Fremsat den 27. november 2009 af
Lone Dybkjær (RV), Bente Dahl (RV),
Margrethe Vestager (RV) og Morten Østergaard (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om særligt børnetilskud til
selvvalgt enlige forældre
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingsår at fremsætte de
nødvendige lovforslag, der sikrer, at selvvalgt enlige
forældre får ret til særligt børnetilskud
på lige fod med alle andre enlige forældre.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med det særlige børnetilskud er at
spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud under
børn, der kun har en forsørger. Alligevel er
eneadoptanter og enlige kvinder, der er blevet kunstigt befrugtet,
ikke berettiget til ydelsen.
Forslagsstillerne mener, at det er urimeligt, at børn,
der er adopteret eller blevet til på en jordemoderklinik,
stilles dårligere end andre børn af enlige.
Forslagsstillerne har det helt principielle synspunkt, at
støtten gives til barnet, der ikke selv vælger sin
egen familie. Derfor bør tildelingen af ydelsen heller ikke
afhænge af, hvorvidt moren eller faren selv har valgt at
påtage sig eneforsørgerrollen. Derudover er det ikke
altid muligt at afgøre, hvorvidt en kvinde selv har valgt at
blive eneforsørger. Det har den uheldige konsekvens, at den
nuværende lovgivning stiller børn, der er blevet til
efter tilfældig sex, bedre end børn, der er blevet til
ved hjælp af kunstig befrugtning. Med forslaget ønsker
forslagsstillerne at rette op på den uhensigtsmæssige
forskelsbehandling og sende et signal om, at en god familie kan
blive til på mange forskellige måder.
Forslaget forventes at medføre merudgifter for 2,5 mio.
kr. første år, stigende til ca. 75 mio. kr., når
forslaget er fuldt ud indfaset. Forslaget er finansieret på
Det Radikale Venstres forslag til finanslov for 2010.
Skriftlig fremsættelse
Lone Dybkjær
(RV):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
særligt børnetilskud til selvvalgt enlige
forældre.
(Beslutningsforslag nr. B 67).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.