L 47 Forslag til lov om ændring af lov om bygnings- og boligregistrering.

(Indsamling af energioplysninger m.v.).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Boligudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 01-12-2009

Afgivet: 01-12-2009

Betænkning afgivet af Boligudvalget den 1. december 2009

20091_l47_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Boligudvalget den 1. december 2009

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 29. oktober 2009 og var til 1. behandling den 5. november 2009. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Boligudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og økonomi- og erhvervsministeren sendte den 12. oktober 2009 dette udkast til udvalget, jf. alm. del - bilag 5. Den 29. oktober 2009 sendte økonomi- og erhvervsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 13 spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.


Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre støtter lovforslaget, der vil gøre det lettere at spare på energien.


Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre har længe rejst dette forslag i forhandlingerne om energiforliget, som S, SF og RV er en del af. Derfor er det med stor tilfredshed, at partierne konstaterer, at regeringen har taget dette forslag til sig. Et forslag, der vil give flere virksomheder mulighed for at målrette deres tilbud om energisparende aktiviteter direkte til forbrugerne. Det har de store energiselskaber ellers stort set haft monopol på, for kun de har haft adgang til oplysninger om energiforbrug. Nu får eksempelvis byggeselskaber og håndværksmestre og rådgivende ingeniører også adgang til de pågældende oplysninger.


Dansk Folkeparti bemærker følgende:


Dansk Folkeparti er for så vidt enig i intentionerne i lovforslaget, da BBR allerede i dag bl.a. er stamregister for oplysninger om installationsforhold vedrørende opvarmning.


Hovedformålet med lovforslaget er at få oplyst energiforbruget i bygninger ved at samle energiforsyningsselskabernes opgørelser af energiforbruget i Bygnings- og Boligregistret (BBR). Slutbrugerens forbrug af energi til bl.a. opvarmning med fjernvarme, el, fyringsolie og naturgas m.v. har sat fokus på området grundet muligheden for eventuelle energibesparelser.


Lovforslaget indeholder følgende elementer:


1. Indberetningspligt for forbrugeroplysninger: Indberetningerne sker en gang årligt og er forbrugsoplysninger, som forsyningsselskaberne i forvejen kender og fakturerer efter. Lovforslaget indeholder ikke krav om indberetning om slutbrugers forbrug af biobrændsel eller anden vedvarende energi, herunder brændeovne, hvoraf der forefindes omkring 550.000.


2. Ændring af bødebestemmelser: Fremover vil det også være sanktionspålagt, hvis ejer forsætligt eller groft uagtsomt undlader skiltning med husnummer, som er fastsat af kommunen. Energiforsyningsselskabernes manglende eller mangelfulde rettidige indberetninger af energioplysninger til BBR kan fremover straffes med bøde. Provenuet fra vedtagne bødeforlæg fordeles efter økonomi- og erhvervsministerens nærmere bestemmelser mellem staten og den pågældende kommune.


3. Opkrævning af gebyr for videregivelse af oplysninger om ejendomsdata: Med lovforslaget bemyndiges økonomi- og erhvervsministeren til at etablere gebyrfinansierede tjenester til brug for videregivelse af oplysninger i forbindelse med handel af fast ejendom m.v.


4. Sikring af korrekte oplysninger til brug for registrering: Det fastslås, at myndighedernes adgang til energidata i BBR ikke må anvendes til kontrol med energiforbrug.


5. Konsekvenser som følge af ressortændring: Indenrigs- og Socialministeriets ressortansvar vedrørende beskyttelsesrum m.v. er overført til Forsvarsministeriet, og derfor vil Indenrigs- og Socialministeriet fremover være fuldt ud omfattet af registrering i BBR.


Dansk Folkeparti mener, efter at have fået besvaret de af Dansk Folkeparti stillede spørgsmål, at intentionerne i lovforslaget er i orden.


Enhedslisten bemærker følgende:


Enhedslisten erkender, at der i regi af energiforliget - som her - gennemføres udmærkede forslag. Når Enhedslisten ikke er med i det forlig, er årsagen, at det bygger videre på tidligere forlig, der indeholder privatisering af store dele af energisektoren.


Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


Troels Christensen V nfmd. Louise Schack Elholm V Søren Pind V Eyvind Vesselbo V Michael Aastrup Jensen V Anita Knakkergaard DF Hans Kristian Skibby DF Knud Kristensen KF Naser Khader KF Yildiz Akdogan S Bjarne Laustsen S Lennart Damsbo-Andersen S Thomas Jensen S Nanna Westerby SF fmd. Karsten Hønge SF Jørgen Poulsen RV Frank Aaen EL

Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
25
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne
1
Enhedslisten (EL)
4
 
(UFG)
 


 

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 47


Bilagsnr.


Titel


1
Høringssvar og høringsnotat, fra økonomi- og erhvervsministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 47


Spm.nr.
Titel
1
Spm., om ministeren vil indhente og tilsende udvalget en udtalelse fra Datatilsynet om, hvorvidt det fremsatte lovforslag efter Datatilsynets vurdering fuldt ud imødekommer de indvendinger og bemærkninger, som Datatilsynet kom med til lovudkastet i høringsfasen, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvad ministerens holdning er til et forslag om at udarbejde et danmarkskort over varmespild, hvor alle landets bygninger fotograferes fra luften med et varmefølsomt kamera, hvorefter oplysningerne lægges tilgængelige for alle på internettet, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvad ministerens holdning er til et forslag om, at alle boligejere og virksomheder får tilbudt et bygningstjek af en energikonsulent m.v., til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvad ministerens holdning er til et forslag om at indføre en skrotpræmie på 15.000 kr. til personer, som erstatter olie- eller gasfyr med varmepumper, sol- eller fjernvarme m.m., til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, hvad status er fordelt på kommuner for energimærkningen af kommunale bygninger, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm., om ministeren kan oplyse, om regeringen har en strategi for at sikre, at kommunerne kommer i gang med energireduktioner i de energimærkede bygninger, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm., om ministeren er enig i, at anlægsloftet har begrænset kommunernes muligheder for tiltag med henblik på at nedbringe energiforbruget i kommunale bygninger, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om ministeren er enig i, at det er vigtigt at give kommunerne økonomisk råderum til, at de kan få nedbragt energiforbruget i de kommunale bygninger hurtigst muligt, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm., om ministeren kan bekræfte, at gebyret for videregivelse af oplysninger i forbindelse med handel med fast ejendom skal erstatte det gebyr, som kommunerne hidtil har haft hjemmel til at opkræve, m.v., til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm., om ministeren er enig i, at det også efter etableringen af den ny digitale service om ejendomsoplysninger til brug for handel med fast ejendom kan være nødvendigt for ejendomsmæglere at indhente oplysninger hos kommunerne om en række forhold m.v., til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om, hvorfor lovforslaget ikke indeholder krav om indberetning af slutbrugernes forbrug af biobrændsel og andre energikilder eller brug af kakkelovne, som der findes over 500.000 af, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm., om ministeren er enig i, at man på grund af manglende krav ikke får et retvisende billede af energiforbruget i bygningerne, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm., om ministeren kan redegøre for, hvordan man kan sikre sig, at de i spørgsmål 11 og 12 nævnte energioplysninger også kommer til at fremgå, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå