Skriftlig fremsættelse (17.
december 2008)
Justitsministeren
(Brian Mikkelsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
visse forbrugeraftaler (Bindingsperiode og opsigelsesvarsel i
løbende forbrugerkontrakter)
(Lovforslag nr. L 97).
Formålet med lovforslaget er at forbedre
forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med løbende
kontraktforhold, således at forbrugerne normalt ikke bindes
af langvarige kontrakter, som det på tidspunktet for aftalens
indgåelse er vanskeligt at overskue konsekvenserne af.
Det foreslås, at der fastsættes generelle regler
om en længste bindingsperiode og et længste
opsigelsesvarsel i aftaler om løbende levering af varer og
tjenesteydelser.
Ved aftaler om løbende levering forstås aftaler,
der indebærer, at den erhvervsdrivende over en periode skal
levere varer eller tjenesteydelser, herunder eksempelvis stille
visse faciliteter eller lignende til rådighed for
forbrugeren.
Efter den gældende forbrugeraftalelov er kun visse
særlige typer af løbende forbrugeraftaler omfattet af
en regel om bindingsperioder og opsigelsesvarsler. Det gælder
bl.a. aftaler om vagt eller redningstjeneste, om undervisning og om
revisionsvirksomhed. Ved sådanne aftaler kan forbrugeren
efter lovens § 25, stk. 1, maksimalt bindes i et år, og
for aftaler om bl.a. avisabonnementer gælder efter § 25,
stk. 2, at forbrugeren maksimalt kan bindes i et halvt
år.
For aftaler, som ikke er omfattet af den gældende §
25 i forbrugeraftaleloven eller af særlige regler om
bindingsperioder i anden lovgivning, gælder, at de alene vil
kunne tilsidesættes i medfør af aftalelovens
almindelige regler om urimelige aftalevilkår.
Efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, kan en
forbrugeraftale ændres eller tilsidesættes helt eller
delvist, hvis det vil være urimeligt eller i strid med
redelig handlemåde at gøre den gældende. Det
samme gælder, hvis det vil bevirke en betydelig skævhed
i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren
at gøre et aftalevilkår gældende.
Vurderingen af, om et aftalevilkår om bindingsperiode
eller opsigelsesvarsel er i strid med aftalelovens § 38 c, jf.
§ 36, vil bero på en konkret vurdering af det samlede
aftaleforhold. Spørgsmålet har i praksis givet
anledning til en række sager ved Forbrugerklagenævnet
og domstolene, og ifølge Forbrugerombudsmanden modtager man
et betydeligt antal klager og andre henvendelser hvert år
vedrørende spørgsmålet om bindingsperioders og
opsigelsesvarslers længde.
På denne baggrund finder Justitsministeriet, at der er
behov for at skabe en klarere retstilstand på dette
område og derved mindske usikkerheden om retstilstanden og
begrænse antallet af tvister.
Forslaget er udarbejdet på baggrund af drøftelser
med berørte myndigheder og organisationer og i lyset af de
høringssvar, Justitsministeriet har modtaget i forbindelse
med en høring over et udkast til lovforslag.
Det foreslås på denne baggrund, at forbrugeren som
hovedregel skal kunne opsige en aftale om løbende levering
af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til
udgangen af en måned, når der er gået 5
måneder efter aftalens indgåelse. Det vil i praksis
indebære, at forbrugeren vil kunne komme ud af kontrakten
efter 6-7 måneder.
I praksis betyder forslaget, at den maksimale bindingsperiode
for de aftaletyper, som efter gældende ret har været
omfattet af forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1, eksempelvis
aftaler om vagt eller redningstjeneste, nedsættes fra 12-13
måneder til 6-7 måneder, og at opsigelsesvarslet efter
udløbet af bindingsperioden nedsættes fra 3
måneder til 1 måned. For aftaler omfattet af § 25,
stk. 2, eksempelvis avisabonnementer, fastholdes den længste
bindingsperiode på 6-7 måneder, mens opsigelsesvarslet
efter udløbet af bindingsperioden nedsættes fra 3
måneder til 1 måned.
For forbrugeraftaler, som ikke hidtil har været omfattet
af en regel om længste bindingsperiode og opsigelsesvarsel,
eksempelvis aftaler om leje af løsøre eller levering
af tv-programmer eller lignende, vil der efter forslaget ikke med
bindende virkning for forbrugeren kunne aftales en bindingsperiode
på mere end 5 måneder og et opsigelsesvarsel efter
bindingsperiodens udløb på mere end en måned
(til udgangen af en måned).
Forslaget berører ikke aftaletyper, som er reguleret i
anden civilretlig lovgivning, eksempelvis leje af hus eller husrum
omfattet af lejeloven.
Da variationen i de aftaler, der er omfattet af
forbrugeraftaleloven, er ganske betydelig, indeholder forslaget
nogle undtagelser fra hovedreglen.
Som udtryk for en "bagatelgrænse" foreslås det
således, at den foreslåede hovedregel ikke skal finde
anvendelse på aftaler, der løber over højst et
år, hvis den samlede pris for leveringen ikke overstiger
2.000 kr., og den samlede betaling skal ske inden 14 dage efter
aftalens indgåelse. Hensynet til at give forbrugeren ret til
at opsige aftalen efter kortere tid er således efter
Justitsministeriets opfattelse mindre tungtvejende, når
forbrugerens samlede betalingsforpligtelse skal afvikles ved
aftaleperiodens begyndelse, og aftalen ikke automatisk
forlænges ved manglende opsigelse.
Den foreslåede undtagelsesregel vil formentlig bl.a.
indebære, at de fleste årskort til zoologiske
anlæg, forlystelsesparker og andre kulturinstitutioner ikke
vil være omfattet af hovedreglen om en maksimal
bindingsperiode på 6-7 måneder.
Desuden foreslås det, at der gyldigt kan aftales en
bindingsperiode på op til et års tid (11 måneder
kombineret med 1 måneds opsigelsesvarsel til udgangen af en
måned), hvis den samlede årlige pris for leveringen
overstiger 20.000 kr. og aftalen er forbundet med startomkostninger
for den erhvervsdrivende, der overstiger den gennemsnitlige pris
for 6 måneders løbende levering. Startomkostninger kan
f.eks. være, at der skal ske en særlig tilvirkning
eller opsættes maskinel hos forbrugeren, eller der
påføres den erhvervsdrivende en betydelig
værdiforringelse ved aftalens start. Denne undtagelse vil
f.eks. kunne omfatte aftaler om leasing af nye biler på grund
af det store værditab, der normalt er forbundet med
ibrugtagning af en ny bil.
Det foreslås endvidere at fastsætte i loven, at
hvis en løbende aftale gyldigt opsiges før
udløbet af den aftalte periode, og forbrugeren derfor har
krav på tilbagebetaling af en eventuel forudbetaling for
perioden efter opsigelsen, kan den erhvervsdrivende ved beregningen
af, hvor meget der skal tilbagebetales, tage hensyn til
sæsonmæssige udsving i den løbende ydelses
værdi.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til Det Høje Tings velvillige behandling.