, som der opnåedes politisk enighed om i Rådet i juni 2007. Forslaget er pt. oversendt til Europa-Parlamentet med henblik på 2. læsningsenighed og vedtagelse. Det overordnede formål med forslaget er at højne sejladssikkerheden - bl.a. set i lyset af de seneste års tekniske udvikling indenfor overvågning af skibsfarten. Det foreslås bl.a. i ændringsforslaget at nyaffatte artikel 20 samt at indsætte en ny artikel 20 a i overvågningsdirektivet, der oplister visse minimumskrav til indholdet af nødområdeplanerne. I ændringsforslaget præciseres, hvilke krav direktivet stiller til medlemsstaterne i forbindelse med nødområder og udarbejdelse af planer herfor.

Det er valgt at foreslå en bemyndigelsesbestemmelse, idet det kan blive nødvendigt at foretage ændringer i de udpegede nødområder, f.eks. som følge af at supplerende udpegninger af internationale naturbeskyttelsesområder hindrer anvendelsen af et nødområde eller ved tilfælde af ændrede (fysiske) forhold i et nødområde. Endvidere muliggør udstedelse af en bekendtgørelse en smidig og fleksibel implementering af udviklingen i internationale regler og anbefalinger om nødområder og planer herfor, herunder f.eks. den ovenfor nævnte kommende ændring til overvågningsdirektivets bestemmelser om nødområder.

I forbindelse med fremsættelsen af dette lovforslag vil udkast til planer for nødområderne blive sendt i høring. Udkast til nødområdeplanerne for de 22 forhåndsudpegede nødområder indeholder bl.a. relevant information om de fysiske forhold, beredskabsmateriel til rådighed, relevante kontaktpersoner mv. i de konkrete nødområder samt en beslutningskæde for håndtering af skibe med behov for assistance. Flere af planerne er med fordel slået sammen, idet flere nødområder er tæt placeret ved hinanden.

For så vidt angår nødområdeplanernes forhold til andre beredskabsplaner, f.eks. kommunernes og evt. havnenes beredskabsplaner, jf. havmiljøloven § 35, stk. 2 og 3, og øvrige beredskabsplaner, f.eks. Beredskabsstyrelsens og Søværnets Operative Kommandos, skal det bemærkes, at planerne principielt er sideordnede og hver især varetager forskellige hensyn, men at der naturligvis er en sammenhæng planerne i mellem. Det forudsættes, at nødområdeplanerne ved udarbejdelsen koordineres med andre planer.

Det skal understreges, at det som hidtil er forsvarsministeren, jf. havmiljølovens § 34, og kommunalbestyrelsen, jf. havmiljølovens § 35, der er ansvarlige for beredskabet på havet henholdsvis på kyster og i havne, herunder med hensyn til anskaffelse og placering af materiel mv. Udpegning som nødområde og planerne herfor indebærer ikke i sig selv, at der skal ske tilvejebringelse af eventuelt yderligere beredskabsmateriel. Dette spørgsmål er således som hidtil et anliggende for forsvarsministeren henholdsvis kommunalbestyrelsen. Nødområdeplanerne - der danner grundlaget for Søværnets Operative Kommandos beslutning om eventuel anvisning af et skib til et givent nødområde - indeholder således oplysninger om de faktiske og fysiske forhold i det pågældende nødområde, herunder hvilket beredskabsmateriel der er til rådighed i det konkrete område.

Det foreslås at indsætte en bestemmelse i § 37, stk. 3, hvorefter sø- og sejladssikkerhedsmæssige forhold kan indgå i nødområdeplanerne efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren. Udpegning og anvendelse af nødområder er begrundet i både forureningsmæssige samt sø- og sejladssikkerhedsmæssige hensyn.

Baggrunden for bestemmelsen er, at langt størstedelen af tilfældene, hvor brugen af et nødområde er relevant, er tilfælde, hvor skibe har behov for at foretage mindre reparationer, herunder udbedre mindre maskinskader. Det vil sige tilfælde, hvor et nødområde anvendes af hensyn til sø- og sejladssikkerheden.

Søværnets Operative Kommando har oplyst, at kommandoen ofte bliver anmodet af skibe om tilladelse til at ankre for at foretage mindre reparationer af skibet i de danske farvande. Skibene udpeger i forbindelse med en sådan anmodning ofte selv en efter deres vurdering sikker ankerplads. Disse anmodninger vurderes af den vagthavende skibsofficer i Søværnets Operative Kommando og efterkommes ofte. Da der næsten altid er tale om skibe, der er i transit gennem de danske farvande, er det ofte i områderne omkring Ålbæk bugt, Kalundborg fjord samt red-området ud for København, der ønskes benyttet. Disse områder blev forhåndsudpeget som nødområder i 2004.

Endelig foreslås i § 37, stk. 4, at indsætte en bestemmelse, hvorefter miljøministeren kan stille sikkerhed over for havne, der er udpeget som nødområde, for udgifter disse måtte have ved at modtage skibe med behov for assistance. Baggrunden herfor er, at det har vist sig, at havnenes eksisterende mulighed for at kræve sikkerhedsstillelse direkte hos skibet i praksis er vanskelig at anvende. Kompetencen forventes delegeret til Søværnets Operative Kommando.

2.2. Udvidelse af miljøministerens mulighed for at autorisere klassifikationsselskaber vedrørende forhold omfattet af havmiljøloven samt præcisering af det offentliges ansvar for fejl begået af klassifikationsselskaber.

2.2.1. Gældende ret

Ved lov nr. 474 af 31. maj 2006 blev der i havmiljøloven indsat en ny § 48 a, der giver miljøministeren bemyndigelse til at autorisere klassifikationsselskaber til at udføre syns- og certificeringsopgaver på vegne af miljøministeren i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets (EF) forordning nr. 782/03 af 14. april 2003 om forbud mod organiske tinforbindelser på skibe (bundmaling på skibe). Indsættelsen af bestemmelsen tog alene sigte på autorisation af klassifikationsselskaber i forbindelse med syn og certificering med hensyn til bundmaling på skibe. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 13 i lov nr. 474 af 31. maj 2006.

Sådanne klassifikationsselskaber foretager også syn og certificering vedrørende forhold omfattet af lov om sikkerhed til søs, f.eks. med hensyn til lastskibes lækstabilitet og redningsmidler. § 48 a svarer til den lignende bestemmelse i § 22 i lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 12. juli 2007.

2.2.2. Lovforslagets indhold

Med henblik på at fremtidssikre bestemmelsen ønskes miljøministerens mulighed for at kunne autorisere klassifikationsselskaber udvidet til også at omfatte andre regulerede områder under havmiljøloven, bl.a. for at kunne varetage forpligtelser i henhold til internationale regler på området, herunder MARPOL (den internationale konvention 1973/78 om forebyggelse af forurening fra skibe), f.eks. med henblik på at syne og certificere danske skibe i udlandet, samt evt. i fremtiden implementerede regler om ballastvand.

Det foreslås derfor, at miljøministeren får bemyndigelse til at autorisere klassifikationsselskaber efter bestemmelsen i § 48 a også vedrørende andre forhold, der er omfattet af havmiljøloven.

Det bemærkes, at miljøministeren endnu ikke har udnyttet bemyndigelsen efter den gældende bestemmelse, men det forventes at bemyndigelsen - i forlængelse af, at AFS-konventionen (den internationale konvention om kontrol af skadelige antibegroningssystemer på skibe) trådte i kraft den 17. september 2008 - vil blive udnyttet i forbindelse med ikrafttræden af dette lovforslag. De nedennævnte ændringer af § 48 a anses desuden for nødvendige inden bemyndigelsen udnyttes. Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til nr. 8 og 9 i dette lovforslag.

Det er således intentionen, at miljøministerens beføjelse til at autorisere klassifikationsselskaber delegeres, jf. havmiljølovens § 48, stk. 1, til Søfartsstyrelsen, der har indgået aftale med de af EU anerkendte klassifikationsselskaber for så vidt angår forhold omfattet af lov om sikkerhed til søs.

Baggrunden for denne fremgangsmåde er, at det ved implementeringen af artikel 6, stk. 2, i Rådets direktiv 94/57/EF om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed, er mest hensigtsmæssigt, at hvert medlemsland kun indgår én kontrakt med hvert klassifikationsselskab. Søfartsstyrelsen vil derfor på vegne af miljøministeren udvide de allerede indgåede kontrakter med klassifikationsselskaberne til også at omfatte syns- og certificeringsopgaver i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets (EF) forordning nr. 782/03 af 14. april 2003 om forbud mod organiske tinforbindelser på skibe samt Kommissionens forordning (EF) nr. 536/2008 den 13. juni 2008 om gennemførelse af artikel 6, stk. 3, og artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 782/2003 om forbud mod organiske tinforbindelser på skibe og om ændring af denne forordning. De nærmere betingelser for Søfartsstyrelsens varetagelse af disse opgaver på miljøministerens vegne, vil blive fastlagt i en samarbejdsaftale.

Herudover foreslås det med henblik på at bringe havmiljølovens § 48 a i overensstemmelse med § 22 i lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 12. juli 2007, der omhandler autorisation af klassifikationsselskaber på Søfartsstyrelsens ressortområde, at der etableres en klar retstilstand, hvorefter det offentlige ikke er ansvarlig for fejl begået af klassifikationsselskaberne. Det kan således give anledning til tvivl, om det offentlige - henset til den enkelte sags konkrete omstændigheder - vil kunne blive erstatningsansvarlig for handlinger begået af klassifikationsselskaberne. Som det er i dag, vil miljøministeren dog som hovedregel efter dansk rets almindelige erstatningsregler ikke være erstatningsansvarlig for fejl begået af klassifikationsselskaberne, i det omfang disse må anses som selvstændigt virkende tredjemænd.

Endvidere foreslås det præciseret, at miljøministeren ikke skal være forpligtet til selv at udstede certifikater og udføre de syn, der er omfattet af en autorisation udstedt i medfør af § 48 a, stk. 1.

Endelig opdateres EU-noten til loven, således Rådets direktiv 94/57/EF om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed med senere ændringer tilføjes. Henvisningen til dette direktiv blev ved en fejl udeladt i forbindelse med indsættelsen af § 48 a ved lov nr. 474 af 31. maj 2006.

2.3. Optagning og påvirkning af havbundsmateriale (sedimenter)

2.3.1. Gældende ret

I forbindelse med kommunalreformen overgik flere opgaver på miljøområdet fra amterne til kommunerne. I forhold til optagning og påvirkning af havbundsmateriale (sediment) har det vist sig, at der opstod et uhensigtsmæssigt kompetenceoverlap mellem havmiljøloven og miljøbeskyttelsesloven og dermed også mellem miljøministeren (i praksis miljøcentrene Århus, Odense og Roskilde) og kommunalbestyrelserne med hensyn til at fastsætte vilkår og meddele tilladelse på området.

Efter havmiljølovens § 26 meddeler miljøministeren tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning). Efter havmiljølovens § 27 kan miljøministeren i forbindelse med tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning) bl.a. fastsætte vilkår om optagningsmetode og oplægning af havbundsmaterialet. Denne mulighed for at fastsætte vilkår om optagningsmetode gælder, jf. § 27, stk. 1, 3. pkt., tillige i situationer, hvor der kan blive tale om anden bortskaffelse af havbundsmaterialet end dumpning, herunder genanvendelse eller oplægning/deponering på spulefelter mv. - og uanset om havbundsmaterialet er forurenet eller ej.

Denne tilladelseskompetence lå inden kommunalreformen hos amtsrådet, men er i dag henlagt til tre af de syv miljøcentre under Miljøministeriet (Århus, Odense og Roskilde), jf. § 27, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1128 af 26. september 2007 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til By- og Landskabsstyrelsen og Miljøministeriets miljøcentre.

Det er samtidig i miljøbeskyttelseslovens 27, stk. 2, fastlagt, at stoffer, der kan forurene vandet, og som er aflejrede i vandløb, søer eller havet ikke uden kommunalbestyrelsens tilladelse må påvirkes, så de kan forurene vandet. Denne kompetence lå ligeledes inden kommunalreformen hos amtsrådet.

Dette indebærer, at optagning af uforurenet havbundsmateriale i princippet kun er omfattet af havmiljøloven, mens optagning/påvirkning af forurenet havbundsmateriale i et vist omfang er reguleret af både havmiljøloven og miljøbeskyttelsesloven. Det er ikke muligt ud fra praksis at fastsætte en præcis skillelinje mellem forurenet og uforurenet havbundsmateriale (sedimenter).

På baggrund af den betydelige tvivl om, hvorledes bestemmelserne i havmiljølovens § 27 og miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 2, har skullet administreres efter kommunalreformen, har Miljøministeriet (By- og Landskabsstyrelsen) i efteråret 2007 vejledende udtalt, at havmiljøloven - ud fra en lex specialis betragtning - finder anvendelse frem for miljøbeskyttelsesloven med hensyn til at fastsætte vilkår om optagning af havbundsmateriale (sedimenter), herunder også ved optagning af havbundsmateriale, der ikke dumpes, men som for eksempel oplægges eller deponeres på spulefelter.

Miljøministeriet (By- og Landskabsstyrelsen) har endvidere vejledende udtalt, at miljøbeskyttelsesloven omvendt finder anvendelse, når der er tale om udjævning af havbundsmateriale i en havn f.eks. ved hjælp af et skraberedskab, forudsat der ikke sker optagning af havbundsmaterialet.

2.3.2. Lovforslaget indhold

Det konstaterede kompetence- og myndighedsoverlap foreslås afhjulpet ved at ophæve miljøministerens kompetence i havmiljøloven til at fastsætte vilkår om optagning i forbindelse med anden bortskaffelse af havbundsmateriale end dumpning (klapning). Herved samles kompetencen til at fastsætte vilkår om optagning til alt andet end dumpning hos én myndighed, dvs. kommunalbestyrelsen.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 2.

2.4. Indgreb over for skibe og platforme ved overtrædelser af regler om luftforurening

2.4.1. Gældende ret

Luftforurening fra skibe er en vigtig kilde til partikelforurening og syreregn og disse udledninger medvirker mere til forureningen på land end på selve havmiljøet.

Enkelte af de generelle bestemmelser i havmiljøloven, for eksempel forbud mod dumpning og udtømning af olie omfatter imidlertid alene overtrædelser, der medfører skade på havmiljøet.

Håndhævelses- og straffebestemmelser for disse generelle bestemmelser omfatter således i dag ikke de overtrædelser, der påvirker luftkvaliteten.

Efter at luftforurening fra skibe i juni 2005, jf. bekendtgørelse nr. 508 af 18. juni 2005 om forebyggelse af luftforurening fra skibe og platforme, blev omfattet af reguleringen i havmiljøloven, er der som konsekvens heraf et behov for at udvide visse af lovens generelle håndhævelses- og straffebestemmelser.

Endvidere har FN's Internationale Maritime Organisation (IMO) vedtaget regler, der indebærer, at et medlemsland har pligt til i visse situationer at sikre, at et skib, der ved inspektion i havn viser sig ikke at overholde de gældende regler, ikke kan sejle videre.

Indgrebsmulighederne i havmiljøloven findes bl.a. i § 43, stk. 1, hvorefter forsvarsministeren kan forbyde fortsat sejlads eller påbyde bestemte retningslinjer, såfremt der er fare for forurening af havet, og i havmiljølovens § 63, der vedrører ransagning.

Det fremgår endvidere af havmiljølovens § 59, stk. 4, 2. punktum, at for overtrædelser begået fra udenlandske skibe i ydre territorialt farvand kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der er tale om forsætlig og alvorlig forurening af havmiljøet.

For så vidt angår den gældende § 43, stk. 1, er det Miljøministeriets vurdering, at »udtømning eller udledning« ikke i dag omfatter udledninger til luften, men alene udledninger til havet. § 63, stk. 1 henviser til »kapitel 2«, der vedrører olieudtømning. Kapitel 10 vedrører luftforurening og er ikke nævnt i den gældende § 63, stk. 1. Endelig henviser § 59, stk. 4, alene til forurening af »havmiljøet«.

Den gældende § 63 b omhandler tilbageholdelse af skibe i sager om ulovlig udtømning til havet, hvis det er nødvendigt for at sikre et krav på betaling af bøde, sagsomkostninger eller konfiskation.

På baggrund af ovenstående er det Miljøministeriets vurdering, at såvel § 43, stk. 1, § 59, stk. 4, § 63, stk. 1, samt § 63 b ikke i dag omfatter de udledninger, der alene indebærer påvirkninger af luftkvaliteten.

2.4.2. Lovforslagets indhold

Med lovforslaget foreslås det, at visse håndhævelses- og straffebestemmelser udvides til også at kunne anvendes i sager om overtrædelse af regler, der vedrører forurening af luften. Forslaget berører såvel indenlandsk ejede som udenlandsk ejede skibe og platforme.

De håndhævelses- og straffebestemmelser, der foreslås udvidet til at omfatte luftforurening, er følgende:

Det foreslås, at miljøministeren får en kompetence til at udstede påbud om tilbageholdelse, når der fra skibet er fare, herunder fare påvist på baggrund af foreskrevne dokumenter, logbøger med videre, for udledning til luften, som er i strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf, eller omfattet af lovens § 58 og forbuddet eller påbuddet er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af luften. Det foreslås endvidere, at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om kriterier for tilbageholdelse henholdsvis frigivelse af skibet. Begge forslag fremgår af forslagets nr. 4.

Bestemmelsen om adgangen til at foretage ransagning, jf. § 63, foreslås udvidet til at omfatte sager om ulovlig udledning til luften fra skibe og platforme, jf. forslagets nr. 17 og 18.

Bestemmelsen om forøgelse af straffe overfor udenlandske skibe i op til 2 års fængsel under visse skærpende omstændigheder, jf. § 59, stk. 4, 2. pkt., foreslås udvidet til at omfatte forurening af luften, jf. forslagets nr. 15.

Det foreslås, at politiet, miljøministeren eller den, som miljøministeren bemyndiger hertil, får kompetence til at træffe afgørelse om tilbageholdelse af skibe med henblik på at sikre et krav på betaling af bøde, sagsomkostninger eller konfiskation i tilfælde, hvor skibet ulovligt har udledt eller der er fare, herunder fare påvist på baggrund af foreskrevne dokumenter, logbøger m.v., for ulovlig udledning til luften, jf. forslagets nr. 19.

2.5. Særlig 5-årig forældelse af overtrædelse af havmiljøloven

2.5.1. Gældende ret

På havmiljølovens område er det almindelige udgangspunkt for forældelse 2 år, idet lovens § 59, stk. 1, alene giver mulighed for idømmelse af bødestraf, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Foreligger der ved en overtrædelse af havmiljøloven skærpende omstændigheder, kan der blive tale om subsumption under § 59, stk. 2, hvorefter straffen kan stige til fængsel i 2 år, og i et sådant tilfælde vil forældelsesfristen være 5 år, da der ikke er hjemlet højere straf end 4 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 2. Forældelsesfristerne gælder både for overtrædelser begået af fysiske og juridiske personer.

I flere speciallove på Miljøministeriets område er disse udgangspunkter dog fraveget. I miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 9, er der således fastsat en forældelsesfrist på 5 år for udvalgte overtrædelser. Det samme gælder jordforureningsloven, jf. § 88, stk. 6.

På naturbeskyttelseslovens område findes en generel forældelsesfrist på 5 år for overtrædelser af bestemmelser i loven og overtrædelser af bestemmelser udstedt i medfør af loven, jf. § 89, stk. 9. For overtrædelse af bestemmelser i jagt- og vildforvaltningsloven er forældelsesfristen tillige 5 år, jf. § 54, stk. 7.

Baggrunden for disse fravigelser er bl.a., at der ofte er tale om overtrædelser med en beskeden opdagelsesrisiko, der derfor ofte opdages sent, f.eks. ved forurening af grundvand og vandløb eller jordforurening.

2.5.2. Lovforslagets indhold

De samme forhold gør sig gældende på havmiljølovens område, herunder ved ulovlig udtømning af olie og affald, og ulovlig dumpning af stoffer eller materialer m.v.. Derfor foreslås det, at der på havmiljølovens område også indføres en særlig forældelsesfrist på 5 år for overtrædelse af visse bestemmelser i havmiljøloven og regler udstedt i medfør heraf, herunder bestemmelserne om forbud mod skibe og platformes udtømning af olie, flydende skadelige stoffer, affald og kloakspildevand samt reglerne om udledning til luften.

3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes ikke at medføre væsentlige økonomiske konsekvenser for det offentlige.

For kommunerne forventes der at være meget begrænsede økonomiske og administrative konsekvenser. For det første idet kommunerne i forbindelse med ændring af kontaktoplysninger m.v. i nødområdeplanerne, herunder telefonnumre og e-mailadresser, der er indført i nødområdeplanerne, skal sørge for at holde disse ajourført via internettet. For det andet vurderes det med hensyn til ophævelsen af miljøministerens kompetence til at fastsætte vilkår om optagning af havbundsmateriale i forbindelse med anden bortskaffelse end dumpning, at der vil være begrænsede økonomiske og administrative konsekvenser for kommunalbestyrelsen. Det vurderes, at muligheden for at stille vilkår i forbindelse med optagning til andre formål end dumpning i praksis kun har været anvendt i meget få tilfælde.

Det vurderes, at disse kommunale udgifter ligger under grænsen for, hvad der normalt gives økonomisk kompensation for i henhold til det udvidede totalbalanceprincip.

Det vurderes herudover, at lovforslaget ikke vil indebære administrative konsekvenser for det offentlige, idet nødområder allerede anvendes efter hensigten. Søværnets Operative Kommando vil - som kompetent myndighed i forhold til at anvise skibe til nødområder - ved hjælp af nødområdeplanerne have et bedre beslutningsgrundlag for anvendelse af og anvisning til nødområderne. Planerne vil i øvrigt kunne tilgås og opdateres elektronisk via internettet, hvilket medfører øget brug af ny informationsteknologi (IT) til digital forvaltning i administrationen.

Præciseringen af erstatningsbestemmelserne i lovens regler om autorisation af klassifikationsselskaber vil begrænse risikoen for, at staten gøres erstatningsansvarlig for fejl begået af klassifikationsselskaberne.

For så vidt angår luftforurening kan lovforslaget indebære øgede økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige. De økonomiske og administrative konsekvenser kan forøges af, at tilsynsmyndighederne og politiet skal foretage tilbageholdelse. Omfanget vil afhænge af, hvor mange skibe der pågribes i overtrædelser af reglerne om luftforurening. Det må forventes, at der i givet fald er tale om mindre forøgede økonomiske og administrative konsekvenser.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Med hensyn til nødområder vurderes det, at der for skibserhvervet ikke vil være økonomiske og administrative konsekvenser, idet der ikke foretages ændringer i forhold til den eksisterende regulering af dette erhverv.

For havne(bestyrelser) vurderes der at være meget begrænsede økonomiske og administrative konsekvenser, idet havnene i forbindelse med ændring af oplysninger m.v., herunder telefonnumre og e-mailadresser eller oplysning om vanddybde i havnen, der er indført i nødområdeplanerne, skal sørge for at holde disse ajourført via internettet.

Der har ikke hidtil i Danmark været tilfælde, hvor det offentlige har ydet erstatning i forbindelse med fejl begået af klassifikationsselskaber. De ændrede ansvarsregler forventes derfor ikke at få væsentlige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

For så vidt angår luftforurening har lovforslaget ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. CKR vurderer ikke, at forslaget indeholder administrative konsekvenser i et omfang, der berettiger, at lovforslaget bliver forelagt virksomhedspanelet. Forslaget bør derfor ikke forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Der vurderes ikke at være administrative konsekvenser for borgerne, idet lovforslaget hovedsagelig berører myndigheder samt virksomheder, herunder havne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Udpegning af nødområder og udarbejdelsen af planer herfor vil have en begrænset positiv miljømæssig konsekvens, idet der vil være klare retningslinjer og bedre mulighed for håndtering og anvisning af skibe med behov for assistance og oplysning om forureningsberedskabet i de enkelte nødområder. Et af formålene med anvendelse af nødområderne er således at håndtere og inddæmme en eventuel forurening, for derved at forhindre spredning af denne.

Lovforslaget vil endvidere kunne indebære begrænsede positive miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser, idet reglerne om luftforurening i endnu højere grad kan forventes overholdt, da lovforslaget indfører mulighed for tilbageholdelse eller påbud om andre foranstaltninger over for skibe. Dette kan have en positiv sundhedsmæssig konsekvens, idet luftforurening med partikler bl.a. medfører hjertekarsygdomme, luftvejslidelser, bronchitis og astma-anfald. Det kan også have en miljømæssig konsekvens i form af mindre forsuring (syreregn).

Herudover vil lovforslaget ikke i sig selv indebære miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslagets § 1, nr. 3 skaber hjemmel til at implementere artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af Rådets direktiv 93/75/EØF.

Det bemærkes, at EU-noten til havmiljøloven allerede omfatter overvågningsdirektivet, da dele af direktivet tidligere er implementeret i loven, herunder ved lov nr. 474 af 31. maj 2006.

Lovforslaget tilføjer desuden Rådets direktiv 94/57/EF om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed (med senere ændringer) til lovens EU-note. Direktivet blev implementeret på havmiljølovens område ved lov nr. 474 af 31. maj 2006, da der i loven blev indsat en ny § 48 a, der giver miljøministeren bemyndigelse til at autorisere klassifikationsselskaber til at udføre syns- og certificeringsopgaver på vegne af miljøministeren i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets (EF) forordning nr. 782/03 af 14. april 2003 om forbud mod organiske tinforbindelser på skibe. Ved en forglemmelse blev noten til loven ikke ændret ved den nævnte lovændring.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Advokatrådet, Associated Danish Ports A/S, Arealudviklingsselskabet A/S, Bilfærgernes Rederiforening, Copenhagen Malmö Port, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibsmæglerforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Vindmølleforening, Dansk Akvakultur, Dansk Energi, Dansk Energi Brancheforening, Dansk Fritidsfiskerforbund, Dansk Sejlunion, Dansk Transport og Logistik, Danske Havne, Danske Maritime, Danske Regioner, DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening), DHI, Det Norske Veritas (DNV), Foreningen af Danske Privathavne, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID), Foreningen for danske ral- og sandsugere, Forsvarsministeriet, Greenpeace Danmark, International Transport Danmark, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landsforeningen Levende Hav, Mærsk Olie & Gas A/S, NOAH, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Rederiforeningen af 1895, Rederiforeningen for mindre skibe, Sund & Bælt, Søfartens Ledere, Søfartsstyrelsen og Verdensnaturfonden.

9. Sammenfattende skema

	Positive konsekvenser/ mindreudgifter	Negative konsekvenser/ merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner	Ingen	Staten: eventuelt øgede udgifter vedrørende tilsyn - ikke væsentligt omfang. Kommuner: Ingen Regioner: Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner	Staten: Søværnets Operative Kommando vil få et bedre beslutningsgrundlag i forbindelse med anvisning af skibe til nødområder. Kommuner og regioner: Ingen	Staten: ingen væsentlige konsekvenser vedrørende tilsyn. Kommuner og regioner: Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet	Ingen	For berørte havne vil der være meget begrænsede omkostninger til opdatering af kontaktoplysninger m.v. i nødområdeplanerne.
Administrative konsekvenser for erhvervslivet	Ingen	For berørte havne vil der være meget begrænset administration til opdatering af kontaktoplysninger m.v. i nødområdeplanerne.
Administrative konsekvenser for borgerne.	Ingen	Ingen
Miljømæssige konsekvenser	Bedre håndtering af skibe med behov for assistance og eventuel forurening af havet. Bedre overholdelse af luftudledningsreglerne.	Ingen
Forholdet til EU-retten	Lovforslaget skaber hjemmel til implementering af artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af Rådets direktiv 93/75/EØF. Lovforslaget tilføjer desuden Rådets direktiv 94/57/EF om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed (med senere ændringer) til lovens EU-note, der blev implementeret på havmiljølovens område ved lov nr. 474 af 31. maj 2006.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (fodnoten til lovens titel)

Der indsættes i noten til loven en henvisning til Rådets direktiv 94/57/EF af 22. november 1994 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed med senere ændringer. Direktivet fastlægger visse foranstaltninger, der skal følges af medlemsstaterne og de organisationer, der er beskæftiget med inspektion, syn og certificering af skibe med henblik på at efterkomme de internationale konventioner om sikkerheden til søs og om forebyggelse af havforurening.

Baggrunden for indsættelsen er, at der ved lov nr. 474 af 31. maj 2006 i havmiljøloven blev indsat en ny § 48 a, der giver miljøministeren bemyndigelse til at autorisere klassifikationsselskaber til at udføre syns- og certificeringsopgaver på vegne af miljøministeren i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets (EF) forordning nr. 782/03 af 14. april 2003 om forbud mod organiske tinforbindelser på skibe. Ved en forglemmelse blev noten til loven ikke ændret ved den nævnte lovændring.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets nr. 8 og 9, hvorved bl.a. miljøministerens bemyndigelse til at autorisere klassifikationsselskaber foreslås udvidet til også at omfatte andre forhold på havmiljølovens område, og hvorved miljøministerens ansvar for fejl begået af klassifikationsselskaber foreslås præciseret.

Til nr. 2 (§ 27, 3. pkt.)

Den gældende § 27, 3. pkt., fastsætter, at miljøministeren i forbindelse med anden bortskaffelse af havbundsmateriale end dumpning kan fastsætte vilkår om optagningsmetode.

Ophævelsen af § 27, 3. pkt., indebærer, at kompetencen til at fastsætte vilkår om optagningsmetode i forbindelse med anden bortskaffelse end dumpning, dvs. påvirkning af havet, fremover alene vil ligge hos kommunalbestyrelsen, da stoffer, der kan forurene vandet, og som er aflejrede i vandløb, søer eller havet ikke uden kommunalbestyrelsens tilladelse må påvirkes, så de kan forurene vandet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 2.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger under afsnit 2.3.

Der tilsigtes ikke med forslaget en ændring af praksis for hvilke vilkår, der skal fastsættes i forbindelse med tilladelse til optagning af havbundsmateriale med henblik på anden bortskaffelse af havbundsmateriale end dumpning. Der ændres samtidig ikke på praksis med hensyn til meddelelse af tilladelse i situationer, hvor flere kommuner er kompetente efter miljøbeskyttelseslovens § 27, stk. 2, f.eks. i tilfælde hvor havbundsmateriale strækker sig over to kommuners områder. I sådanne tilfælde forudsættes det, at kommunerne samarbejder om meddelelse af tilladelse. Der er således alene tale om, at miljøministerens kompetence på området ophæves.

Til nr. 3 (§ 37)

Til stk. 1 og 2.

Den foreslåede bestemmelse er ny og giver hjemmel til at implementere artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af Rådets direktiv 93/75/EØF (overvågningsdirektivet).

Der henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslaget for en gennemgang af forpligtelsen efter overvågningsdirektivets artikel 20.

Den foreslåede bemyndigelse vil blive udnyttet til i forbindelse med ikrafttrædelsen af dette lovforslag at udstede en bekendtgørelse om nødområder og planer herfor, der bl.a. fastlægger den endelige udpegning af nødområderne med udgangspunkt i de af Miljøministeriet i 2004 forhåndsudpegede områder. Af hensyn til en korrekt implementering af direktivets krav er bemyndigelsesbestemmelsen - bortset fra forslaget til § 37, stk. 2, 2. pkt. - formuleret som en forpligtelse for miljøministeren til at fastsætte regler om nødområder og planer herfor.

Bekendtgørelsen vil indeholde passende regler om, at Søværnets Operative Kommando efter omstændighederne midlertidigt kan anvende andre områder end de udpegede nødområder. Nødområderne er således placeret de steder i de danske farvande, hvor der er størst skibstrafik, men der kan opstå situationer, hvor et skib med behov for assistance ikke befinder sig i nærheden af et udpeget nødområde, og hvor skibet på grund af omstændighederne, f.eks. maskinskade eller kollision, ikke ved egen kraft eller hjælp fra Søværnets Operative Kommando kan komme til nødområdet. I en sådan situation vil Søværnets Operative Kommando kunne anvende et andet område som midlertidigt nødområde, forudsat dette midlertidige nødområde ikke vil påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde.

Bekendtgørelsen vil - udover udpegning af nødområder - også indeholde regler om de nærmere krav til nødområdeplaner, herunder kravene til indholdet af planerne, jf. bl.a. den i de almindelige bemærkninger omtalte rådgivende rapport fra 2007 om nødområder.

Ved udarbejdelsen af udkastene til nødområdeplaner - der i forbindelse med fremsættelsen af dette lovforslag sendes i høring - er der foretaget miljøkonsekvensvurderinger af de pågældende nødområder med hensyn til eventuelle påvirkninger af internationale naturbeskyttelsesområder, der kunne være i forbindelse med udpegning af nødområderne. Dette er sket i overensstemmelse med de relevante EU-regler på området, dvs. fuglebeskyttelsesdirektivet (Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle) og habitatdirektivet (Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter) med senere ændringer.

Forpligtelsen til at foretage sådanne miljøkonsekvensvurderinger ved eventuelle fremtidige udpegninger af nødområder kommer til at indgå i habitatbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Det bemærkes, at nødområdeplaner er af beredskabsplanlignende karakter og tjener et civilt beredskabsformål, hvorfor planerne vil falde udenfor krav om udarbejdelse af konsekvensvurdering efter miljøvurderingsloven, jf. § 3, stk. 3, nr. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1398 af 22. oktober 2007 om miljøvurdering af planer og programmer.

På baggrund af overvågningsdirektivets artikel 20 og ændringsforslaget hertil samt de relevante retningslinier fra IMO vil de indholdsmæssige krav, der stilles til nødområdeplaner, i bekendtgørelsen bl.a. være følgende:

- Beskrivelse af beslutningsprocessen fra modtagelse af opkald fra et skib med behov for assistance til modtagelse/afvisning af skib i et udpeget nødområde.

- Beskrivelse af kontaktoplysninger til relevante myndigheder, herunder berørte kommuner.

- Beskrivelse af procedurer for en eventuel sikkerhedsstillelse og ansvar for skibe i et nødområde.

- Beskrivelse af de organisatoriske og administrative forhold samt praktiske foranstaltninger for de konkrete nødområder, f.eks. organisationsplan, alarmeringsprocedure, herunder rækkefølge og form (mundtlig, telefonisk, telefax, radio, e-mail, sms etc.).

- Beskrivelse af nødområdets miljø- og naturmæssige karakter, herunder følsomme habitater og arter (f.eks. i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder og fiskeri- og off-shore aktiviteter samt rekreative områder og turisme).

- Beskrivelse af havets tilstand og vejrforhold ved nødområdet (fremherskende vindforhold, beskyttelse mod stærk vind og »oprørt« hav, tidevand og tidevandsstrømme).

- Beskrivelse af dybdemålinger (minimum og maksimum vanddybder samt vanddybden på adgangsvandvejen, den maksimale tilladelige dybdegang på skibet).

- Beskrivelse af maksimum længde på de skibe der kan komme ind i et nødområde.

- Beskrivelse af bundforhold (hård/blød bund, sandet samt muligheden for at grundstøde et fartøj i tilflugtsstedet).

- Kort over nødområdet, der bl.a. viser badestrande, offentligt ejede arealer, fredede arealer, andre arealer, der skal tages særligt hensyn til, herunder fx øvrige rekreative områder samt områder til midlertidig deponering af opsamlet olie.

- Beskrivelse af nødområdets udstrækning samt koordinater (længde/bredde) for området.

- Beskrivelse af hvilke ressourcer og faciliteter der er til rådighed i nødområdet til bistand, bjærgningsaktioner og forureningsbekæmpelse.

- Beskrivelse af ankerplads i nødområdet og fortøjningsmuligheder i nødområder i havne.

Oplistningen er ikke udtømmende. For en fyldestgørende beskrivelse af kravene til planerne henvises bl.a. til IMO resolution A.949(23) om retningslinier til nødområder for skibe med behov for assistance samt IMO resolution A.950(23) om Maritime Assistance Services (MAS).

Nødområdeplanerne skal tillige indeholde en overordnet beskrivelse af og henvisning til de indgrebsmuligheder forsvarsministeren (Søværnets Operative Kommando) har i henhold til dansk lovgivning, dvs. indgrebsmuligheder over for skibe efter havmiljøloven samt lov om sikkerhed til søs. For en gennemgang heraf henvises til bemærkningerne om indgrebsmulighederne over for skibe i afsnit 2.1.1.3 i de almindelige bemærkninger.

Endelig skal nødområdeplaner efter overvågningsdirektivet sendes i høring hos relevante interessenter, hvilket bekendtgørelsen vil indeholde passende regler om.

Efter forslagets § 37, stk. 2, 2. pkt. kan miljøministeren fastsætte regler om, at berørte myndigheder og havne(bestyrelser) af egen drift skal ajourføre oplysninger i nødområdeplanerne.

Baggrunden for bestemmelsen er, at det er vigtigt - ikke mindst af hensyn til nødområdeplanernes anvendelighed - at relevante oplysninger, herunder særligt kontaktoplysninger, men også oplysninger om anskaffelse af nyt beredskabsmateriel eller om ændringer i vanddybde, er ajourført i planerne, f.eks. således at Søværnets Operative Kommando ikke i en nødsituation skal bruge kostbar tid på at foretage forgæves henvendelse til f.eks. havnen eller den relevante kommune.

Det er de berørte myndigheder og havne(bestyrelser), der først vil være bekendt med eventuelle ændringer i relevante oplysninger, herunder kontaktoplysninger eller ændringer i vanddybde, og det er derfor også mest hensigtsmæssigt, at det er disse, der skal sørge for at opdatere sådanne oplysninger i planerne. Det vil blive teknisk muligt for de berørte myndigheder og havne(bestyrelser) at opdatere oplysningerne via internettet.

Der er ikke tale om, at berørte myndigheder og havne(bestyrelserne) skal drage omsorg for at opdatere alle oplysninger og beskrivelser i nødområdeplanerne, f.eks. ved ændringer af fysiske forhold i et nødområde, men alene opdatering af visse oplysninger, såsom telefonnumre, adresser, e-mailadresser, oplysning om ændringer i beredskabsmateriel eller vanddybde, m.v.

Til stk. 3.

Det foreslås at indsætte en bestemmelse, hvorefter sø- og sejladssikkerhedsmæssige forhold kan indgå i nødområdeplanerne efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren. Udpegning og anvendelse af nødområder er begrundet i både forureningsmæssige samt sø- og sejladssikkerhedsmæssige hensyn.

Lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 12. juli 2007, der administreres af Økonomi- og Erhvervsministeriet (Søfartsstyrelsen), har som hovedsigte at sikre et højt sikkerhedsniveau til søs. Loven omfatter såvel skibes bygning, udstyr og drift af skibe som det menneskelige element såvel om bord på skibe som i de tilknyttede landbaserede funktioner. Loven indeholder imidlertid ikke specifikke bestemmelser, som giver adgang til at fastsætte regler om de planer for nødområder, som er foreskrevet i overvågningsdirektivets artikel 20 og indeholder ikke specifikke regler, der er møntet på nødområde-situationer, men indeholder dog bestemmelser, der vil være relevante ved anvendelse af nødområder, og som nødområdeplanerne derfor bør indeholde henvisning til.

I og med lov om sikkerhed til søs i vidt omfang giver mulighed for at henlægge varetagelsen af hensyn efter loven til andre ressortområder, herunder henlægge beføjelser efter loven til andre myndigheder, vurderer Økonomi- og Erhvervsministeriet (Søfartsstyrelsen), at det er unødvendigt tillige at regulere nødområder efter lov om sikkerhed til søs, men at det er tilstrækkeligt alene at indsætte den foreslåede bestemmelse i havmiljøloven - uanset havmiljølovens formål primært er at varetage hensyn til forureningsforebyggelse og -bekæmpelse, samt opretholdelsen af et beredskab til imødegåelse heraf, jf. havmiljølovens §§ 1 og 2.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til stk. 4

Det foreslås, at miljøministeren får mulighed for at stille sikkerhed over for havne, der er udpeget som nødområder, for udgifter de måtte afholde ved at modtage skibe med behov for assistance. Kompetencen forventes i medfør af havmiljølovens § 48 delegeret til Søværnets Operative Kommando, der er ansvarlig for anvisning af skibe til nødområder.

I dag gælder som et almindeligt princip for alle havne, hvortil der er offentlig adgang, at der er modtagepligt for skibe i det omfang sikrings- og pladsforholdene tillader det, jf. havnelovens § 5.

Dette udgangspunkt modificeres af § 15 i bekendtgørelse nr. 1146 af 25. november 2004 om standardreglement for overholdelse af orden i danske erhvervshavne, hvorefter f.eks. et skib med brand om bord, synkefærdigt eller svært beskadiget skib og lignende, ikke må indbringes til havnen uden havnemyndighedens særlige tilladelse hertil. En sådan tilladelse kan indeholde krav om sikkerhedsstillelse.

Det kan i praksis være vanskeligt at opnå sikkerhedsstillelse fra skibet.

For at sikre, at Søværnets Operative Kommando kan anvise skibe med behov for assistance til en havn, der er udpeget som nødområde, og med henblik på at havnen kan få sikkerhed for dækning af sine evt. udgifter herved, foreslås det, at miljøministeren kan stille den fornødne sikkerhed.

Det bemærkes, at muligheden for at stille sikkerhed alene forudsættes anvendt i de tilfælde, hvor det viser sig, at et skib med behov for assistance ikke kan eller vil stille sikkerhed efter de almindelige regler, jf. havmiljølovens § 44 og de ovenfor nævnte regler. Det vil sige, at det, forinden der stilles sikkerhed efter den foreslåede bestemmelse, skal være forsøgt at opnå sikkerhedsstillelse hos skibets reder/ejer og forsikringsselskab.

Til nr. 4 (§ 43, stk. 2)

§ 43, stk. 1 i den gældende havmiljølov vedrører forbud mod at fortsætte sejlads eller andre aktiviteter og påbud om, at sejlads eller andre aktiviteter skal følge bestemte retningslinjer overfor skibe og platforme, såfremt der er sket eller er fare for forurening af havet, og forbuddet eller påbuddet er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet. Det bemærkes, at der i det følgende er tale om et andet farebegreb end i stk. 1.

Forslaget til indsættelse af et nyt stk. 2 i § 43 vedrører forbud mod at fortsætte sejlads eller andre aktiviteter og påbud om, at sejlads eller andre aktiviteter skal følge bestemte retningslinjer overfor skibe, såfremt der er sket eller er fare for forurening af luften, og forbuddet eller påbuddet er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af luften.

Endvidere indebærer forslaget til en ny § 43, stk. 2, 2. pkt. at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af de beføjelser, der er omfattet af forslaget til 1. pkt. vedrørende skibe.

Forslaget vedrører også platforme da den gældende § 43, stk. 2 (der bliver til stk. 3) - der vedrører platforme - foreslås udvidet til at henvise til § 43, stk. 1 såvel som stk. 2, jf. dette lovforslags nr. 5.

For så vidt angår formålet med forslaget til en ny stk. 2 i § 43, kan det bemærkes, at det, i tilfælde af overtrædelser af de gældende regler om skibes udledninger til luften, der indebærer fare for forurening af luften, kan være hensigtsmæssigt med en mulighed for i visse tilfælde at tilbageholde et skib, indtil forholdet er bragt i overensstemmelse med reglerne. Formålet er således at forebygge forurening i tilfælde, hvor myndighederne har konstateret overtrædelse eller fare for overtrædelse af gældende regler. Dette forslag vurderes som et godt supplement til muligheden for strafforfølgelse af de ansvarlige i forhold til skibes udledninger til luften.

Kompetencen til at udstede forbud mod at fortsætte sejlads eller andre aktiviteter og påbud om, at sejlads eller andre aktiviteter skal følge bestemte retningslinjer i tilfælde vedrørende udledning eller fare for udledning til luften, der er i strid med reglerne, foreslås tillagt miljøministeren.

Det skal bemærkes, at det fremsatte lovforslag sammenholdt med de eksisterende bestemmelser i loven, jf. § 48, indebærer, at der er mulighed for at den foreslåede beføjelse vedrørende tilbageholdelse/frigivelse delegeres fra miljøministeren til Miljøstyrelsen eller andre statslige myndigheder.

Forslaget indebærer, at der kan udstedes forbud mod at fortsætte sejlads eller andre aktiviteter og påbud om, at sejlads eller andre aktiviteter skal følge bestemte retningslinjer, såfremt der fra skibet er sket eller er fare, herunder en fare påvist på baggrund af foreskrevne dokumenter, logbøger med videre, for udledning til luften, som er i strid med loven eller forskrifter fastsat i medfør af loven og forbuddet eller påbuddet er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet eller luften.

Med forslaget til § 43, stk. 2, 2. pkt., kan miljøministeren fastsætte nærmere bestemmelser vedrørende beføjelsen til at træffe afgørelse om tilbageholdelse henholdsvis frigivelse med videre.

Tilbageholdelse kan for eksempel komme på tale i tilfælde af overtrædelse af reglerne om anvendelse af svovl i skibsbrændstoffer, jf. bekendtgørelse nr. 1663 af 14. december 2006 om svovlindholdet i faste og flydende brændstoffer. For så vidt angår svovl i skibsbrændstoffer kan det bemærkes, at enhver afbrænding af svovlholdige brændstoffer indebærer dannelse af partikler, der er et alvorligt miljø- og sundhedsproblem. Afbrænding af svovlholdige brændstoffer, herunder dannelsen af partikler, på det danske søterritorium indebærer en påvirkning af sundheds- og miljømæssige forhold på land.

For så vidt angår forslaget til § 43, stk. 2, 1. pkt., der omfatter fare, skal det bemærkes, at det er hensigten, at dette også skal omfatte tilfælde, hvor faren påvises på baggrund af dokumenter, herunder foreskrevne bunkerleveringsnoter og skibslogbøger m.v. Det bemærkes, at der afhængigt af de nærmere omstændigheder vil kunne være påvist fare for udledning til luften i for eksempel tilfælde, hvor det på baggrund af lovpligtige dokumenter må lægges til grund, at skibet alene har bunkret brændstof med et svovlindhold, der ikke er i overensstemmelse med de gældende regler. I et sådant tilfælde er der fare for at skibet anvender et brændstof, som ikke overholder svovlbekendtgørelsens bestemmelser. Der kan foreligge særlige omstændigheder, som indebærer, at der ikke er grund til at antage, at der er den angivne fare. Med dette forslag tilsigtes ikke en ændring af farebegrebet i forhold til sager, der er omfattet af § 43, stk. 1.

Den foreslåede § 43, stk. 2, 2. pkt. indeholder en hjemmel til at miljøministeren, hvis det vurderes hensigtsmæssigt, kan fastsætte nærmere regler for tilbageholdelse og frigivelse. Det er hensigten, at miljøministeren fastlægger regler for, hvornår der skal ske indgreb efter den foreslåede § 43, stk. 2, 1. pkt. Det kan være aktuelt i forhold til overtrædelse eller fare for overtrædelse af reglerne om skibes anvendelse af svovl i brændstoffet.

De gældende stk. 3-5 bliver efter indsættelse af et nyt stk. 2 til stk. 3-6.

Til nr. 5 (§ 43, stk. 3)

Den nuværende § 43, stk. 2 vedrører alene udtømninger til havet fra platforme, og således ikke udledninger til luften.

Forslaget til ændring af den gældende § 43, stk. 2 (dvs. det nye § 43, stk. 3) indebærer, at den gældende regel vedrørende platforme udvides til også at omfatte udledninger til luften.

Til nr. 6 (§ 43, stk. 4)

Den nuværende § 43, stk. 3 om yderligere foranstaltninger end de i de nuværende stk. 1 og 2. nævnte omfatter alene udtømninger til havet, og således ikke udledninger til luften.

Forslaget til ændring af den gældende § 43, stk. 3 (dvs. det nye § 43, stk. 4) indebærer, at den gældende regel vedrørende yderligere foranstaltninger udvides til også at omfatte udledninger til luften.

Til nr. 7 (§ 43, stk. 5)

Den nuværende § 43, stk. 4 fastlægger, at forbud og påbud efter den gældende stk. 1-3 kan meddeles mundtligt med efterfølgende skriftlig meddelelse.

Forslaget til ændring af den gældende § 43, stk. 4 (dvs. det nye § 43, stk. 5) indebærer, at den gældende regel udvides til også at omfatte påbud og forbud vedrørende udledninger til luften.

Til nr. 8 (§ 48 a, stk. 1)

Det foreslås, at miljøministeren får bemyndigelse til at autorisere klassifikationsselskaber efter bestemmelsen i § 48 a også vedrørende andre forhold, der er omfattet af havmiljøloven, herunder i henhold til regler udstedt i medfør af loven.

Det er anført i bemærkningerne til den nugældende § 48 a, at bemyndigelsen alene tager sigte på, at miljøministeren kan udpege klassifikationsselskaber til at syne skibe og udstede certifikater i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets (EF) forordning nr. 782/03 af 14. april 2003 om forbud mod organiske tinforbindelser på skibe. Således er muligheden for at autorisere klassifikationsselskaber begrænset hertil. Der henvises til de specielle bemærkninger til bestemmelsen, jf. Folketingstidende, Tillæg A 2005-06, side 4892.

Denne begrænsning fremgår dog ikke af selve lovteksten i § 48 a, men derimod kun af bemærkningerne til bestemmelsen. Den foreslåede ændring er derfor alene begrundet i ønsket om i bemærkningerne at udvide og præcisere bestemmelsens rækkevidde.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9 (§ 48 a, stk. 2 og 3)

Til stk. 2

Med tilføjelsen af bestemmelsen i stk. 2 tilsigtes at skabe en klar retstilstand, hvor det offentlige ikke er ansvarlig for fejl begået af klassifikationsselskaberne. Såfremt miljøministeren derimod selv begår fejl i forbindelse med udstedelse og fornyelse mv. af autorisationerne, vil ministeren blive erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

Bestemmelsen svarer til den lignende bestemmelse i § 22, stk. 4, i lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 12. juli 2007. Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger hertil, jf. Folketingstidende, Tillæg A 2004-05, 1. samling, side 2717.

Til stk. 3

Bestemmelsen i stk. 3 indebærer, at miljøministeren ikke selv har pligt til at udføre syn og udstede certifikater, der er omfattet af en autorisation udstedt i medfør af havmiljølovens § 48 a, stk. 1. Bestemmelsen medfører dog ikke eneret for klassifikationsselskaberne, idet miljøministeren kan beslutte selv at gå ind, uanset at selskaberne er autoriserede. Dette forventes imidlertid kun at ske, hvor der er særlig grund hertil, f.eks. med henblik på at bevare og udbygge erfaring og kompetence inden for området.

Det bemærkes, at opgaven med at udføre syn og udstede certifikater i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets (EF) forordning nr. 782/03 af 14. april 2003 om forbud mod organiske tinforbindelser på skibe (samt Kommissionens forordning (EF) nr. 536/2008 den 13. juni 2008 om gennemførelse af artikel 6, stk. 3, og artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 782/2003 om forbud mod organiske tinforbindelser på skibe og om ændring af denne forordning) ligger hos By- og Landskabsstyrelsen indtil der udstedes autorisation til klassifikationsselskaberne i medfør af havmiljølovens § 48 a.

Det nye stk. 3 indebærer endvidere, at miljøministeren kan henvise skibe til at få foretaget syn og udstedt certifikater hos klassifikationsselskaberne indenfor de områder, hvor selskaberne er autoriseret til at udføre opgaverne på miljøministerens vegne.

Til nr. 10 (§ 49, stk. 2)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af en henvisningsfejl.

§ 49, stk. 2, fastsætter, at der ved offentlig annoncering kan ske meddelelse af afgørelser truffet efter loven til de personer, der er nævnt i § 52, stk. 1, nr. 2.

Den nugældende § 52, stk. 1, nr. 2, omhandler dog klageret for kommunalbestyrelsen.

Ved lov nr. 435 af 10. juni 1997 om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet blev § 52 nyaffattet, hvorved det daværende § 52, stk. 1, nr. 2 blev rykket til § 52, stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen i nr. 1 omhandler klageret for »enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i sagens udfald« med hensyn til afgørelser truffet efter § 26 samt afgørelser truffet i medfør af regler udstedt efter § 33, stk. 2. Ved en fejl blev henvisningen i § 49, stk. 2 til bestemmelsen ikke ændret.

Det foreslås således, at henvisningen i § 49, stk. 2, ændres, idet den rettelig skal være § 52, stk. 1, nr. 1.

Til nr. 11 (§ 51, stk. 3, nr. 2)

Der er tale om konsekvensændring som følge af, at Miljøstyrelsens opgaver på området er overført til By- og Landskabsstyrelsen.

Til nr. 12 (§ 52, stk. 1)

Forslaget indebærer, at kredsen af klageberettigede efter § 52, stk. 1, med de nye numre 10 og 11, udvides til at omfatte Danske Havne og Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID). Begge foreninger har ønsket at blive klageberettigede.

Til nr. 13 (§ 57 a, stk. 1, nr. 4)

§ 57 a blev indsat ved lov nr. 508 af 17. juni 2008 og skal sikre, at der gennemføres en vurdering af virkningerne på internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttede arter ved at meddele tilladelse, godkendelse eller udarbejde planer i medfør af havmiljøloven eller regler udstedt i medfør af havmiljøloven. Bestemmelsen sikrer opfyldelsen af habitatdirektivets artikel 6 og 12. Bemyndigelsen i § 57 a udnyttes i forhold til alle planer og projekter omfattet af havmiljøloven i habitatbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007 som ændret ved bekendtgørelse nr. 1443 af 11. december 2007 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter), hvormed der sikres ensartede retningslinjer for administrationen af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3-4, og artikel 12, stk. 1, litra d i forhold til Miljøministeriets lovgivning.

Den foreslåede nyaffattelse af § 57 a, stk. 1, indsætter en ny nr. 4, der sikrer, at bemyndigelsen udvides til også at omfatte udpegning af nødområder og de nødområdeplaner, der skal udarbejdes, i henhold til regler udstedt i medfør af § 37, stk. 1 og 2, jf. dette lovforslags nr. 3 og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til § 4, nr. 5, i lovforslag L 133, 2007/2 (forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse, lov om jagt og vildtforvaltning og forskellige andre love (Gennemførelse af direktiver om naturbeskyttelse)), jf. Folketingstidende, 2007-08, 2. samling, Tillæg A, side 4821.

Til nr. 14 (§ 59, stk. 1, litra 4)

Med denne ændring foreslås det, at den gældende bestemmelse om straf for undladelse af at efterkomme et forbud eller påbud, der er udstedt i medfør af § 43, stk. 1-3, udvides til at omfatte den foreslåede nye stk. 2, der vedrører udledninger til luften.

Til nr. 15 (§ 59, stk. 4)

Med denne ændring foreslås det, at den gældende bestemmelse om skærpelse af straffe op til 2 års fængsel under visse skærpende omstændigheder udvides til at omfatte forurening af luften. For eksempel indebærer overtrædelse af reglerne om svovlindholdet i skibsbrændstoffer ikke en forurening af havmiljøet, men af luften og dermed partikelforurening på land samt såkaldt syreregn.

Til nr. 16 (§ 60)

Det foreslås, at der for visse overtrædelser af havmiljøloven skal gælde en forældelsesfrist på 5 år. Bestemmelsen svarer til lignende bestemmelser om en særlig forældelsesfrist på 5 år, der findes i andre love på Miljøministeriets område, herunder miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven, jordforureningsloven og jagt- og vildtforvaltningsloven. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det bemærkes, at der for flere overtrædelser af havmiljøloven kan være tale om »skjulte« overtrædelser, f.eks. ved ulovlig dumpning af stoffer eller materialer i havet, der først opdages på et langt senere tidspunkt. Det er derfor fundet nødvendigt tillige at fastlægge en længere forældelsesfrist for visse overtrædelser af bestemmelser i eller i medfør af havmiljøloven.

Det bemærkes, at de almindelige regler om strafferetlig forældelse i øvrigt finder anvendelse ved overtrædelse af havmiljøloven, jf. bl.a. straffelovens §§ 92-94.

Til nr. 17 (§ 63, stk. 1)

Med ændringen foreslås det, at de gældende bestemmelser om ransagning generelt udvides til også at omfatte sager om udledninger til luften fra skibe og platforme, og det foreslås, at kompetencen til at foretage ransagning i disse sager tillægges miljøministeren. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 18 (§ 63, stk. 2, nr. 4, og stk. 3)

Med ændringerne foreslås det, at der også kan foretages ransagning efter § 63, stk. 2, nr. 4, og stk. 3, over for udenlandske skibe, der befinder sig i ydre territorialt farvand under passage eller som befinder sig i den eksklusive økonomiske zone, når der er tale om udledning til luften.

Begrænsningerne i muligheden for ransagning af udenlandske skibe følger af havretskonventionen og blev indsat ved lov nr. 474 af 31. maj 2006. Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til den seneste affattelse af § 63, jf. Folketingstidende, 2005-06, Tillæg A, side 4892.

Det bemærkes, at begrænsningerne i § 63, stk. 2 og 3, fortsat alene gælder over for udenlandske skibe og ikke over for platforme.

Til nr. 19 (§ 63 c)

Med ændringen foreslås det, at der kan foretages tilbageholdelse af et skib i sager om ulovlig udledning eller fare for ulovlig udledning til luften, hvis det er nødvendigt for at sikre et krav på betaling af bøde, sagsomkostninger eller konfiskation.

Formålet med lovforslaget er alene at indføre en tilsvarende tilbageholdelsesregel i tilfælde, hvor skibe ulovligt udleder til luften eller der er fare for ulovlig udledning til luften. For så vidt angår fare for udledning til luften, jf. forslaget til § 63 c, stk. 1, henvises der til forslagets § 1, nr. 4 (§ 43, stk. 2). Herudover tilsigtes ikke øvrige indholdsmæssige ændringer i forhold til de i § 63 b, stk. 1-8 gældende regler.

Den foreslåede § 63 c, stk. 9 indeholder en hjemmel til at miljøministeren, hvis det vurderes hensigtsmæssigt, kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af de i stk. 1-3 nævnte beføjelser, herunder om tilbageholdelse og frigivelse.

Det fremsatte lovforslag sammenholdt med de eksisterende bestemmelser i loven, jf. § 48, indebærer, at der er mulighed for at den foreslåede beføjelse vedrørende tilbageholdelse delegeres fra miljøministeren til Miljøstyrelsen eller andre statslige myndigheder.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2009.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører den territoriale gyldighed af lovforslaget. Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland. Havmiljøloven er ved kongelig anordning sat i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. Loven vil derfor kunne sættes i kraft for Grønland med de nødvendige afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. Det bemærkes, at loven ikke er relevant for Færøerne, idet havmiljøområdet er et færøsk særanliggende.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering		Lovforslaget

		§ 1
		I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 7. januar 2008, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 508 af 17. juni 2008, foretages følgende ændringer:

		1.Fodnoten til lovens titel affattes således:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr. 95/21/EF af 19. juni 1995 om håndhævelse over for skibe, der anløber Fællesskabets havne og sejler i farvande under medlemsstaternes jurisdiktion, af internationale standarder for skibes sikkerhed, for forureningsforebyggelse samt for leve- og arbejdsvilkår om bord (havnestatskontrol), (EF-Tidende 1995 nr. L 157, side 1), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af Rådets direktiv 93/75/EØF, (EF-Tidende 2002 nr. L 208, side 10-27) og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet), (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7-50) samt Rådets rammeafgørelse 2005/667/RIA af 12. juli 2005 om skærpelse af de strafferetlige rammer med henblik på håndhævelse af lovgivningen til bekæmpelse af forurening fra skibe, (EU-Tidende 2005 nr. L 255, side 164-167).		»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet), (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1), som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006, (EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368), dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet), (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006, (EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368), dele af Rådets direktiv 94/57/EF af 22. november 1994 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed, (EF-Tidende 1994 nr. L 319, side 20) som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/84/EF af 5. november 2002, (EU-Tidende 2002 nr. L 324, side 53), dele af Rådets direktiv 95/21/EF af 19. juni 1995 om håndhævelse over for skibe, der anløber Fællesskabets havne og sejler i farvande under medlemslandenes jurisdiktion, af internationale standarder for skibes sikkerhed, for forureningsforebyggelse samt for leve- og arbejdsvilkår om bord (havnestatskontrol), (EF-Tidende 1995 nr. L 157, side 1), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af Rådets direktiv 93/75/EØF, (EF-Tidende 2002 nr. L 208, side 10-27), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006, (EU-Tidende 2006 nr. L 102, side 15), samt dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/35/EF af 7. september 2005 om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser, (EU-Tidende 2005 nr. L 255, side 11).«

§ 27. Tilladelse til dumpning af havbundsmateriale skal være tidsbegrænset og angive, hvilke stoffer eller materialer der omfattes af tilladelsen, den samlede mængde, positionen for dumpningen og tilladelsens udløbsdato. Endvidere kan der i tilladelsen stilles vilkår om bl.a. fremgangsmåden, herunder om optagning og udlægning, tilsyns- og sikkerhedsforanstaltninger og indberetning. Ved anden bortskaffelse af havbundsmateriale end dumpning kan der fastsættes vilkår om optagningsmetode.		2.§ 27, 3. pkt., ophæves.

§ 37. (Ophævet)		3.§ 37 affattes således:
		»§ 37. Miljøministeren fastsætter regler om nødområder for skibe.
		Stk. 2. Miljøministeren fastsætter endvidere regler om planer for nødområder, herunder om kravene til indholdet af planerne. Ministeren kan fastsætte regler om, at berørte myndigheder og havnebestyrelser af egen drift skal ajourføre oplysninger i planerne.
		Stk. 3. Der kan efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren indgå sø- og sejladssikkerhedsmæssige forhold i de planer, der er nævnt i stk. 2.
		Stk. 4. Miljøministeren kan stille sikkerhed over for havne, der er udpeget som nødområde, for udgifter disse måtte afholde ved at modtage et skib med behov for assistance.«

§ 43. Forsvarsministeren kan forbyde et skib at fortsætte sejlads eller andre aktiviteter eller påbyde, at sejlads eller andre aktiviteter skal følge bestemte retningslinjer, såfremt der fra skibet er sket eller er fare for udtømning eller udledning, som er i strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller omfattes af § 58, og forbuddet eller påbuddet er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet. Stk. 2. Miljøministeren kan træffe foranstaltninger svarende til de i stk. 1 nævnte over for platforme. Stk. 3. Miljøministeren henholdsvis forsvarsministeren kan træffe yderligere foranstaltninger end de i stk. 1 og 2 nævnte, såfremt dette er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening, der kan medføre alvorlige skader for havmiljøet. Stk. 4. Beslutning om forbud eller påbud efter stk. 1-3 skal snarest muligt meddeles føreren af skibet eller den for platformen ansvarlige eller ejeren eller brugeren af skibet eller platformen. Forbud eller påbud kan meddeles mundtligt, men skal snarest muligt efterfølgende meddeles skriftligt med oplysning om de vilkår, hvorunder frigivelse kan finde sted. Stk. 5. Miljøministeren kan offentliggøre oplysninger om et skibs tilbageholdelse, herunder om navnet på skibets klassifikationsselskab og årsagen til tilbageholdelsen.		4. I § 43 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. Miljøministeren kan forbyde et skib at fortsætte sejlads eller andre aktiviteter eller påbyde, at sejlads eller andre aktiviteter skal følge bestemte retningslinjer, såfremt der fra skibet er sket eller er fare for udledning til luften, som er i strid med loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller omfattes af § 58, og forbuddet eller påbuddet er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening af havet eller luften. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af de nævnte beføjelser.« Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6. 5. I § 43, stk. 2, der bliver til stk. 3, ændres »stk. 1« til: »stk. 1 og 2« 6.§ 43, stk. 3, der bliver til stk. 4, affattes således: »Miljøministeren henholdsvis forsvarsministeren kan træffe yderligere foranstaltninger end de nævnte i stk. 1-3, såfremt dette er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe forurening, der kan medføre betydelig luftforurening eller alvorlige skader for havmiljøet.« 7. I § 43, stk. 4, der bliver til stk. 5, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1-4«

§ 48 a. Miljøministeren kan på nærmere angivne vilkår autorisere klassifikationsselskaber til på miljøministerens vegne at udstede certifikater og foretage syn på skibe, herunder foretage undersøgelser og prøveudtagninger på skibe. Stk. 2. Når der udstedes autorisation i medfør af stk. 1, kan miljøministeren, såfremt klassifikationsselskabet ønsker det, indgå aftale om begrænsning af den autoriseredes ansvar for skader, der indtræffer på grund af simpel uagtsomhed under udførelse af de opgaver, som autorisationen omfatter. Stk. 3. Miljøministeren kan tilbagekalde en autorisation, hvis de vilkår, der er stillet til autorisationen, ikke overholdes.		8.§ 48 a, stk. 1, affattes således: »§ 48 a. Miljøministeren kan på nærmere angivne vilkår autorisere klassifikationsselskaber til på ministerens vegne at udstede certifikater og foretage syn på skibe, herunder foretage undersøgelser og prøveudtagninger på skibe.«

		9. I § 48 a indsættes efter stk. 1 som nye stykker:
		»Stk. 2. Miljøministeren er ikke erstatningsansvarlig for fejl begået af de i stk. 1 nævnte klassifikationsselskaber.
		Stk. 3. Miljøministeren er ikke forpligtet til selv at udstede certifikater og udføre syn, der er omfattet af en autorisation, som er udstedt i medfør af stk. 1.«
		Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 49. .
Stk. 2. Meddelelse til de personer, der er nævnt i § 52, stk. 1, nr. 2, kan finde sted ved offentlig annoncering.		10. I § 49, stk. 2, ændres »nr. 2« til: »nr. 1«.

§ 51. .
Stk. 2. .
Stk. 3. I stedet for de beskikkede sagkyndige medlemmer, der er angivet i § 105, stk. 2, 2. pkt., i lov om miljøbeskyttelse, medvirker ved behandling af klagesager efter § 26 og afgørelse om foretagelse af undersøgelser om optaget havbundsmateriale efter § 45 a sagkyndige medlemmer, der beskikkes af miljøministeren for 4 år ad gangen efter indstilling fra:
1) Danske Havne, Foreningen af Danske Privathavne, Arealudviklingsselskabet I/S, Transport- og Energiministeriet, Danmarks Fiskeriforening, Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i forening.
2) Miljøstyrelsen og By- og Landskabsstyrelsen i forening.		11. I § 51, stk. 3, nr. 2, ændres »Miljøstyrelsen og By- og Landskabsstyrelsen i forening« til: »By- og Landskabsstyrelsen«.

§ 52. Afgørelser efter § 26, kapitel 14 a samt afgørelser truffet efter regler, der er fastsat i medfør af § 33, stk. 2, kan påklages af 1) enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i sagens udfald, 2) kommunalbestyrelsen, 3) Sundhedsstyrelsen, 4) Forbrugerrådet, 5) Danmarks Fiskeriforening, 6) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, 7) Danmarks Rederiforening, 8) Bilfærgernes Rederiforening og 9) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.		12.§ 52, stk. 1, affattes således: »Afgørelser efter § 26, kapitel 14 a samt afgørelser truffet efter regler, der er fastsat i medfør af § 33, stk. 2, kan påklages af 1) enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i sagens udfald, 2) kommunalbestyrelsen, 3) Sundhedsstyrelsen, 4) Forbrugerrådet, 5) Danmarks Fiskeriforening, 6) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, 7) Danmarks Rederiforening, 8) Bilfærgernes Rederiforening, 9) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 10) Danske Havne og 11) Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID).«

§ 57 a. Miljøministeren fastsætter med henblik på opfyldelse af De Europæiske Fællesskabers direktiver og beslutninger på naturbeskyttelsesområdet regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår 1) tilladelser kan meddeles efter § 26, stk. 1, og § 54, stk. 1, og efter regler udstedt i medfør af § 30, stk. 1-3, 2) godkendelser kan meddeles efter regler udstedt i medfør af § 33, stk. 2 og 3, og 3) udarbejdelse af beredskabsplaner kan ske efter § 35.		13.§ 57 a affattes således: »§ 57 a. Miljøministeren fastsætter med henblik på opfyldelse af De Europæiske Fællesskabers direktiver og beslutninger på naturbeskyttelsesområdet regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår 1) tilladelser kan meddeles efter § 26, stk. 1, og § 54, stk. 1, og efter regler udstedt i medfør af § 30, stk. 1-3, 2) godkendelser kan meddeles efter regler udstedt i medfør af § 33, stk. 2-3, 3) udarbejdelse af beredskabsplaner kan ske efter § 35, og 4) udpegning af nødområder og udarbejdelse af nødområdeplaner kan ske efter regler udstedt i medfør af § 37, stk. 1 og 2.«

§ 59. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
1) overtræder § 11, stk. 1 og 2, § 13, § 20, stk. 1, § 21, § 22, stk. 1, § 23, stk. 1, § 25, § 31, stk. 1 og 2, § 53, stk. 1, og § 54, stk. 1,
2) tilsidesætter vilkår efter § 27 og § 54, stk. 1,
3) undlader at foretage indberetning efter § 38, stk. 1-3, eller undlader at meddele oplysninger efter § 38, stk. 4,
4) undlader at efterkomme et forbud eller påbud efter § 43, stk. 1-3, eller forbud efter § 43 a, stk. 1 og 2,		14. I § 59, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 43, stk. 1-3« til: »§ 43, stk. 1-4«
5) modvirker undersøgelser efter § 42 eller tilsyn efter § 45, stk. 2,
6) fjerner eller ændrer udstyr, som tilsynsmyndigheden har anbragt i medfør af en afgørelse efter § 45 a,
7) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. § 1, og
8) modvirker tilbageholdelse efter § 44, stk. 3.
Stk. 2. .
Stk. 3 ..
Stk. 4. Stk. 3 finder ikke anvendelse på overtrædelser begået fra udenlandske skibe, medmindre overtrædelsen er begået i indre territorialt farvand. For overtrædelser begået fra udenlandske skibe i ydre territorialt farvand kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der er tale om forsætlig og alvorlig forurening af havmiljøet.		15. I § 59, stk. 4, indsættes efter »forurening af havmiljøet«: »eller af luften«.

§ 60. (Ophævet)		16.§ 60 affattes således: »§ 60. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelser m.v. som omhandlet i § 59, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 6, samt for overtrædelser af regler udstedt i medfør af § 11, stk. 3, § 14, § 18, § 19, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2 og 3, § 23, stk. 2, § 24, stk. 3, § 30, stk. 1, § 31, stk. 4, § 32, stk. 1 og 2, § 33, stk. 1, § 39, stk. 1, § 40, § 41, og 58 a, stk. 1.«

§ 63. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør af loven skal ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf. Ransagning i sager om ulovlig olieudtømning fra skibe, jf. kapitel 2, kan udføres af forsvarsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, efter retsplejelovens regler om ransagning. Ransagning i sager om ulovlig olieudtømning fra platforme, jf. kapitel 2, eller ulovlig bortskaffelse af stoffer eller materialer, jf. § 30, kan udføres af miljøministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, efter retsplejelovens regler om ransagning.		17.§ 63, stk. 1, 3. pkt., affattes således: »Ransagning i sager om ulovlig olieudtømning fra platforme, jf. kapitel 2, ulovlig bortskaffelse af stoffer eller materialer, jf. § 30, eller ulovlig udledning til luften, jf. regler fastsat i medfør af § 32, kan udføres af miljøministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, efter retsplejelovens regler om ransagning.«
Stk. 2. Befinder et udenlandsk skib sig i ydre territorialt farvand under passage, kan ransagning kun ske efter stk. 1, 1. og 2. pkt., hvis
1) skibet i det indre territoriale farvand med rimelig grund er mistænkt for at have overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør af loven,
2) skibet i det ydre territoriale farvand med rimelig grund er mistænkt for at have overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør af loven på et tidspunkt, hvor det ikke var i passage,
3) der er begrundet mistanke om, at skibet under sin passage af det ydre territoriale farvand har overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør af loven, eller
4) der er begrundet mistanke om, at skibet i den eksklusive økonomiske zone har overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør heraf, hvorved der er sket en betydelig udtømning, som har medført eller truer med at medføre væsentlig forurening af havmiljøet, og skibet har afslået at give oplysninger som nævnt i § 62 a, eller såfremt de af skibet givne oplysninger åbenlyst afviger fra den faktiske situation.		18. I § 63, stk. 2, nr. 4, og i stk. 3, indsættes efter »udtømning«: »eller udledning til luften« og efter »forurening af havmiljøet«: »eller af luften«.
Stk. 3. Befinder et udenlandsk skib sig i den eksklusive økonomiske zone, kan der kun ske ransagning efter stk. 1, 1. og 2. pkt., hvis der er begrundet mistanke om, at skibet i den eksklusive økonomiske zone eller på søterritoriet har overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør heraf, hvorved der er sket en betydelig udtømning, som har medført eller truer med at medføre væsentlig forurening af havmiljøet, og skibet har afslået at give oplysninger som nævnt i § 62 a, eller såfremt de af skibet givne oplysninger åbenlyst afviger fra den faktiske situation.
Stk. 4. .
Stk. 5. .
Stk. 6. .
Stk. 7. .

		19. Efter § 63 b indsættes:
		»§ 63 c. Skibe kan i sager om udledning til luften, herunder fare for udledning til luften, i strid med loven eller forskrifter fastsat i medfør af loven tilbageholdes af politiet, miljøministeren eller den, som miljøministeren bemyndiger dertil.
		Stk. 2. Tilbageholdelse kan ske, hvis det er nødvendigt for at sikre et krav på betaling af bøde, sagsomkostninger eller konfiskation, herunder værdikonfiskation, dog kun indtil de nævnte beløb er betalt, eller der er stillet sikkerhed herfor. Sker dette ikke inden for 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i skibet. Tilbageholdelse kan dog ikke ske, hvis den, der havde rådighed over skibet, da udledningen fandt sted, var uberettiget i besiddelse af skibet.
		Stk. 3. Miljøministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan endvidere tilbageholde dokumenter, papirer og andre beviser af lignende karakter.
		Stk. 4. Befinder et udenlandsk skib sig i ydre territorialt farvand under passage, kan tilbageholdelse kun ske efter stk. 1-3, hvis
		1) skibet i det indre territoriale farvand med rimelig grund er mistænkt for at have overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør af loven,
		2) skibet i det ydre territoriale farvand med rimelig grund er mistænkt for at have overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør af loven på et tidspunkt, hvor det ikke var i passage,
		3) der er begrundet mistanke om, at skibet under sin passage af det ydre territoriale farvand har overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør af loven, eller
		4) der er klart objektivt bevis for, at skibet i den eksklusive økonomiske zone har overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør heraf, hvorved der er sket en udledning, som har medført betydelig skade eller trussel om betydelig skade på kystlinjen eller på kyststatens beslægtede interesser eller på nogen ressourcer på søterritoriet eller i den eksklusive økonomiske zone.
		Stk. 5. Befinder et udenlandsk skib sig i den eksklusive økonomiske zone, kan der kun ske tilbageholdelse efter stk. 1-3, hvis der er klart objektivt bevis for, at skibet i den eksklusive økonomiske zone eller på søterritoriet har overtrådt bestemmelserne i denne lov eller bestemmelser udstedt i medfør af loven, hvorved der er sket en udledning, som har medført en betydelig skade eller trussel om betydelig skade på kystlinjen eller på beslægtede interesser eller på nogen ressource på søterritoriet eller i den eksklusive økonomiske zone.
		Stk. 6. Stk. 4 og 5 finder ikke anvendelse, såfremt skibets flagstat giver samtykke hertil.
		Stk. 7. Såfremt det udenlandske skib forfølges i umiddelbar forlængelse af overtrædelsen (in continenti) fra ét havområde til et andet havområde, der ligger længere væk fra den danske kyst, finder de betingelser for tilbageholdelse anvendelse, som gjaldt i det havområde, hvor forfølgelsen blev iværksat.
		Stk. 8. Ved iværksættelse af tilbageholdelse finder retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse anvendelse med de ændringer, der følger af stk. 1-7.
		Stk. 9. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om udøvelsen af de i stk. 1-3 nævnte beføjelser, herunder regler vedrørende sikkerhedsstillelse.«

		§ 2
		Loven træder i kraft den 1. januar 2009.

		§ 3
		Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

EU-Oplysningen

Resumé

Om lovforslaget

Fremsættelse af forslag

1. behandling

Udvalgsbehandling

2. behandling

3. behandling

L 45 Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet.

(Nødområder for skibe og planer herfor m.v.).

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 30-10-2008