Fremsat den 27. maj 2010 af
Indenrigs- og sundhedsministeren (Bertel Haarder)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om kommunal udligning
og generelle tilskud til kommuner
(Forhøjelse af det betingede
bloktilskud og nedsættelse af bloktilskud ved
budgetoverskridelser)
§ 1
I lov om kommunal udligning og generelle tilskud
til kommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 561 af 19. juni
2009, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 14, stk. 3,
ændres »1 mia. kr.« til: »3 mia.
kr.«
2.
Efter § 14 indsættes:
Ȥ 14
a. Tilskuddet efter § 14 nedsættes efter
reglerne i denne paragraf med et beløb, som udgør
forskellen mellem de budgetterede og de regnskabsførte
serviceudgifter for året før tilskudsåret, dog
højst 3 mia. kr. Ved opgørelsen af nedsættelsen
foretages de nødvendige korrektioner.
Stk. 2. Indenrigs-
og sundhedsministeren foretager en foreløbig
opgørelse og afregning af nedsættelsen på
grundlag af Danmarks Statistiks opgørelse af de kommunale
regnskaber. Nedsættelsen afregnes i månederne oktober,
november og december i tilskudsåret.
Stk. 3. Indenrigs-
og sundhedsministeren foretager en endelig opgørelse og
afregning af nedsættelsen på grundlag af kommunernes
revisionspåtegnede regnskaber.
Stk. 4. Indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte regler for
opgørelse og afregning af nedsættelsen, herunder om
indhentelse af særlige revisionserklæringer
vedrørende regnskabsaflæggelsen og om de
nødvendige korrektioner ved sammenligning af budget og
regnskab.«
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2011.
Stk. 2.
§ 14 a, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud
til kommuner, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, har
virkning fra og med tilskudsåret 2012.
§ 3
Forslag til revision af
§ 14 a, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud
til kommuner, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2,
fremsættes for Folketinget i folketingsåret
2013-14.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund og
formål
Lovforslaget er et led i udmøntningen af aftalen af 25.
maj 2010 mellem regeringen og Dansk Folkeparti om genopretning af
dansk økonomi.
Siden 2009 har 1 mia. kr. af det kommunale bloktilskud
været betinget af, at kommunerne har budgetteret deres
udgifter i overensstemmelse med det aftalte. Det har medvirket til
at give kommunerne et incitament til at budgettere i
overensstemmelse med det, der er aftalt mellem regeringen og
kommunerne.
Imidlertid er der med aflæggelsen af de kommunale
regnskaber for i 2009 konstateret en betydelig overskridelse af de
kommunale budgetter for 2009. Det må på den baggrund
vurderes, at der er behov for en justering af ordningen,
således at det betingede bloktilskud ikke kun er betinget af,
at kommunerne budgetterer i overensstemmelse med aftalen, men
også af at kommunerne samlet set overholder de budgetter, som
de har vedtaget.
Det foreslås, at det betingede bloktilskud
forhøjes fra 1 mia. kr. til 3 mia. kr. I budgetåret
vil det betingede bloktilskud som hidtil blive udbetalt til
kommunerne, hvis de budgetterer inden for det aftalte niveau. Hvis
budgetterne ikke ligger inden for det aftalte, vil det betingede
bloktilskud helt eller delvist blive reduceret.
Med lovforslaget indføres der endvidere en ordning, som
tilskynder kommunerne til at overholde deres budget. Hvis
kommunerne under ét overskrider de budgetterede
serviceudgifter, vil bloktilskuddet inden for en ramme på 3
mia. kr. blive reduceret tilsvarende. Baggrunden er den betydelige
budgetoverskridelse af serviceudgifterne, som fandt sted i 2009,
men der har også i tidligere år været
overskridelser af de samlede budgetter. Ordningen med det betingede
bloktilskud bliver hermed udbygget, således at kommunerne
ikke kun tilskyndes til at budgettere inden for det aftalte niveau,
men også til at overholde det budgetterede.
Udbygningen af ordningen med det betingede bloktilskud skal
ses i sammenhæng med yderligere planlagte initiativer til
justering af aftalesystemet med henblik på, at de kommunale
budgetter overholdes. Herved kan budgetternes styringsrolle i den
enkelte kommune sikres og den makroøkonomiske koordinering
af kommunernes økonomi med den samlede
samfundsøkonomi forbedres. Blandt disse yderligere
initiativer indgår først og fremmest indførelse
af et egentligt halvårsregnskab. Halvårsregnskabet
planlægges at skulle behandles og godkendes af
kommunalbestyrelsen i september måned i budgetåret, og
vil bl.a. muliggøre en hurtigere opfølgning på
eventuelle afvigelser fra det budgetterede og forventede for det 1.
halvår og dermed også nedbringe risikoen for afvigelser
mellem regnskab og budget på helårsbasis.
2. Gældende ret
Kommunerne modtager hvert år et generelt tilskud fra
staten - det såkaldte bloktilskud. Der indgår for det
enkelte år en særlig forhøjelse af
bloktilskuddet med henblik på at sikre, at kommunerne kan
finansiere det udgiftsniveau, der er aftalt med regeringen for det
pågældende år. Denne forhøjelse kaldes
balancetilskuddet.
En del af bloktilskuddet fordeles til kommunerne som led i de
kommunale udligningsordninger, mens den resterende del fordeles til
kommunerne efter indbyggertal. Bloktilskuddet afregnes til
kommunerne med en tolvtedel hver måned, og der foretages
hvert år en midtvejsregulering af tilskuddet, som afregnes i
de sidste tre måneder af året.
Fra og med tilskudsåret 2009 blev 1 mia. kr. af det
nævnte balancetilskud gjort betinget af, at kommunernes
budgetterede udgifter i tilskudsåret efter finansministerens
vurdering svarer til de forudsætninger, der har ligget til
grund for forhøjelsen.
3. Lovforslagets indhold
Lovforslaget indebærer, at det betingede bloktilskud
forhøjes fra 1 til 3 mia. kr. Samtidig indføres der
med lovforslaget en ordning, som betyder, at hvis kommunerne
overskrider de budgetterede serviceudgifter, nedsættes
bloktilskuddet tilsvarende inden for en ramme på 3 mia.
kr.
Formålet med lovforslaget er at styrke kommunernes
incitamenter til at budgettere i overensstemmelse med det aftalte
samt at tilskynde kommunerne til at holde de realiserede udgifter
inden for det budgetterede niveau.
Det foreslås, at indenrigs- og sundhedsministeren
på grundlag af Danmarks Statistiks opgørelse af
kommunernes regnskaber i maj måned i året efter
regnskabsåret foretager en foreløbig opgørelse
af nedsættelsen. Den foreløbige nedsættelse
afregnes i tre rater i månederne oktober, november og
december.
I efteråret i året efter regnskabsåret skal
kommunerne indsende revisionspåtegnede regnskaber for
regnskabsåret. Hvis revisionens gennemgang af de kommunale
regnskaber indebærer ændringer, vil nedsættelsen
blive reguleret tilsvarende.
Det indgår i lovforslaget, at bestemmelsen i
§ 14 a, tages op til revision i folketingsåret
2013-14.
4. De økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget tilskynder kommunerne til at holde deres udgifter
inden for det aftalte niveau.
Hvis kommunernes budgetter eller regnskaber overskrider det
aftalte, vil det kommunale bloktilskud blive nedsat. Der er i begge
tilfælde tale om kollektive nedsættelser, det vil sige
nedsættelser af det samlede bloktilskud for kommunerne.
5. De økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
6. De administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
7. De miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og
organisationer
Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt i
høring i KL.
| | |
10. Sammenfattende
skema |
| | |
| Positive konsekvenser/ mindreudgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Lovforslaget tilskynder kommunerne til at
overholde de aftalte udgiftsrammer såvel som budgettet. | Hvis kommunerne ikke budgetterer i
overensstemmelse med det aftalte eller hvis de overskrider deres
budgetter, vil det kommunale bloktilskud blive reduceret. |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Den foreslåede ændring betyder, at det betingede
bloktilskud forhøjes fra 1 til 3 mia. kr.
Til nr. 2
Den foreslåede bestemmelse i § 14 a betyder,
at der indføres en ordning, som indebærer, at hvis
kommunerne overskrider de budgetterede serviceudgifter,
nedsættes bloktilskuddet tilsvarende inden for en ramme
på 3 mia. kr.
En eventuel overskridelse af de budgetterede serviceudgifter
vil kunne konstateres, når Danmarks Statistiks
opgørelse af de kommunale regnskaber foreligger i maj
måned i året efter budgetåret. Ved sammenligning
af de budgetterede og regnskabsførte udgifter er det
nødvendigt at foretage visse korrektioner, jf.
stk. 1.
Bestemmelsen i stk. 4 indeholder derfor en bemyndigelse
til indenrigs- og sundhedsministeren til at opgøre de
nødvendige korrektioner ved sammenligning af budget og
regnskab. Der skal korrigeres for eventuelle ændringer i
regler og opgaver, som er gennemført efter kommunernes
budgetlægning. Endvidere kan der bl.a. være tale om
korrektioner for ændrede forudsætninger om pris- og
lønudviklingen i den kommunale sektor.
På grundlag af Danmarks Statistiks opgørelse af
kommunernes regnskaber i maj måned i året efter
regnskabsåret foretager indenrigs- og sundhedsministeren en
foreløbig opgørelse af nedsættelsen, jf.
stk. 2. En eventuel foreløbig beregnet
nedsættelse af det kommunale bloktilskud efter denne
bestemmelse vil kunne udmeldes til kommunerne samtidig med den
generelle udmelding af tilskuds- og udligningsbeløb til
kommunerne den 1. juli. Nedsættelsen vil herefter blive
afregnet i tre rater i månederne oktober, november og
december, det vil sige samtidig med midtvejsreguleringen af
bloktilskuddet.
Umiddelbart efter at revisionen har afgivet beretning om
regnskabet til kommunalbestyrelsen, skal opgørelsen af
kommunernes serviceudgifter sendes til Indenrigs- og
Sundhedsministeriet sammen med eventuelle bemærkninger fra
revisionen hertil. Såfremt revisionens bemærkninger til
opgørelsen giver anledning til et andet niveau for
serviceudgifterne end det, der fremgik af kommunernes regnskaber,
vil Indenrigs- og Sundhedsministeriet på basis af revisionens
bemærkninger foretage en endelig opgørelse og
afregning af nedsættelsen, jf. stk. 3.
Til § 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2011. Det betingede
bloktilskud for 2011 vil således blive forhøjet til 3
mia. kr.
Bestemmelserne i § 1, nr. 2, har virkning fra
tilskudsåret 2012. Det betyder, at bloktilskuddet for 2012
vil blive nedsat, hvis kommunerne overskrider de budgetterede
serviceudgifter for 2011.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse i § 3
indebærer, at bestemmelsen i § 14 a, tages op til
revision i folketingsåret 2013-14.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | |
| | I lov om kommunal udligning og generelle
tilskud til kommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 561 af 19.
juni 2009, foretages følgende ændringer: |
| | |
Stk. 3.
Finansministeren kan med virkning for tilskudsåret med
Finansudvalgets tilslutning forhøje eller nedsætte
tilskuddet opgjort efter stk. 2, hvis hensynet til en
balanceret udvikling i den kommunale økonomi taler herfor.
Hvis tilskuddet forhøjes, kan finansministeren beslutte, at
en andel af tilskuddet på op til 1 mia. kr. kun udbetales til
kommunerne, hvis kommunernes budgetterede udgifter for
tilskudsåret efter finansministerens vurdering
svarer til de forudsætninger, der har ligget til grund for
forhøjelsen. | | 1. I § 14, stk. 3, ændres »1 mia.
kr.« til: »3 mia. kr.«. |
| | |
| | 2. Efter §
14 indsættes: »§ 14
a. Tilskuddet efter § 14 nedsættes efter reglerne
i denne paragraf med et beløb, som udgør forskellen
mellem de budgetterede og de regnskabsførte serviceudgifter
for året før tilskudsåret, dog højst 3
mia. kr. Ved opgørelsen af nedsættelsen foretages de
nødvendige korrektioner. |
| | Stk. 2.
Indenrigs- og sundhedsministeren foretager en foreløbig
opgørelse og afregning af nedsættelsen på
grundlag af Danmarks Statistiks opgørelse af de kommunale
regnskaber. Nedsættelsen afregnes i månederne oktober,
november og december i tilskudsåret. Stk. 3.
Indenrigs- og sundhedsministeren foretager en endelig
opgørelse og afregning af nedsættelsen på
grundlag af kommunernes revisionspåtegnede regnskaber. Stk. 4.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler for
opgørelse og afregning af nedsættelsen, herunder om
indhentelse af særlige revisionserklæringer
vedrørende regnskabsaflæggelsen og om de
nødvendige korrektioner ved sammenligning af budget og
regnskab.« |
| | |
| | § 2 |
| | |
| | Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2011. Stk. 2. §
14 a, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, har virkning
fra og med tilskudsåret 2012. |
| | |
| | § 3 |
| | |
| | Forslag til revision af § 14 a, i lov
om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, fremsættes for
Folketinget i folketingsåret 2013-14. |