L 5 Forslag til lov om ændring af årsregnskabsloven.

(Redegørelse for samfundsansvar i større virksomheder).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 16-12-2008

Lovforslag som vedtaget

20081_l5_som_vedtaget (html)

L 5 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af årsregnskabsloven. (Redegørelse for samfundsansvar i større virksomheder).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 16. december 2008

Forslag

til

Lov om ændring af årsregnskabsloven

(Redegørelse for samfundsansvar i større virksomheder)

§ 1

I årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 647 af 15. juni 2006, som ændret ved § 5 i lov nr. 108 af 7. februar 2007, § 63 i lov nr. 468 af 17. juni 2008 og lov nr. 516 af 17. juni 2008, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 99 indsættes:

 »§ 99 a. Store virksomheder skal supplere ledelsesberetningen med en redegørelse for samfundsansvar, jf. stk. 2-7. Ved virksomheders samfundsansvar forstås, at virksomheder frivilligt integrerer hensyn til blandt andet menneskerettigheder, sociale forhold, miljø- og klimamæssige forhold samt bekæmpelse af korruption i deres forretningsstrategi og forretningsaktiviteter. Har virksomheden ikke politikker for samfundsansvar, skal dette oplyses i ledelsesberetningen.

Stk. 2. Redegørelsen skal indeholde oplysning om:

1) Virksomhedens politikker for samfundsansvar, herunder eventuelle standarder, retningslinjer eller principper for samfundsansvar, som virksomheden anvender.

2) Hvordan virksomheden omsætter sine politikker for samfundsansvar til handling, herunder eventuelle systemer eller procedurer herfor.

3) Virksomhedens vurdering af, hvad der er opnået som følge af virksomhedens arbejde med samfundsansvar i regnskabsåret, samt virksomhedens eventuelle forventninger til arbejdet fremover.



Stk. 3. Redegørelsen skal gives i tilknytning til ledelsesberetningen. Virksomheden kan dog i stedet vælge at give redegørelsen

1) i en supplerende beretning til årsrapporten, jf. § 14, hvortil der henvises i ledelsesberetningen, jf. stk. 4, 1. pkt., eller

2) på virksomhedens hjemmeside, hvortil der henvises i ledelsesberetningen, jf. stk. 4, 2. pkt.



Stk. 4. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter regler om offentliggørelse af redegørelsen for samfundsansvar i en supplerende beretning til årsrapporten og revisors pligter i forhold til de oplysninger, som offentliggøres heri, jf. stk. 3, nr. 1. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter regler om offentliggørelse af redegørelsen for samfundsansvar på virksomhedens hjemmeside, herunder regler om virksomhedens opdatering af oplysningerne på hjemmesiden og revisors pligter i forbindelse med de oplysninger, som offentliggøres på hjemmesiden, jf. stk. 3, nr. 2.

Stk. 5. For virksomheder, som udarbejder koncernregnskab, er det tilstrækkeligt, at oplysningerne efter stk. 1 og 2 gives for koncernen som helhed.

Stk. 6. En dattervirksomhed, som indgår i en koncern, kan undlade at medtage oplysningerne i sin egen ledelsesberetning, hvis

1) modervirksomheden opfylder oplysningskravene efter stk. 1 og 2 for den samlede koncern eller

2) modervirksomheden har udarbejdet en fremskridtsrapport i forbindelse med tilslutning til FN's Global Compact eller FN's Principper for ansvarlige investeringer.



Stk. 7. En virksomhed, som har udarbejdet en fremskridtsrapport i forbindelse med tilslutning til FN's Global Compact eller FN's Principper for ansvarlige investeringer, kan undlade at give de oplysninger, som er anført i stk. 1 og 2. Virksomheden skal oplyse i ledelsesberetningen, at den anvender denne undtagelse, og angive, hvor rapporten er offentligt tilgængelig.«

2. I § 135, stk. 5, indsættes før 1. pkt.:

»Hvor det i lovgivningen er tilladt, at oplysninger, som skal gives i årsregnskabet eller koncernregnskabet, alternativt kan placeres i andre dokumenter m.v., hvortil der henvises i årsregnskabet eller koncernregnskabet, omfatter re­vi­sions­pligten efter stk. 1, 1. pkt., de pågældende oplysninger i disse dokumenter m.v.«

3. I § 135, stk. 5, indsættes efter 2. pkt., der bliver 3. pkt.:

»2. og 3. pkt. finder anvendelse på oplysninger, der placeres i ledelsesberetningen, og på oplysninger, der efter denne lov eller regler, som er udstedt efter denne lov, alternativt offentliggøres andre steder, hvortil der henvises i ledelsesberetningen.«

4. I § 135 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »ledelsesberetningen, jf. § 135, stk. 5, 2. pkt.« til: »ledelsesberetningen m.v., jf. § 135, stk. 5, 3. og 4. pkt.«

5. Efter § 149 indsættes før overskriften »Manglende eller for sen modtagelse af årsrapport eller undtagelseserklæring«:

 »§ 149 a. Hvor det i lovgivningen er tilladt, at oplysninger, som skal gives i årsrapporten, alternativt kan placeres i andre dokumenter m.v. end årsrapporten, skal disse dokumenter m.v. være tilgængelige for regnskabsbrugerne på samme tidspunkt som årsrapporten.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2009 og har virkning for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2009 eller senere.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.