Ministeren bedes beskrive, hvor meget styring kommunerne virkelig får ud af lovforslaget, idet der ønskes en detaljeret gennemgang af nedenstående to eksempler:
"1) For langt de fleste borgere, der anbringes i botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108, er borgere med f.eks. udviklingshæmning eller psykisk sygdom, der fint rummes i almindelige botilbud, uden at kommunen konstant får regninger for ekstra ydelser. Med andre ord købes en plads i et botilbud i en anden kommune til en kendt pris. Den aftalte pris betales, sagen oversendes og alle er naturligvis overbeviste om, at den nye kommune tager sig godt af denne borger. Skulle kommunerne være for flittige til at hæve taksten, så kan det jo nemt reguleres i rammeaftalerne."
"2) For så vidt angår den lille gruppe af borgere, der har brug for helt specialiserede tilbud. Her er der ofte tale om så svage borgere, at enkelte af dem har brug for solotilbud. Måske skal der bygges et anneks, da de ikke magter at være sammen med andre. Altså et botilbud, der i forvejen er mere udgiftstungt end de fleste og som så for enkelte borgere bliver ekstra omkostningstungt. I disse tilfælde vil den anbringende kommune altid inddrages i disse solotilbud, da de jo skal betale. Det giver dem også mulighed for at sige, at de vil finde et andet tilbud, hvis de ikke er enige i vores beslutninger. I øvrigt kan de allerede i dag forblive handlekommune, hvis borgeren samtykker."
Dato: 19-04-2010
Status: Endeligt besvaret