Fremsat den 17. marts 2010 af
socialministeren (Benedikte Kiær)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om social service
(Loft over egenbetaling for madservice, nye
beregningsprincipper for borgerens betaling for tilbud om personlig
og praktisk hjælp m.v.)
§ 1
I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009, som
ændret ved § 10 i lov nr. 434 af 8. maj 2006 og § 2
i lov nr. 316 af 28. april 2009, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 79, stk. 3, indsættes
»efter stk. 1«: », herunder om
beregningsgrundlaget for betalingen. «
2. § 83,
stk. 1, affattes således:
»Kommunalbestyrelsen skal tilbyde
1) personlig
hjælp og pleje,
2) hjælp
eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i
hjemmet og
3. I
§ 161, stk. 1, ændres
»og om opgørelse af indkomstgrundlaget for
betalingen« til: »og om beregnings- og
indkomstgrundlaget for betalingen«.
4. I
§ 161, stk. 2, ændres
»udgifter til personale« til:
»personaleomkostninger«.
5. I
§ 161, stk. 3, ændres
»personaleudgifter« til:
»personaleomkostninger«.
6. § 161,
stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Socialministeren
fastsætter nærmere regler om modtagerens maksimale
egenbetaling for madservice efter § 83, stk. 1, nr. 3,
herunder om regulering af egenbetalingen.«
§ 2
Loven træder i kraft
den 1. juli 2010.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1) Indledning |
2) Lovforslagets baggrund |
3) Loft over modtagerens betaling for
madservice omfattet af reglerne om frit valg af
leverandør |
4) Madservice |
5) Beregningsprincipper for borgerens
betaling |
6) Økonomiske og administrative
konsekvenser for stat, kommuner og regioner |
7) Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet |
8) Administrative konsekvenser for
borgerne |
9) Miljømæssige
konsekvenser |
10) Forholdet til EU-retten |
11) Hørte organisationer |
12) Sammenfattende skema |
1. Indledning
Med dette lovforslag fremsætter regeringen forslag
om:
1.1. Loft over modtagerens betaling for madservice omfattet af
reglerne om frit valg af leverandør
En bemyndigelse til socialministeren til at fastsætte
regler om modtagerens maksimale egenbetaling og regulering heraf
for madserviceordninger efter lov om social service § 83.
Formålet med forslaget er, at modtagere i eget hjem skal have
sikkerhed for mere ensartede prisvilkår kommunerne imellem
for den tilbudte madservice. Disse nye regler skal indføres
på madserviceområdet som følge af
finanslovsaftalen for 2010. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at
sikre modtagere i eget hjem, der er visiteret til madservice efter
servicelovens § 83, et loft over egenbetalingen på 45
kr. for en hovedret.
1.2. Madservice som et selvstændigt punkt i §
83
At servicelovens § 83 præciseres, således at
det fremgår som et selvstændigt punkt i stk. 1, at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde madservice som en
selvstændig ydelse på linie med de allerede
eksisterende ydelser i form af personlig hjælp og pleje og
praktisk hjælp i hjemmet. Madservice er tilbud, hvor maden
produceres udenfor borgerens hjem.
Madservice efter servicelovens § 83 skal være
præget at høj kvalitet og valgfrihed, og der skal
være lydhørhed overfor modtagernes individuelle
ønsker og behov. Da udviklingen i de kommunale tilbud om
madserviceordninger gradvist har ændret karakter fra
madlavning udført i modtagerens hjem til at bestå i
madudbringningsordninger, er det endvidere formålet med
lovforslaget at lade det fremgå direkte af serviceloven, at
de kommunale madserviceordninger i dag adskiller sig
væsentligt fra den kommunale tilrettelæggelse af den
øvrige praktiske hjælp til borgere i eget hjem efter
servicelovens § 83.
1.3. Beregningsprincipper for borgerens betaling
En bemyndigelse til socialministeren til at fastsætte
regler om beregningsgrundlaget for fastsættelse af betalingen
for tilbud efter servicelovens kapitel 16, nærmere bestemt
tilbud efter servicelovens §§ 79, 83 og 84. Det er
formålet med forslaget om nye beregningsprincipper i reglerne
om betaling for tilbud efter servicelovens §§ 79, 83 og
84, at forenkle kommunalbestyrelsens beregningspraksis og
opnå kommunal stillingtagen til det faktiske ressourceforbrug
det enkelte år samt at ensarte betalingsreglerne i forhold
til de øvrige regelsæt på
ældreområdet, herunder frit valg. Dette forslag
udgør en del af udmøntningen af finanslovsaftalen for
2009.
2. Lovforslagets baggrund
2.1. Loft over modtagerens betaling for madservice omfattet af
reglerne om frit valg af leverandør
Som en del af finanslovsaftalen for 2010 mellem regeringen og
Dansk Folkeparti skal der fremsættes lovforslag, som pr. 1.
juli 2010 sikrer modtagere i eget hjem, der er visiteret til
madservice efter servicelovens § 83, et loft over
egenbetalingen på 45 kr. for en hovedret udbragt til eget
hjem eller som modtageren afhenter eller indtager på et
dagcenter eller lignende. Der er afsat 25 mio. kr. i 2010 og 50
mio. kr. i 2011 fra kvalitetspuljen til initiativet.
Et stort antal borgere er visiteret til madservice og
får enten leveret et dagligt måltid mad til eget hjem
eller afhenter eller indtager maden på et dagcenter eller
lignende. Disse modtagere er ikke omfattet af det loft, der blev
aftalt i finanslovsaftalen for 2009 mellem regeringen, Dansk
Folkeparti og Liberal Alliance, hvor der pr. 1. juli 2009 blev
indført en maksimal beløbsgrænse for, hvor
meget beboere i plejeboliger mv. skal betale pr. måned for
fuld forplejning. En rapport om en kortlægning af
egenbetalingen for madservice i eget hjem viser, at modtagerne i
2009 i gennemsnit betalte ca. 47 kr. for en hovedret pr. dag. I
enkelte kommuner var egenbetalingen dog væsentligt
højere og udgjorde op til 70 kr. pr. dag for en hovedret.
Regeringen og Dansk Folkeparti er derfor enige om, at også
modtagere i eget hjem skal have sikkerhed for mere ensartede
prisvilkår kommunerne imellem for den tilbudte
madservice.
Borgere i eget hjem, herunder ældrebolig som ikke
tillige er plejebolig, der visiteres til madservice, er omfattet af
reglerne om frit valg af leverandør. Regeringen og Dansk
Folkeparti er enige om, at fastsættelsen af et loft skal ske
således, at modtagerens adgang til frit valg bevares.
2.2. Madservice
Kommunalbestyrelsen er efter servicelovens § 83, stk. 1,
nr. 2, forpligtet til at tilbyde madservice i hjemmet som en del af
den praktiske hjælp. Ydelsen madservice har med tiden
udviklet sig til at adskille sig fra den øvrige praktiske
hjælp, hvad angår den kommunale tilrettelæggelse
af ordningerne og modtagerens betaling herfor. Det er kendetegnende
for udviklingen i de kommunale tilbud om madserviceordninger, at
hjælpen gradvist har ændret karakter fra madlavning
udført i modtagerens hjem til at bestå i
madudbringningsordninger.
Henset til, at der indføres nye regler på
området som følge af finanslovsaftalen for 2010, og
idet de kommunale madserviceordninger i dag adskiller sig
væsentligt fra den kommunale tilrettelæggelse af den
øvrige praktiske hjælp i hjemmet efter servicelovens
§ 83, foreslås det, at ydelseskategorien madservice skal
fremgå direkte af serviceloven.
2.3. Beregningsprincipper for borgerens betaling
Denne del af lovforslaget vedrører kommunalbestyrelsens
beregning af borgerens betaling for personlig og praktisk
hjælp m.v. Som en del af udmøntningen af
finanslovsaftalen for 2009 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og
Liberal Alliance foreslås det, at beregningsgrundlaget for
kommunalbestyrelsens fastsættelse af borgerens betaling efter
servicelovens §§ 79, 83 og 84 præciseres.
Formålet med en præcisering af reglerne er, at det
fremadrettet skal være mere tydeligt for kommunalbestyrelsen
og borgerne, hvordan omkostningerne til tilbuddene opgøres.
Det fremgår endvidere af aftalen af 16. juni 2009 mellem
regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2010, at
»En undersøgelse peger på, at kommunerne har
fundet visse regler på området for madservice i
plejeboliger mv. komplicerede. Regeringen vil drøfte en
præcisering af reglerne med KL med henblik på at skabe
større klarhed og gennemsigtighed. «
På denne baggrund skal forslaget skabe hjemmel til at
ændre reglerne i bekendtgørelse nr. 616 af 15. juni
2006 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og
praktisk hjælp m.v. (betalingsbekendtgørelsen), som
senest ændret ved bekendtgørelse nr. 568 af 18. juni
2009.
Det fremgår af rapporten »Kortlægning af
egenbetaling, produktionsomkostninger, organisering m.v. af
madserviceordninger efter servicelovens § 83« fra
september 2008, der blev udarbejdet af KL og det daværende
Velfærdsministerium, nu Socialministeriet, at der er
betydelige forskelle i produktionsomkostningerne. Endvidere
fremgår det af kortlægningen, at der er betydelige
forskelle i borgernes egenbetaling for madserviceordninger
kommunerne imellem, hvilket bekræftes af de kommunale
nøgletal, der indberettes til Socialministeriet.
Kortlægningen af madserviceområdet peger endvidere
på, at nogle kommuner har vanskeligt ved at oplyse
omkostningerne ved produktion af madservice.
Som en del af udmøntningen af finanslovsaftalen for
2009 er der i regi af det daværende Indenrigs- og
Socialministerium, nu Socialministeriet, udarbejdet en
redegørelse af Deloitte Business Consulting fra maj 2009,
hvori der foretages en gennemgang af betalingsreglerne og praksis.
Redegørelsen viser blandt andet, at kommunerne har
vanskeligt ved at opgøre omkostningerne ved
madserviceproduktionen i plejeboliger mv. Redegørelsen viser
også, at kommunerne oplever, at reglerne for beregningen af
borgerens betaling for madserviceordninger i plejeboliger mv. er
komplicerede. Undersøgelsen af kommunernes praksis til brug
for redegørelsen har vist, at kommunerne ikke finder det
eksisterende regelgrundlag for fastsættelse af borgernes
betaling operationelt, og at kommunerne har forskellig praksis for
opgørelse af omkostningerne.
Blandt andet finder kommunerne ikke det gældende
4-årige balanceprincip mellem indtægter og udgifter
anvendeligt med henblik på endelig fastsættelse af
betalingen, da balanceprincippet giver anledning til tvivl om,
hvordan efterregulering af betalingen skal praktiseres i den
4-årige periode. Redegørelsen peger på, at
indregning af et eventuelt overskud kan ske ved en fremadrettet
reduktion af taksterne, da det er væsentligt enklere. Det
anbefales derfor, at der frem for det 4-årige balanceprincip
årligt foretages en fremadrettet regulering af taksterne
på baggrund af de senest kendte regnskabstal efter et
omkostningsprincip, idet denne løsning vil være langt
mere enkel at administrere.
Redegørelsen peger på et behov for størst
mulig ensretning af reglerne i forhold til det øvrige
ældreområde, nærmere bestemt at
kommunalbestyrelsens beregning af borgerens betaling for tilbud
skal ske med udgangspunkt i et omkostningsprincip i stedet for i
udgiftsprincippet. Det drejer sig om følgende
regelsæt: Med virkning fra regnskab 2004 er der
indført et krav om omkostningsregistrering i den kommunale
kontoplan på ældreområdet, og i regnskab 2005
indførtes kravet for hele den kommunale kontoplan.
Anvendelsen af omkostningsbaserede principper kendes også fra
reglerne om frit valg af leverandør af personlig og praktisk
hjælp og fra bekendtgørelsen om omkostningsbaserede
takster, der regulerer kommunalbestyrelsens beregning af
omkostningsbaserede priser med henblik på køb og salg
af tilbud og ydelser på servicelovens område.
Lovforslaget vil skabe sammenhæng hermed, idet
kommunalbestyrelsen for fremtiden vil skulle anvende
omkostningsbaserede principper ved fastsættelsen af taksten
for borgerens betaling for tilbud efter servicelovens §§
79, 83 og 84.
3. Loft over modtagerens betaling for madservice omfattet af
reglerne om frit valg af leverandør
3.1. Gældende ret
Den gældende bemyndigelsesbestemmelse i § 161, stk.
1, i lov om social service giver socialministeren adgang til at
fastsætte regler om betaling for tilbud efter lovens kapitel
16. Der er i det eksisterende hjemmelsgrundlag imidlertid ikke
hjemmel til, at ministeren kan fastsætte nærmere regler
om den maksimale egenbetaling og reguleringen heraf for
madserviceordninger for andre end for beboere i plejeboliger og
plejehjem, botilbud efter lov om social service §§
107-108 og lignende boligenheder, hvortil der er knyttet omsorgs-
og servicefunktioner med tilhørende personale, jf. §
161, stk. 4.
3.2. Forslagets indhold
Som en del af finanslovsaftalen for 2010 mellem regeringen og
Dansk Folkeparti skal der pr. 1. juli 2010 indføres et loft
over egenbetalingen for modtageren af madservice i eget hjem
på 45 kr. for en hovedret. Det fremgår endvidere af
finanslovsaftalen, at fastsættelsen af et loft skal ske
således, at de ældres adgang til frit valg bevares. Som
udmøntning af finanslovsaftalen for 2010 foreslås en
udvidelse af socialministerens bemyndigelse til at fastsætte
regler om betaling for tilbud efter kapitel 16 i lov om social
service § 161, stk. 4.
Det foreslås, at socialministeren bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler om den maksimale egenbetaling
og regulering heraf for madserviceordninger, som borgeren visiteres
til af den kommunale myndighed efter servicelovens § 83, stk.
1. Der er tale om madserviceordninger i form af tilbud, der enten
udbringes til modtagerens eget hjem, eller som modtageren kan
afhente eller indtage hos madserviceleverandøren,
såsom et dagcenter, kro eller lignende. Forslaget om denne
generelle bemyndigelse er udtryk for, at alle modtagere af
madservice efter servicelovens § 83, stk. 1, med
nærværende forslag om indførelse af et loft over
modtagerens egenbetaling for en hovedret på 45 kr. vil blive
omfattet af et loft over egenbetalingen for madservice.
Kommunalbestyrelsen forpligtes dermed til at sikre, at modtageren
uanset valg af leverandør tilbydes mindst ét dagligt
måltid mad i form af en hovedret til maksimalt 45 kr.,
udbragt til modtagerens eget hjem. Tilsvarende skal modtageren af
madservice uden udbringning tilbydes mindst ét dagligt
måltid mad i form af en hovedret til maksimalt 45 kr.
Kommunalbestyrelsens tilbud om madservice til borgere i eget
hjem skal som udgangspunkt udgøre et dagligt måltid
mad i form af en hovedret, der er tilpasset den enkeltes behov og
har den rette næringsværdi. Tilbyder
kommunalbestyrelsen en biret ud over tilbuddet om en hovedret til
maksimalt 45 kr., kan kommunalbestyrelsen som hidtil opkræve,
hvad det koster at producere og levere biretten i betaling hos
modtagere, der tilvælger en sådan. Det vil dermed
også fremover være op til den enkelte
kommunalbestyrelse at beslutte, om hovedretten udgør
tilbuddet om det daglige måltid, eller om tilbuddet
også omfatter en biret. Kommunalbestyrelsen kan fortsat
beslutte at give et tilskud til madserviceordningen.
Bemyndigelsen vil blive anvendt således, at loftets
størrelse fastsættes i en bekendtgørelse.
Dermed indføres i betalingsbekendtgørelsen en
bestemmelse om, hvilket beløb kommunalbestyrelsen maksimalt
kan opkræve ved fastsættelsen af egenbetalingen for en
hovedret hos modtageren. Dog må den kommunale myndighed
fortsat ikke opkræve mere i betaling for tilbuddet om
madservice, end ydelsen koster at producere og levere til
modtageren.
Prisloftet vil med de regler, som socialministeren agter at
fastsætte med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse,
gælde uanset modtagerens indkomst- og formueforhold.
Det er ikke hensigten med forslaget, at indførelsen af
en maksimal beløbsgrænse for, hvor meget modtageren
kan komme til at betale for det kommunale tilbud om en
madserviceordning, skal ske på bekostning af valgfriheden og
mangfoldigheden i tilbuddene eller på bekostning af selve
ydelsens kvalitet.
Loftet gælder for borgere, der er visiteret til
madservice efter servicelovens § 83, stk. 1, i eget hjem med
ret til frit valg af leverandør. Det fremgår af
finanslovsaftalen for 2010, at »Regeringen og Dansk
Folkeparti er enige om, at fastsættelsen af et loft skal ske
således, at de ældres adgang til frit valg bevares.
« For at sikre det frie valg i samme udstrækning som i
dag, skal modtageren af madservice fortsat have mulighed for at
nedbringe sin betaling ved køb af leverandørernes
andre måltidstilbud med et fast tilskud. Dette skal, i lighed
med loftet, omfatte alle borgere, der er visiteret til madservice i
eget hjem efter servicelovens § 83, stk. 1, med ret til frit
valg af leverandør, og vil blive gennemført som en
bekendtgørelsesændring, idet der er tale om en
præcisering af betalingsbekendtgørelsen, som falder
inden for socialministerens nuværende bemyndigelse efter
servicelovens § 161, stk. 1.
Bemyndigelsesbestemmelsen har til formål at give
socialministeren mulighed for at fastsætte regler om betaling
for tilbud efter servicelovens kapitel 16. Det præciseres i
bemærkningerne til lov nr. 454 af 10. juni 1997 (L229,
Forslag til lov om social service), at socialministeren bemyndiges
»til at fastsætte regler om betaling samt om
opgørelse af indkomstgrundlaget for betalingen. «
Forslaget ændrer således ikke på det forhold, at
kommunalbestyrelsen fortsat kan vælge at fastsætte
betalingen til et lavere beløb, end de faktiske udgifter
udgør. Som følge heraf ændres
betalingsbekendtgørelsen, så det fastsættes, at
kommunalbestyrelsen som hidtil skal afregne leverandøren for
tilbuddet, svarende til det fastsatte priskrav (efter
godkendelsesmodellen) eller tilbuddets pris (efter udbudsmodellen),
uanset hvilket tilbud om et hovedmåltid modtageren
måtte vælge. Modtageren betaler for det valgte
måltidstilbud fratrukket et eventuelt kommunalt
tilskud.
Modtageren kan, jf. §§ 12, stk. 4, og 18, stk. 3, i
bekendtgørelse nr. 1614 af 12. december 2006 om
kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig
og praktisk hjælp m.v., allerede i dag få nedbragt sin
betaling for prisen på det valgte tilbud, hvis
kommunalbestyrelsen har valgt at give tilskud til madservice. En
kortlægning gennemført af KL og det daværende
Velfærdsministerium fra september 2008 viste, at ud af 86
kommuner gav 72 kommuner et generelt tilskud. Dermed gav 8 ud af 10
kommuner i 2008 et fast generelt tilskud til madservice i eget
hjem. Da loftet formentlig vil træde i stedet for det
frivillige kommunale tilskud i en række kommuner, vil
tilføjelsen ikke udgøre en væsentlig
administrativ forskel for kommunerne.
Modtagere i boformer efter servicelovens §§ 109 og
110 er ikke omfattet af prisloftet. I boformer efter servicelovens
§ 109 (midlertidigt ophold til kriseramte kvinder) og §
110 (midlertidigt ophold til personer med særlige sociale
problemer), dvs. kvindekrisecentre og forsorgshjem, er der
selvvisitering, idet beboerne indskrives ud fra et
selvmøderprincip og ikke efter forudgående visitation.
Eksempelvis står modtagerne af tilbud efter § 109 typisk
selv for maden eller bidrager til at fremstille den. Der vil derfor
sædvanligvis ikke være tale om en madserviceordning
efter servicelovens § 83. Madserviceordningen i disse boformer
er således af en anden karakter end ordningen på f.eks.
ældreområdet.
Prisloftets beløb, der er angivet i 2010-niveau,
reguleres hvert år den 1. januar efter lov om en
satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste
kronebeløb. Beløbsgrænsen reguleres
første gang den 1. januar 2011.
4. Madservice
4.1. Gældende ret
I servicelovens § 83, stk. 1, fastslås, at
kommunalbestyrelsen har pligt til at tilbyde personlig hjælp
og pleje samt hjælp eller støtte til nødvendige
praktiske opgaver i hjemmet. Som en del af den praktiske
hjælp i hjemmet skal kommunalbestyrelsen tilbyde madservice.
I Servicelovens § 83, stk. 2, angives målgruppen, som
udgør de personer, der på grund af midlertidigt eller
varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
særlige sociale problemer ikke selv kan udføre
personlige og praktiske opgaver i eget hjem. Borgeren visiteres til
madservice af kommunalbestyrelsen på baggrund af en konkret
og individuel vurdering af behovet for denne hjælp. Denne
regel blev indført med § 71 i 1997 med ændringen
af bistandsloven til lov om social service, lov nr. 454 af 10. juni
1997 (L229), fremsat den 16. april 1997.
Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 454, at
der er tale om en videreførsel af bistandslovens regler om
praktisk hjælp, eksempelvis »hjælp til
rengøring, madservice, vask af tøj, indkøb
o.lign. « Endvidere fastslås i bemærkningerne,
at: »Hjælpen tildeles som hidtil efter en konkret,
individuel vurdering af behovet, således at der kun ydes
hjælp til de opgaver, som modtageren midlertidigt eller
varigt er ude af stand til at eller kun meget vanskeligt kan
udføre på egen hånd. « Det fremgår
videre, at: »kommunen ikke kan tilbyde fx rengøring,
indkøb og madservice til personer, som ikke efter en
konkret, individuel vurdering har behov for hjælp til disse
opgaver. « Reglerne blev videreført uændrede i
forbindelse med kommunalreformen.
Det er kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune, der har
både det økonomiske og indholdsmæssige ansvar
for tilrettelæggelsen af de sociale tilbud, herunder den
personlige og praktiske hjælp i henhold til servicelovens
§ 83. Madservice til borgere i eget hjem skal som udgangspunkt
udgøre dagens hovedmåltid. Kommunalbestyrelsen er
endvidere forpligtet til at sikre, at tilbuddet til borgeren er
tilpasset den enkeltes behov. Det er op til den enkelte
kommunalbestyrelse at beslutte, om tilbuddet om et måltid
også omfatter forret eller dessert. Modtagere af madservice
har ikke krav på at kunne vælge mellem forskellige
menuer. En madserviceordning skal bestå i et tilbud om, at
maden udbringes til modtagerens hjem, eller afhentes eller indtages
af modtageren andetsteds, eksempelvis på et dagcenter, en kro
eller lignende.
Det er efter servicelovens § 139, udmøntet i
§§ 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 1614 af 12.
december 2006 om kvalitetsstandarder og frit valg af
leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v., den
enkelte kommunalbestyrelse, der træffer beslutning om
serviceniveauet i kommunen, herunder om hvilke tilbud der skal
stilles til rådighed og omfanget af disse. Det er ligeledes
kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at den mad, der leveres til
modtagerne, lever op til kommunens serviceniveau for madservice.
Serviceniveauet skal fremgå af kommunernes
kvalitetsstandarder.
Jf. servicelovens § 83, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen,
som beskrevet, sørge for, at borgerne får den
hjælp, de har behov for til eksempelvis nødvendige
opgaver, den enkelte ikke selv kan løse. Det betyder blandt
andet, at kommunalbestyrelsen ikke med henvisning til det kommunale
serviceniveau kan undlade at tildele en borger den hjælp, der
er nødvendig ud fra en samlet vurdering af den enkelte
borgers situation.
Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 90
sørge for, at borgeren får den hjælp, der er
truffet afgørelse om, og at leverandørerne af opgaven
lever op til den standard og de mål, man lokalpolitisk har
fastlagt. Det er også kommunalbestyrelsens ansvar at sikre,
at kosten til borgeren opfylder den enkeltes behov og har den rette
næringsværdi.
Det kommunale serviceniveau må gerne omfatte tilbud ud
over det lovpligtige tilbud om dagens hovedmåltid. Der
sondres således imellem, hvad der stilles som lovkrav, og
hvad det kommunale serviceniveau lovligt må indeholde. Ud
over forpligtelsen til at tilbyde modtageren dagens
hovedmåltid tilpasset den enkeltes behov, kan
kommunalbestyrelsen beslutte, at modtageren skal tilbydes
valgmuligheder inden for rammerne af dette måltid.
Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at alle leverandører skal
tilbyde menuer fra hvilke, der kan vælges forskellige retter,
således at der tilbydes modtageren en generel variation af
måltider. I mange kommuner er der i dag mulighed for, at
modtageren kan vælge mellem forskellige menuer og flere
retter. En menu kan eksempelvis bestå i en oversigt over
forskellige retter, der vælges for hver dag, eksempelvis for
en måned ad gangen.
Kommunalbestyrelsen kan endvidere beslutte, at serviceniveauet
skal indeholde tilbehør til måltidet, eksempelvis
forret, såsom salat, og dessert. Endelig kan
kommunalbestyrelsen beslutte, at serviceniveauet skal indeholde
kvalitetsjusteringer, således at særlige ønsker
og præferencer tilgodeses, såsom religion og
vegetarkost. En kommunal leverandør må alene tilbyde
de behovsbestemte ydelser, som følger af det kommunalt
fastlagte serviceniveau for madservice, og som kommunalbestyrelsen
er forpligtet til at tilbyde efter servicelovens § 83. De
private leverandører har mulighed for at tilbyde ydelser
herudover, såsom tilbud om madpakker, kage til
eftermiddagskaffen, vin og portioner til gæster.
Kommunalbestyrelsen skal visitere borgeren i forhold til,
hvordan borgerens behov for hjælp bedst varetages i form af
hjælp til henholdsvis indkøb og madservice efter
servicelovens § 83, stk. 1. Kommunalbestyrelsen er endvidere
forpligtet til at yde hjælp til tilberedning og anretning af
maden, hvis borgeren har behov for det som en del af den praktiske
hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1. Det
fremgår af servicelovens § 83, stk. 3, at tilbuddene
efter stk. 1, herunder madservice, ikke kan gives som generelle
tilbud efter servicelovens § 79.
Der skelnes imellem tilbud om madservice til henholdsvis
beboere i plejeboliger mv. og til borgere i eget hjem. Borgeren i
eget hjem er omfattet af reglerne om frit valg af
leverandør, når denne visiteres til en ydelse efter
servicelovens § 83. Med virkning fra 1. januar 2003
indførtes reglerne om frit valg af leverandør i
hjemmeplejen (L130) som et led i ældrepakken, der blev
vedtaget den 29. maj 2002. Det frie valg betyder, at
kommunalbestyrelsen har pligt til at etablere rammerne for, at
modtageren kan vælge mellem forskellige godkendte
leverandører af madservice, jf. servicelovens §§
91 og 92. Samtidig betyder det, at området er
konkurrenceudsat. Det er hensigten, at frit leverandørvalg
skal give modtagerne mulighed for at vælge mellem både
madserviceleverandører og menuvariationer.
Madservice til modtagere omfattet af frit valg af
leverandør adskiller sig fra de øvrige ydelser, der
tilbydes efter servicelovens § 83, stk. 1, ved måden
ydelsen organiseres og tilrettelægges på efter reglerne
om frit valg af leverandør og i regelsættet for
borgerens betaling for ydelser efter blandt andet servicelovens
§ 83, stk. 1.
Af bemærkningerne ved 2. behandling af regeringens
ændringsforslag til L130 (Frit valg af leverandør af
personlig og praktisk hjælp m.v.), vedtaget med lov nr. 399
af 6. juli 2002, fremgår det, at: »Da de ydelser, der
tildeles efter § 71 [nu § 83], er meget forskelligartede,
vil kommunalbestyrelsen skulle fastsætte og
offentliggøre forskellige kvalitetskrav for de forskellige
ydelsestyper. Som minimum skal der opgøres særskilte
kvalitetskrav for den personlige pleje, for madserviceordningen og
for den øvrige praktiske hjælp (rengøring
m.v.). […] De ovenfor nævnte forskelle i ydelsestyper
afspejler sig også i de krav om valgfrihed,
kommunalbestyrelsen skal opfylde som forudsætning for at
kunne bringe udbudsredskabet i anvendelse. « Tankegangen
ligger til grund for den måde, hvorpå regelsættet
om frit valg af leverandør i dag adskiller madservice fra
den øvrige praktiske hjælp ved, at der stilles
særlige krav til kommunalbestyrelsen i forbindelse med
fastsættelsen og offentliggørelsen af pris- og
kvalitetskrav for madservice og i forbindelse med anvendelsen af
udbudsmodellen ved tilrettelæggelsen af madservice.
I bekendtgørelse nr. 1614 af 12. december 2006 om
kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig
og praktisk hjælp m.v. forpligtes kommunalbestyrelsen blandt
andet til at fastsætte og offentliggøre kvalitets- og
priskrav til leverandører af personlig og praktisk
hjælp. Det fremgår af bekendtgørelsens §
10, stk. 1, at kommunalbestyrelsen blandt andet skal
fastsætte selvstændige kvalitetskrav for
ydelseskategorierne madservice henholdsvis med udbringning og uden
udbringning til hjemmet. Det fremgår videre af
bekendtgørelsens § 13, stk. 1, at kommunalbestyrelsen
som minimum skal fastsætte priskrav for blandt andet
madservice henholdsvis med og uden udbringning til hjemmet. Alle
godkendte leverandører skal kunne tilbyde modtageren et
måltid i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens krav
hertil.
Jf. § 9, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1614 af 12.
december 2006 om kvalitetsstandarder og frit valg af
leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v., kan
kommunalbestyrelsen ikke stille som kvalitetskrav til
leverandører af madservice, at leverandørerne skal
benytte en bestemt produktionsform, det vil sige eksempelvis
kølevakuummad eller varmholdt mad. Ved produktionsform skal
dermed forstås produktets beskaffenhed. Kommunalbestyrelsen
har således ikke adgang til at fastsætte
særskilte ydelseskategorier baseret på produktionsform.
Der er fri adgang til at tilbyde andre produktionsformer i
overensstemmelse med priskravet.
Tilbuddet om madservice til beboere i plejeboliger og lignende
boligenheder omfatter alle døgnets måltider. Tilbuddet
er ikke omfattet af reglerne om frit leverandørvalg jf.
servicelovens § 93.
Særligt for leve- og bomiljøerne gælder, at
der ofte er tilknyttet et fælleskøkken. Idéen
bag dette er blandt andet, at beboeren visiteret til madservice
efter § 83 i visse tilfælde selv kan medvirke til at
lave maden, eksempelvis efter at have planlagt og købt ind
sammen med plejepersonalet. Beboeren er omfattet af loftet på
3.000 kroner over beboerens egenbetaling pr. måned for fuld
forplejning. Deltager beboeren i tilberedningen af maden,
eksempelvis som led i den socialpædagogiske træning og
bistand efter servicelovens § 85, kan kommunalbestyrelsen ikke
opkræve betaling for madtilberedningen i det omfang beboeren
deltager, idet kommunalbestyrelsen ifølge servicelovens
§ 161, stk. 2, ikke må opkræve betaling for
personaleudgiften, når hjælpen efter § 85 ydes
varigt med det formål at udvikle færdigheder for
personer, der har behov herfor på grund af nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne. Ankestyrelsen har truffet to
principafgørelser om beboerens betaling, når beboeren
medvirker i madproduktionen: C-43-05 og C-46-01.
4.2. Forslagets indhold
Det overordnede formål med madservice er, at modtageren
får tilbudt et dagligt måltid mad til en rimelig pris,
tilpasset den enkeltes behov. Det er således en central del
af den borgernære service i kommunerne, at borgere, som har
vanskeligt ved at klare sig selv, kan få tilbudt
ernæringsrigtig mad.
I modsætning til øvrig praktisk hjælp i
hjemmet efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 2, udgør
madservice i dag en særskilt ordning. Maden produceres
normalt udenfor modtagerens hjem og bringes til modtagerens hjem,
eller den afhentes eller indtages af modtageren hos de af
kommunalbestyrelsen godkendte madserviceleverandører. Det er
kendetegnende for udviklingen i de kommunale tilbud om
madserviceordninger, at hjælpen gradvist har ændret
karakter fra madlavning udført i modtagerens hjem til at
bestå i madudbringningsordninger, og det foreslås, at
sondringen mellem ydelseskategorierne personlig pleje, praktisk
hjælp og madservice skal fremgå direkte af
serviceloven. Dermed fastslås det i servicelovens § 83,
stk. 1, nr. 3, at der er tale om en særskilt ordning i
forhold til praktisk hjælp efter servicelovens § 83,
stk. 1, nr. 2.
Vælger kommunalbestyrelsen at tilrettelægge
ydelsen madservice på en måde, hvor maden produceres i
modtagerens eget hjem, vil ydelsen være en del af praktisk
hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 2.
Kommunalbestyrelsen kan som en del af den praktiske hjælp
lave maden i borgerens eget hjem på baggrund af en konkret og
individuel vurdering af borgerens behov for denne hjælp. Der
er således ikke tale om en generel ordning.
Forslaget medfører ikke ændringer i forhold til,
at kommunalbestyrelsen skal tilbyde borgeren madservice på
baggrund af en konkret og individuel vurdering af behovet for denne
hjælp. Borgeren visiteres ligeledes fortsat til madservice af
den kommunale myndighed på baggrund af en konkret og
individuel vurdering af behovet for denne hjælp. Forslaget
ændrer heller ikke på det forhold, at det er den
enkelte kommunalbestyrelse, der træffer beslutning om
serviceniveauet for madservice i kommunen, herunder om hvilke
tilbud der skal stilles til rådighed, omfanget af disse, og
hvem der har ret til disse tilbud.
Ligeledes medfører forslaget ikke ændringer i
forhold til målgruppen for tilbuddet. Det vil sige, at §
83, stk. 1, nr. 3, omfatter modtagere visiteret til madservice i
eget hjem og i plejeboliger og plejehjem, botilbud efter lov om
social service §§ 107-108 og lignende boligenheder,
hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner med
tilhørende personale. Kommunalbestyrelsen skal ligeledes
fortsat tilrettelægge tilbuddene om madservice i henhold til
reglerne om frit valg af leverandør efter servicelovens
§§ 91 og 92.
5. Beregningsprincipper for borgerens betaling
5.1. Gældende ret
Betalingsreglerne for servicelovens §§ 79, 83 og 84
er hjemlet i servicelovens § 161, samt i bekendtgørelse
nr. 616 af 15. juni 2006 om betaling for generelle tilbud og for
tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter
servicelovens §§ 79, 83 og 84, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 568 af 18. juni 2009
(betalingsbekendtgørelsen).
De gældende bemyndigelsesbestemmelser i henholdsvis
servicelovens §§ 79, stk. 3, og 161 giver
socialministeren adgang til at fastsætte regler om betaling
for tilbud efter lovens § 79 og om betaling og
opgørelse af indkomstgrundlaget for betalingen for tilbud
efter kapitel 16. Det fremgår blandt andet af
bemærkningerne til bemyndigelsesbestemmelsen i § 79,
stk. 3, jf. lovforslag nr. L49 til lov vedrørende
arbejdsmarkedets tillægspension m.v., fremsat den 29. oktober
1997, og til betalingsreglerne i § 161, jf. lovforslag nr. 454
L229 til lov om social service, fremsat den 16. april 1997, at
socialministeren bemyndiges til at fastsætte regler om
betaling samt om opgørelse af indkomstgrundlaget for
betalingen.
Det anføres videre i bemærkningerne, at det er de
faktiske udgifter, der er forbundet med at producere og levere
tilbuddene, der udgør overgrænsen for, hvor meget
kommunalbestyrelsen kan opkræve i betaling for tilbuddene.
Dermed bestemmes det, at kommunalbestyrelsen skal anvende et
udgiftsprincip i forbindelse med takstberegningen. Det
fremgår videre, at betalingen fastsættes således,
at kommunalbestyrelsens samlede indtægt over en 4-årig
periode ikke overstiger kommunalbestyrelsens samlede udgifter ved
tilbuddene. De gældende bestemmelser giver imidlertid ikke
hjemmel til, at ministeren kan fastsætte nærmere regler
for beregningsgrundlaget for kommunalbestyrelsens
fastsættelse af borgerens betaling for tilbud efter
servicelovens §§ 79, 83 og 84.
Det følger af betalingsbekendtgørelsens §
1, at kommunalbestyrelsen træffer beslutning om betaling for
generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp
m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84.
Kommunalbestyrelsen kan ved fastsættelsen af betalingen
højst medregne kommunens samlede udgifter, der er forbundet
med tilbuddet. I vejledning nr. 2 til serviceloven af 5. december
2006, pkt. 226, anføres, at de samlede udgifter for eksempel
kan være udgifter til råvarer, materialer, afskrivning
på materiel, el, varme samt udgifter til personale.
Kommunalbestyrelsen kan eksempelvis kræve betaling for
råvarer, der anvendes ved tilberedning af mad.
Kommunalbestyrelsen kan efter betalingsbekendtgørelsens
§ 1 træffe beslutning om at fastsætte betalingen
til et lavere beløb end de samlede udgifter. En sådan
beslutning skal i givet fald omfatte alle borgere, der modtager det
pågældende tilbud. For tilskud til madserviceordninger
omfattet af regler om frit valg af leverandør, gælder
det endvidere, jf. §§ 12, stk. 4, og 18, stk. 3, i
bekendtgørelse nr. 1614 af 12. december 2006 om
kvalitetsstandarder og frit valg af leverandør af personlig
og praktisk hjælp m.v., at kommunalbestyrelsen kan beslutte
at give et fast tilskud, hvormed egenbetalingen for det valgte
måltid nedsættes. Videre gælder det, at
modtageren betaler forskellen mellem prisen på det valgte
tilbud og kommunalbestyrelsens tilskud. Tilskuddet kan dog ikke
udgøre et større beløb end det valgte tilbuds
pris.
Kommunalbestyrelsen kan fastsætte betalingen endeligt
på grundlag af kommunalbestyrelsens budgetterede udgifter til
tilbuddet. Betalingen skal dog fastsættes således, at
kommunens samlede indtægter over en 4-årig periode ikke
overstiger kommunens samlede udgifter til tilbuddet. Det
anføres i vejledning nr. 2 til serviceloven af 5. december
2006, at vurderingen af, om indtægter og udgifter er i
balance, foretages på grundlag af en efterkalkulation med
udgangspunkt i en 4-årig periode, hvormed opgørelsen
skal ske med udgangspunkt i det kommunale regnskab.
Det følger af servicelovens § 161, at
kommunalbestyrelsen ikke kan opkræve betaling for
personaleudgifter, når hjælpen efter §§ 83,
stk. 1, og 84 ydes varigt. Dette gælder dog ikke for
madserviceordninger, hvor kommunalbestyrelsen kan medregne udgifter
til personale.
Det følger endvidere af
betalingsbekendtgørelsens § 2, at kommunalbestyrelsen
ikke kan opkræve betaling i forbindelse med pasning af
døende.
Kommunalbestyrelsen må, jf. servicelovens § 161,
stk. 4, ved fastsættelse af taksten for betalingen for
madservice efter lovens § 83 i plejeboliger og plejehjem,
botilbud efter lovens §§ 107 og 108 og lignende
boligenheder, hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner
med tilhørende personale, herunder friplejeboliger,
højst opkræve det af socialministeren fastsatte
maksimale beløb for betaling pr. måned for fuld
forplejning. Den maksimale beløbsgrænse for beboerens
betaling udgør 3.000 kr. pr. måned for fuld
forplejning i 2009-priser, jf. bekendtgørelse nr. 568 af 18.
juni 2009. Det er således ikke muligt at opkræve mere i
betaling pr. måned for fuld forplejning hos beboere, der er
visiteret til madservice i disse boformer, end denne maksimale
beløbsgrænse tilsiger. Beløbet reguleres
årligt den 1. januar og første gang den 1. januar 2010
efter lov om en satsreguleringsprocent.
Kommunalbestyrelsen må fortsat ikke opkræve mere i
betaling for tilbuddet om madservice, end ydelsens produktions- og
leveringsomkostninger kan begrunde. Det vil sige, at hvis
produktions- og leveringsomkostningerne udgør et lavere
beløb end den maksimale beløbsgrænse, er det
produktions- og leveringsomkostningerne, der udgør
overgrænsen for takstens størrelse.
Ved midlertidige ophold på mindre end en måneds
varighed i de boformer, der er omfattet af bekendtgørelsens
§ 1, stk. 3, fastsættes betalingen ved en
forholdsmæssig reduktion af det maksimale beløb. Der
kan for eksempel være tale om botilbud efter servicelovens
§ 107, og der kan være tale om aflastningsophold efter
§ 84, hvor borgeren ligeledes er visiteret til madservice
efter servicelovens § 83.
Efter servicelovens § 79 har kommunalbestyrelsen mulighed
for at iværksætte eller give tilskud til generelle
tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Tilbuddene kan
målrettes en bestemt persongruppe, eksempelvis kommunens
pensionister. Da tilbuddene netop er generelle, skal de være
tilgængelige for hele den afgrænsede persongruppe. Der
er ikke tale om et tilbud, borgeren visiteres til på baggrund
af en konkret og individuel vurdering af behovet for dette tilbud.
Kommunalbestyrelsen har således med hjemmel i § 79
mulighed for at iværksætte eller give tilskud til et
cafétilbud i tilknytning til de øvrige forebyggende
eller aktiverende tilbud. Hvis cafétilbudet
tilrettelægges, så der også i dette tilbud er
forebyggende eller aktiverende elementer, kan cafétilbudet i
sig selv betragtes som et tilbud, der kan iværksættes
eller gives støtte til efter servicelovens § 79. Det
kan eksempelvis være tilbud, hvor persongruppen deltager i
tilrettelæggelse, madlavning, borddækning eller
afrydning, eller hvor der på anden vis sikres et socialt og
forebyggende element i måltidet. Det er op til
kommunalbestyrelsen at vurdere, hvorvidt tilbuddene rummer disse
elementer. Der er ikke hjemmel til at iværksætte eller
give tilskud til tilbud, der langt overvejende har bespisning som
formål efter servicelovens § 79.
Kommunalbestyrelsen kan benytte de samme lokaler til at
kombinere caféernes generelle, aktiverende, sociale tilbud
til områdets pensionister med tilbuddet om, at de
ældre, der er visiteret til madservice, kan spise i
caféerne. Sidstnævnte forudsætter, at tilbuddet
er tilrettelagt efter reglerne om frit valg af leverandør.
Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at holde madservice efter
servicelovens § 83, stk. 1, økonomisk adskilt fra et
eventuelt cafétilbud, der støttes efter servicelovens
§ 79. Det betyder, at der såvel budgetmæssigt som
regnskabsmæssigt skal skelnes mellem omkostningerne til
madservice og omkostningerne til tilbud efter § 79.
5.2. Forslagets indhold
Som led i udmøntning af finanslovsaftalen for 2009
indeholder denne del af lovforslaget en udvidelse af
socialministerens bemyndigelser til i medfør af henholdsvis
servicelovens §§ 79, stk. 3, og 161 at fastsætte
regler om betaling for tilbud efter lovens § 79 og kapitel 16.
Med hjemmel heri vil selve præciseringen af
beregningsgrundlaget for kommunalbestyrelsens fastsættelse af
borgerens betaling for tilbud efter servicelovens §§ 79,
83 og 84 efterfølgende blive fastsat ved ændring af
bekendtgørelse nr. 616 af 15. juni 2006 om betaling for
generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp
m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84, senest
ændret ved bekendtgørelse nr. 568 af 18. juni
2009.
Formålet med forslaget til regelændring er at
præcisere og kvalificere beregningsprincipperne i
betalingsreglerne, som kommunalbestyrelsen skal anvende ved
fastsættelsen af takster for tilbud efter servicelovens
§§ 79, 83 og 84. Der er tale om generelle tilbud med
aktiverende og forebyggende sigte efter § 79, tilbud om
personlig og praktisk hjælp og madservice efter § 83
samt tilbud om afløsning og aflastning efter § 84,
herunder tilbud om midlertidige ophold. Regeringen ønsker
samtidig at opnå ensartethed og forenkling af
betalingsreglerne i forhold til øvrige regelsæt,
hvilket vurderes at have positiv administrativ betydning for
kommunerne, når taksterne for betaling skal beregnes.
Med forslaget opnås ensartethed og forenkling af
betalingsreglerne i overensstemmelse med anvendelsen af
omkostningsbaserede regnskabsprincipper i blandt andet budget- og
regnskabssystemet for kommuner og i reglerne om frit valg af
leverandør af personlig og praktisk hjælp. Det
betyder, at reglerne for takstberegningen bringes direkte i
overensstemmelse med kommunernes beregningsgrundlag, der i dag
opgøres efter disse principper.
Bemyndigelsen vil blive anvendt således, at det
4-årige udgiftsbaserede balanceprincip vil blive afskaffet og
erstattet af et krav om, at eventuelle overskud, der skal
opgøres ud fra et omkostningsbaseret regnskab, skal
indregnes i taksten senest to år efter det år,
overskuddet vedrører. Der vil ikke blive stillet krav om, at
eventuelle underskud, der ligeledes skal opgøres ud fra et
omkostningsbaseret regnskab, skal indregnes i taksten, da
kommunalbestyrelsen kan vælge at give tilskud til tilbuddene
efter servicelovens §§ 79, 83 og 84. Dog vil der blive
stillet krav om, at kommunalbestyrelsen skal beslutte, hvorvidt
underskuddet skal indregnes som en hel, delvis eller ingen
forøgelse af taksten senest to år efter det år,
hvor underskuddet er opstået.
Socialministeren vil efterfølgende fastsætte i
betalingsbekendtgørelsen, at kommunalbestyrelsen
højst må medregne »de gennemsnitlige langsigtede
omkostninger til tilbuddet«. Dette indebærer, at
takstfastsættelsen for tilbuddene skal ske på grundlag
af de omkostninger, der kan henføres til selve tilbuddet, og
ikke som i dag blot udgifterne, som de fremgår af kommunens
budget eller regnskab. Rammen for beregningen af taksten for
betaling vil dermed ikke længere kunne udgøres af
fremtidige, forventede udgifter, men skal tage udgangspunkt i
kommunens regnskabstal. Det udgiftsbaserede regnskabsprincip
indebærer, at transaktioner som udgangspunkt bliver
driftsført, når udbetaling bliver foretaget.
Omkostningsprincippet medfører i stedet, at transaktionen
bliver driftsført, når omkostningerne opstår,
for eksempel når der forbruges af lageret, og når
materiel anvendes. Sidstnævnte forhold udtrykkes ved
afskrivninger. Det bemærkes, at kommunalbestyrelsen hele
tiden har kunnet medregne afskrivning af materiel, selvom
beregningsprincippet har været udgiftsbaseret.
Det omkostningsbaserede regnskabsprincip indebærer at
der foretages en periodisering af udgifterne, og at det er det
faktiske ressourceforbrug, der medregnes i taksten for borgerens
betaling. Princippet betyder endvidere, at grundlaget for taksten
for borgerens betaling bliver mere stabilt, hvorved det bliver
lettere for kommunalbestyrelsen at fastholde en jævn
udvikling i borgerens betaling for tilbuddene.
Ved at overgå fra et 4-årigt balanceprincip mellem
indtægter og udgifter til et krav om at et eventuelt overskud
skal indregnes i taksten senest 2 år efter det år, som
overskuddet vedrører, og et krav om at kommunalbestyrelsen
skal beslutte, hvorvidt et eventuelt underskud skal indregnes som
en hel, delvis eller ingen forøgelse af taksten senest to
år efter det år, hvor underskuddet er opstået,
vil kommunalbestyrelsen årligt skulle foretage en regulering
af taksterne på baggrund af de seneste kendte
regnskabstal.
Såfremt der er tale om en madserviceordning omfattet af
et loft over modtagerens egenbetaling, udgør loftet den
maksimale beløbsgrænse for modtagerens betaling,
også selvom kommunalbestyrelsens omkostninger til tilbuddet
udgør et højere beløb end loftets
størrelse.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med vedtagelse af
årsbudgettet fastsætte en takst for det kommende
budgetår for de omtalte kommunale tilbud. Vedtagelsen af
årsbudgettet skal ske senest 15. oktober i året forud
for budgetåret, jf. § 2, stk. 2 i bekendtgørelse
nr. 894 af 17. september 2009 om kommunernes budget- og
regnskabsvæsen, revision m.v. Takstfastsættelse skal
ske med udgangspunkt i regnskabet for året forud for
takstfastsættelsen og vedtagelsen af
årsbudgettet.
Forskellige faktorer kan påvirke den fremadrettede
regulering af takstens størrelse i perioden, som for
eksempel stigning i forbrugsudgifter (råvare, el, vand osv.)
og lønninger (for så vidt angår
madserviceordninger). Endvidere vil kommunalbestyrelsens
prioriteringer, såsom ændringer i serviceniveau,
kommunalbestyrelsens organisering af tilbuddene samt lokale
vilkår for tilrettelæggelse medføre variation i
de omkostningselementer, der medregnes i taksten for borgerens
betaling.
Ved fastsættelsen af taksten for år 2011 i
efteråret 2010 vil der ikke være krav om, at der skal
opgøres et over- eller underskud for 2009, der skal
indgå i beregningen af takstfastsættelsen for 2011, da
de foreslåede regelændringer først træder
i kraft 1. juli 2010. Regnskabsår 2010 bliver således
det første regnskabsår, hvor kommunalbestyrelsen som
følge af den hermed foreslåede regelændring skal
kunne udlede et over- og underskud af regnskabet.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Forslaget om et loft over modtagerens betaling for en hovedret
på 45 kr. skønnes at indebære merudgifter for
kommunerne på 25 mio. kr. i 2010 og 50 mio. kr. i de hvert af
efterfølgende år.
Lovforslagets samlede økonomiske konsekvenser for
kommunerne skal forhandles med kommunerne.
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser
for kommunerne, for staten eller for regionerne. Forslaget om
omkostningsbaserede principper for borgerens betaling for personlig
og praktisk hjælp m.v. er en præcisering og
kvalificering af beregningsprincipperne i betalingsreglerne og en
ensretning og forenkling af betalingsreglerne ift. de øvrige
regelsæt, hvilket vurderes at have positiv administrativ
betydning for kommunerne, når taksten for betaling skal
beregnes.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslaget vurderes ikke at have væsentlige
økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser
for borgerne.
9. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige
konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har ingen EU-retlige aspekter.
11. Hørte organisationer
Lovforslaget har været sendt i høring hos
Alzheimerforeningen, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk
Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Danske
Fysioterapeuter, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner,
Danske Ældreråd, De Samvirkende Menighedsplejer, Den
Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, Det
Centrale Handicapråd, Ergoterapeutforeningen, Foreningen af
Kliniske Diætister, Foreningen af offentlig ansatte, FOA,
Foreningen af Socialchefer i Danmark, Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), KL, Kommunale
Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO), Kost &
Ernæringsforbundet, Kristelig Arbejdsgiverforening, OSI,
Pårørendegruppen for svage ældre, Rådet
for frivilligt socialt arbejde, Socialpædagogernes
Landsforbund, Ældremobiliseringen og Ældresagen.
| | | |
12. Sammenfattende skema |
| | | |
| | Positive konsekvenser/ mindre udgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Forslaget om en maksimal
beløbsgrænse for egenbetaling for madserviceordninger,
skønnes at indebære merudgifter for kommunerne
på 25 mio. kr. i 2010 og 50 mio. kr. i hvert af de
efterfølgende år. |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Forslaget om omkostningsbaserede
principper for borgerens betaling for personlig og praktisk
hjælp m.v. er en præcisering og kvalificering af
beregningsprincipperne i betalingsreglerne og en ensretning og
forenkling af betalingsreglerne ift. de øvrige
regelsæt, hvilket vurderes at have positiv administrativ
betydning for kommunerne, når taksten for betaling skal
beregnes. | Ingen. |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1. og nr. 3.
Med den foreslåede ændring indføres en
bemyndigelse til, at socialministeren kan fastsætte regler
for beregningsgrundlaget for kommunalbestyrelsens
fastsættelse af borgerens betaling for tilbud efter
servicelovens §§ 79, 83 og 84. Målgruppen er
borgere, der benytter tilbud efter servicelovens § 79, og
borgere, der er visiteret til tilbud efter servicelovens
§§ 83 og 84. Formålet med forslaget er at
ændre beregningsgrundlaget for alle tilbud omfattet af
betalingsreglerne i bekendtgørelse nr. 616 af 15. juni 2006
om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og
praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79, 83
og 84.
Socialministerens bemyndigelse vil blive anvendt
således, at det 4-årige udgiftsbaserede balanceprincip
vil blive afskaffet og erstattet af et krav om, at eventuelle
overskud, der skal opgøres ud fra et omkostningsbaseret
regnskab, skal indregnes i taksten senest to år efter det
år, overskuddet vedrører. Der vil ikke blive stillet
krav om, at eventuelle underskud, der ligeledes skal opgøres
ud fra et omkostningsbaseret regnskab, skal indregnes i taksten, da
kommunalbestyrelsen kan vælge at give tilskud til tilbuddene
efter servicelovens §§ 79, 83 og 84. Der vil dog blive
stillet krav om, at kommunalbestyrelsen skal beslutte, hvorvidt
underskuddet skal indregnes som en hel, delvis eller ingen
forøgelse af taksten senest to år efter det år,
hvor underskuddet er opstået. Borgerens takst for betaling
for tilbud efter servicelovens §§ 79, 83 og 84 må
efter gældende ret maksimalt udgøre de omkostninger,
der kan henføres til produktion og levering af
tilbuddet.
Den eksisterende bestemmelse i betalingsbekendtgørelsen
om, at kommunalbestyrelsen højst må medregne »de
samlede udgifter til tilbuddet«, vil blive ændret til,
at højst »de gennemsnitlige langsigtede omkostninger
til tilbuddet« må medregnes. Beregningen af taksten
skal dermed ske med udgangspunkt i tilbuddets gennemsnitlige,
langsigtede omkostninger. Det vil sige kommunalbestyrelsens
omkostninger til tilbuddet under ét efter den
pågældende bestemmelse, herunder omkostningerne ved
køb af tilbud hos private og regionale leverandører.
Dette inkluderer: Direkte omkostninger, det vil sige de
omkostninger, der direkte kan henføres til det
pågældende tilbud, som for eksempel råvarer,
løn (kan dog kun medregnes i taksten for tilbud efter §
79 og for madservice efter § 83), køb af materialer og
tjenesteydelser mv. og indirekte omkostninger, som for eksempel
andel af fællesomkostninger til lokaler, administration m.v.
samt afskrivning og forrentning af kapitalapparatet. De
gennemsnitlige langsigtede omkostninger er udtryk for, at
udgifterne jævnes ud over år. Taksten er dermed udtryk
for tilbuddenes faktiske produktions- og leveringsomkostninger i
det enkelte år. Borgeren kommer således til at betale
de reelle omkostninger og dermed det faktiske ressourceforbrug,
medmindre kommunalbestyrelsen vælger at yde et tilskud,
hvormed betalingens størrelse nedbringes.
Såfremt der er tale om en madserviceordning omfattet af
et loft over modtagerens egenbetaling, udgør loftet den
maksimale beløbsgrænse for modtagerens betaling, hvis
kommunalbestyrelsens omkostninger til tilbuddet udgør et
højere beløb end loftets størrelse.
Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med vedtagelsen af
årsbudgettet fastsætte en takst for det kommende
budgetår for de omtalte kommunale tilbud. Vedtagelsen af
årsbudgettet skal ske senest 15. oktober i året forud
for budgetåret, jf. § 2, stk. 2 i bekendtgørelse
nr. 894 af 17. september 2009 om kommunernes budget- og
regnskabsvæsen, revision m.v. Takstfastsættelse skal
ske med udgangspunkt i regnskabet for året forud for
takstfastsættelsen og vedtagelsen af
årsbudgettet.
Det vil sige, at beregningen af taksten for betaling for
eksempelvis år 2012 skal vedtages af kommunalbestyrelsen i
efteråret 2011 på grundlag af regnskabstallene for
regnskabsåret 2010. Hvis der i 2010 har været et over-
eller underskud, skal dette ved takstfastsættelsen for 2012
indregnes som en overført indtægt eller udgift fra
tidligere år, der nedsætter eller forhøjer
taksten for 2012. Medmindre kommunalbestyrelsen beslutter, at
underskuddet udgør et tilskud til borgerne.
Hvis der for eksempel har været et underskud i 2010,
skal kommunalbestyrelsen senest i forbindelse med
takstfastsættelsen for 2012 træffe endelig beslutning
om, hvorvidt underskuddet skal indregnes som en overført
omkostning fra tidligere år, der forøger taksten for
2012, eller om underskuddet kun delvist eller slet ikke skal
indregnes i taksten for 2012. Kommunalbestyrelsen kan således
vælge at have et underskud på de forskellige tilbud
efter servicelovens §§ 79, 83 og 84, men må ikke
have et overskud. Der vil ikke blive ændret på
kommunalbestyrelsens adgang til at træffe beslutning om at
fastsætte betalingen til et lavere beløb end de
gennemsnitlige langsigtede omkostninger, og dermed give borgerne,
der modtager tilbuddet, et tilskud. En sådan beslutning skal
i givet fald omfatte alle borgere, der modtager det
pågældende tilbud.
Grundlaget for fastsættelsen af taksten for 2012 er
dermed det pågældende budgetårs forventede
omkostninger, korrigeret for overskud og et eventuelt underskud i
2010. Taksten for borgerens betaling vil i 2012 afspejle, at
kommunalbestyrelsen fremover skal anvende faktiske regnskabstal,
når korrektionen beregnes.
Ved fastsættelsen af taksten for år 2011 i
efteråret 2010 vil der ikke være krav om, at der skal
opgøres et over- eller underskud for 2009, der skal
indgå i beregningen af takstfastsættelsen for 2011, da
de foreslåede regelændringer først træder
i kraft 1. juli 2010.
Regnskabsår 2010 bliver således det første
regnskabsår, hvor kommunalbestyrelsen som følge af den
hermed foreslåede regelændring skal kunne udlede et
over- eller underskud af regnskabet. 2012 er dermed det
første år, hvor det kan forudsættes, at
kommunalbestyrelsen kan fastsætte en takst for borgerens
betaling, hvor der i beregningerne heraf er taget højde for
over- eller underskud med udgangspunkt i regnskabet.
Kommunalbestyrelsen kan i den forbindelse vælge helt, delvist
eller slet ikke at medregne et eventuelt underskud, idet
kommunalbestyrelsen fortsat kan vælge at give tilskud til
tilbuddene efter servicelovens §§ 79, 83 og 84.
Til nr. 2.
Med den foreslåede ændring udskilles madservice
fra praktisk hjælp i servicelovens § 83, stk. 1, nr. 2,
med det formål at tydeliggøre, at ydelsen adskiller
sig fra øvrig praktisk hjælp efter servicelovens
§ 83, stk. 1. Dermed fastslås det i servicelovens §
83, stk. 1, nr. 3, at der for så vidt angår madservice
er tale om en særskilt ordning i forhold til praktisk
hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 2.
Vælger kommunalbestyrelsen at tilrettelægge
ydelsen madservice på en måde, hvor maden produceres i
modtagerens eget hjem, vil ydelsen være en del af praktisk
hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 2.
Kommunalbestyrelsen kan som en del af den praktiske hjælp
lave maden i borgerens eget hjem på baggrund af en konkret og
individuel vurdering af borgerens behov for denne
hjælp.
Til nr. 4. og nr. 5.
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at
der indføres et omkostningsbaseret regnskabsprincip i stedet
for det udgiftsbaserede regnskabsprincip.
Til nr. 6.
Med den foreslåede ændring indføres en
bemyndigelse til, at socialministeren kan fastsætte
nærmere regler om den maksimale egenbetaling og regulering
heraf for madserviceordninger efter servicelovens § 83, stk.
1, nr. 3.
Bemyndigelsen vil blive anvendt således, at
kommunalbestyrelsen forpligtes til at sikre, at modtageren uanset
valg af leverandør tilbydes mindst ét dagligt
måltid mad i form af en hovedret til maksimalt 45 kr. udbragt
til modtagerens eget hjem. Tilsvarende skal modtageren af
madservice uden udbringning tilbydes mindst ét dagligt
måltid mad i form af en hovedret til maksimalt 45 kr. Loftets
størrelse fastsættes i en bekendtgørelse.
Dermed indføres i betalingsbekendtgørelsen en
bestemmelse om, hvilket beløb kommunalbestyrelsen maksimalt
kan opkræve ved fastsættelsen af egenbetalingen for en
hovedret hos modtageren. Dog må den kommunale myndighed
fortsat ikke opkræve mere i betaling for tilbuddet om
madservice end ydelsen koster at producere og levere til
modtageren.
Kommunalbestyrelsens tilbud om madservice til borgere i eget
hjem skal som udgangspunkt udgøre et dagligt måltid
mad i form af en hovedret, der er tilpasset den enkeltes behov og
har den rette næringsværdi. Tilbyder
kommunalbestyrelsen en biret ud over tilbuddet om en hovedret til
maksimalt 45 kr., kan kommunalbestyrelsen som hidtil opkræve,
hvad det koster at producere og levere biretten i betaling hos
modtageren, der tilvælger en sådan. Det vil dermed
også fremover være op til den enkelte
kommunalbestyrelse at beslutte, om hovedretten udgør
tilbuddet om det daglige måltid, eller om tilbuddet
også omfatter en biret. Kommunalbestyrelsen kan fortsat
beslutte at give et tilskud til madserviceordningen.
Prisloftet vil med de regler, som socialministeren agter at
fastsætte med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse,
gælde uanset modtagerens indkomst- og formueforhold.
Forslaget om denne generelle bemyndigelse er udtryk for, at
alle modtagere af madservice efter servicelovens § 83, stk. 1,
nr. 3, med nærværende forslag omfattes af et loft over
modtagerens egenbetaling for madservice. Dermed omfattes modtagere
i eget hjem med ret til frit valg af leverandør af §
161, stk. 4.
Det vil fremgå af bekendtgørelsen, hvorledes
beløbet skal reguleres fremadrettet. Det er hensigten, at
beløbet, der er angivet i 2010-niveau, reguleres hvert
år den 1. januar efter lov om en satsreguleringsprocent og
afrundes til nærmeste kronebeløb.
Beløbsgrænsen reguleres første gang den 1.
januar 2011.
Endvidere skal modtageren af madservice fortsat have mulighed
for at nedbringe sin betaling ved køb af
leverandørernes andre måltidstilbud med et fast
tilskud. Dette skal i lighed med loftet omfatte alle borgere, der
er visiteret til madservice i eget hjem efter servicelovens §
83, stk. 1, nr. 3, med ret til frit valg af leverandør, og
vil blive gennemført som en
bekendtgørelsesændring, idet der er tale om en
præcisering af betalingsbekendtgørelsen, som falder
inden for socialministerens nuværende bemyndigelse efter
servicelovens § 161, stk. 1. Som følge heraf
ændres betalingsbekendtgørelsen, så det
fastsættes, at kommunalbestyrelsen som hidtil skal afregne
leverandøren for tilbuddet svarende til det fastsatte
priskrav (efter godkendelsesmodellen) eller tilbuddets pris (efter
udbudsmodellen), uanset hvilket tilbud om et hovedmåltid
modtageren måtte vælge. Modtageren betaler for det
valgte måltidstilbud fratrukket et eventuelt kommunalt
tilskud. Da loftet formentlig vil træde i stedet for det
frivillige kommunale tilskud i en række kommuner, vil
tilføjelsen ikke udgøre en væsentlig
administrativ forskel for kommunerne.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli
2010.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | |
| |
| | Gældende
lov | | | | Lovforslaget | |
| | | |
§ 79.
Kommunalbestyrelsen kan iværksætte eller give tilskud
til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer for, hvilke
persongrupper der kan benytte tilbuddene. Stk. 2.
Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed. Stk. 3.
Indenrigs- og socialministeren fastsætter i en
bekendtgørelse regler om betaling for tilbud efter stk.
1. | | 1. I § 79, stk. 3, indsættes efter
»efter stk. 1«: », herunder om
beregningsgrundlaget for betalingen. « |
| | | |
§ 83.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 1) personlig hjælp og pleje og 2) hjælp eller støtte til
nødvendige praktiske opgaver i hjemmet. Stk. 2.
Tilbuddene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af
midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre
disse opgaver. Stk. 3.
Tilbuddene efter stk. 1 kan ikke gives som generelle tilbud efter
§ 79. Stk. 4.
Kommunen skal ved tilrettelæggelsen af pleje og omsorg m.v.
for en person med en demensdiagnose så vidt muligt respektere
dennes vejledende tilkendegivelser for fremtiden med hensyn til
bolig, pleje og omsorg (plejetestamenter). | | 2.§ 83, stk. 1, affattes
således: »Kommunalbestyrelsen skal
tilbyde 1) personlig hjælp og pleje, 2) hjælp eller støtte til
nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og 3) madservice. « |
| | | |
§ 161.
Indenrigs- og socialministeren fastsætter i en
bekendtgørelse regler om betaling for tilbud efter kapitel
16 og om opgørelse af indkomstgrundlaget for
betalingen. | | 3. I § 161, stk. 1, indsættes
efter »kapitel 16«: »og om beregnings- og
indkomstgrundlaget for betalingen. « |
Stk. 2. Der
opkræves ikke betaling for udgifter til personale, når
hjælpen efter § 83, stk. 1, og §§ 84
og 85 er varig. | | 4. I § 161, stk. 2, ændres
»udgifter til personale« til:
»personaleomkostninger«. |
Stk. 3. Uanset
bestemmelsen i stk. 2 kan der opkræves betaling for
personaleudgifter til madserviceordninger. r med tilhørende personale. | | 5. I § 161, stk. 3, ændres
»personaleudgifter« til:
»personaleomkostninger«. |
Stk. 4.
Indenrigs- socialministeren kan fastsætte nærmere
regler om den maksimale egenbetaling og regulering heraf for
madserviceordninger for beboere i plejebolig og plejehjem, botilbud
efter §§ 107 og 108 i lov om social service og
lignende boligenheder, hvortil der er knyttet omsorgs- og
servicefunktione | | 6. I § 161 indsættes som nyt stk.
4: »Socialministeren fastsætter nærmere regler om
modtagerens maksimale egenbetaling for madservice efter § 83,
stk. 1, nr. 3, herunder om regulering af egenbetalingen.
« |
| | | § 2 Loven træder i kraft den 1. juli
2010. |