L 49 Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen.

(Sammenskrivning af læseplan og beskrivelser af udviklingen i undervisningen frem mod trin- og slutmål).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 31-10-2008

Fremsættelse: 31-10-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l49_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (31. oktober 2008)

Undervisningsministeren (Bertel Haarder):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen (Sammenskrivning af læseplan og beskrivelser af udviklingen i undervisningen frem mod trin- og slutmål)

(Lovforslag nr. L 49).

Formålet med lovforslaget er - som led i regeringens afbureaukratiseringsreform - at forenkle reguleringen af indholdet af undervisningen i folkeskolen ved at sammenskrive indholdet af læseplaner og beskrivelser af udviklingen i undervisningen frem mod trin- og slutmål i ét dokument.


Undervisningsministeriet fastsætter i dag bindende tekster (formål, slutmål og trinmål) for undervisningen i folkeskolens fag. Slutmål og trinmål er mål for, hvilke kundskaber og færdigheder eleverne skal have tilegnet sig efter afslutningen af et fag og nærmere angivne klassetrin undervejs i undervisningen i faget.


De bindende tekster suppleres af beskrivelser af udviklingen i undervisningen frem mod trin- og slutmål for det enkelte fag (bortset fra fag der kan tilrettelægges over 1 år) og af en læseplan med nærmere angivelse af indholdet af undervisningen.


Undervisningsministeren udsender vejledende beskrivelser og læseplaner, som kommunalbestyrelsen efter forslag fra skolebestyrelserne kan gøre bindende for skolerne. Anvender kommunalbestyrelsen ikke Undervisningsministeriets forslag til beskrivelser og læseplaner, skal kommunalbestyrelsen udarbejde egne beskrivelser og læseplaner.


I forbindelse med en aktuel revision af Fælles Mål har en række arbejdsgrupper sammensat af eksperter inden for de enkelte fag og en styregruppe bestående af arbejdsgruppernes formænd samt en repræsentant for Danmarks Lærerforening gennemgået den gældende regulering. Der er i den forbindelse peget på, at de nuværende rammer er for bureaukratiske. Den gældende ordning med såvel læseplan som beskrivelser giver en høj grad af gentagelser i teksterne.


Det foreslås derfor at afbureaukratisere området ved at sammenskrive indholdet af beskrivelser og læseplaner i ét dokument. Der er alene tale om at forenkle rammerne for indholdet af undervisningen. Formålet med og det faglige indhold af teksterne videreføres.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det Høje Ting.