Skriftlig fremsættelse (7. oktober
2009)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Lene Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling mv. (Videregivelse og
behandling af oplysninger om forbud mod ophold i bestemte
virksomheder)
(Lovforslag nr. L 13).
Som led i et politisk ønske om at sikre et tryggere
natteliv, fremsatte Dansk Folkeparti i 2007 beslutningsforslag B
112 indeholdende en række punkter, der alle skulle medvirke
til at opnå et tryggere natteliv.
Et af elementerne i beslutningsforslaget var at sikre, at
personer, der i medfør af restaurationsloven havde
fået forbud mod at opholde sig i bestemte restaurationer,
også rent faktisk blev hindret adgang hertil.
Med henblik på at sikre ovenstående opfordrede
Retsudvalget i oktober 2007 justitsministeren til at nedsætte
et udvalg, der skulle overveje, hvordan restaurationer kunne sikres
adgang til identitetsoplysninger på personer med
restaurationsforbud, så et givent forbud også kunne
håndhæves.
Justitsministeren nedsatte herefter et udvalg, der som led i
bestræbelserne på at skabe et tryggere natteliv bl.a.
skulle se på muligheden for bedre at kunne
håndhæve de forbud, som politiet udsteder med henblik
på at sikre, at visse personer ikke må opholde sig
bestemte steder.
Udvalget har i marts 2009 afgivet en "Betænkning om
restaurationers adgang til identitetsoplysninger på personer
med restaurationsforbud", som er afleveret til justitsministeren.
Et enigt udvalg står bag et forslag i
betænkningen.
Lovforslaget bygger i det væsentlige på de
overvejelser og anbefalinger, som fremgår af udvalgets
betænkning. Den gældende ordning i restaurationsloven
bliver med forslaget mere effektiv.
Med ændringen får politiet en klar hjemmel til at
videregive oplysninger til restauratører om, hvilke personer
der har fået forbud mod at opholde sig i den
pågældende restauration. Endvidere indføres der
regler om tavshedspligt for de personer, der får kendskab
til, hvem der har et sådant restaurationsforbud.