Skriftlig fremsættelse (13.
november 2008)
Fødevareministeren (Eva Kjer
Hansen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
statsgaranti for lån til yngre jordbrugere m.v. (Mulighed for
at yde lån til interessentskaber og ændring af
indholdet af præmien for statsgaranti m.v.)
(Lovforslag nr. L 68).
Lovforslaget fremsættes med henblik på
ændring af lov om statsgaranti for lån til yngre
jordbrugere m.v.
Baggrunden for lovforslaget er et ønske fra Dansk
Landbrug om, at interessentskaber bliver omfattet af lov om
statsgaranti for lån til yngre jordbrugere. Baggrunden herfor
var en konkret sag afgjort i Fødevareministeriet i 2008,
hvor et interessentskab havde fået afslag på
ansøgning om statsgaranti for lån til yngre
jordbrugere, som følge af, at der ikke var tale om personlig
erhvervelse og dermed ikke om et ejerforhold, der er omfattet af
lov om statsgaranti for lån til yngre jordbrugere m.v.
Fødevareministeriet har været i dialog med Dansk
Landbrug herom.
Det er fundet hensigtsmæssigt, at interessentskaber kan
opnå statsgaranti for lån til yngre jordbrugere. Dette
skyldes, at erhvervelse af en jordbrugsbedrift via et
interessentskab kan opfattes som en forlængelse af det
personlige selveje.
Med lovforslaget er det samtidig hensigten at ophæve
muligheden for, at et aktie- eller et anpartsselskab, der erhverver
og overtager et væksthusgartneri eller en planteskole, hvori
der indestår et yngre jordbruger-lån, mindst 7 år
efter, at lånet er udbetalt, kan overtage lånet
på nærmere angivne betingelser. Bestemmelsen, som blev
indført ved lov nr. 58 af 18. februar 1981, findes i den
gældende lovs § 14, stk. 2-4, og som et led i almindelig
regelforenkling foreslås bestemmelsen ophævet, da
muligheden for at overtage lånet ikke har været anvendt
i 27 år.
Det foreslås endeligt at ændre risikopræmien
i den gældende ordning med statsgaranti for lån til
yngre jordbrugere til en bredere præmie, der udover en
risikopræmie til dækning af statens tab på
garantier, også indeholder en præmiedel til
dækning af ordningens administrationsomkostninger samt en
præmiedel til en årlig forrentning af en
garantikapital. Den foreslåede ændring af
risikopræmien er en konsekvens af Kommissionens nye
meddelelse (2008/C 155/02), EFT C 155/10 af 20.6 2008 om
anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 på
statsstøtte i form af garantier. Denne meddelelse
ændrer den tidligere meddelelse fra Kommissionen om
anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 angående
statsstøtte i form af garantier (2000/C 71/07) af 11.3
2000.
Opfyldelse af Kommissionens meddelelse (2008/C 155/02)
udelukker eksistensen af statsstøtte i EU-retlig forstand.
Det er fortsat hensigten, at ministeren i forbindelse med en evt.
forhøjelse af præmien - udover en sats på 0,75%
- skal vurdere, om der på et givet tidspunkt er behov for
statsstøttenotifikation for at undgå en sådan
forhøjelse og dermed sikre, at ordningen fortsat vil blive
interessant for de yngre jordbrugere.
Lovforslaget har ikke administrative eller økonomiske
konsekvenser af betydning for staten, regioner og kommuner. For
staten skønnes dog fra 2010 en merindtægt, som
følge af EU´s krav til dækning af administrative
omkostninger og forrentning af en tilstrækkelig
garantikapital.
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
Lovforslaget har ingen konsekvenser overfor borgerne.
Lovforslaget skønnes at have en merudgift for
erhvervslivet fra 2010, som følge af EU´s krav til
dækning af administrative omkostninger og forrentning af en
tilstrækkelig garantikapital. Den forventede merudgift skal
dog sammenholdes med, at den nugældende statsgarantiordning
efter 1. januar 2010 ikke længere vil opfylde EU´s
kriterier for, at der ikke foreligger statsstøtte.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets
bemærkninger, anbefaler jeg lovforslaget til Folketingets
hurtige og velvillige behandling.