Når jeg tager ordet til dette punkt her ved andenbehandlingen, så er det, fordi der bag den lange og indviklede tekst faktisk gemmer sig et vigtigt principielt spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvordan valg til Europa-Parlamentet skal foregå eller ikke foregå.
Ved førstebehandlingen blev det fremhævet af udenrigsministeren og en række ordførere, at der var tale om, at man med vedtagelsen af det her forslag havde fundet en pragmatisk løsning på et praktisk problem, og derfor kan det måske være værd at opholde sig en lille smule ved, hvad det er for et problem, man løser.
Man løser det problem, at man får udpeget i hvert fald to franske medlemmer af Europa-Parlamentet, uden at der gennemføres nogen afstemning i Frankrig blandt befolkningen om, hvem det skal være, og ved at lave en lille, fiffig, praktisk og pragmatisk traktatændring foretager man så adskillige brud på det, der er Lissabontraktatens grundlag, og det oven i købet på et af de ganske få områder, hvor Lissabontraktatens grundlag er fornuftigt, nemlig at borgerne repræsenteres direkte på EU-plan i Europa-Parlamentet, og at medlemmerne af Europa-Parlamentet vælges ved direkte, almindelige, frie og hemmelige valg for en mandatperiode på 5 år.
Det er altså det, man fraviger ved at sige, at fordi der ved Lissabontraktatens gennemførelse skete nogle ændringer i sammensætningen af Europa-Parlamentet, så nogle nationer fik flere repræsentanter, skulle man finde nogle flere repræsentanter, og så valgte man at sige, at den mest praktiske måde at gøre det på i Frankrig var, at det var den franske Nationalforsamling, der udpegede dem.
Det er i hvert fald lodret imod det, som er grundlaget for EU-samarbejdet og for Europa-Parlamentets arbejde, og jeg synes, man skal være opmærksom på, at tilsyneladende er det her i Folketinget kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som for alvor forsvarer grundlaget for valg til Europa-Parlamentet.
Man kan jo også spørge sig selv, om den her praktiske foranstaltning kan få nogen konsekvenser.
Ja, selvfølgelig kan den det.
Ifølge Lissabontraktaten træffes en lang, lang række beslutninger i EU, som får direkte betydning for almindelige danskeres liv og velfærd eller mangel på samme, og tingene skal vedtages i både Europa-Parlamentet og Ministerrådet, så det er altså vigtigt, hvad der sker i Europa-Parlamentet.
Så kan man sige, at det jo er en stor forsamling, så betyder det noget, om der sidder to, der er valgt på en lidt tvivlsom måde i forhold til bestemmelserne?
Ja, det kan jo godt være.
Vi havde jo en kødklistersag, som jo ophidsede mange folketingsmedlemmer i denne sal og adskillige europaparlamentsmedlemmer ganske meget, og hvor afgørelsen blev truffet med to stemmers flertal.
Afgørelsen faldt ud til fordel for det, vi syntes var fornuftigt og også var enige om her i Danmark var det fornuftige, men det siger altså noget om, at det godt kan falde tæt ud.
Så kan man sige:
Jamen hvis man betragter et brud på de her grundlæggende principper som en praktisk overgangsordning, hvor omfattende bliver det så?
Hvis Island – ikke på min anbefaling – skulle blive optaget i EU i 2012, kan Island så indirekte udpege sine seks medlemmer frem til valget i 2014?
Og hvis Tyrkiet skulle komme ind i 2015, er det så i orden, at Tyrkiet ikke direkte vælger, men indirekte udpeger sine 96 medlemmer frem til valget i 2019?
Ja, man må jo sige, at med den vedtagelse, som der er en vis risiko for at et flertal i Folketinget gennemfører her i dag, er der åbnet en ladeport.
Så er det sagt af nogle, at det her bare er, som det plejer at være.
Når man udvider EU med nye lande, plejer de at være repræsenteret ved hjælp af indirekte udpegede medlemmer, indtil der bliver et valg – indtil der bliver et valg.
Det er også fuldstændig rigtigt.
I nogle tilfælde har man afventet, at der kom et ordinært valg til Europa-Parlamentet, men da man sidste gang udvidede EU med Bulgarien og Rumænien den 1.
januar 2007, fik de lov til at indtage deres pladser med udpegede medlemmer, men de blev sandelig sat til at gennemføre et valg i første del af 2007, selv om der sådan set var valg til Europa-Parlamentet allerede i juni 2009.
Det, man kan konstatere, er vel så, at der findes én standard for Rumænien og Bulgarien og en anden standard for Frankrig, og det synes vi faktisk i Enhedslisten er rigtig uheldigt.
Vi synes, man burde holde fast ved det grundlæggende princip, nemlig at medlemmer af Europa-Parlamentet skal vælges direkte af befolkningerne, og det er derfor, vi ikke kan stemme ja til det beslutningsforslag, der her er lagt frem fra regeringens side.