Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 26. maj 2010
1. Ændringsforslag
Skatteministeren har stillet 6 ændringsforslag til
lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 28. april 2010 og var til 1.
behandling den 11. maj 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling
henvist til behandling i Skatteudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Lovforslaget blev sendt i høring samtidig med
fremsættelsen. Den 7., 10., 11. og 12. maj 2010 sendte
skatteministeren de indkomne høringssvar og et notat herom
til udvalget. Den 21. maj 2010 sendte skatteministeren et
supplerende høringsskema.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget
skriftlige henvendelser fra:
Erik Ankjær,
Jan Britze,
Forsikring & Pension,
P. Grønborg, Holte,
Jürgen Anders Handler, Harrislee,
Kurt Ærenlund Pedersen, Sabro,
Pensionistforeningen i DJØF,
Bent Scharøe Petersen, Harrislee,
Søren Rasmussen, Rødovre,
Henrik Spliid, Gentofte, og
Jette Vorstrup, Steen Leth Jeppesen, Ernst Ingurt og Henrik
Spliid.
Skatteministeren har over for udvalget kommenteret de
skriftlige henvendelser med undtagelse af 1 henvendelse, som
forventes kommenteret af skatteministeren inden 2. behandling af
lovforslaget.
Samråd
Udvalget har stillet 1 samrådsspørgsmål til
skatteministeren til mundtlig besvarelse, som blev besvaret i et
åbent samråd den 21. maj 2010. Den 25. maj 2010 sendte
skatteministeren talepapiret, der lå til grund for
besvarelsen, til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 23 spørgsmål til
skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF, KF
og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget bemærker, at den midlertidige
udligningsskat på store pensionsindkomster er en del af
skattereformen, som medførte lempelser i indkomstskatterne.
Lempelserne gør det mere attraktivt at yde en ekstra indsats
og er samtidig med til at trække højt kvalificeret
arbejdskraft til Danmark fra udlandet. Begge dele får Danmark
hårdt brug for, hvis der skal skabes vækst i fremtiden
og sikres det nødvendige antal hænder på
arbejdsmarkedet i en periode, hvor arbejdsstyrken ellers vil falde,
som følge af at store fødselsårgange går
på pension.
Skattereformen indeholder lempelser i marginalskatten. Det
betyder, at der på store pensionsopsparinger, som i sin tid
blev begunstiget af store fradrag på grund af en høj
marginalskat - helt op til 73 pct. - opstår en stor
difference mellem det fradrag, der blev givet, og den skat,
udbetalingen pålægges. Formålet med den
midlertidige pensionsskat er at udligne en del af denne difference.
Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti mener, at
der med lovforslagets konkrete udformning er opnået en
velafbalanceret model, der sikrer en fornuftig udligning af den
føromtalte difference.
Samtidig bidrager udligningsskatten med et provenu, som er med
til at finansiere lempelserne i indkomstskatten. Endelige
tilgodeser muligheden for at overføre uudnyttet bundfradrag
mellem ægtefæller, at der tages hensyn til par, som
tidligere har overført det uudnyttede bundfradrag for
mellemskatten mellem sig.
Et mindretal i udvalget (S og SF)
vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget.
Mindretallet vil stemme for de stillede
ændringsforslag.
Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget bemærker, at langt de fleste danskere sparer op til
deres alderdom i forskellige pensionsordninger. De beløb,
der spares op, har der været fuldt fradrag for. Til
gengæld skal man så naturligvis beskattes af pengene,
når man engang får dem udbetalt. For personer, der
betaler topskat, har værdien været helt op til 73 pct.
Nu er skatten på den personlige indkomst sat ned, hvilket
medfører, at pengene, der er sat ind med stort fradrag, kan
tages ud til lavere beskatning. Dermed er der ikke blot tale om en
udsættelse af beskatningen, men om en utilsigtet gevinst.
Derfor er Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti positivt
indstillet over for ideen om en udligningsskat. Det er
Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis opfattelse, at det
bør ske på en måde, så almindelige
pensionister ikke rammes.
Det er en falliterklæring fra VKO, at provenuet fra
udligningsskatten ender med at være på 35 mio. kr. i
stedet for 80 mio. kr. VKO har altså ikke kunnet leve op til
sine egne løfter, og det skyldes jo især det interne
oprør i Venstre og Det Konservative Folkeparti, hvor
velstillede kernevælgere ville blive ramt af forslaget. VKO
ender med at måtte finde andre finansieringskilder for at
kunne betale for de uddelte skattelettelser. De hullukninger, der
giver det ellers manglende provenu, kunne have været brugt
langt bedre end til de skæve skattelettelser.
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har i udspillet
»Fair Forandring« foreslået at hæve
pensionstillægget for pensionister med 5.000 kr. hvert
år. Dansk Folkeparti, der har lagt stemmer til
rødvinsreformen og dermed gjort beskatningen herhjemme mere
skæv og givet de 10.000 rigeste danskere en årlig
skattelettelse på over 1 mia. kr., lægger nu igen
stemmer til mere rødvinsreform. I stedet for at give en
hjælpende hånd til helt almindelige folkepensionister,
som guderne skal vide kunne have god gavn af pengene, giver Dansk
Folkeparti dem til de allermest velstillede pensionister.
Endelig bemærkes det, at lovforslaget er et led i
regeringens og Dansk Folkepartis rødvinsreform og dermed et
led i den finansiering af meget skæve skattelettelser, som
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti er imod.
Et andet mindretal i udvalget (RV
og LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og
Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens
afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og
havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af skatteministeren,
tiltrådt af udvalget:
1) I
det under nr. 2 foreslåede § 63, stk. 4, 2. pkt., ændres
»stk. 2 og 5« til: »stk. 3 og 6«.
[Redaktionel ændring]
Til § 4
Af skatteministeren,
tiltrådt af udvalget:
2) I
den under nr. 1 foreslåede
affattelse af § 49, stk. 1, 2.
pkt., ændres »kildeskattelovens § 2, stk.
1, nr. 1« til: »kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr.
1 eller 4«.
[Mulighed for fradrag for
a-kasse-kontingent i indkomst af selvstændig virksomhed for
begrænset skattepligtige]
Af skatteministeren,
tiltrådt af udvalget:
3)
Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. § 49, stk. 1, 3. pkt., affattes
således:
»2. pkt. finder tilsvarende anvendelse for personer, som
er omfattet af kildeskattelovens § 1, og som anses for
hjemmehørende i en fremmed stat, i Grønland eller
på Færøerne efter bestemmelserne i en
dobbeltbeskatningsoverenskomst.«
[Ligestilling af begrænset
skattepligtige og fuldt skattepligtige, som er skattemæssigt
hjemmehørende i udlandet]
Til § 5
Af skatteministeren,
tiltrådt af udvalget:
4)
Idet under nr. 2 foreslåede § 7 a, stk. 1, nr. 7, ændres
»§ 11 a« til: »kapitel 11 a«, og efter
»lov om social pension« indsættes: », og
lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og
almindelig førtidspension m.v«.
[Undtagelse af
førtidspension efter lov om højeste, mellemste og
forhøjet almindelig førtidspension m.v. og
redaktionel ændring]
Af skatteministeren,
tiltrådt af udvalget:
5) I
det under nr. 2 foreslåede § 7 a, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Skelnes der ikke
mellem invalide- og alderspension, er alene udbetalinger indtil
opnåelse af folkepensionsalderen ikke omfattet af stk.
1.«
[Regel om udligningsskattepligt ved
opnåelse af folkepensionsalderen for en person, der forud har
modtaget en invalidepension]
Af skatteministeren,
tiltrådt af udvalget:
6) Det
under nr. 2 foreslåede § 7 a, stk. 6, 1. pkt., affattes
således:
»Er en gift persons udbetalte beløb efter stk. 1
lavere end grundbeløbet efter stk. 4, eller udbetales der
ikke beløb efter stk. 1, forhøjes den anden
ægtefælles grundbeløb med
forskelsbeløbet, dog højst med 121.000 kr.
(2010-niveau) med fradrag af personlig indkomst efter regulering
efter personskattelovens § 13.«
[Præcisering af, at der
også kan ske overførsel til en ægtefælle,
hvis der ikke udbetales beløb, der er
udligningsskattepligtige]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringen er redaktionel.
Ændringsforslaget går ud på at ændre
henvisningen i det foreslåede 2. pkt. i
dødsboskattelovens § 63, stk. 4, til de rigtige
bestemmelser i den foreslåede bestemmelse i
personskattelovens § 7 a.
Til nr. 2
Ændringsforslaget sikrer, at en begrænset
skattepligtig person, der driver selvstændig virksomhed i
Danmark gennem et fast driftssted, og som er medlem af en a-kasse,
kan få fradrag for kontingentet under samme betingelser, som
det foreslås for lønmodtagere.
Til nr. 3
Efter ændringsforslaget sikres det, at fuldt
skattepligtige personer, der anses for at være
skattemæssigt hjemmehørende i udlandet, i
Grønland eller på Færøerne, får
mulighed for fradrag for kontingent til a-kasser under samme
betingelser, som gælder for begrænset skattepligtige
personer.
Til nr. 4
Det er i det fremsatte lovforslag i personskattelovens §
7 a, stk. 1, nr. 7, foreslået, at førtidspension
omfattet af § 16 i lov om social pension ikke omfattes af
udligningsskatten.
For personer, der fik tilkendt førtidspension
før 2003, hvor førtidspensionsreformen trådte i
kraft, skete tilkendelsen i henhold til lov om højeste,
mellemste, forhøjet almindelig og almindelig
førtidspension m.v. Da også førtidspension, der
er tilkendt i henhold til denne lov, skal undtages fra
udligningsskatten, foreslås det, at der i personskattelovens
§ 7 a, stk. 1, nr. 7, henvises til førtidspension i
henhold til lov om lov om højeste, mellemste,
forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v.
Der foreslås endvidere en redaktionel ændring af
en henvisning til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fra
»§ 11 a« til »kapitel 11 a«.
Til nr. 5
Der er i det fremsatte lovforslag i personskattelovens §
7 a, stk. 2, foreslået, at udbetalinger af invalidepensioner
ikke indgår i grundlaget for udligningsskatten, jf.
personskattelovens § 7 a, stk. 1.
Den foreslåede affattelse af personskattelovens § 7
a, stk. 2, giver anledning til tvivl i det tilfælde, hvor den
ydelse, som en person modtager, og som benævnes
invalidepension, svagelighedspension el.lign., ikke får en
anden betegnelse, når den pågældende person
opnår folkepensionsalderen. For tjenestemænd, der
afskediges på grund af tab af mindst 2/3 erhvervsevne,
fastsættes en pension svarende til den alderspension, som den
pågældende ville have fået ved forbliven i
tjeneste indtil det 70. år. Denne pension ændres ikke
med hensyn til benævnelse, beregning eller anden
beskaffenhed, når tjenestemanden når f.eks.
folkepensionsalderen.
Sigtet med lovforslaget er, at alle invalidepensioner skal
omfattes af udligningsskatten fra et tidspunkt, der kan anses for
et sædvanligt alderpensioneringstidspunkt.
Med ændringsforslaget foreslås derfor en regel,
der sikrer, at udbetalinger bliver omfattet af udligningsskatten i
det tilfælde, hvor personen før folkepensionsalderen modtager en
invalidepension (der er undtaget fra udligningsskatten) og ved
opnåelse af folkepensionsalderen fortsætter med at
modtage samme type ydelse, dvs. uden en formel ændring af
betegnelsen af den modtagne ydelse til alderspension. Den ydelse,
der modtages ved opnåelse af folkepensionsalderen, er
alderspension og skal omfattes af udligningsskatten.
Til nr. 6
Det er i den foreslåede bestemmelse i personskattelovens
§ 7 a, stk. 6, 1. pkt., fastsat, at er en gift persons
udbetalte beløb efter § 7 a, stk. 1, lavere end
grundbeløbet, forhøjes den anden
ægtefælles grundbeløb med op til 121.000 kr. med
fradrag af personlig indkomst efter regulering efter
personskattelovens § 13. Bestemmelsen kan give anledning til
tvivl om, hvorvidt der kan ske overførsel i det
tilfælde, hvor der ikke udbetales beløb omfattet af
personskattelovens § 7 a, stk. 1.
Meningen med forslaget er, at der også skal kunne ske
overførsel i det tilfælde, hvor ægtefællen
slet ikke får udbetalt et beløb, der er
udligningsskattepligtigt, idet den pågældende ikke er
pensionist. Det foreslås derfor præciseret, at der kan
ske overførsel i det tilfælde, hvor der ikke udbetales
beløb, der er omfattet af § 7 a, stk.1.
Torsten Schack Pedersen
V Karsten Lauritzen V Mads Rørvig V
Jacob Jensen V Mikkel Dencker DF Pia Adelsteen DF
Mike Legarth KF Rasmus Jarlov KF
Simon Emil Ammitzbøll LA Nick Hækkerup
S John Dyrby Paulsen S Klaus Hækkerup S
René Skau Björnsson S Thomas Jensen S
Jesper Petersen SF Niels Helveg Petersen RV fmd. Frank Aaen EL
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 | | Liberal Alliance (LA) | 3 |
Socialdemokratiet (S) | 45 | | Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 | | Siumut (SIU) | 1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 | | Tjóðveldisflokkurin (TF) | 1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 | | Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Det Radikale Venstre (RV) | 9 | | Uden for folketingsgrupperne | 3 |
Enhedslisten (EL) | 4 | | (UFG) | |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 213
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
1 | Meddelelse om, at der er åbnet for
spørgsmål på forslaget |
2 | Henvendelse af 6/5-10 fra
Pensionistforeningen i DJØF |
3 | Henvendelse af 7/5-10 fra Søren
Rasmussen, Rødovre |
4 | Høringssvar, fra
skatteministeren |
5 | Henvendelse af 9/5-10 fra Kurt
Ærenlund Pedersen, Sabro |
6 | Yderligere høringssvar, fra
skatteministeren |
7 | Yderligere høringssvar, fra
skatteministeren |
8 | Henvendelse af 11/5-10 fra Jürgen
Anders Handler, Harrislee |
9 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
10 | Henvendelse af 11/5-10 fra P.
Grønborg, Holte |
11 | Fastsat tidsplan for udvalgets behandling
af lovforslaget |
12 | Høringsskema, fra
skatteministeren |
13 | Henvendelse af 13/5-10 fra Bent
Scharøe Petersen, Harrislee |
14 | Henvendelse af 14/5-10 fra Erik
Ankjær |
15 | Henvendelse af 15/5-10 fra Henrik Spliid,
Gentofte |
16 | 1. udkast til betænkning |
17 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 11/5-10 fra Jürgen Anders Handler |
18 | Henvendelse af 6/5-10 fra Jette Vorstrup,
Steen Leth Jeppesen, Ernst Ingurt og Henrik Spliid |
19 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 13/5-10 fra Bent Scharøe Petersen,
Harrislee |
20 | Ændringsforslag, fra
skatteministeren |
21 | Supplerende høringsskema, fra
skatteministeren |
22 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 15/5-10 fra Henrik Spliid, Gentofte |
23 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 14/5-10 fra Erik Ankjær |
24 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 6/5-10 fra Pensionistforeningen i DJØF |
25 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 7/5-10 fra Søren Rasmussen,
Rødovre |
26 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 9/5-10 fra Kurt Ærenlund Pedersen,
Sabro |
27 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 11/5-10 fra P. Grønborg, Holte |
28 | Yderligere høringssvar, fra
skatteministeren |
29 | 2. udkast til betænkning |
30 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 7/5-10 fra Jette Vorstrup, Steen Leth Jeppesen,
Ernst Ingurt og Henrik Spliid |
31 | Skatteministerens svar af 21. maj 2010
på SAU alm. del - spørgsmål 411-418 |
32 | 3. udkast til betænkning |
33 | Henvendelse af 25/5-10 fra Jan
Britze |
34 | Henvendelse af 25/5-10 fra Forsikring og
Pension |
35 | Henvendelse af 25/5-10 fra Henrik Spliid,
Gentofte |
36 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 25/5-10 fra Jan Britze |
37 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 25/5-10 fra Forsikring og Pension |
38 | Skatteministerens kommentar til
henvendelsen af 24/5-10 fra Henrik Spliid |
39 | Henvendelse af 26/5-10 fra Jan
Britze |
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 213
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm., om ministeren vil lave en opstilling
på indkomstdeciler, der viser, hvem der kommer til at betale
pensionsudligningsskatten, således som skatten er udformet i
lovforslaget, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå |
2 | Spm., om ministeren vil lave en
tilsvarende opstilling som den i spørgsmål 1
ønskede på baggrund af det forslag til udligningsskat,
som Skattekommissionen oprindelig arbejdede med m.m., til
skatteministeren, og ministerens svar herpå |
3 | Spm., om ministeren vil lave en
tilsvarende opstilling som den i spørgsmål 1
ønskede på baggrund af det forslag, som regeringen
arbejdede med i foråret, og som var identisk med forslaget i
L 213, bortset fra at skatten skulle bestå i 14 år
m.v., til skatteministeren, og ministerens svar herpå |
4 | Spm. om ministerens kommentar til artiklen
i Børsen den 3. maj 2010: »Velstillede kan tabe
på skattereformen«, til skatteministeren, og
ministerens svar herpå |
5 | Spm. om at redegøre for, om
reserven er at forstå som et merprovenu i forbindelse med
udligningsskatten på pensioner, jf. oversigt over provenu
vedr. »Serviceeftersyn af Forårspakken 2.0« af 5.
maj 2010, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå |
6 | Spm., om ministeren finder det rimeligt,
at der i en situation, hvor den ene ægtefælle er
død, lægges den afdøde ægtefælles
pension oven i den efterlevendes pension, hvorved den samlede
pensionsudbetaling kommer til at overstige bundgrænsen for
betaling af udligningsskatten, til skatteministeren, og ministerens
svar herpå |
7 | Spm., om ministeren finder det rimeligt,
at udligningsskatten er udformet på en måde, så
den rammer pensionister forskelligt og tilfældigt
afhængigt af, hvor lang en udbetalingsperiode de enkelte har
valgt, til skatteministeren, og ministerens svar herpå |
8 | Spm., om den foreslåede model ikke
vil anspore pensionsopsparerne til at vælge så lange
udbetalingsperioder som muligt, jf. også at det fremgår
af lovforslagets bemærkninger, at man med henblik på at
undgå udligningsskatten kan ændre på korte
udbetalingsperioder, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå |
9 | Spm., om det ikke er korrekt, at det er en
forudsætning for at forlænge udbetalingsperioden, at
pensionsudbetalingen ikke er påbegyndt, og om der ikke
også heri er et stort element af tilfældighed i, i
hvilket omfang den enkelte pensionsopsparer kommer til at betale
henholdsvis kan undgå at betale udligningsskat, til
skatteministeren, og ministerens svar herpå |
10 | Spm., om det ikke er korrekt, at
lovforslaget betyder, at de, der har haft høje gevinster ved
store fradragsværdier, meget vel kan slippe billigere i
udligningsskat, end dem, der har haft langt mindre gevinst ved de
store fradragsværdier, og at denne forskel i beskatningen kan
være begrundet i alene den enkelte pensionsopsparers valg af
udbetalingsperiode, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå |
11 | Spm. om at bekræfte, at modellen
indebærer, at også pensionsudbetalinger, der
hidrører fra indbetalinger foretaget efter Forårspakke
2.0 til de lave fradragsværdier, kommer til at rammes af
udligningsskat, alene fordi pensionsudbetalingerne overstiger
bundfradraget, og at de omhandlede personer dermed rammes af en
højere beskatning, selvom de ikke har haft nogen gevinst i
form af høj fradragsværdi på
indbetalingstidspunktet, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå |
12 | Spm. om, hvilken betydning ministeren
mener, at en beskatningssituation - hvor man rammes af en
højere skat af pensionsudbetalinger uden at have fået
»gevinsten« ved den højere fradragsværdi -
har i forhold til borgernes fremtidige incitament til at spare op
til pension, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå |
13 | Spm., om ministeren ikke er enig i, at det
er af største samfundsmæssig vigtighed, at borgerne
anspores til at spare op til deres pension, og vil ministeren
angive hvilke elementer i lovforslaget, der ansporer henholdsvis
hæmmer incitamentet til at spare op, til skatteministeren, og
ministerens svar herpå |
14 | Spm. om ministerens konkrete kommentar til
høringssvaret fra Finansrådet, hvoraf det
fremgår, at den holdning, pengeinstitutterne sporer blandt
pensionsopsparerne, allerede på nuværende tidspunkt
indikerer, at incitamentspåvirkningen ikke vil blive hverken
kortvarig eller begrænset, til skatteministeren, og
ministerens svar herpå |
15 | Spm. om, på hvilket grundlag
ministeren har vurderet, jf. lovforslagets bemærkninger side
6, at der kun vil kunne opstå et kortvarigt og ganske
begrænset incitamentsproblem til at spare op til pension, til
skatteministeren, og ministerens svar herpå |
16 | Spm. om at uddybe begrundelsen for, at
ministeren mener, at også tjenestemandspensioner skal
omfattes af udligningsskatten, når der henses til
tjenestemandspensionens særegne karakter i forhold til andre
pensionsopsparinger, jf. bl.a. henvendelsen fra
Pensionistforeningen i DJØF, til skatteministeren, og
ministerens svar herpå |
17 | Spm., om ministeren på baggrund af
illustrerende konkrete eksempler vil vise, på hvilken
måde der tages hensyn til udligningsskatten i den
særlige kompensationsordning, til skatteministeren, og
ministerens svar herpå |
18 | Spm. om med henvisning til skemaet
på side 11 i lovforslagets bemærkninger »Samlet
betydning af Forårspakke 2.0 for udvalgte familietyper,
ændring i rådighedsbeløb, 2011-regler«,
hvor det fremgår af anmærkningen til skemaet, at der
ikke er indregnet effekten af afgiftsstigninger og den
grønne check, at tilsende udvalget et nyt skema, hvor
også disse to elementer er indregnet, til skatteministeren,
og ministerens svar herpå |
19 | Spm. om, hvorledes pensionsudbetalingerne
forventes at udvikle sig over de næste årtier (mia. kr.
om året), og hvorledes den generelle vækst forventes at
udvikle sig i samme periode, til skatteministeren, og ministerens
svar herpå |
20 | Spm. om at tilsende udvalget talepapir fra
samrådet den 21. maj 2010 om L 213 -
samrådsspørgsmål A (Udligningsskat af store
pensionsudbetalinger), til skatteministeren, og ministerens svar
herpå |
21 | Spm. om, hvornår der kan ventes en
afklaring af, om der vil blive fremsat lovforslag om
forlængelse af udbetalingsperioderne, hvornår et
lovforslag herom kan ventes fremsat, og fra hvilket tidspunkt
sådanne ændringer kan ventes at få virkning, til
skatteministeren, og ministerens svar herpå |
22 | Spm. om at redegøre
udførligt og præcist for de forudsætninger, der
ligger til grund for, at ministeren beregningsmæssigt er
nået frem til, at antallet, der rammes negativt, er 200
personer, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå |
23 | Spm. om at redegøre for, hvor mange
der kommer til at betale mere i skat i forhold til de regler, der
var gældende før Forårspakke 2.0 og
udligningsskatten i L 213, hvis elementerne fra jenopretningspakken
også indregnes, og hvor meget mere i skat disse personer
kommer til at betale, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå |
Oversigt over
samrådsspørgsmål vedrørende L
213
Samråds-spm.nr. | Titel |
A | Samrådsspm., om ministeren er
indstillet på at tage initiativer til at sikre, at personer,
der har handlet i tillid til det gældende pensionssystem og
de hertil knyttede skatteregler, men som med skattereformen og de i
lovforslaget foreslåede nye regler får en
dårligere stilling, end de ville have fået med den
hidtil gældende lovgivning, kompenseres herfor, til
skatteministeren |