Skriftlig fremsættelse (17. marts
2010)
Klima- og
energiministeren (Lykke Friis):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
fremme af energibesparelser i bygninger (Fremrykning af pligt til
energimærkning ved salg ved ejendomsformidler og
offentliggørelse af påtaler og advarsler, m.v.)
(Lovforslag nr. L 161).
Lovforslaget forpligter sælgere til at sikre, at der
foreligger en gyldig energimærkning af deres bygning forud
for annoncering af salg. Dette sker med henblik på at kunne
stille krav til ejendomsmæglerne om at angive en bygnings
energimærke, dvs. bygningens indplacering på A-G
skala'en, ved annoncering af boliger til salg.
Denne nye annonceringspligt for ejendomsmæglere vil
blive udmøntet ved en ændring af
formidlingsbekendtgørelsen, som er udstedt i medfør
af lov om omsætning af fast ejendom.
Lovforslaget indeholder herudover forslag til hjemmel til at
fastsætte regler om at offentliggøre afgørelser
om klage- og disciplinærsager mod energikonsulenter og
energimærkningsfirmaer. Forslaget er en del af
opfølgningen på evalueringen af den danske
energibesparelsesindsats i 2008, og formålet med
ændringen er dels at bidrage til en højnelse af
kvaliteten af energimærkninger, og dels at give forbrugerne
en bedre beskyttelse. Der gælder en tilsvarende hjemmel for
konsulenter, der udfører huseftersyn.
Endelig indeholder forslaget en række mindre
ændringer af mere teknisk karakter, herunder afklaring af
ansvarsforhold for fremskaffelse af energimærkninger i
forbindelse med salg af ejerlejligheder og lignende, samt en
præcisering af reglerne for energimærkning af
offentlige bygninger.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med
bemærkninger, anbefales forslaget til Folketingets velvillige
behandling.