Betænkning afgivet af Miljø-
og Planlægningsudvalget den 14. april 2010
1. Ændringsforslag
Der er stillet 7 ændringsforslag til lovforslag nr. L
103. Miljøministeren har stillet ændringsforslag nr.
1-4. Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 5. Socialdemokratiets medlemmer af
udvalget har stillet ændringsforslag nr. 6 og 7.
Miljøministeren har stillet 5 ændringsforslag til
lovforslag nr. L 104.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslagene blev fremsat den 14. januar 2010 og var til 1.
behandling den 29. januar 2010. Lovforslagene blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Miljø- og
Planlægningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslagene i 4 møder.
Høring
Et udkast til lovforslagene har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og miljøministeren sendte
den 21. september 2009 disse udkast til udvalget, jf.
folketingsåret 2008-09, MPU alm. del - bilag 822. Den 18.
januar 2010 sendte miljøministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Teknisk gennemgang
Miljøministeren har i forbindelse med udvalgets
behandling af lovforslagene, afholdt en teknisk gennemgang af
lovforslagene.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget
skriftlige henvendelser fra:
DI - Organisation for erhvervslivet,
Energi- og Olieforum,
Foreningen af Rådgivende Ingeniører og
Landbrug & Fødevarer.
Miljøministeren har over for udvalget kommenteret de
skriftlige henvendelser til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 19 spørgsmål til
miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF og
KF) indstiller lovforslagene til vedtagelse med de af miljøministeren
stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti under nr. 5-7 til
lovforslag nr. L 103 stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (S, SF,
RV, EL og IA) indstiller lovforslagene til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag. Såfremt de af mindretallet stillede
ændringsforslag nr. 5, 6 og 7 til lovforslag nr. L 103 ikke
vedtages ved 2. behandling, vil mindretallet stemme imod
lovforslagene ved 3. behandling.
Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale
Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget finder, at en
sammenlægning af Miljøklagenævnet og
Naturklagenævnet for så vidt kan være
hensigtsmæssig. Imidlertid er et af de største
problemer med nævnene, at der er en urimelig lang
sagsbehandlingstid, hvilket ikke ses at være løst med
det pågældende forslag, da årsagen hertil
primært er manglende ressourcer. Loven ses derfor
primært som en praktisk foranstaltning, der kan være
udmærket, såfremt forringelser i klageadgangen fjernes
fra loven og spørgsmålet om konsekvenserne ved
principielle afgørelser belyses.
Det foreslås derfor, at klagesagsgebyret helt fjernes
fra loven. Mindretallet finder, at der er tale om en
væsentlig forringelse af klageadgangen, og at det ikke er
godtgjort, at et gebyr har en væsentlig indflydelse på
antallet af åbenlyst grundløse sager, jf. L 103/L 104
- svar på spørgsmål 3-8. Der er ingen
oplysninger om antallet af grundløse sager og ingen
vurdering af, hvor mange sager der vil kunne undgås med
opkrævning af gebyr. Til gengæld er det
bekræftet, at f.eks. Det Økologiske Råd skulle
have betalt over 230.000 kr. over en treårig periode i
gebyr. Selv om beløbet tilbagebetales, hvis der
gives medhold, finder mindretallet, at gebyret er en
væsentlig ulempe, der vil stille grønne organisationer
ringere, end de er i dag, jf. ændringsforslag nr. 6 og 7 til
lovforslag nr. L 103.
Partierne finder det endvidere afgørende, at ministeren
forpligtes til at oplyse, hvorvidt principielle afgørelser
fra nævnet giver anledning til lovændringer eller
ændringer i bekendtgørelser, vejledninger eller andre
administrative forskrifter, jf. ændringsforslag nr. 5 til
lovforslag nr. L 103.
Mindretallet støtter sammenlægningen af de to
nævn. Partierne mener samtidig, at den til enhver tid
siddende regering skal forpligtes til at lytte til
nævnets afgørelser og ændre praksis og om
nødvendigt præcisere lovgivning, regler og
vejledninger. Partierne foreslår derfor, at ministeren
forpligtes til at forholde sig præcist til nævnets
afgørelser og ændre lovgivningen m.v. om
fornødent. Det vil være mere ærligt, hvis en
regering åbent ændrer lovgivning og praksis i en mere
miljøskadelig retning - i det omfang det er foreneligt med
EU-lovgivningen - i stedet for at omgå nævnets
afgørelser i det skjulte.
Det er efter mindretallets opfattelse sket i sager om
kommunernes miljøgodkendelser af husdyrbrug. Her har
Miljøstyrelsen udarbejdet en vejledning til kommunerne om,
hvordan Miljøankenævnets afgørelser skal
tolkes. Miljøklagenævnet har imidlertid hverken
godkendt eller kommenteret Miljøstyrelsens vejledning, der i
praksis anvendes til at gennemføre en mere lempelig praksis
i kommunerne i sager vedrørende godkendelser af
husdyrbrug.
Liberal Alliance, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og
Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens
afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og
havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
til
I. Forslag til lov om Natur- og
Miljøklagenævnet
Til § 3
Af miljøministeren, tiltrådt af
udvalget:
1) I
stk. 2, nr. 1, ændres
»Dansk Industri« til: »DI - Organisation for
erhvervslivet«.
[Korrektion]
Af miljøministeren, tiltrådt af
udvalget:
2) I
stk. 2, nr. 6, ændres
»Verdensnaturfonden« til: »WWF
Verdensnaturfonden«.
[Korrektion]
Til § 8
Af miljøministeren, tiltrådt af
udvalget:
3) I
stk. 1, 1. og 2.
pkt., indsættes efter »formanden«:
»eller en stedfortræder for denne«.
[Præcisering]
Til § 12
Af miljøministeren, tiltrådt af
udvalget:
4) I
stk. 1, 2. pkt., indsættes efter
»Formanden«: »eller en stedfortræder for
denne«.
[Præcisering]
Ny paragraf
Af et mindretal
(SF), tiltrådt af et mindretal
(S, RV, EL og IA):
5)
Efter § 13 indsættes som ny paragraf:
»
§ 01.
Miljøministeren orienterer et af Folketinget nedsat udvalg
herom, hvis Natur- og Miljøklagenævnets
årsberetning eller principielle afgørelser giver
ministeren anledning til overvejelser om ændring af regler
eller vejledninger.
«
[Ministeren orienterer om
overvejelser om ændring af regler eller vejledninger som
følge af Natur- og Miljøklagenævnets
afgørelser]
Til kapitel 5
Af et mindretal (S),
tiltrådt af et mindretal (SF, RV,
EL og IA):
6)
Kapiteloverskriften affattes således:
»
Klage og søgsmål
»
«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 7]
Til § 18
Af et mindretal (S),
tiltrådt af et mindretal (SF, RV,
EL og IA):
7)
Paragraffen udgår.
[Bemyndigelse til at
fastsætte gebyr udgår]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget er alene en korrektion af
navnet.
Til nr. 2
Ændringsforslaget er alene en korrektion af
navnet.
Til nr. 3 og 4
Ændringsforslaget er alene en præcisering af, at
brugen af en stedfortræder for formanden skal være
muligt i alle tilfælde, hvor formanden i medfør af
loven er tillagt kompetence.
Det har således ikke været hensigten, at man
skulle kunne slutte modsætningsvis i situationer omfattet af
forslagets § 8, stk. 1, 1. og 2. pkt., og § 12, stk. 1,
2. pkt.
Til nr. 5
Efter forslaget forpligtes miljøministeren til over for
et af Folketinget nedsat udvalg at orientere om, hvorvidt
principielle nævnsafgørelser eller nævnets
årsberetning giver anledning til overvejelser om
lovændringer eller ændringer i vejledninger m.m. fra
ministeriet.
Til nr. 6 og 7
Det foreslås, at bemyndigelsen til at fastsætte
gebyr for behandlingen af klager udgår. Herved sikres, at der
ikke kan fastsættes et gebyr for at klage til
nævnet i alle sager, der efter lovgivningen kan indbringes
for nævnet.
Ændringsforslag
til
II. Forslag til lov om
ændring af lov om naturbeskyttelse, lov om
miljøbeskyttelse og forskellige andre love
(Ændringer som
følge af lov om Natur- og Miljøklagenævnet
m.v.)
Til § 15
Af miljøministeren, tiltrådt af
udvalget:
1) I
den under nr. 2 foreslåede
affattelse af § 51, stk. 2, nr. 8,
og stk. 3, nr. 5, ændres
»Verdensnaturfonden« til: »WWF
Verdensnaturfonden«.
[Korrektion]
Til § 19
Af miljøministeren, tiltrådt af
udvalget:
2) I
den under nr. 2 foreslåede
affattelse af § 55, stk. 2. nr. 1,
ændres »Dansk Industri« til: »DI -
Organisation for erhvervslivet«.
[Korrektion]
Af miljøministeren, tiltrådt af
udvalget:
3) I
den under nr. 2 foreslåede
affattelse af § 55, stk. 2, nr. 5,
ændres »Verdensnaturfonden« til: »WWF
Verdensnaturfonden«.
[Korrektion]
Til § 20
Af miljøministeren, tiltrådt af
udvalget:
4) I
den under nr. 5 foreslåede
affattelse af § 34, stk. 2, nr. 1,
ændres »Dansk Industri« til: »DI -
Organisation for erhvervslivet«.
[Korrektion]
Af miljøministeren, tiltrådt af
udvalget:
5) I
den under nr. 5 foreslåede
affattelse af § 34, stk. 2,
indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:
»
6) WWF
Verdensnaturfonden.
«
Nr. 6-8 bliver herefter nr. 7-9.
[Tilføjelse til listen over
organisationer, der kan indstille sagkyndige]
Bemærkninger
Til nr. 1-4
Ændringsforslagene består alene i korrektion af
navne.
Til nr. 5
Det foreslås, at WWF Verdensnaturfonden i lov om
miljø og genteknologi tilføjes på listen over
organisationer, der kan indstille sagkyndige til beskikkelse til
brug for behandlingen af klagesager i Natur- og
Miljøklagenævnet med den sagkyndige
sammensætning svarende til, hvad der er foreslået i de
øvrige love.
Peter Juel Jensen V
nfmd. Eyvind Vesselbo V
Erling Bonnesen V Birgitte Josefsen V
Hans Christian Thoning V Jørn Dohrmann DF
Liselott Blixt DF Steen Konradsen KF
Henrik Rasmussen KF Torben Hansen S Mette Gjerskov S
Flemming Møller Mortensen S Ida Auken SF
fmd. Steen Gade SF
Erika Lorentsen RV Per Clausen EL Sofia Rossen
IA
Liberal Alliance, Siumut,
Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 | | Liberal Alliance (LA) | 3 |
Socialdemokratiet (S) | 45 | | Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 | | Siumut (SIU) | 1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 | | Tjóðveldisflokkurin (TF) | 1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 18 | | Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Det Radikale Venstre (RV) | 9 | | Uden for folketingsgrupperne | 2 |
Enhedslisten (EL) | 4 | | (UFG) | |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 103 og L 104
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra miljøministeren |
2 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslagene |
3 | Henvendelse af 2/2-10 fra DI -
Organisation for erhvervslivet, Foreningen af Rådgivende
Ingeniører og Landbrug & Fødevarer |
4 | Henvendelse af 3/2-10 fra Energi- og
Olieforum |
5 | Invitation til teknisk gennemgang af L 103
og L 104, fra miljøministeren |
6 | Plancher fra teknisk gennemgang af
lovforslagene, fra miljøministeren |
7 | Ændringsforslag fra
miljøministeren |
8 | Ændringsforslag fra
miljøministeren |
9 | Henvendelse af 16/3-10 fra DI -
Organisation for erhvervslivet, Foreningen af Rådgivende
Ingeniører, Landbrug & Fødevarer og Energi- og
Olieforum |
10 | 1. udkast til betænkning |
| |
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 103
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om kommentar til henvendelse af
2/2-10 fra DI - Organisation for erhvervslivet, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
2 | Spm. om, hvorfor der i nogle
tilfælde anvendes lægmænd og nogle tilfælde
eksperter, til miljøministeren, og ministerens svar
herpå |
3 | Spm. om, hvor mange åbenlyst
grundløse klager der er indkommet til henholdsvis
Miljø- og Naturklagenævnet i de sidste 5 år
fordelt på hvert enkelt år, til miljøministeren,
og ministerens svar herpå |
4 | Spm. om, hvor stor en reduktion af
åbenlyst grundløse klager ministeren forventer ved
indførelse af et gebyr, til miljøministeren, og
ministerens svar herpå |
5 | Spm., om ministeren vil oplyse antallet af
klagere, som forventes at afholde sig fra at klage pga. et gebyr -
selv om de pågældende kunne være reelle,
altså ikke åbenlyst grundløse klager, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
6 | Spm. om, hvor lang en sagsbehandlingstid
der kan forventes efter sammenlægningen af klagenævnene
- opdelt på forskellige typer af klager, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
7 | Spm., om manglende betaling af klagegebyr
får indflydelse på klagens opsættende virkning,
til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
8 | Spm., om det er korrekt, at Det
Økologiske Råd ville komme til at betale over 100.000
kr. i gebyr, hvis der var indført gebyr på klagesager,
til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
9 | Spm. om en redegørelse for
forskellene på de nuværende formænds kompetencer
og den fremtidige formands kompetencer, til miljøministeren,
og ministerens svar herpå |
10 | Spm. om, hvornår et
visitationsudvalg forventes at skulle anvendes, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
11 | Spm. om, hvordan der sikres paritet i
afgørelserne, når medlemmerne vælges fra en
liste uden hensyn til, hvem der har indstillet det enkelte medlem,
til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
12 | Spm., om der er taget stilling til
medlemmers habilitet, når der behandles en sag, der
involverer en af de organisationer, der har indstillet et medlem,
til miljøministeren, og ministerens svar herpå |
13 | Spm., om der påtænkes
offentliggørelse af alle afgørelser, herunder om de
vil være nemt tilgængelige på internettet,
så borgerne, organisationer og virksomheder nemt kan
gøre sig bekendt med praksis, til miljøministeren, og
ministerens svar herpå |
14 | Spm., om ministeren vil stille
ændringsforslag, der forpligter det sammenlagte Natur- og
miljøklagenævn til at offentliggøre
halvårlige rapporter om nævnets afgørelser, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
15 | Spm. om ministeren vil give tilsagn om, at
ministeren i forbindelse med denne halvårlige rapportering
vil kommentere rapporten og tilkendegive, om nævnets
afgørelser giver anledning til ændringer i love,
bekendtgørelser, vejledninger m.v., til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
16 | Spm. om ministeren - såfremt hun
ikke ønsker at stille ændringsforslag om
offentliggørelse og kommentering af halvårlige
rapporter om nævnets afgørelse som teknisk bistand -
vil udarbejde ændringsforslag desangående, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
17 | Spm., om ministeren vil finde det
hensigtsmæssigt, at miljøministeren forpligtes til at
oplyse, hvorvidt principielle nævnsafgørelser eller
nævnets årsrapport giver anledning til overvejelser om
lovændringer eller ændringer i vejledninger m.m. fra
ministeriet, til miljøministeren, og ministerens svar
herpå |
18 | Spm. om kommentar til henvendelse af
16/3-10 fra Landbrug & Fødevarer m.fl., til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
19 | Spm. om teknisk bistand til et
ændringsforslag, der sikrer, at der ikke kan fastsættes
et gebyr for at klage til nævnet i alle sager, der efter
lovgivningen kan indbringes for nævnet, til
miljøministeren, og ministerens svar herpå |
| |