L 164 Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

(Ungdomskriminalitet).

Af: Justitsminister Lars Barfoed (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 20-05-2010

Afgivet: 20-05-2010

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 20. maj 2010

20091_l164_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 20. maj 2010

1. Ændringsforslag

Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 17. marts 2010 og var til 1. behandling den 15. april 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 11. januar 2010 dette udkast til udvalget, jf. REU alm. del - bilag 208. Den 17. marts 2010 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Amnesty International.


Justitsministeren har over for udvalget kommenteret henvendelsen.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 57 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et mindretal i udvalget (S, SF, RV og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for det stillede ændringsforslag.


Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget kan ikke støtte lovforslaget for den del, som angår nedsættelsen af den kriminelle lavalder, og ser frem til at rulle den kriminelle lavalder tilbage til nuværende niveau, når vi får regeringsmagten. S, SF, RV og EL kan tillige ikke tilslutte sig fjernelsen af loftet over strafferammen vedrørende unge lovovertrædere, således at disse kan idømmes straffe over 8 år. S, SF, RV og EL noterer sig, at regeringens egen Ungdomskommission er på linje med S, SF, RV og EL, idet kommissionen heller ikke kan støtte en nedsættelse af lavalderen og fjernelse af loftet vedrørende strafferabatten.


Danmark vil efter den foreslåede lovændring være det eneste nordiske land med en lavalder på under 15 år. S, SF, RV og EL konstaterer, at Danmark nu træder tilbage fra en historisk udvikling, hvor man gradvis har sat den kriminelle lavalder op og ender i samme liga som Slovakiet, Bulgarien og Cypern. Det er tillige et tilbageskridt i forhold til FN, som anbefaler, at den kriminelle lavalder sættes op og ikke ned. S, SF, RV og EL noterer sig i den forbindelse, at der ikke ses at være høringssvar til lovforslaget, som er positive over for en nedsættelse af lavalderen.


Der synes ikke at være saglige grunde til at nedsætte den kriminelle lavalder, og regeringen er da også overgået til et argument, der hedder, at unge lovovertrædere skal mødes med fasthed og konsekvens.


Kriminalitetsudviklingen kan ikke begrunde en nedsættelse af den kriminelle lavalder, og Ungdomskommissionen konkluderer således i betænkning nr. 1508, 2009, at »overordnet set må udviklingen i ungdomskriminalitet betragtes som positiv, idet såvel selvrapporterings-undersøgelserne som den registrerede kriminalitet tyder på, at kriminalitet blandt unge er mindsket gennem de sidste 20-30 år.«


Justitsministeriet har intet kendskab til fagfolk og eksperter, der anbefaler en nedsættelse af lavalderen, jf. svar på spørgsmål nr. 5, og man kan heller ikke redegøre for, hvordan en sænkning af den kriminelle lavalder kan siges at virke præventivt, jf. svar på spørgsmål nr. 32. Der er altså ingen faglig eller saglig støtte for forslaget.


Ser man på den tilgængelige forskning, viser den, at der er forhøjet risiko for, at når man koncentrerer »problembørn« på samme sted, stabiliserer de deres kriminelle selvbillede og fasttømrer en kriminel løbebane. Med andre ord er der risiko for, at børn bliver mere kriminelle af fængsel og sikrede institutioner. Denne viden taler imod en nedsættelse af lavalderen.


Det virker derfor nærmest absurd, at justitsministeren i svar på spørgsmål nr. 18 til Amnesty Internationals høringssvar afvejer hensynet til barnets tarv, jf. Børnekonventionen, med at »….holde børn og unge ude af kriminalitet, således at de kan vokse op og få en velfungerende tilværelse som aktive og lovlydige samfundsborgere,« når man med lovforslaget vælger at flere og yngre børn nu skal placeres i omgivelser, hvor de risikerer at blive mere kriminelle. Det er direkte selvmod-sigende, når man i svar på spørgsmål nr. 12 angiver, at en af grundene til, at man netop i sin tid nedlagde de særlige ungdomsafdelinger i fængslerne var, at de unge øvede dårlig indflydelse på hinanden.


Endelig vækker det undren, at regeringen mener, at »børn og unge er netop karakteriserede ved ikke at være fuldt udviklede, det gælder såvel fysisk som psykisk. … gennemgående er imidlertid, at jo yngre alder jo mindre modenhed og dermed mindre mulighed for at vurdere og overskue resultater og konsekvenser af sine handlinger« jf. svaret på spørgsmål nr.14, men ikke godtgør, hvorfor denne modenhed nu tilsyneladende indtræffer ved 14-års alderen, og regeringens betragtninger om modenhed derfor ikke stemmer overens med en nedsættelse af den kriminelle lavalder.


Ligeledes er det heller ikke godtgjort, hvorfor regeringen mener, at 12-13-årige godt kan møde konsekvens og fasthed i det sociale system, men at dette system nu er uegnet til de 14-årige.


S, SF, RV og EL føler sig ikke overbevist om, at lovforslaget ikke fører til 14-årige i voksenfængsel. Vi stiller derfor ændringsforslag om, at lovforslagets ikrafttræden udskydes, indtil de 26 sikrede pladser, der er lagt op til at etablere, er bygget, og det giver regeringen og Dansk Folkeparti mulighed for at vise, at de faktisk mener det, når de siger, at børn ikke skal i fængsel, og at der vil være sikrede institutionspladser til at sikre, at det ikke sker. Erfaringerne har indtil nu vist, at unge under 18 år desværre meget ofte ender i fængslerne, hvor de ikke skal være, på grund af pladsmangel hos de sikrede institutioner.


S, SF, RV og EL hæfter sig ved, at ministeren ikke vil give garantier for, at de unge ikke indsættes i »voksenfængsler,« men i stedet taler om, at det ikke er udgangspunktet, at de unge skal i fængsel. Med andre ord kan det ikke andet end tolkes derhen, at det godt vil kunne ske, og Dansk Folkepartis krav om en garanti for, at 14-årige ikke ender i fængsel, synes tom. Erfaringer viser desuden, at de unge ofte sidder under isolationslignende vilkår i voksenfængslerne, idet de ifølge Børnekonventionen ikke må have omgang med de voksne fanger. Sundhedsstyrelsen er godt nok ikke bekendt med forskning, som belyser virkningen af isolation, når det gælder børn, men vi ved, at det skader voksne og samtidig, at børn generelt er mere sårbare end voksne og dermed i højere grad vil være i risiko for psykiske følgevirkninger i forbindelse med isolation. På den baggrund tager S, SF, RV og EL den stærkeste afstand fra, at unge under 18 år placeres i arrester og fængsler.


Det bemærkes i øvrigt, at adfærdsforstyrrelser hos børn i 10-15 års alderen kan dække over en ikke erkendt psykiatrisk lidelse og at undersøgelser peger på, at 2/3 af unge varetægtsfængslede har en eller flere, som oftest udiagnosticeret, psykiatrisk sygdom eller forstyrrelse - og isolationsfængsling af disse kan have skadelige konsekvenser og dermed ikke er fagligt tilrådeligt.


S, SF, RV og EL finder i lighed med Den Danske Dommerforening, at Straffelovrådet burde have vurderet sænkelsen af lavalderen.


Vedrørende loftet over strafferammen har der samlet set været tale om 7 sager med børn og unge over de seneste 10 år, hvor loftet har været anvendt, således at unge ikke kan idømmes længere straffe end 8 år. De syv sager er af ganske alvorlig karakter, men der er ikke tale om en tiltagende udvikling, som gør det påkrævet af fjerne dette loft, ofte benævnt som strafferabatten.


I forhold til strafferabatten er S, SF, RV og EL enig med Ungdomskommissionen i, at loftet skal bevares. S, SF, RV og EL er på linje med de høringssvar, som påpeger, at der ved udmåling af straf til børn er et hensyn at tage til den unge alder og mulighederne for at kunne genindtræde i samfundet igen efter afsoning - og at den vil besværliggøres af de op mod 16 års fængsel, børn og unge nu kan idømmes. S, SF, RV og EL bemærker også, at flere høringssvar angiver, at de unge, der kan idømmes disse straffe typisk vil være syge unge, der er behandlingskrævende.


S, SF, RV og EL kan støtte, at det bliver en skærpende omstændighed, hvis man udnytter et barn til kriminalitet, men det er en forudsætning, at dette tager højde for, at børn godt kan lave kriminalitet i grupper bestående af børn og unge både over og under lavalderen, uden at det har karakter af udnyttelse eller spekulation.


Et andetmindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret og vil stemme imod det stillede ændringsforslag.


Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget ønsker at fremhæve, at hensigten med forslaget om at nedsætte den kriminelle lavalder fra 15 år til 14 år ikke er, at 14-årige skal i fængsel. Hensigten er, at de 14-årige skal opleve, at de mødes med en konsekvent strafferetlig sanktion, når de begår kriminelle handlinger. Med hensyn til sanktionens art vil frihedsstraf i forhold til 14-årige lovovertrædere, som det også fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, i sagens natur være absolut sidste udvej.


V, DF og KF noterer sig endvidere, at det klare udgangspunkt også fremover vil være, at unge lovovertrædere under 18 år, der varetægtsfængsles eller skal afsone en ubetinget fængselsstraf, placeres uden for fængsler og arresthuse, f.eks. i en sikret institution for børn og unge, således som det også fremgår af justitsministerens svar på Retsudvalgets spørgsmål nr. 21 vedrørende lovforslaget.


Dette udgangspunkt ændres ikke med lovforslaget. Tværtimod lægger V, DF og KF vægt på, at bestræbelserne på at sikre, at unge under 18 år i mindst muligt omfang anbringes i fængsel eller arresthus, fastholdes og styrkes.


V, DF og KF lægger i den forbindelse vægt på justitsministerens besvarelse af Retsudvalgets spørgsmål nr. 1 og nr. 54 vedrørende lovforslaget, hvoraf det bl.a. fremgår, at det i rammeaftalerne for 2009 og 2010 er besluttet at etablere 30 nye sikrede pladser, og at Danske Regioner har oplyst, at man med disse nye pladser forventer at kunne tilgodese det nuværende behov for sikrede pladser. V, DF og KF lægger endvidere vægt på, at der i løbet af 2010 og 2011 etableres yderligere 26 nye pladser.


Det er helt afgørende for V, DF og KF, at der kun under ekstraordinære omstændigheder, (f.eks. ved ekstremt voldelige unge, der ikke kan håndteres inden for rammerne af de sikrede institutioner), kan blive tale om at anbringe en 14-årig i fængsel eller arresthus og da kun i det kortest mulige tidsrum. V, DF og KF vil derfor opfordre justitsministeren til i samarbejde med socialministeren og regionerne at sørge for, at der navnlig for så vidt angår 14-årige lovovertrædere udfoldes maksimale bestræbelser på at sikre, at der altid findes de fornødne sikrede pladser, herunder at 14-årige i tilfælde af pladsmangel tillægges fortrinsret til de eksisterende pladser.


Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter, at den kriminelle lavalder sættes ned fra 15 til 14 år. DF så gerne, at den kriminelle lavalder var blevet sat ned til 12 år, hvilket DF også tidligere har fremsat beslutningsforslag om i Folketinget.


Det er vigtigt at have sanktionsmuligheder over for de helt unge, idet det ellers i ungdomsbanderne kan udnyttes, at en eller flere ikke kan straffes pga. ung alder.


DF støtter nyreguleringen i forslaget, som medfører, at unge under 18 år kan dømmes uden strafrabat pga. deres alder, hvis der er tale om meget grov kriminalitet. Det betyder dog, at ungdomsrabatten stadig vil være aktuel ved straffelovsovertrædelser, som af domstolen ikke anses for at være meget grov kriminalitet.


DF mener, at strafferabatten for unge lovovertrædere i straffelovens § 33, stk. 3, helt bør fjernes, således at det ikke længere bliver muligt at opnå strafferabat for alvorlige forbrydelser, blot fordi gerningsmanden ikke var fyldt 18 år i gerningsøjeblikket.


DF har tidligere fremsat et beslutningsforslag i Folketinget om helt at afskaffe ungdomsrabatten for unge under 18 år ved overtrædelser af straffeloven. Desværre fandt forslaget ikke opbakning fra et flertal i Folketinget.


Et tredje mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod det stillede ændringsforslag.


Et fjerde mindretal i udvalget (Christian H. Hansen (UFG)) vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 4

Af et mindretal (S, SF, RV og EL):

1) Paragraffen affattes således:

»§ 4. Loven træder i kraft den 1. januar 2012.«


[Udskudt ikrafttræden]

Bemærkninger

Til nr. 1

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2012, således at der er de nødvendige antal sikrede pladser til børn og unge, så de undgår at blive sat i voksenfængsler.


For så vidt angår ændringerne i straffeloven, jf. lovforslagets § 1, vil ændringerne få betydning for handlinger, der er begået efter lovens ikrafttræden, jf. straffelovens § 3, stk. 1.


Som følge heraf vil også de foreslåede ændringer i retsplejeloven, jf. lovforslagets § 2, og de foreslåede ændringer i offererstatningsloven, jf. lovforslagets § 3, få betydning for sager vedrørende kriminelle handlinger foretaget af 14-årige efter lovens ikrafttræden.


Kim Andersen V Kristian Pihl Lorentzen V Karsten Nonbo V Peter Skaarup DF fmd. Marlene Harpsøe DF Pia Adelsteen DF Tom Behnke KF Christian H. Hansen UFG Simon Emil Ammitzbøll LA Karen Hækkerup S Maja Panduro S Mogens Jensen S Julie Skovsby S Anne Baastrup SF nfmd. Karina Lorentzen Dehnhardt SF Lone Dybkjær RV Line Barfod EL

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
17
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
3
Enhedslisten (EL)
4
   


 

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 164


Bilagsnr.


Titel


1
Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Henvendelse af 16/4-10 fra Amnesty International
4
Godkendt tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Kopi REU alm. del - spm. 1034 og 1035, til justitsministeren
6
1. udkast til betænkning
7
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 164


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om teknisk bistand til ændringsforslag, som er i overensstemmelse med KL's høringssvar, udsætter ikrafttrædelsen til de sikrede pladser er færdigbygget, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om ministeren vil garantere, at ingen 14-årige kommer i fængsel, således som Dansk Folkeparti også har krævet, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvad der i de seneste 200 år har været af kriminel lavalder i dansk ret, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvor mange unge under 18 år, der har fået »fordel« af den gældende strafferabat i de seneste 10 år, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om ministeren som Venstres retsordfører har kendskab til fagfolk/eksperter, som mener det er en god idé at sænke den kriminelle lavalder, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om ministeren vil sikre, at alle vurderinger bliver lagt frem i Folketingets arbejde med forslaget, så der skabes gennemsigtighed i lovgivningsarbejdet for både beslutningstagere og offentligheden, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om ministeren har tillid til de foreliggende høringssvars lødighed og troværdighed, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om ministeren er enig i vurderingen fra Institut for Menneskerettigheder af, at sænkningen af den kriminelle lavalder med sikkerhed vil give international kritik fra FN's børnekomite, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om ministeren vil garantere, at der ikke kommer sager, hvor 14-årige straffes for at have haft sex med andre 14-årige, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om det er korrekt forstået, at ministeren ønsker, at det skal være strafbart for en 14-årig at have sex med en anden 14-årig, men at der aldrig skal være noget tilfælde, hvor der straffes for dette, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om det er korrekt forstået, at 14-18-årige med dette lovforslag vil kunne idømmes forvaringsdom og altså anbringes tidsubestemt, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om ministeren kan garantere, at der ikke vil være 14-årige, der bliver fængslet og reelt kommer i isolation, fordi der mangler pladser på sikrede institutioner, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om, hvor længe ministeren mener et barn under 18 år maksimalt må sidde i reel isolation i et fængsel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om ministeren er enig i oplysningen i høringssvaret fra Foreningen af fængselsinspektører om, at flertallet af de unge, der varetægtsfængsles, har en modenhedsgrad, der ligger 4-5 år under deres biologiske alder, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om den screening, der indføres af de unge, også vil omfatte screening for mulige krigstraumer og torturtraumer, der både kan stamme fra, hvad den unge selv har været udsat for, men også hvad familien har været udsat for, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om redegørelse for, hvilke sundhedsfaglige anbefalinger der findes for, hvor længe et barn under 18 år må sidde i reel isolation, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om redegørelse for, hvilken viden der findes om konsekvenserne af, at børn sidder i reel isolation, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om kommentar til henvendelse af 16/4-10 fra Amnesty International, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om teknisk bistand til ændringsforslag, der omfatter en udsættelse, til de sikrede pladser er udbygget, således at vi ikke skal se 14-årige i fængsel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om ministeren vil give en garanti for, at vi ikke ser 14-årige i voksenfængsel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om, hvornår ministeren forventer at kunne sikre, at alle børn og unge under 18 år ikke sidder i voksenfængsler, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om, hvad ministeren vil foretage sig ud over at bygge flere sikrede pladser for at undgå børn i voksenfængsel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. om, hvilken efteruddannelse ministeren mener det er påkrævet, at fængselsbetjente får, så de er i stand til at have med 14-årige indsatte at gøre, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
24
Spm. om, hvorledes fængselsbetjente skal observere 14-årige indsatte efter indsættelse i et voksenfængsel med henblik på at kunne vurdere barnets trivsel og udvikling, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm. om, hvorledes fængselspersonalet skal reagere, hvis barnet, der er indsat i et voksenfængsel, er grædende eller depressiv, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
26
Spm. om indsatte børn i danske voksenfængsler kan få besøg af børnepsykologer, hvis de går i behandling, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm. om, hvorledes ministeren vil sikre, at børn, der er indsat i voksenfængsler, får den fornødne undervisning, som de lovpligtigt skal have, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. om, hvem skal undervise børn indsat i voksenfængsler, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
29
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre sig, at børn indsat i voksenfængsler kan modtage undervisning i fysik, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
30
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre sig, at børn i voksenfængsler ikke tager psykisk skade af at være anbragt i netop voksenfængsler, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
31
Spm. om, hvor mange nye pladser på de sikrede institutioner ministeren har kendskab til, at der etableres frem mod 1. juli 2010, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
32
Spm. om redegørelse for, hvordan en sænkning af den kriminelle lavalder kan siges at virke præventivt, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
33
Spm. om, hvad den mundtlige aftale, som Dansk Folkepartis medlemmer Peter Skaarup og Malene Harpsøe siger, partiet har med ministeren om, at der pr. 1. juli 2010 vil være pladser nok på de sikrede institutioner, helt præcist indeholder, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
34
Spm. om ministeren vil udskyde lovens ikrafttrædelsestidspunkt, hvis ikke der er bygget nye pladser nok, således at vi ikke kommer til at opleve, at 14-årige bliver indsat i voksenfængsler, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
35
Spm. om ministeren vil garantere, at ingen 14-årig vil blive indsat i et voksenfængsel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
36
Spm. om to 14-årige i princippet kan dømmes for at have forbrudt sig mod loven, hvis de har haft frivilligt samleje eller anden kønslig omgang med hinanden, nu da de er over den kriminelle lavalder, men under den seksuelle lavalder, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
37
Spm. om eksempler på ting, der er ulovlige, men hvor det ikke er meningen, at folk skal straffes for at have forbrudt sig mod loven, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
38
Spm. om, hvorfor ministeren ikke vil høre Straffelovrådet, inden lovforslaget vedtages, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
39
Spm. om, hvorfor der ikke er sat penge af til Kriminalforsorgen, når vi må regne med, at de får udgifter i forbindelse med, at de skal have 14-årige i deres fængsler, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
40
Spm. om det er alle fængselsbetjente, der kan komme til at arbejde med børn i voksenfængslerne, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
41
Spm. om, hvordan personalet i fængslerne er uddannet til at reagere, hvis børn under afsoning i et voksenfængsel bliver meget indadvendte, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
42
Spm. om, hvilken udenlandsk erfaring Justitsministeriet har gjort sig bekendt med i forhold til at undersøge, hvordan det er at have børn i fængsler, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
43
Spm. om ministeren vil sørge for, at Folketingets Retsudvalg på ugebasis kan få en oversigt over, hvor mange børn og unge der afsoner i et voksenfængsel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
44
Spm. om ministeren mener, at 14-årige børn tager skade af at være i et voksenfængsel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
45
Spm. om ministeren mener, at nogle børn med fordel kan indsættes i voksenfængsler i stedet for at anbringes i sikrede institutioner, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
46
Spm. om, hvorledes forslaget om at sænke den kriminelle lavalder hænger sammen med ministerens udmeldinger om at ville satse på forebyggelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
47
Spm. om ministeren kan garantere, at den kriminelle lavalder ikke sænkes yderligere, uanset om Dansk Folkeparti ville finde på at kræve det i en kommende finanslovforhandling mellem regeringen og Dansk Folkeparti, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
48
Spm. om ministeren synes det er rimeligt, at den kriminelle lavalder i Danmark ikke fastsættes efter, hvad der virker mest præventivt i forhold til at holde børn væk fra kriminalitet, men at den alene sænkes på grund af et finanslovkrav, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
49
Spm. om ministeren kan bekræfte, at fjernelse af strafferabatten i praksis kun kommer til at omfatte drab, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
50
Spm. om, hvilke andre lande har nedsat lavalderen inden for de seneste 10 år, og hvad har erfaringerne været med det i forhold til at bekæmpe ungdomskriminalitet, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
51
Spm. om der er lande, der overvejer at sætte lavalderen op, og hvad er disse landes begrundelse for det, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
52
Spm. om der er nogen fra de relevante parter, der har anført, at der ikke er sikrede pladser nok, hvis man skal undgå børn i fængslerne, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
53
Spm. om de nye sikrede pladser vil være tilstrækkeligt til at løse den eksisterende pukkel med et stigende antal børn i fængslerne, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
54
Spm. om ministeren har spurgt kommuner og regioner, om der er pladser nok og hvad var svaret, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
55
Spm. om redegørelse for sammenhængen mellem behovet for flere sikrede institutionspladser set i lyset af lovforslaget og den redegørelse om nye, kommende og midlertidige pladser, der blev redegjort for under ministeren besvarelse af samrådsspørgsmål AY og AZ, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
56
Spm. om, hvor mange af de unge, som er blevet idømt en ungdomssanktion, som en del af denne har været indsat i et voksenfængsel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
57
Spm. om, hvorfor det sociale system er uegnet til de 14 årige, men ikke til de 12-13 årige, til justitsministeren, og ministerens svar herpå