L 95 Forslag til lov om digital indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven.

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 17-12-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l95_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (17. december 2008)

Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om digital indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven.

(Lovforslag nr. L 95).

Formålet med lovforslaget er at etablere en obligatorisk digital indberetningsløsning til brug for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af sygedagpenge og dagpenge efter barselloven (SDPI-løsningen). SDPI-løsningen vil give store administrative lettelser og bedre service for arbejdsgiverne samt store administrative lettelser for kommunerne.


Regeringen og KL er enige om en fuld digitalisering af kommunernes administration af syge- og barsel­dagpenge, hvor kommunerne har ansvaret for at etablere, drive, udrulle, videreudvikle og finansiere den nye SDPI-løsning, jf. kommuneaftalen for 2009. SDPI-løsningen skal ejes og drives af kommunerne via et aktieselskab, som ejes 100 pct. af KL.


Beskæftigelsesministeren fastlægger de overordnede krav til opgaveløsningen, er tilsynsmyndighed og har en række styringsredskaber.


SDPI-løsningen gøres obligatorisk for både kommunen, arbejdsgiveren, den selvstændige erhvervsdrivende samt arbejdsløsheds­kassen. Ifølge den nuværende tidsplan sker dette primo 2011.


SDPI-løsningen forventes at medføre kommunale nettobesparelser på 96 mio. kr. årligt fra 2011. Heraf tilfalder de 27,2 mio. kr. staten.


De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet er estimeret til en årlig besparelse for erhvervslivet på 112 mio. kr.


Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Beskæftigelsesministeren fastsætter tidspunktet for kommunernes og arbejdsgivernes pligt til at anvende SDPI-løsningen.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.