Fremsat den 8. oktober 2009 af
ministeren for fødevarer,
landbrug og fiskeri (Eva Kjer Hansen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om journal over brug
af plantebeskyttelsesmidler og eftersyn af udstyr til udbringning
af plantebeskyttelsesmidler i jordbruget
(Digital indberetning af
sprøjtejournaler m.v.)
§ 1
I lov om journal over brug af
plantebeskyttelsesmidler og eftersyn af udstyr til udbringning af
plantebeskyttelsesmidler i jordbruget, jf. lovbekendtgørelse
nr. 758 af 29. juni 2006, foretages følgende
ændring:
1. §
1 affattes således:
Ȥ 1. Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler
om, at ejere og brugere af jordbrugsbedrifter skal føre og
indberette journal over anvendelse af plantebeskyttelsesmidler mod
skadegørere, ukrudt og andre uønskede planter samt
til nedvisning og vækstregulering i plantekulturer.
Ministeren kan fastsætte regler om journalens udformning og
indhold.
Stk. 2. Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler
om, at ejere og brugere af jordbrugsbedrifter har pligt til at
anvende digital kommunikation i forbindelse med indberetning af
journaler som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler
om, at ministeren ved henvendelse til ejere og brugere af
jordbrugsbedrifter i forbindelse med indberetninger af journaler
som nævnt i stk. 1, alene anvender digital kommunikation.
Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse typer
af dokumenter kan udstedes uden underskrift, med maskinelt gengivet
underskrift eller på tilsvarende måde, således at
sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med
dokumenter med personlig underskrift. I de regler der udstedes
efter 2. pkt., kan det også fastsættes, at
afgørelser, der udelukkende er truffet på grundlag af
elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri som
afsender.
Stk. 4. Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler
om, at ejer og brugere af jordbrugsbedrifter efter ansøgning
kan undtages fra pligten til at anvende digital kommunikation,
når særlige omstændigheder taler herfor.
Stk. 5. Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om
anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater
og digital signatur.«
§ 2
Loven træder i kraft 1. januar 2010.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indholdsfortegnelse
| | |
1. | Indholdsfortegnelse | |
2. | Indledning | |
3. | Lovforslagets indhold | |
| 3.1. | Gældende ret | |
| 3.2. | Den foreslåede ordning | |
4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | |
5. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | |
6. | Administrative konsekvenser for
borgerne | |
7. | Miljømæssige
konsekvenser | |
8. | Forholdet til EU-retten | |
9. | Hørte myndigheder og organisationer
mv. | |
10. | Sammenfattende skema | |
| | | |
2. Indledning
Lovforslaget fremsættes med henblik på
ændring af lov om journal over brug af
plantebeskyttelsesmidler og eftersyn af udstyr til udbringning af
plantebeskyttelsesmidler i jordbruget, jf. lovbekendtgørelse
nr. 758 af 29. juni 2006.
Formålet med lovforslaget er, at etablere en
bemyndigelse til at ministeren for fødevarer, landbrug og
fiskeri kan fastsætte regler om, at ejere og brugere af
jordbrugsvirksomheder, fremover skal indberette
sprøjtejournaler og at dette skal gøres
digitalt.
Regeringen har den 16. juni 2009 indgået aftale med
Dansk Folkeparti om Grøn Vækst.
Aftalen om Grøn Vækst indeholder en Miljø-
og Naturplan Danmark frem mod 2020. Planen skal sikre bedre
miljø og klima samt mere natur af høj kvalitet, der
er tilgængelig for alle. Med planen lever Danmark op til sine
forpligtelser i EU´s Vandrammedirektiv og Natura 2000-
direktiverne, ligesom planen følger op på
Vandmiljøplan III og Pesticidplan 2004-2009. Herudover
indeholder aftalen en strategi for et grønt landbrugs- og
fødevareerhverv i vækst.
Aftalen om Grøn Vækst skal sikre, at et
højt niveau af miljø-, natur- og klimabeskyttelse
går hånd i hånd med en moderne og
konkurrencedygtig landbrugs- og fødevareproduktion.
Det fremgår af aftalen om Grøn Vækst fra
juni 2009, at der skal ske indberetning af
sprøjtejournaler.
Obligatorisk indberetning af sprøjtejournaler er et
middel, der skal medvirke til at opnå aftalens
målsætning om en markant reduktion af
plantebeskyttelsesmidlers skadevirkninger.
Som det fremgår af regeringsgrundlaget "Mulighedernes
Samfund" fra november 2007, er det regeringens
målsætning, at digital kommunikation mellem
virksomhederne og det offentlige skal udbredes således, at al
relevant skriftlig kommunikation mellem virksomhederne og det
offentlige senest i 2012 foregår digitalt.
Baggrunden for kravet om digital indberetning er blandt andet
et ønske om at sikre en hurtigere og mere effektiv
kommunikation mellem virksomhederne og det offentlige, samtidig med
at sagsgangene optimeres. Dette er en forudsætning for at
sikre vækst og fremgang for dansk erhvervsliv i en stadig
mere global og digital verden.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Gældende ret
Lov om journal over brug af plantebeskyttelsesmidler og
eftersyn af udstyr til udbringning af plantebeskyttelsesmidler i
jordbruget, jf. lovbekendtgørelse nr. 758 af 29. juni 2006,
indeholder alene hjemmel til at stille krav om, at ejere og brugere
af jordbrugsbedrifter skal føre journal over anvendelse af
plantebeskyttelsesmidler m.v., mens der ikke kan stilles krav om
indberetning af oplysningerne.
De jordbrugsvirksomheder, der i dag efter
bekendtgørelse nr. 492 af 7. juni 1994 om
sprøjtejournaler og eftersyn af sprøjteudstyr i
jordbruget, har pligt til at udarbejde sprøjtejournaler,
omfatter ejere og brugere af jordbrugsvirksomheder med over 10 ha
dyrket areal, samt gartnerier, planteskoler, frugtplantager m.v.
Denne pligt vil blive videreført.
Efter de gældende regler, skal journalen føres
løbende, og indeholde oplysninger om marken/arealets
størrelse og beliggenhed, den dyrkede afgrøde,
anvendte middel, dosering og dato for anvendelse.
Sprøjtejournalerne skal være tilgængelige
hos virksomheden, og det kontrolleres på
stikprøvebasis, hvorvidt ejere og brugere af
jordbrugsbedrifter har udarbejdet den krævede journal.
3.2. Den foreslåede ordning
Med den foreslåede formulering af § 1
videreføres bemyndigelsen til at fastsætte regler om
udarbejdelse af sprøjtejournaler samtidig med, at der
etableres en bemyndigelse til at stille krav om indberetning af
sprøjtejournaler, og til at dette skal ske digitalt.
Jordbrugsvirksomheder med over 10 ha dyrket areal, samt
gartnerier, planteskoler, frugtplantager m.v. vil også
fremover skulle udarbejde sprøjtejournaler.
Som noget nyt foreslås det, at det gøres
obligatorisk at indberette oplysninger fra
sprøjtejournalen.
Obligatorisk indberetning af oplysninger fra
sprøjtejournalerne vil bidrag til at give myndighederne de
nødvendige oplysninger om landmændenes
sprøjteadfærd, og derved skabe større viden om
og klarhed over forbruget af plantebeskyttelsesmidler i Danmark.
Derved vil der kunne tilvejebringes et datagrundlag til brug i
forbindelse med udarbejdelse af en mere præcis og
nøjagtig indikator for plantebeskyttelsesmidlernes
belastning af miljøet.
Det er hensigten, at kravet om indberetning som udgangspunkt
vil omfatte alle jordbrugsvirksomheder, der har pligt til at
føre sprøjtejournal. Der vil dog blive fastsat en
bagatelgrænse, således at små gartnerier,
planteskoler, frugtplantager m.v. ikke vil blive mødt med et
krav om indberetning.
Der pågår i EU-regi forhandlinger om forslag til
forordning vedrørende regler for udarbejdelse af
EU-statistikker over markedsføring og anvendelse af
plantebeskyttelsesmidler, herunder oplysninger om
markedsførte mængder, samt mængder af
plantebeskyttelsesmidler, der årligt medgår til
landbrugsmæssig anvendelse.
De data, der kan kræves indberettet med hjemmel i
forslaget til § 1, forventes at være
tilstrækkelige til, at Danmark kan opfylde de forpligtelser,
der vil følge af en vedtagelse af den omtalte
forordning.
Udover den foreslåede pligt til at indberette
oplysninger i sprøjtejournaler, foreslås det, at ejere
og brugere af jordbrugsvirksomheder, fremover skal indberette
sprøjtejournaler digitalt.
Kravet om digital indberetning vil i første omgang ikke
omfatte alle jordbrugere, der er omfattet af pligten til at
føre og indberette journal over anvendte
plantebeskyttelsesmidler m.v. For at lette overgangen til digital
indberetning, vil jordbrugsvirksomheder, hvor det dyrkede areal er
under 25 ha, tidligst skulle indberette digitalt fem år efter
lovens ikrafttræden.
Med forslaget skabes der endvidere hjemmel til, at
fødevareministeren kan fastsætte regler om, at
kommunikationen fra myndighederne og til virksomheden i forbindelse
med de nævnte indberetninger ligeledes skal foregå
digitalt, eksempelvis via elektronisk post.
Folketingets Ombudsmand har i en udtalelse af 12. marts 2008
blandt andet givet udtryk for, at der efter hans opfattelse
gælder et krav om, at statslige forvaltningsmyndigheders
udgående breve skal være forsynet med en personlig
underskrift. Kravet om personlig underskrift gælder efter
ombudsmandens opfattelse med lovskraft, hvilket indebærer, at
det kræver hjemmel at fravige det.
Det foreslås derfor, at der kan fastsættes regler
om, at myndighederne kan udstede visse dokumenter uden underskrift
eller med maskinelt gengivet underskrift. På sigt er det
hensigten, at myndigheden skal kunne indkalde og eventuelt rykke
for manglende indberetning af sprøjtejournalerne digitalt,
ligesom det vil være muligt at afgørelser, der
udelukkende er truffet på grundlag af elektronisk
databehandling, kan udstedes alene med angivelse af den
pågældende myndighed som afsender. De
pågældende afgørelser er kendetegnet ved, at et
elektronisk databehandlingssystem på grundlag af nogle faste
og entydige kriterier kan træffe afgørelsen. Der er
således tale om afgørelser, der træffes, uden at
en sagsbehandler er involveret i afgørelsesprocessen.
På denne baggrund ses der ikke at være
retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved, at de
nævnte elektroniske afgørelser afsendes udelukkende
med den pågældende myndighed som afsender.
Forslaget om obligatorisk digital kommunikation skal ses i
sammenhæng med det af økonomi- og erhvervsministeren
samtidig hermed fremsatte forslag til lov om ændring af lov
om Danmarks Statistik og forskellige andre lov, hvor der på
en række ministerområder foreslås indført
obligatorisk digital kommunikation mellem virksomhederne og det
offentlige.
En stor del af de jordbrugsvirksomheder, der er omfattes af
kravet om digital indberetning af sprøjtejournaler, er
tillige omfattet af nogle af de indberetninger, der med
økonomi- og erhvervsministerens lovforslag gøres
obligatoriske at indberette digitalt. På
Fødevareministeriets område omfatter det bl.a. kravet
om udarbejdelse og indberetning af gødningsregnskab i
henhold til lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om
plantedække, jf. lovbekendtgørelse nr. 757 af 29. juni
2006.
En digital indberetning af sprøjtejournalen vil
gøre det muligt at identificere sprøjtejournaler,
hvori der er noteret anvendelse af plantebeskyttelsesmidler som det
efter anden lovgivning er ulovligt at anvende. Hjemmel til at
udnytte oplysninger i sprøjtejournalerne til dette
formål, kan kun ske hvis der etableres hjemmel til
datasamkøring. Dette kræver imidlertid en
ændring af lov om kemiske stoffer og produkter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1755 af 22. december 2006. Ejere og
brugere af jordbrugsvirksomheder vil forud for indberetning af
oplysninger i sprøjtejournalerne i givet fald blive
orienteret om, at en sådan hjemmel findes og at den eventuelt
vil blive bragt i anvendelse.
Det fremgår af forslaget til § 2, at loven
træder i kraft 1. januar 2010. Det er hensigten, at regler om
indsendelse af sprøjtejournaler og anvendelse af digital
indberetning, første gang vil blive bragt i anvendelse for
planperioden 1.august 2010 - 31. juli 2011. Journalerne for denne
periode vil skulle indberettes primo 2012.
Der vil inden lovens ikrafttrædelse blive udarbejdet en
kommunikationsplan, således at det på bedst mulig
måde sikres, at erhvervet modtager den relevante information
om loven og om bekendtgørelsen, hvori ændringerne
udmøntes første gang. Kommunikationsplanen vil blive
drøftet med repræsentanter for interessenterne.
Der vil i forbindelse med tilrettelæggelse af
kommunikationen blive lagt vægt på, at erhvervets
organisationer informeres direkte. Herudover vil der vil blive
informeret via ministeriets hjemmeside.
Ordningen vil blive evalueret med henblik på at
klarlægge, om der er behov for at tilpasse omfanget af de
indberettede oplysninger, jf. afsnit 4, Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige.
I 2010 etableres et digitalt indberetningssystem, og der
udarbejdes en fortegnelse over jordbrugsvirksomheder, der omfattes
af de nye regler om digital indberetning af
sprøjtejournaler. Etableringsomkostningerne i perioden
2010-2013 beløber sig til 8,1 mio. kr. Heri indgår
omkostninger til ét udtræk af statistik på de
indberettede data med henblik på opfyldelse af
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om statistik over
plantebeskyttelsesmidler (Statistikforordningen), der snarest
forventes vedtaget.
Dertil kommer driftsomkostninger på 9,7 mio. kr. i
perioden 2010-2013.
Driftsomkostningerne vedrører en årlig
indkaldelse af sprøjtejournaler i 2012 og 2013, samt en
rykkerprocedure overfor virksomheder, der ikke indberetter
rettidigt. Samtidig er der medregnet omkostninger til drift og
vedligeholdelse af fortegnelser over virksomheder, der skal
indberette sprøjtejournal. Driftsomkostningerne
vedrører desuden validering og sagsbehandling af op til
1.500 sprøjtejournaler årligt, samt omkostninger til
vedligeholdelse af det elektroniske indberetningssystem.
Indberetning af sprøjtejournaler vil Vækst, blive
finansieret via pesticidafgiftsprovenuet for så vidt
angår 17,8 mio. kr. i perioden 2010-2013, svarende til 2
indberetninger i henholdsvis 2012 og 2013. Pesticidafgiftsprovenuet
er en delvis tilbageførsel af midler til erhvervet, som er
opkrævet efter lov om afgift af bekæmpelsesmidler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 57 af 30. januar 2008.
Ordningen vedrørende indberetning af
sprøjtejournaler vil herefter blive evalueret, bl.a. med
henblik på at klarlægge, om der er behov for at
tilpasse omfanget af de indberettede oplysninger.
5. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ejere og brugere af jordbrugsbedrifter skal allerede i dag
udarbejde journaler over anvendelse af plantebeskyttelsesmidler
m.v.
Forslaget om, at oplysningerne i journalerne skal indberettes,
og at dette skal ske digitalt, forventes kun i begrænset
omfang at medføre omkostninger for erhvervet.
Den enkelte jordbruger kan ved at anvende den digitale
indberetningsløsning reducere den administrative byrde
igennem en elektronisk tilgængelig sprøjtejournal,
hvori der er forudfyldt oplysninger fra jordbrugers eventuelle
ansøgning om støtte efter bekendtgørelse nr.
253 af 31 marts 2009 om direkte støtte til landbrugere efter
enkeltbetalingsordningen. Disse oplysninger om jordbrugers navn,
marknummer, arealstørrelse og afgrøde er
obligatoriske i sprøjtejournalen.
Forslaget har været sendt til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med
henblik på vurdering af, om forslaget skal forelægges
Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. Styrelsen
har i deres høringssvar anført, at de på
baggrund af bemærkningerne til lovforslaget vurderer, at
forslaget samlet set vil medføre en administrativ lettelse
for erhvervet, fordi indberetningerne ledsages af en digital
løsning med genbrug af data, og at forslaget derfor ikke
bør forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets
virksomhedspanel.
6. Administrative konsekvenser for
borgerne
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Miljømæssige
konsekvenser
Obligatorisk digital indberetning af sprøjtejournaler
vil gøre det muligt for myndighederne at fremskaffe
statistiske oplysninger om bl.a. sprøjteadfærd hos
ejere og brugere af jordbrugsvirksomheder, og dermed etablere det
nødvendige vidensgrundlag til at kunne
iværksætte målrettede tiltag med henblik på
at reducere plantebeskyttelsesmidlernes miljømæssige
påvirkninger.
I dag er beregningerne af forbruget foretaget ud fra de
salgstal, der årligt indberettes til Miljøstyrelsen.
Med en digital indberetning vil der fremadrettet kunne lægges
et mere pålideligt datasæt til grund for en
opgørelse af forbruget.
Indberetningerne vil desuden kunne give en indikation af,
hvilke typer af virksomheder, der har et højt forbrug af
plantebeskyttelsesmidler.
De indberettede data vil i et vist omfang kunne indgå i
arbejdet med at udvikle en ny indikator for
plantebeskyttelsesmidlernes belastning af miljøet. Samtidig
vil de indberettede oplysninger om brug af plantebeskyttelsesmidler
kunne bruges i en vurdering af, om den nye afgiftsmodel for
bekæmpelsesmidler, jfr. Grøn Vækst-aftalen, har
den ønskede effekt på forbruget og fordelingen i
brugen af plantebeskyttelsesmidler. Derudover vil data fra de
indberettede sprøjtejournaler yderligere i et vist omfang
styrke grundlaget for et differentieret afgiftssystem for
plantebeskyttelsesmidler med henblik på at reducere de
miljømæssige påvirkninger.
8. Forholdet til EU-retten.
Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og
organisationer m.v.
Lovforslaget har været i høring hos:
Advokatsamfundet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Brancheforeningen for Biogas, Brancheudvalget for Frø,
DAKOFO, Biogas, DanBio, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks
Miljøundersøgelser v/Aarhus Universitet, Danmarks
Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund, Danmarks
Sportsfiskerforbund, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk
Erhvervsfrugtavl, Dansk Gartneri, Dansk Industri, Dansk
Juletræsdyrkerforening, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk
Planteværn, Dansk Vand og Spildevandsrensning, Dansk
Skovforening, Dansk Svineproduktion, Danske Advokater, Danske
Regioner, Danske Svineproducenter, Datalogisk, Datatilsynet, Den
Danske Landinspektørforening, Det Jordbrugsvidenskabelige
Fakultet v/ Aarhus Universitet, Det Økologiske
Fødevareråd v/sekretariatet, Det Økologiske
Råd, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Center for Kvalitet i
ErhvervsRegulering, Forbrugerrådet, Foreningen af Danske
Handelsmøller, Foreningen af Vandværker i Danmark,
Frie Bønder-Levende Land, Friluftsrådet,
Fødevareøkonomisk Institut v/Københavns
Universitet, Greenpeace, Ingeniørforeningen IDA, Kommunernes
Landsforening, Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen
Danske Maskinstationer, Landsforeningen af danske
Mælkeproducenter, Landsforeningen Dansk Fåreavl,
Landsforeningen for Gylleramte, Miljøklagenævnet,
Naturklagenævnet, Noah, Plankat, Skovdyrkerforeningerne, WWF,
Økologisk Landsforening.
10. Sammenfattende skema
| | |
| Positive konsekvenser /mindre
udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | 17,8 mio. i perioden 2011-2014 |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Der skal etableres et elektronisk
indberetningssystem med tilknyttet administration |
De økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Forslaget vil samlet set medføre en
administrativ lettelse for erhvervet fordi indberetningerne
ledsages af en digital løsning med genbrug af data |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Forbedret viden om forbruget af
plantebeskyttelsesmidler som basis for at kunne
iværksætte målrettede tiltag | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter |
| |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 1)
Med det foreslåede stk. 1 videreføres hjemlen
til, at fødevareministeren kan fastsætte regler om, at
ejere og brugere af jordbrugsbedrifter skal føre journal
over deres anvendelse af plantebeskyttelsesmidler
(bekæmpelsesmidler).
De jordbrugsvirksomheder, der i dag i efter
bekendtgørelse nr. 492 af 7. juni 1994 om
sprøjtejournaler og eftersyn af sprøjteudstyr i
jordbruget, har pligt til at udarbejde sprøjtejournaler,
omfatter virksomheder med over 10 ha dyrket areal, samt gartnerier,
planteskoler, frugtplantager m.v. Denne pligt vil blive
videreført.
Efter de gældende regler skal journalen føres
løbende, og indeholde oplysninger om marken/arealets
størrelse og beliggenhed, den dyrkede afgrøde,
anvendte middel, dosering og dato for anvendelse.
Disse regler vil som udgangspunkt blive videreført,
ligesom sprøjtejournalerne fortsat skal være
tilgængelige på virksomheden.
De oplysninger virksomheden skal angive i
sprøjtejournalen for identifikation af virksomheden, marker
m.v., vil blive fastsat i bekendtgørelsesform. Der vil i
videst muligt omfang blive anvendt identifikationsoplysninger, som
jordbruger allerede anvender i andre sammenhænge, f.eks. i
forbindelse med ansøgning om støtte efter
bekendtgørelse nr. 253 af 31. marts 2009 om direkte
støtte til landbrugere efter enkeltbetalingsordningen.
Med det foreslåede stk. 1 etableres der samtidig en
bemyndigelse til, at fødevareministeren kan stille krav om
indberetning af sprøjtejournalerne.
Det er hensigten at kravet om indberetning som udgangspunkt
vil omfatte alle jordbrugsvirksomheder, der har pligt til at
føre sprøjtejournal. Det er imidlertid hensigten at
fastsætte en bagatelgrænse for indberetningskravet, for
så vidt angår gartnerier, planteskoler, frugtplantager
m.v. Det er i første omgang hensigten at fastsætte
bagatelgrænsen for disse virksomheder således, at
virksomheder der har en årlig momspligtig omsætning
på under 50.000 kr. ikke skal indberette oplysninger fra
sprøjtejournalen. Disse virksomheder skal dog som hidtil
udarbejde og opbevare en sprøjtejournal på
virksomheden.
Det foreslås, at der i første omgang alene skal
ske indberetning af det samlede pesticidforbrug på
afgrødeniveau for hvert anvendt plantebeskyttelsesmiddel. De
nærmere regler for opgørelsen vil blive fastsat i
bekendtgørelsesform.
Det er hensigten, at registreringer i sprøjtejournalen,
og de oplysninger, der skal indberettes, skal omfatte en
planperiode (1. august - 31. juli). Dermed følges
vækstsæsonen i lighed med reglerne om indberetning af
gødningsregnskaber (jf. lovbekendtgørelse nr. 757 af
29. juni 2006 om jordbrugets anvendelse af gødning og om
plantedække). For de jordbrugsvirksomheder der har
afgrøder, der høstes på et senere tidspunkt,
vil der også i denne sammenhæng være mulighed for
at forlænge planperioden. De nærmere regler vil blive
fastsat i bekendtgørelsesform.
Der pågår i EU-regi forhandlinger om forslag til
forordning vedrørende regler for udarbejdelse af
EF-statistikker over markedsføring og anvendelse af
plantebeskyttelsesmidler, herunder oplysninger om
markedsførte mængder, samt mængder af
plantebeskyttelsesmidler, der årligt medgår til
landbrugsmæssig anvendelse. Detaljeringsgraden af de
oplysninger, der skal indberettes i henhold til nævnte
forordning kendes endnu ikke. Hvis det viser sig, at det
indberetningsniveau der med forslaget til stk. 1, foreslås
indført, ikke er tilstrækkeligt til at opfylde
forpligtelserne i henhold til forordningen, vil kravene til
indberetning blive tilpasset.
Med forslaget til stk. 2 skabes der hjemmel til, at ministeren
kan fastsætte regler om, at indberetning af
sprøjtejournaler skal foregå digitalt.
Det er hensigten, at indberetning af oplysningerne fra
sprøjtejournalerne skal kunne finde sted via en elektronisk
internetløsning. Indberetningen kan være webbaseret,
og vil bl.a. kunne tilgås via virksomhedsportalen,
www.virk.dk.
Det foreslås, at bemyndigelsen til at fastsætte
krav om indsendelse og anvendelse af digital indberetning,
første gang vil blive anvendt i forbindelse med indberetning
af sprøjtejournaler for planperioden 2010/2011. Journalerne
for denne periode vil skulle indberettes primo 2012.
Kravet om anvendelse af digital indberetning betyder, at
oplysningerne ikke vil blive betragtet som modtaget, medmindre de
er fremsendt i den foreskrevne digitale form.
Det er hensigten, at jordbrugers indberetning af
sprøjtejournalen vil blive anset for modtaget på det
tidspunkt, hvor meddelelsen registreres automatisk i datasystemet
hos den administrerende myndighed. For at kunne anses for at
være indberettet rettidigt, skal indberetningen være
modtaget på den foreskrevne digitale måde senest ved
fristdagens udløb, det vil sige senest kl. 24.00 på
fristdagen. Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse
ikke fastlægges, som følge af problemer med
myndighedens it-systemer eller andre lignende problemer, må
meddelelsen anses for at være kommet frem på det
tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes
pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet. Det vil
således ikke komme virksomheden til skade, at indberetningen
m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes
systemnedbrud hos myndigheden.
Det er hensigten, at indberetningssystemet skal være
tilgængeligt for jordbrugsvirksomhederne allerede ved starten
af planperiodens 2010/2011 således, at det er muligt for
virksomhederne løbende at foretage deres
registreringer.
Det er hensigten, at kravet om digital indberetning i
første omgang ikke vil omfatte alle jordbrugere, der er
omfattet af pligten til at føre og indberette journal over
anvendte sprøjtemidler m.v. For at lette overgangen til
digital indberetning, vil det i bekendtgørelsesform blive
fastsat, at jordbrugsvirksomheder, hvor det dyrkede areal er under
25 ha, tidligst vil skulle indberette digitalt fem år efter
lovens ikrafttræden. Derved skabes størst mulig
sammenfald med den gruppe virksomheder, der i henhold til det af
økonomi- og erhvervsministeren fremsatte lovforslag, i
første omgang foreslås undtaget fra pligten til at
indberette gødningsregnskaber digitalt. Det er imidlertid
ikke hensigten, at virksomheder, der erhvervsmæssigt driver
deres virksomhed som gartneri, planteskole, frugtplantager m.v., og
som har en årlig momspligtig omsætning på 50.000
kr. eller derover, vil blive omfattet af overgangsordningen.
Med forslaget til stk. 3 skabes der hjemmel til, at
fødevareministeren kan fastsætte regler om, at
kommunikationen fra myndighederne og til virksomheden i forbindelse
med de nævnte indberetninger ligeledes skal foregå
digitalt, eksempelvis via elektronisk post. Det foreslås
endvidere, at der kan fastsættes regler om, at myndighederne
kan udstede visse dokumenter uden underskrift eller med maskinelt
gengivet underskrift. På sigt er det hensigten, at
myndigheden skal kunne indkalde og eventuelt rykke for manglende
indberetning af sprøjtejournalerne digitalt, ligesom det vil
være muligt at afgørelser, der udelukkende er truffet
på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene
med angivelse af den pågældende myndighed som
afsender.
Med forslaget til stk. 4 bemyndiges ministeren til at kunne
fastsætte regler om, at jordbrugsvirksomheder efter
ansøgning, kan undtages fra krav om digital kommunikation,
herunder digital indberetning, når særlige
omstændigheder taler for det. Det er hensigten at
dispensationsmuligheden kun vil undtagelsesvis vil blive
anvendt.
For at det er muligt at håndtere de modtagne
indberetninger, foreslås det i stk. 5, at der kan
fastsættes regler om, at virksomheden skal anvende bestemte
it-systemer og særlige digitale formater. Det foreslås
endvidere, at der af sikkerhedsmæssige grunde kan stilles
krav om anvendelse af digital signatur. Ved at anvende digital
signatur, skabes der sikkerhed for, at afsenderen er den, han eller
hun giver sig ud for. Fødevareministeriet vil i forbindelse
med den konkrete udmøntning af kravet om obligatorisk
digital indberetning tage stilling til, hvorvidt det er
hensigtsmæssigt, at der stilles krav om jordbrugers
anvendelse af digital signatur i forbindelse med indberetning af
sprøjtejournaler.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft 1. januar
2010.
Da det er hensigten, at sprøjtejournalerne skal omfatte
en planperiode, og dermed følge vækstsæsonen,
som det kendes fra gødningsregnskaberne, foreslås det
at fastsætte reglerne om obligatorisk, digital indberetning
således, at kravet første gang vil omfatte
planperioden 1. august 2010-31. juli 2011. Det er hensigten, at
indberetning af sprøjtejournalen vil skulle finde sted i
begyndelsen af 2012. Fristen vil blive samordnet med andre
indberetningsfrister på Fødevareministeriets
område, f.eks. fristen for indberetning af
gødningsregnskab, således at antallet af frister for
jordbruger minimeres. Bestemmelserne indberetning og fristerne
herfor vil blive fastsat i bekendtgørelsesform. Indtil da
finder bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 492 af 7. juni
1994 om sprøjtejournaler og eftersyn af
sprøjtejournaler i jordbruget fortsat anvendelse.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 |
| | I lov om journal over brug af
plantebeskyttelsesmidler og eftersyn af udstyr til udbringning af
plantebeskyttelsesmidler i jordbruget, jf. lovbekendtgørelse
nr. 758 af 29. juni 2006, foretages følgende
ændring: |
| | |
| | 1.§ 1 affattes således: |
§ 1.
Landbrugsministeren kan fastsætte regler om pligt for ejere
og brugere af jordbrugsbedrifter til at føre journal over
deres anvendelse af plantebeskyttelsesmidler mod
skadegørere, ukrudt og andre uønskede planter samt
til nedvisning og vækstregulering i plantekulturer.
Ministeren kan herunder fastsætte nærmere regler om,
hvordan journalen skal udformes og føres samt om tilsyn med,
at reglerne overholdes. | | Ȥ 1. Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler
om, at ejere og brugere af jordbrugsbedrifter skal føre og
indberette journal over anvendelse af plantebeskyttelsesmidler mod
skadegørere, ukrudt og andre uønskede planter samt
til nedvisning og vækstregulering i plantekulturer.
Ministeren kan fastsætte regler om journalens udformning og
indhold. Stk. 2.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan
fastsætte regler om, at ejere og brugere af
jordbrugsbedrifter har pligt til at anvende digital kommunikation i
forbindelse med indberetning af journaler som nævnt i stk.
1. Stk. 3.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan for de i
stk. 1 nævnte oplysninger fastsætte regler om, at
ministeren, ved henvendelse til ejere og brugere af
jordbrugsbedrifter i forbindelse med de i indberetninger, som er
nævnt i stk. 1, alene anvender digital kommunikation.
Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse typer
af dokumenter kan udstedes uden underskrift, med maskinelt gengivet
underskrift eller på tilsvarende måde, således at
sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med
dokumenter med personlig underskrift. Stk. 4.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan
fastsætte regler om, at ejere og brugere af
jordbrugsbedrifter efter ansøgning kan undtages fra pligten
til at anvende digital kommunikation, når særlige
omstændigheder taler herfor. Stk. 5.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan
fastsætte regler om anvendelse af bestemte it-systemer,
særlige digitale formater og digital signatur.«. |
| | |
| | § 2 |
| | Loven træder i kraft 1. januar
2010. |
| | |
| | |