Fremsat den 17. marts 2010 af
socialministeren (Benedikte Kiær)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om social service
(Skærpelse af reaktionsmuligheder over
for kriminalitetstruede børn og unge)
§ 1
I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009, som
ændret ved § 10 i lov nr. 434 af 8. maj 2006 og § 2
i lov nr. 316 af 28. april 2009 foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 57 b indsættes efter stk.
3 som nye stykker:
»Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at barnet
eller den unge i tilknytning til en afgørelse om
ungepålæg, der indebærer, at barnet eller den
unge skal at være hjemme på et nærmere fastsat
tidspunkt, jf. stk. 3, nr. 2, kan underlægges elektronisk
overvågning, når der er bestemte grunde til at antage,
at barnet eller den unge ikke vil overholde det meddelte
pålæg, og det vurderes, at elektronisk
overvågning vil være medvirkende til at få barnet
eller den unge til at efterleve pålægget.
Stk. 5.
Afgørelsen om elektronisk overvågning efter stk. 4
skal stå i rimeligt forhold til indholdet af og
formålet med ungepålægget.
Stk. 6.
Afgørelsen om elektronisk overvågning efter stk. 4
træffes for en afgrænset periode på højst
1 måned ad gangen. Den samlede varighed af elektronisk
overvågning må ikke overstige 3 måneder inden for
en periode på 12 måneder.«
Stk. 4-7 bliver herefter stk. 7-10.
2. § 57 b,
stk. 7, der bliver stk. 10, ophæves, og i stedet
indsættes:
»Stk.10. Politiet kan yde
bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser
efter § 64, stk. 2, når disse beføjelser
udøves i forbindelse med en afgørelse om
ungepålæg.
Stk. 11. Socialministeren kan
efter forhandling med justitsministeren fastsætte
nærmere regler om politiets bistand til kommunerne i
forbindelse med gennemførelse af
ungepålæg.«
3. I
§ 64, stk. 1, indsættes
efter »§§ 51,«: »57 b,«.
4. I
§ 64, stk. 2, indsættes som
2. pkt.:
»Kommunen kan hente og bringe barnet eller den unge til
stedet, hvor ungepålægget skal opfyldes, med henblik
på at fuldbyrde afgørelser efter § 57
b.«
5. § 123,
stk. 1, affattes således:
»Sikrede afdelinger i institutioner beregnet til
døgnophold for børn og unge må alene anvendes,
når forholdene i det enkelte tilfælde gør det
påkrævet. Isolation, fiksering mv. i institutioner
beregnet til døgnophold for børn og unge må
alene anvendes, når forholdene i det enkelte tilfælde
gør det absolut påkrævet. Socialministeren
fastsætter i en bekendtgørelse regler om betingelserne
herfor. Aflåsning om natten af værelser i sikrede
afdelinger betragtes ikke som isolation.«
6. I
§ 174 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Socialministeren
kan fastsætte regler om opkrævning af en fast takst hos
kommunerne, når unge under 18 år har ophold i
Kriminalforsorgens institutioner.«
§ 2
Loven træder i kraft
den 1. juli 2010.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning |
2. Lovforslagets indhold |
2.1. Elektronisk overvågning
(elektronisk fodlænke) i tilknytning til et
ungepålæg |
2.2. Politiets bistand i forbindelse med
håndhævelse af ungepålæg |
2.3. Lempelse af kriterierne for
anbringelse på sikrede institutioner |
2.4. Finansieringsregler vedr. unge
kriminelle |
3. De økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige |
4. De økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet mv. |
5. De administrative konsekvenser for
borgere |
6. De miljømæssige
konsekvenser |
7. Forholdet til EU-retten |
8. Hørte myndigheder og
organisationer |
9. Sammenfattende skema |
1. Indledning
Forslaget er en del af aftalen mellem regeringen (Venstre og
Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti om finansloven for
2010. Parterne er enige om, at der, ud over de
kriminalitetsforebyggende initiativer som er aftalt i forbindelse
med satspuljeaftalen for 2010, er behov for en markant yderligere
styrkelse af indsatsen mod ungdomskriminalitet. Der er brug for en
mere konsekvent indsats over for børn og unge, der
begår kriminalitet.
Regeringen nedsatte i slutningen af 2007 en kommission
vedrørende ungdomskriminalitet, som fik til opgave at
gennemgå den eksisterende indsats mod ungdomskriminalitet og
komme med anbefalinger vedrørende den fremtidige indsats.
Kommissionen afgav i september 2009 betænkning nr. 1508
"Indsatsen mod ungdomskriminalitet" med en lang række
anbefalinger om kriminalpræventive tiltag og om såvel
strafferetlige som ikke strafferetlige reaktioner over for
børn og unge med kriminalitetsproblemer.
På baggrund af kommissionens betænkning
offentliggjorde regeringen den 7. oktober 2009 sit udspil
»Mere konsekvens, opfølgning og omsorg - en markant
styrket indsats mod ungdomskriminalitet«. Dette lovforslag
udmønter dele af regeringsudspillet.
Forslaget skal ses i sammenhæng med andre lovforslag fra
regeringen, herunder lovforslaget om styrkelse af indsatsen over
for kriminalitetstruede børn og unge, det samtidigt
fremsatte lovforslag på Justitsministeriets område om
ungdomskriminalitet og lovforslaget om Barnets Reform, der
fremsættes i slutningen af marts 2010, der har til
formål at styrke den tidlige forebyggelse af sociale
problemer hos udsatte børn og unge generelt.
Formålet med forslagene er at forebygge kriminalitet
gennem en konsekvent reaktion og opfølgning og at styrke den
forebyggende indsats mod ungdomskriminalitet i kommunerne. Dette
gøres ved at give kommunerne bedre rammer og flere
værktøjer samt at sikre en konsekvent indsats fra
kommunernes side.
Dette lovforslag indeholder 4 hovedelementer:
-Indførelsen af mulighed for elektronisk
overvågning (elektronisk fodlænke) i tilknytning til et
ungepålæg.
-Kommunens foranstaltninger for at sikre overholdelsen af
ungepålæg og politiets eventuelle bistand hermed.
-Lempelse af kriterierne for anbringelse på sikrede
institutioner.
-Kommunernes betaling for unges ophold i Kriminalforsorgens
institutioner.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Elektronisk overvågning (elektronisk
fodlænke) i tilknytning til et ungepålæg
2.1.1 Gældende ret
Med virkning fra 1. juli 2009 er kommunerne forpligtede til i
visse nærmere angivne situationer at meddele et
ungepålæg. Ungepålægget blev indført
i lov om social service (serviceloven) ved lov nr. 317 af 28. april
2009 om skærpelse af reglerne om
forældrepålæg og indførelse af
ungepålæg og kan bl.a. meddeles i situationer, hvor der
foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge har
begået kriminalitet af et vist omfang eller en vis grovhed,
eller at barnet eller den unge har alvorlige adfærds- eller
tilpasningsproblemer. Afgørelsen om et ungepålæg
kan træffes uden barnets eller den unges og
forældremyndighedsindehaverens samtykke og kan
pålægge børn og unge at udføre en eller
flere konkrete handlepligter, som skal være egnede til at
bidrage til en løsning af den unges problemer, og som
står i rimeligt forhold til formålet. Det kan herunder
bl.a. fastsættes, at barnet eller den unge skal være
hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt i en given
periode.
Der er ikke knyttet strafferetlige sanktioner til manglende
efterlevelse af ungepålægget. Ungepålægget
vil dog kunne ledsages af et tilsvarende
forældrepålæg, hvor forældrene
pålægges konkrete handlepligter, som bidrager til eller
supplerer barnets eller den unges efterlevelse af
ungepålægget. Et sådant ledsagende
forældrepålæg vil kunne håndhæves som
andre forældrepålæg, herunder ved at standse
udbetalingen af børnefamilieydelsen ved manglende
efterlevelse. Hvis ungepålægget vurderes ikke at
være tilstrækkeligt, eller barnet eller den unge ikke
overholder pålægget, skal kommunalbestyrelsen vurdere
behovet for en relevant reaktion, herunder om der er grundlag for
at iværksætte andre foranstaltninger efter
servicelovens § 52, stk. 3, fx anbringelse uden for
hjemmet.
Det giver ofte anledning til bekymring, når børn
og unge befinder sig ude om natten, uden at deres forældre
eller andre voksne er sammen med dem. Regeringen vurderer, at der
er behov for et redskab, der giver kommunerne bedre mulighed for at
sikre overholdelsen af et ungepålæg om fx at være
hjemme om aftenen og om natten. Formålet med dette er bl.a.
at undgå, at barnet eller den unge søger
fællesskab i uhensigtsmæssige grupperinger.
2.1.1.1 Forholdet til anden lovgivning
Persondataloven regulerer behandling af personoplysninger, som
helt eller delvist foretages ved hjælp af elektronisk
databehandling, og ikke-elektronisk behandling af
personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register,
jf. persondatalovens § 1, stk. 1. En række af
lovens bestemmelser, herunder lovens § 5, stk. 1-3,
§§ 6-8, gælder også for manuel videregivelse
af personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed.
Det følger af persondatalovens § 2,
stk. 1, at regler om behandling af personoplysninger i anden
lovgivning, som giver den registrerede en bedre retsstilling,
går forud for reglerne i persondataloven.
Bestemmelsen indebærer, at persondataloven finder
anvendelse, hvis regler om behandling af personoplysninger i anden
lovgivning giver den registrerede en dårligere retsstilling.
Det fremgår imidlertid af forarbejderne til persondataloven
(jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A,
side 4057 (forslag nr. L 147)), at det ikke
gælder, hvis den dårligere retsstilling har været
tilsigtet og i øvrigt ikke strider mod
databeskyttelsesdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om
fri udveksling af sådanne oplysninger).
Der er adgang til at fravige persondatalovens regulering ved
lov. Det forudsætter dog som nævnt, at reguleringen
ikke strider mod databeskyttelsesdirektivet. Om forholdet til
databeskyttelsesdirektivet henvises til pkt. 7 nedenfor.
Der er i persondatalovens § 5 fastsat en række
grundlæggende principper for behandling af personoplysninger,
herunder at behandling af personoplysninger skal ske i
overensstemmelse med god databehandlingsskik, jf. § 5,
stk. 1. Lovens § 5, stk. 2, fastsætter
bl.a., at indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt
angivne og saglige formål, at senere behandling ikke må
være uforenelig med disse formål, og at oplysninger,
som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og
ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de
formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål,
hvortil oplysningerne senere behandles. Det følger endvidere
af bestemmelsen, at oplysninger skal ajourføres, og at
indsamlede oplysninger ikke må opbevares på en
måde, der giver mulighed for at identificere den registrerede
i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af
hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.
Persondatalovens § 6, stk. 1, indeholder de
generelle betingelser for, hvornår behandling, herunder
videregivelse af ikke-fortrolige og almindelige fortrolige
personoplysninger, må finde sted. Af bestemmelsen
følger, at behandling af personoplysninger kun må
finde sted, hvis en af de i nr. 1-7 angivne betingelser er
opfyldt, herunder, at den registrerede har givet sit samtykke, at
behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af
en opgave i samfundets interesse, eller at behandlingen er
nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der
henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den
dataansvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne
videregives, har fået pålagt.
Videregivelse og anden behandling af følsomme
personoplysninger er reguleret i persondatalovens
§§ 7 og 8. Bestemmelsen i § 7 omfatter
oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk,
religiøs eller filosofisk overbevisning,
fagforeningsmæssige tilhørsforhold samt
helbredsoplysninger (herunder oplysninger om en fysisk persons
tidligere, nuværende eller fremtidige fysiske eller psykiske
tilstand samt oplysninger om medicinforbrug eller misbrug af
narkotika, alkohol eller lignende nydelsesmidler mv.) og seksuelle
forhold.
Efter persondatalovens § 7, stk. 1, må
der ikke behandles følsomme oplysninger, der er opregnet i
bestemmelsen. Efter § 7, stk. 2, finder bestemmelsen
i stk. 1 dog ikke anvendelse, hvis den registrerede har givet
sit udtrykkelige samtykke til en sådan behandling, jf.
§ 7, stk. 2, nr. 1. Bestemmelsen i
§ 7, stk. 1, finder endvidere ikke anvendelse, hvis
behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan
fastlægges, gøres gældende eller forsvares, jf.
§ 7, stk. 2, nr. 4. Det kan bl.a. være
tilfældet med hensyn til offentlige myndigheders behandling
af oplysninger som led i myndighedsudøvelse.
For så vidt angår oplysninger om strafbare
forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private
forhold end dem, der er nævnt i persondatalovens
§ 7, fremgår det af lovens § 8,
stk. 2, at sådanne oplysninger ikke må
videregives. Videregivelse kan dog bl.a. finde sted, hvis den
registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen
(nr. 1), hvis videregivelsen sker til varetagelse af private
eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de
interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til
den oplysningen angår (nr. 2), eller hvis videregivelsen
er nødvendig for udførelsen af en myndigheds
virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som
myndigheden skal træffe (nr. 3).
Efter persondatalovens § 8, stk. 3, må
forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver inden for det
sociale område, kun videregive oplysninger omfattet af
§ 8, stk. 1, og § 7, stk. 1, hvis
betingelserne i § 8, stk. 2, nr. 1 eller 2, er
opfyldt, eller hvis videregivelsen er et nødvendigt led i
sagens behandling eller nødvendig for, at en myndighed kan
gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
2.1.2 Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der skabes hjemmel til at anvende
elektronisk overvågning i forhold til børn og unge,
der har fået et ungepålæg om at være hjemme
på et nærmere fastsat tidspunkt, jf. servicelovens
§ 57 b, stk. 3, nr. 2. Hvis barnet eller den unge forlader
hjemmet i strid med pålægget, vil det således
blive registreret med det samme, og den pågældende vil
kunne bringes hjem, evt. med bistand fra politiet, jf. afsnit 2.2.
Muligheden for at kunne overvåge om barnet eller den unge
overholder pålægget samt muligheden for at politiet kan
bistå med at bringe barnet eller den unge hjem, forventes i
sig selv at ville have en præventiv virkning.
Det foreslås, at afgørelse om brug af elektronisk
overvågning i tilknytning til et ungepålæg kan
træffes, 1) når der er bestemte grunde til at antage,
at barnet eller den unge ikke vil overholde et sådant
pålæg, og 2) det vurderes, at en afgørelse om
elektronisk overvågning vil være medvirkende til at
få barnet eller den unge til at efterleve
pålægget. En sådan afgørelse kan kun
træffes, når afgørelsen vurderes at stå i
rimeligt forhold til indholdet af og formålet med
ungepålægget.
Den elektroniske overvågning er tænkt som et
pædagogisk værktøj, der kan anvendes i
tilfælde, hvor det bidrager til, at barnet eller den unge
efterlever sit pålæg. Dette kan fx være i
situationer, hvor barnet eller den unge har fået et
pålæg om i en bestemt periode at være hjemme
på et nærmere fastsat tidspunkt, og forældrene
har behov for støtte til at sikre barnets eller den unges
efterlevelse af dette pålæg. Elektronisk
overvågning kan ikke erstatte en pædagogisk indsats
eller anden støtte, men kan bruges som et redskab i den
pædagogiske indsats til at gennemføre
målsætninger om, at barnet eller den unge skal
være udhvilet og veloplagt, når den
pågældende møder i skolen om morgenen.
Anvendelse af elektronisk overvågning skal ske i
samarbejde med forældrene. Det skyldes bl.a., at det rent
pædagogisk er nødvendigt, at
forældremyndighedsindehaveren samarbejder omkring
ungepålægget. Hertil kommer, at det ikke vil være
muligt for kommunalbestyrelsen at skaffe sig adgang til hjemmet for
at opstille det nødvendige udstyr, uden forældrene
indvilliger heri. I de tilfælde, hvor barnet eller den unge
har bopæl hos andre end sine forældre, vil der tillige
skulle indhentes samtykke til opstilling af det elektroniske
overvågningsudstyr fra den eller de personer, der har
rådighed over boligen.
Ved afgørelse om anvendelse af elektronisk
overvågning skal barnets eller den unges synspunkter
tillægges passende vægt i overensstemmelse med den
pågældendes alder og modenhed, og i tilfælde hvor
elektronisk overvågning anvendes over for unge på 15
år og derover, vil det forudsætte, at den
pågældende indvilliger i ordningen. Det vil under ingen
omstændigheder være muligt fysisk at tvinge barnet
eller den unge til at få påsat en elektronisk
fodlænke, da en sådan magtanvendelse må anses for
at være i strid med et grundlæggende
proportionalitetsprincip.
Det bemærkes endvidere, at der ikke er strafferetlige
sanktioner forbundet med manglende efterlevelse af et
ungepålæg, og der heller ikke vil være
strafferetlige sanktioner forbundet med manglende efterlevelse af
en afgørelse om elektronisk overvågning. Det
forventes, at afgørelser om elektronisk overvågning
vil blive benyttet i begrænset omfang. Hvis
ungepålægget ikke vurderes at være
tilstrækkeligt, eller barnet eller den unge ikke overholder
pålægget, skal kommunalbestyrelsen vurdere behovet for
en relevant reaktion, herunder om der er grundlag for at
iværksætte andre foranstaltninger efter servicelovens
§ 52, stk. 3, fx anbringelse uden for hjemmet.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsen, samtidig med at
der træffes afgørelse om elektronisk
overvågning, træffer afgørelse om varigheden af
denne. Den elektroniske overvågning kan højst have en
varighed af 1 måned og kan derefter forlænges.
Pålægget om elektronisk overvågning kan dog
højst have en varighed af 3 måneder inden for en
periode på 12 måneder.
Det foreslås, at elektronisk overvågning kun kan
foregå, når barnet eller den unge opholder sig hjemme
fx hos forældrene eller i egen bolig. Det er i forbindelse
med afgørelsen vigtigt, at der fastsættes klare
vilkår for, hvornår barnet eller den unge skal opholde
sig i hjemmet, herunder også hvordan eventuelle afvigelser
fra vilkårene skal fungere, fx i forbindelse med
fritidsaktiviteter, familiebesøg og ferie mv.
Efter forslaget yder Kriminalforsorgen bistand til kommunernes
anvendelse af elektronisk overvågning efter nærmere
aftale med kommunerne, herunder vedrørende betaling for
bistanden. Kriminalforsorgens bistand består i at stille det
tekniske udstyr til rådighed for kommunen samt instruere
kommunen i at montere det elektroniske udstyr på den unge og
i den unges hjem. Kriminalforsorgen varetager også den
elektroniske overvågning af den unge og holder øje
med, om den unge overholder de aftaler om den unges ophold i
hjemmet, som er fastlagt i forbindelse med afgørelsen om
elektronisk overvågning. I tilfælde af brud på
aftalen kontakter Kriminalforsorgen kommunen.
Det foreslås, at afgørelsen om elektronisk
overvågning skal kunne indbringes for de sociale nævn
efter de almindelige klageregler, jf. servicelovens §§
166 og 167, og afgørelsen kan desuden indbringes for
domstolene.
2.1.2.1. Behandling af oplysninger
Den foreslåede bestemmelse giver adgang til, at der
indsamles, registreres og anvendes personoplysninger om barnet
eller den unge, som bliver underlagt elektronisk overvågning.
Dette indebærer, at persondatalovens regler vil finde
anvendelse på forhold, der er reguleret af den
foreslåede § 57 b, stk. 4-6.
Formålet med indsamlingen af oplysninger om barnet eller
den unge er som anført ovenfor at sikre overholdelsen af et
ungepålæg om fx at være hjemme om aftenen og
natten. Der vil således blive registreret oplysning om, at
den unge forlader hjemmet, hvis dette er i strid med
pålægget. Denne oplysning vil blive anvendt af kommunen
til at vurdere, om overtrædelsen af pålægget er
så omfattende, at barnet eller den unge skal bringes hjem
igen. Det vurderes derfor, at indsamlingen sker til et udtrykkeligt
angivent og sagligt formål, og at den senere behandling er
forenelig hermed. Endvidere registreres der alene oplysning om, at
den unge har forladt hjemmet, hvorfor det vurderes, at den
foreslåede regel er proportional med det forfulgte
formål.
Som anført ovenfor skal anvendelse af elektronisk
overvågning ske i samarbejde med de involverede parter. Dette
vil sige, at forældrenes samtykke altid skal indhentes,
ligesom der altid skal indhentes samtykke fra den unge, hvis denne
er over 15 år. Der skal endvidere indhentes samtykke fra den
eller de personer, der har rådighed over den unges
bopæl, såfremt den unge ikke bor hos sine
forældre. Dermed er bestemmelsen i overensstemmelse med
persondatalovens §§ 6-8.
Som anført i punktet ovenfor foreslås det, at
Kriminalforsorgen yder bistand til kommunernes anvendelse af
elektronisk overvågning ved at stille det tekniske udstyr til
rådighed for kommunen samt instruere kommunen i at montere
det elektroniske udstyr. Kriminalforsorgen vil også varetage
den elektroniske overvågning af den unge. På baggrund
heraf anses Kriminalforsorgen for databehandler i persondatalovens
forstand.
Efter persondatalovens § 41, stk. 1, må personer,
virksomheder mv., der udfører arbejde under den
dataansvarlige eller databehandleren, og som får adgang til
oplysninger, kun behandle disse efter instruks fra den
dataansvarlige, medmindre andet følger af lov eller
bestemmelser fastsat i henhold til lov. Når en dataansvarlig
overlader en behandling af oplysninger til en databehandler, skal
den dataansvarlige sikre sig, at databehandleren kan træffe
de i § 41, stk. 3-5, nævnte tekniske og organisatoriske
sikkerhedsforanstaltninger, og påse, at dette sker, jf.
§ 42, stk. 1. Efter bestemmelsens stk. 2, skal
gennemførelse af en behandling ved en databehandler ske i
henhold til en skriftlig aftale parterne imellem. Af aftalen skal
det fremgå, at databehandleren alene handler efter instruks
fra den dataansvarlige, og at reglerne i § 41, stk. 3-5,
ligeledes gælder for behandlingen ved databehandleren.
Som følge heraf skal der således indgås en
databehandleraftale mellem Kriminalforsorgen og den
pågældende, dataansvarlige kommune.
Om forholdet til databeskyttelsesdirektivet henvises til
afsnit 7 nedenfor.
Da elektronisk overvågning kun vil kunne
gennemføres i tilfælde, hvor både
forældrene og/eller den unge på 15 år eller
derover indvilliger i ordningen, vurderes forslaget ikke at rejse
spørgsmål i forhold til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 5 (retten til frihed)
og 8 (retten til privat- og familieliv).
2.2. Kommunens foranstaltninger for at sikre overholdelsen af
ungepålæg og politiets eventuelle bistand hertil
2.2.1. Gældende ret
Med henblik på at sikre overholdelsen af visse
ungepålæg findes det hensigtsmæssigt at give
kommunen udtrykkelig hjemmel til at kunne bringe barnet eller den
unge til det sted, hvor ungepålægget skal opfyldes. For
så vidt angår politiets bistand til kommunerne i denne
forbindelse bemærkes, at der i tilknytning til
indførelsen af ungepålæg i serviceloven, jf.
ovenfor under punkt 2.1, blev givet bemyndigelse til, at der kunne
iværksættes en lokal forsøgsordning, hvorefter
der i nogle udvalgte særligt udsatte kommuner kunne
træffes nærmere aftale mellem kommunen og den
pågældende politikreds om at bistå med at hente
og bringe børn og unge, der ved et ungepålæg var
pålagt en handlepligt, til stedet, hvor handlepligten skulle
opfyldes. Det fremgik af lovforslaget, at politiets bistand
primært ville være relevant i forbindelse med
opfyldelse af enkeltstående handlepligter og således
som udgangspunkt ville bestå i enkeltstående afhentning
og aflevering på det sted, hvor ungepålægget
skulle opfyldes. Forsøgsordningen blev aldrig iværksat
på grund af nye initiativer i forbindelse med anbefalingerne
fra Kommissionen om ungdomskriminalitet og det efterfølgende
regeringsudspil "Mere konsekvens, opfølgning og omsorg - en
markant styrket indsats mod ungdomskriminalitet" fra oktober
2009.
2.2.2. Den foreslåede ordning
I nogle tilfælde vil det kunne være
hensigtsmæssigt, at politiet yder bistand til kommunernes
indsats for at sikre overholdelsen af et ungepålæg ved
enkeltstående afhentning og aflevering af barnet eller den
unge på det sted, hvor ungepålægget skal
opfyldes. Det vil i et vist omfang kunne være relevant ved
visse pålæg om at deltage i bestemte aktiviteter, og
det vil navnlig kunne være hensigtsmæssigt i de
situationer, hvor ungepålægget går ud på,
at barnet eller den unge skal være hjemme i aften- og
nattetimerne.
Muligheden for at rekvirere politiets bistand til
gennemførelse af et ungepålæg er fortsat
primært tiltænkt en præventiv funktion, idet det
vurderes, at den blotte viden om, at kommunen kan anmode politiet
om at bistå med at sikre overholdelsen af
ungepålægget vil kunne få flere børn og
unge til selv at møde op på stedet, hvor
ungepålægget skal opfyldes.
Det foreslås derfor at ændre muligheden for
etablering af forsøgsordninger i udvalgte særligt
udsatte kommuner til, at politiet kan yde bistand til kommunens
indsats for at sikre overholdelsen af et ungepålæg.
Forslaget gennemføres dels ved at tydeliggøre, at
kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelser om
ungepålæg efter § 57 b fuldbyrdes, og at kommunen
kan hente og bringe barnet eller den unge med henblik på at
fuldbyrde afgørelser efter § 57 b, dels ved at
fastslå, at politiet kan bistå kommunen i forbindelse
med at hente og bringe barnet eller den unge for at sikre
overholdelsen af et ungepålæg. Politiets bistand til
kommunerne vil ske i overensstemmelse med reglerne i politiloven.
Der indføres samtidig en bemyndigelsesbestemmelse, hvori
socialministeren og justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om, i hvilke situationer politiet vil kunne
bistå kommunerne, og hvilken bistand politiet kan yde.
Afhentning ved politiets foranstaltning må antages at
have en sådan intensitet, at det vil udgøre et indgreb
omfattet af EMRK artikel 8. Et sådan indgreb skal opfylde
betingelserne i artikel 8, stk. 2, hvorefter indgrebet skal have
hjemmel i lov, varetage et af de i bestemmelsen nævnte
legitime formål og være proportionalt. Politiets
bistand vil bestå i enkeltstående afhentninger og
afleveringer på stedet, hvor unge pålægget skal
opfyldes.
2.3. Lempelse af kriterierne for anbringelse på sikrede
institutioner
2.3.1. Gældende ret
Ved sikrede institutioner, jf. servicelovens § 67, stk.
3, forstås sikrede døgninstitutioner, hvor det er
tilladt at have yderdøre og vinduer konstant aflåst,
jf. § 5, i bekendtgørelse nr. 893 af 9. juli 2007 om
magtanvendelse over for børn og unge
(magtanvendelsesbekendtgørelsen), der er anbragt uden for
hjemmet. En afdeling eller en institution, der er aflåst hele
eller næsten hele døgnet, skal være godkendt som
en sikret afdeling eller institution af kommunalbestyrelsen eller
det regionsråd, som er ansvarlig for oprettelse og drift af
den pågældende sikrede døgninstitution. Efter
gældende regler kan kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om at anbringe børn og unge mellem 12 og 17
år på en sikret afdeling, når det er absolut
påkrævet. De nærmere betingelser følger af
§ 15, stk. 1, i magtanvendelsesbekendtgørelsen.
Kriminalitet kan ikke i sig selv begrunde anbringelse efter
serviceloven på en sikret afdeling. Men kriminelle handlinger
kan udgøre et af flere elementer i den samlede vurdering af,
om anbringelseskriterierne er opfyldt. Andre forhold, der kan
begrunde anbringelse på en sikret afdeling, kan fx være
gentagne rømninger fra et anbringelsessted eller truende
adfærd.
Kriteriet om, at anbringelsen skal være "absolut
påkrævet" betyder i praksis, at andre mere lempelige
foranstaltninger skal være afprøvet, inden barnet
eller den unge anbringes på en sikret afdeling. At andre mere
lempelige foranstaltninger skal være afprøvet, kan fx
være en ung under den kriminelle lavalder, som tidligere har
været anbragt med samtykke på en institution, men har
rømmet fra institutionen og begået
småkriminalitet, er blevet anbragt på en ny institution
og igen rømmer og begår mere alvorlig voldelig
kriminalitet.
Det er barnets eller den unges opholdskommune, der
træffer afgørelse om anbringelse på en sikret
afdeling samt om, hvor længe barnet eller den unge skal
være anbragt. Afgørelsen kan træffes både
med og uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den
unge, der er fyldt 15 år. Det bemærkes i øvrigt,
at § 17 i magtanvendelsesbekendtgørelsen om varigheden
af børn og unges ophold på sikrede afdelinger fortsat
finder anvendelse, ligesom de øvrige regler i
bekendtgørelsen om rammerne for opholdet.
2.3.2. Den foreslåede ordning
Det er regeringens opfattelse, at man skal kunne anbringe
børn og unge på sikrede afdelinger, når det er
påkrævet, uden nødvendigvis først at
skulle prøve andre mere lempelige foranstaltninger, der
på forhånd må vurderes som utilstrækkelige.
Det drejer sig bl.a. om meget udadreagerende unge, som er
vanskelige at rumme på åbne anbringelsessteder. Det kan
fx være børn og unge, der gentagne gange er stukket af
fra åbne afdelinger, og hvor det derfor er vanskeligt at
fastholde barnet eller den unge i et socialpædagogisk
behandlingsprogram eller børn og unge, der er voldelige over
for de ansatte eller andre anbragte børn og unge, og som
derfor ikke kan rummes i et almindeligt anbringelsessted eller
børn og unge, der udviser selvskadelig adfærd i
forbindelse med, at de stikker af fra åbne
anbringelsessteder.
På den baggrund foreslås det at lempe et af
kriterierne for anvendelse af sikrede afdelinger som
anbringelsessted, så en anbringelse på en sikret
afdeling i den konkrete situation ikke længere skal
være »absolut påkrævet« men
»påkrævet«.
Ved at lempe på dele af kriterierne for anbringelse
på en sikret afdeling vil man på et tidligere tidspunkt
kunne tage fat i og anbringe børn og unge på en sikret
afdeling uden, at der er prøvet andre og mere lempelige
foranstaltninger først.
Formålet er, at kommunerne får lettere ved at
fastholde børn og unge, når de er til fare for sig
selv eller andre, når der er behov for en pædagogisk
observation eller for socialpædagogisk behandling.
Som led i ændringen vil der ske en
konsekvensændring af reglerne i
magtanvendelsesbekendtgørelsen, hvor flere af de
øvrige ændringer som led i regeringens udspil "En ny
start" også vil blive gennemført.
Problemet med ikke at kunne tilbageholde et barn eller en ung
i et nødvendigt socialpædagogisk
behandlingsforløb i øvrigt bliver imødekommet
med lovforslaget om styrkelse af indsatsen over for
kriminalitetstruede børn og unge, hvor der stilles forslag
om en ny institutionstype, hvor man i en periode kan låse
døre og vinduer på anbringelsesstedet. Lovforslaget
fremsættes parallelt med dette lovforslag.
2.4. Finansieringsregler vedr. unge kriminelle
2.4.1 Gældende ret
Efter de gældende regler finansieres de sikrede pladser
af kommunerne i fællesskab via objektiv finansiering. Dvs. at
alle kommuner betaler ud fra antallet af unge 15-17-årige i
kommunen. Når unge opholder sig i kriminalforsorgens regi,
finansieres opholdet af staten. Når unge afsoner på et
åbent anbringelsessted i socialt regi, har kommunerne det
fulde finansieringsansvar.
Det bemærkes, at der samtidig bliver fremsat lovforslag
fra justitsministeren om nedsættelse af den kriminelle
lavalder fra 15 til 14 år.
2.4.2. Den foreslåede ordning
Som led i finanslovsaftalen for 2010 er det aftalt, at den
enkelte kommune skal betale en fast takst, når unge under 18
år fra kommunen opholder sig på sikrede afdelinger
eller på Kriminalforsorgens institutioner for at sikre, at
kommunerne griber ind så tidligt som muligt, hvis en ung
udvikler sig i kriminel retning. En kommunal egenbetaling, der er
højere end taksten for en åben institution, vil
samtidig tilskynde kommunerne til hurtigt at finde en plads til
kriminelle unge, som skal afsone en dom på en åben
institution. Det vil bidrage til at afhjælpe de
nuværende flaskehalsproblemer og nedbringe ventetiden
på de sikrede institutioner.
Taksten fastsættes uafhængigt af de faktiske
udgifter til den unges ophold i hhv. Kriminalforsorgens
institutioner og på de sikrede afdelinger. Det betyder, at
kommunerne også fremover finansierer en del af opholdet i
sikrede afdelinger i fællesskab, idet det foreslås, at
kommunerne betaler differencen mellem den enkelte kommunes
egenbetaling og de faktiske udgifter via objektiv
finansiering.
3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Der er på finansloven for 2010 afsat en ramme på
4,4 mio. kr. i 2010 og 2,6 mio. kr. årligt hvert af de
følgende år til kompensation for kommunale merudgifter
i forbindelse med lempelse af kriterierne for anbringelse på
sikrede institutioner. En afgørelse om brug af elektronisk
overvågning erstatter andre kommunale forebyggende
foranstaltninger, som ellers skulle have været sat i
værk, og forventes derfor ikke at medføre merudgifter
for kommunerne.
De økonomiske konsekvenser af lovforslaget skal
forhandles med de kommunale parter.
4. De økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Forslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
5. De administrative konsekvenser for borgere
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
6. De miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ikke miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Af databeskyttelsesdirektivets (direktiv 95/46/EF af 24.
oktober 1995) artikel 7 følger, at behandling af
personoplysninger kan finde sted, hvis der ikke hersker tvivl om,
at den registrerede har givet sit samtykke. Endvidere kan
behandling af personoplysninger finde sted, hvis behandlingen er
nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i
samfundets interesse eller henhørende under offentlig
myndighedsudøvelse, som den registeransvarlige eller en
tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået
pålagt, eller hvis behandlingen er nødvendig for, at
den registeransvarlige eller den tredjemand eller de
tredjemænd, til hvem oplysningerne videregives, kan
forfølge en legitim interesse. Det gælder medmindre
den registreredes interesser eller de grundlæggende
rettigheder og frihedsrettigheder, der skal beskyttes i henhold til
direktivet, går forud herfor.
Der vil ikke ved den foreslåede bestemmelse i § 57
b, stk. 4-6, blive foretaget behandlinger, der vedrører
særlige kategorier af oplysninger, som er omfattet af
direktivets artikel 8.
Det er Socialministeriets opfattelse, at lovforslaget ligger
inden for rammerne af databeskyttelsesdirektivet. Der lægges
herved vægt på, at behandlingen af personoplysninger i
medfør af lovforslagets § 57 b, stk. 4-6, kræver
samtykke fra den registrerede.
Lovforslaget indeholder ikke i øvrigt EU-retlige
aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer
Lovforslaget har været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
3F - Fagligt Fælles Forbund, Advokatrådet,
Ankestyrelsen, Børne og Kulturchefforeningen, Børns
Vilkår, Børnerådet, Børnesagens
Fællesråd, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (v/ formand Hanne
Børner), Dansk Industri, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk
Socialrådgiverforening, Dansk Psykologforening, Danske
Regioner, Dansk Sygeplejeråd, Danske Handicaporganisationer,
Den Danske Dommerforening, Familieplejen Danmark, Familiestyrelsen,
FOA - Fag og Arbejde, BUPL - Forbundet af Pædagoger og
Klubfolk, Foreningen af Danske Døgninstitutioner, Foreningen
af Socialchefer i Danmark, Foreningen af statsforvaltningsjurister,
ForældreLANDSforeningen, HK/kommunal, Institut for
Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Kristelig
Fagbevægelse, Landsforeningen af Aktive Bedsteforældre,
Landsforeningen af Kvindekrisecentre, Landsforeningen af
Opholdssteder, Botilbud og Skolebehandlingstilbud, Landsforeningen
af Socialpædagoger, Lægeforeningen, Danmarks
Lærerforening, Lærernes Centralorganisation,
Plejefamiliernes Landsforening, Red Barnet, Rigsadvokaten,
Rådet for Socialt Udsatte, Socialpædagogernes
Landsforbund, Statsforvaltningerne og TABUKA.
| |
9. Sammenfattende skema |
| |
| | Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | 4,4 mio. kr. i 2010 og 2,6 mio. kr. i
hvert af de følgende år. |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder elementer, der
relaterer sig til databeskyttelsesdirektivet (direktiv 95/46/EF af
24. oktober 1995) |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Den foreslåede § 57 b, stk. 4, indebærer, at
kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at et
barn eller en ung i tilknytning til en afgørelse om
ungepålæg kan underlægges elektronisk
overvågning. Der kan træffes afgørelse om
elektronisk overvågning i tilknytning til en afgørelse
om ungepålæg, der indebærer, at barnet eller den
unge skal være hjemme på et nærmere fastsat
tidspunkt, jf. stk. 3, nr. 2, når der er bestemte grunde til
at antage, at barnet eller den unge ikke vil overholde et
sådant pålæg, og det vurderes, at en
afgørelse om elektronisk overvågning vil være
medvirkende til at få den unge til at efterleve
pålægget.
Afgørelsen om elektronisk overvågning kan
træffes for at sikre, at et pålæg om at
være hjemme på bestemte tidspunkter om aftenen og
natten overholdes. Hvis barnet eller den unge ikke overholder
indgåede aftaler med kommunen, vil det blive registreret med
det samme, og kommunen vil kunne bringe barnet eller den unge hjem,
evt. med politiets bistand, jf. forslagets § 1, nr. 2-4.
Bestemmelsen giver således adgang til at indsamle,
registrere og anvende personoplysninger om barnet eller den unge.
Der henvises i øvrigt om forholdet til persondataloven til
de almindelige bemærkninger afsnit 2.1. Det er
kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om
elektronisk overvågning i tilknytning til et
ungepålæg. Elektronisk overvågning er tænkt
som et pædagogisk værktøj, der kan anvendes i
tilfælde, hvor det bidrager til, at den unge efterlever sit
pålæg. Dette kan fx være i situationer, hvor den
unge har fået et pålæg om i en bestemt periode at
være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt, og
forældrene har behov for støtte til at sikre den unges
efterlevelse af dette pålæg.
Den elektroniske overvågning består i, at barnet
eller den unge får påsat en såkaldt elektronisk
fodlænke, samtidig med at der opstilles udstyr i dennes hjem,
der kan registrere, at barnet eller den unge forlader
hjemmet.
Hvornår der foreligger bestemte grunde til at antage, at
barnet eller den unge ikke vil overholde et sådant
pålæg, er en konkret vurdering. Det kunne fx være
tilfælde, hvor den unge tidligere har fået et
ungepålæg, som ikke er overholdt, eller hvor det er
tydeligt, at den unge er en del af en uheldig gruppering, fx
kriminelle unge, som må antages at kunne påvirke den
unge til ikke at overholde pålægget.
Desuden er det en betingelse for at træffe
afgørelse om elektronisk overvågning, at det må
antages, at afgørelsen vil kunne være medvirkende til
at få den unge til at efterleve pålægget. Dette
kan fx være, at den unge selv giver udtryk herfor, eller hvis
en tidligere afgørelse om elektronisk overvågning i
forbindelse med en afgørelse om ungepålæg har
medført, at den unge har overholdt et sådant
pålæg, eller at forældrene har behov for
støtte til at sikre, at barnet eller den unge efterlever
dette pålæg.
Elektronisk overvågning kan ikke erstatte en
pædagogisk indsats eller anden støtte fx efter kapitel
11 i lov om social service, men kan bruges som et redskab i den
samlede pædagogiske indsats til i samarbejde med
forældrene at gennemføre målsætninger om,
at barnet eller den unge fx skal undgå at indgå i
uheldige grupperinger og være udhvilet og veloplagt,
når pågældende møder i skolen om
morgenen.
Elektronisk overvågning må således ikke
anvendes som en sanktion, men alene som en støttende
foranstaltning i den samlede sociale indsats overfor barnet eller
den unge. Hvis ungepålægget ikke vurderes at være
tilstrækkeligt eller den unge ikke overholder
pålægget, må kommunalbestyrelsen vurdere, om der
er grundlag for at iværksætte andre foranstaltninger
efter servicelovens § 52, stk. 3, fx anbringelse uden for
hjemmet.
Elektronisk overvågning forudsætter samarbejde med
forældrene, idet overvågningen skal bruges som led i en
pædagogisk indsats både fra forældrene og
kommunen til at støtte forældrene i at få den
unge til at følge et pålæg om fx at opholde sig
hjemme om aftenen eller i weekenderne i en periode.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger,
kan et pålæg om elektronisk overvågning ikke
gives uden samtykke fra den eller de personer, der har
rådighed over den unges bolig.
Ved afgørelse om anvendelse af elektronisk
overvågning skal barnets eller den unges synspunkter
tillægges passende vægt i overensstemmelse med den
pågældendes alder og modenhed, og i tilfælde,
hvor elektronisk overvågning anvendes over for børn og
unge, vil det forudsætte, at den pågældende
indvilliger i ordningen. Det vil under ingen omstændigheder
være muligt fysisk at tvinge barnet eller den unge til at
få påsat en elektronisk fodlænke, da en
sådan magtanvendelse må anses for at være i strid
med et grundlæggende proportionalitetsprincip. Elektronisk
overvågning vil således kun kunne gennemføres i
tilfælde, hvor både forældrene og/eller den unge
på 15 år eller derover indvilliger i ordningen.
I vurderingen af om der i tilknytning til en afgørelse
om ungepålæg efter § 57 b, stk. 3, nr. 2, skal
træffes afgørelse om elektronisk overvågning,
skal det endvidere vurderes, om en afgørelse om elektronisk
overvågning står i rimeligt forhold til indholdet af og
formålet med ungepålægget. Fx vil det ikke
være proportionalt at træffe afgørelse om
elektronisk overvågning i tilknytning til et
ungepålæg, der alene går på, at den unge
skal opholde sig i hjemmet en dag om måneden.
Desuden skal kommunalbestyrelsen overveje, om indholdet og
omfanget af vilkårene i ungepålægget er af en
karakter, der praktisk og pædagogisk giver mulighed for, at
der samtidig træffes afgørelse om elektronisk
overvågning. Med dette menes bl.a., at de tidspunkter, som
afgørelsen om ungepålæg fastsætter, at den
unge skal opholde sig hjemme på, skal indkodes i det
overvågningsudstyr, som opstilles i den
pågældendes hjem. Det vil derfor være
nødvendigt, at de fastlagte tidspunkter er nogenlunde
regelmæssige, hvis denne indkodning rent praktisk skal kunne
lade sig gøre.
Det foreslås, at kommunalbestyrelsens afgørelser
om elektronisk overvågning ligesom afgørelser om
ungepålæg, kan indbringes for de sociale nævn
efter de almindelige klageregler i servicelovens §§ 166
og 167. Den endelige afgørelse om elektronisk
overvågning henhører under domstolene.
Såfremt det i forbindelse med den elektroniske
overvågning konstateres, at den unge ikke opholder sig i
hjemmet på de tidspunkter, der er fastlagt i
ungepålægget, må kommunen vurdere, om der er
gyldige grunde til, at den unge ikke er i hjemmet på det
pågældende tidspunkt, fx at der er indgået en
aftale om, at den unge tager på ferie, deltager i
fritidsaktiviteter eller lignende. Hvis kommunen ikke finder, at
der er en undskyldelig grund til, at ungepålægget ikke
er overholdt, har kommunen mulighed for at bringe barnet eller den
unge tilbage til bopælen med henblik på at sikre
overholdelsen af ungepålægget, om fornødent med
bistand fra politiet, jf. nedenfor om bemærkningerne til nr.
2.
Der foreslås i § 57 b, stk. 6, indført en
begrænsning på, hvor længe børn og unge
kan være underlagt elektronisk overvågning. Når
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om anvendelsen
af elektronisk overvågning i tilknytning til et
ungepålæg, skal der således samtidig
træffes afgørelse om varigheden af denne. Der kan
træffes afgørelse om elektronisk overvågning af
en varighed på op til 1 måned ad gangen. Den samlede
varighed af elektronisk overvågning kan ikke overstige 3
måneder inden for en periode på 12 måneder. Der
henvises i øvrigt til forslagets almindelige
bemærkninger afsnit 2.1.2.
Til nr. 2, 3 og 4
Der stilles forslag om dels at indføje i § 64,
stk. 1, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at
afgørelser om ungepålæg efter § 57 b
fuldbyrdes, dels i § 64, stk. 2, at give kommunen kompetence
til at hente og bringe den unge med henblik på at fuldbyrde
afgørelser efter § 57 b. Det foreslås endvidere i
§ 57 b, stk. 10, at politiet kan bistå kommunen i
forbindelse med at hente og bringe den unge for at sikre
overholdelsen af et ungepålæg. Samtidig indsættes
en bemyndigelsesbestemmelse i § 57 b, stk. 11, hvorefter
socialministeren efter forhandling med justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler om politiets bistand i
kommunerne i forbindelse med gennemførelse af
ungepålæg. Politiets bistand til kommunerne vil ske i
overensstemmelse med reglerne i politiloven og med anvendelse af de
magtmidler, der er beskrevet heri. Politiet vil således have
mulighed for at anvende magt i forbindelse med fuldbyrdelsen af
pålægget.
Muligheden for at rekvirere politiets bistand til
gennemførelse af ungepålæg er primært
tiltænkt en præventiv funktion, idet det vurderes, at
den blotte viden om, at kommunen kan anmode politiet om at
bistå med at hente og bringe den unge, vil kunne få
flere unge til selv at møde op på stedet, hvor
ungepålægget skal opfyldes. Der henvises i
øvrigt til forslagets almindelige bemærkninger afsnit
2.2.1.
Kommunalbestyrelsen skal i hvert enkelt tilfælde, hvor
det besluttes, at politiet skal anmodes om at bistå ved
gennemførelsen af et ungepålæg, foretage en
vurdering af indgrebets proportionalitet, dvs. om beslutningen om,
at politiet skal bistå ved gennemførslen af
ungepålægget står i rimeligt forhold til
overtrædelsen af den konkrete pålagte
handlepligt.
Til nr. 5
Det foreslås med en ændring af § 123, stk. 1,
at lempe kriterierne for anbringelse på sikrede afdelinger
fra »absolut påkrævet« til
»påkrævet«. Denne lempelse giver kommunerne
videre mulighed for at træffe afgørelse om at anbringe
børn og unge på sikrede afdelinger. At indsatsen skal
være "absolut påkrævet" har i praksis betydet, at
andre mere lempelige indsatser skal være afprøvet,
inden den unge anbringes på en sikret afdeling. Dette kan
føre til, at en konsekvent indsats igangsættes for
sent, og at den unge risikerer at skulle bo flere forskellige
steder inden anbringelsen på en sikret afdeling.
En lempelse af kriterierne for anbringelse på en sikret
afdeling indebærer, at andre mere lempelige indsatser ikke
nødvendigvis skal være afprøvet inden den unge
anbringes på en sikret afdeling. Således bliver der med
forslaget givet mulighed for på et tidligere tidspunkt, at
tilbageholde børn og unge i forbindelse med
socialpædagogisk observation eller behandling eller gribe ind
på et tidligere tidspunkt, hvis den unge er til skade for sig
selv eller andre. Kommunerne skal hermed ikke afvente, at
problemerne bliver så alvorlige, at det er absolut
påkrævet at handle, førend de kan fastholde
børn og unge i en socialpædagogisk behandling eller
får mulighed for at observere barnet eller den unge i lukket
regi.
Lempelsen af kriteriet fra at skulle være absolut
påkrævet til påkrævet vedrører alene
anbringelse på en sikret afdeling og ikke andre muligheder
for at anvende magt, fx muligheden for at fastholde unge efter
§ 2 eller muligheden for anbringelse i isolation efter §
6, stk. 2, i magtanvendelsesbekendtgørelsen.
Til nr. 6
Socialministeren kan efter den gældende regel, jf.
§ 174, stk. 4, fastsætte regler om principperne for
kommunernes finansiering af de mest specialiserede lands- og
landsdelsdækkende tilbud, herunder sikrede afdelinger.
Med forslaget til § 174, stk. 5, får
socialministeren hjemmel til også at kunne fastsætte
regler om opkrævning af en fast takst hos kommunerne,
når børn og unge under 18 år opholder sig i
Kriminalforsorgens institutioner.
Det bliver hermed muligt at fastsætte en fast takst for
børn og unges ophold, uanset om de opholder sig på
sikrede afdelinger eller i Kriminalforsorgens regi. Udgifter ud
over den faste takst på sikrede afdelinger, finansieres som i
dag via objektiv finansiering, hvor kommunerne betaler i forhold
til antallet af 15-17-årige i kommunen. Der henvises i
øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger
afsnit 2.4.2.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli
2010.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt
med gældende ret
| | Gældende formulering | | | | Lovforslaget | |
§ 57 b.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om at
meddele et barn eller en ung i alderen 12-17 år et
ungepålæg, når barnet eller den unge har
adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en
sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den
unges udvikling er i fare, og når det vurderes, at et
frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og
forældremyndighedsindehaveren om støtte efter §
52, stk. 3, ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe
barnets eller den unges problemer. Afgørelsen om
ungepålæg kan træffes uden
forældremyndighedsindehaverens samtykke. Stk. 2.
Meddelelse af et ungepålæg forudsætter, at der
foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge 1) har ulovligt skolefravær, eller
at undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes, 2) har begået kriminalitet af et
vist omfang eller en vis grovhed, 3) har alvorlige adfærds- eller
tilpasningsproblemer eller 4) nægter at samarbejde med de
relevante myndigheder om løsningen af barnets eller den
unges problemer. Stk. 3. Et
ungepålæg skal angive en eller flere konkrete
handlepligter for barnet eller den unge, som vurderes at være
egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den
unges problemer, og som står i rimeligt forhold til
formålet. Det kan herunder fastsættes, at barnet eller
den unge skal 1) modtage en eller flere foranstaltninger
efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 7, 9 eller 10, 2) være hjemme på et
nærmere fastsat tidspunkt eller 3) bidrage til at genoprette forrettet
skade. Stk. 4. Hvis
der er truffet afgørelse om ungepålæg efter stk.
1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse efter
§ 52, stk. 1, om at iværksætte foranstaltninger
efter § 52, stk. 3, nr. 1, 3, 6, 7, 9 eller 10, selv om
forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker
foranstaltningen iværksat, når det vurderes, at
formålet med foranstaltningen vil kunne opnås uanset
det manglende samtykke. Stk. 5.
§ 57 a, stk. 5 og 8, finder tilsvarende anvendelse
på ungepålægget efter stk. 1. Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen skal ved afgørelse om
ungepålæg efter stk. 1 overveje, om der samtidig
bør træffes afgørelse om
forældrepålæg efter § 57 a. | | 1. I § 57 b indsættes efter stk. 3 som
nye stykker: »Stk. 4.
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at barnet
eller den unge i tilknytning til en afgørelse om
ungepålæg, der indebærer at barnet eller den unge
skal at være hjemme på et nærmere fastsat
tidspunkt, jf. stk. 3, nr. 2, kan underlægges elektronisk
overvågning, når der er bestemte grunde til at antage,
at barnet eller den unge ikke vil overholde det meddelte
pålæg, og det vurderes, at elektronisk
overvågning vil være medvirkende til at få barnet
eller den unge til at efterleve pålægget. Stk. 5.
Afgørelsen om elektronisk overvågning efter stk. 4
skal stå i rimeligt forhold til indholdet af og
formålet med ungepålægget. Stk. 6.
Afgørelsen om elektronisk overvågning efter stk. 4
træffes for en afgrænset periode på højst
1 måned ad gangen. Den samlede varighed af elektronisk
overvågning må ikke overstige 3 måneder inden for
en periode på 12 måneder. « Stk. 4-7 bliver herefter stk. 7-10. |
Stk. 7.
Indenrigs- og socialministeren kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte nærmere regler i en
bekendtgørelse om gennemførelsen af en
forsøgsordning, hvorefter politiet yder kommunen bistand i
forbindelse med gennemførelsen af
ungepålæg. | | 2.§ 57 b, stk. 7, der bliver stk. 10,
ophæves, og i stedet indsættes: »Stk.10.
Politiet kan yde bistand til kommunen ved udøvelsen af
beføjelser efter § 64, stk. 2, når disse
beføjelser udøves i forbindelse med en
afgørelse om ungepålæg. Stk. 11.
Socialministeren fastsætter efter forhandling med
justitsministeren nærmere regler om politiets bistand til
kommunerne i forbindelse med gennemførelse af
ungepålæg. « 2. § 57 b,
stk. 7, der bliver stk. 10, affattes således: »Stk.10.
Politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af
beføjelser efter § 64, stk. 2, i tilknytning til en
afgørelse om ungepålæg. Stk. 11.
Socialministeren kan efter forhandling med justitsministeren
fastsætte nærmere regler om politiets bistand til
kommunerne i forbindelse med gennemførelse af
ungepålæg. « |
§ 64.
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelser efter
§§ 51, 58 og 63, § 68, stk. 3, og
§ 68 a fuldbyrdes. | | 3. I § 64, stk. 1, indsættes efter
»§§ 51,«: »57 b,«. |
Stk. 2.
Kommunen har mod behørig legitimation og uden retskendelse
adgang til forældremyndighedens indehavers bolig, rum eller
gemmer for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med
henblik på at fuldbyrde de afgørelser, der er
nævnt i stk. 1. | | 4. I § 64, stk. 2, indsættes som 2.
pkt.: »Kommunen kan hente og bringe barnet
eller den unge til stedet, hvor ungepålægget skal
opfyldes, med henblik på at fuldbyrde afgørelser efter
§ 57 b. « |
§ 123. Stk. 1.
Sikrede afdelinger, isolation, fiksering m.v. i institutioner
beregnet til døgnophold for børn og unge må
alene anvendes, når forholdene i det enkelte tilfælde
gør det absolut påkrævet. Indenrigs- og
socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler
om betingelserne herfor. Aflåsning om natten af
værelser i sikrede afdelinger betragtes ikke som
isolation. | | 5.§ 123, stk. 1, affattes
således: »Sikrede afdelinger i institutioner
beregnet til døgnophold for børn og unge må
alene anvendes, når forholdene i det enkelte tilfælde
gør det påkrævet. Isolation, fiksering m.v. i
institutioner beregnet til døgnophold for børn og
unge må alene anvendes, når forholdene i det enkelte
tilfælde gør det absolut påkrævet.
Socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler
om betingelserne herfor. Aflåsning om natten af
værelser i sikrede afdelinger betragtes ikke som isolation.
« |
§ 174.
Kommunalbestyrelsen fastsætter en takst for det enkelte
kommunale tilbud, jf. dog stk. 3. Stk. 2.
Taksten efter stk. 1 skal beregnes med udgangspunkt i de
gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved levering af tilbuddet
eller typen af tilbud. Stk. 3.
Indenrigs- og socialministeren fastsætter i en
bekendtgørelse regler om takstberegningen og om, hvilke
tilbud der er omfattet af bestemmelsen. Stk. 4.
Indenrigs- og socialministeren kan i en bekendtgørelse
fastsætte regler om principperne for kommunernes finansiering
af de mest specialiserede lands- og landsdelsdækkende
tilbud. | | 6. I § 174 indsættes som stk. 5: »Stk. 5.
Socialministeren kan fastsætte regler om opkrævning af
en fast takst hos kommunerne, når unge under 18 år har
ophold i Kriminalforsorgens institutioner. « |
| | | § 2 Loven træder i kraft den 1. juli
2010. |