B 111 Forslag til folketingsbeslutning om afbureaukratisering og forenkling af ansøgning om boligstøtte.

Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 01-04-2011

Fremsat: 01-04-2011

Fremsat den 1. april 2011 af Thomas Jensen (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Lennart Damsbo-Andersen (S), Yildiz Akdogan (S), René Skau Björnsson (S), Bjarne Laustsen (S) og Rasmus Prehn (S)

20101_b111_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 1. april 2011 af Thomas Jensen (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Lennart Damsbo-Andersen (S), Yildiz Akdogan (S), René Skau Björnsson (S), Bjarne Laustsen (S) og Rasmus Prehn (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om afbureaukratisering og forenkling af ansøgning om boligstøtte

Folketinget pålægger regeringen senest ved næste folketingsårs start at iværksætte tiltag, som effektiviserer og afbureaukratiserer boligstøtteområdet ved yderligere digitalisering og samkøring af registeroplysninger.

Regeringen pålægges at tage initiativ til

- at der gives hjemmel til at indhente relevante oplysninger fra andre myndigheder til sagsbehandlingen i forbindelse med boligstøtte (efter samtykke fra borgeren)

- at krav om partshøring i forbindelse med anvendelse af eIndkomstregisteret afskaffes

- at digitalt huslejeregister etableres hurtigt

- at dokumentationskravene ændres, så borgerne ikke behøver at fremvise lønsedler m.v. i forbindelse med ansøgning, men blot kan oplyse forventet indkomst, hvorefter beløbet om nødvendigt reguleres, når den faktiske indkomst kendes af myndighederne.



Forslagsstillerne mener, at dette vil give borgerne lettere adgang til at søge boligstøtte, hvilket især vil komme de mest udsatte grupper til gavn.

Bemærkninger til forslaget

I dag findes der i boligstøtteloven en lang række krav til de oplysninger, en borger skal medbringe, når vedkommende henvender sig til den relevante myndighed for at få boligstøtte (boligsikring og -ydelse). Det drejer sig om indkomstforhold, fremtidige indkomstforhold, formue, boligens størrelse, boligudgiftens størrelse og husstandens størrelse.

De samme krav stilles til ansøgninger, der indgives via nettet som selvbetjening. Konsekvensen er en lang række fejl i de indgivne ansøgninger fra borgerne, som giver problemer både for myndigheden og borgeren.

Det gælder særligt de mest udsatte borgere. I Det Nationale Forskningscenter for Velfærds (SFI's) undersøgelse af tvangsudsættelser i rapporten »Hvorfor lejere bliver sat ud af deres boliger - og konsekvenserne af en udsættelse« fra 2008, fremgår det, at: »Det er (…) bemærkelsesværdigt, at kun 50 pct. af de udsatte lejere har søgt boligstøtte. For når udsatte lejeres indkomst tages i betragtning, må det formodes, at en større andel er berettigede til boligstøtte.« (s. 19).

Ved at lette ansøgningen om boligstøtte vil en del af udsættelserne med stor sandsynlighed kunne afværges. Udsættelser af lejere udgør et særdeles alvorligt socialt problem, og antallet af tvangsudsættelser er vokset meget markant fra 1.823 i 2002 til 4.382 tvangsudsættelser i 2010. (Statistik for fogedsager: Huslejesager - udsættelsessager for privat bolig i perioden 2002-2009. Domstolsstyrelsen 2009 og Statistik for fogedsager: Huslejesager - udsættelsessager for privat bolig i perioden 2006-2010. Domstolsstyrelsen 2010).

Forslagsstillerne foreslår derfor,

- at reglerne ændres, således at den relevante myndighed gives hjemmel til, efter samtykke fra borgeren, at indhente relevante oplysninger fra andre myndigheder til sagsbehandlingen i forbindelse med boligstøtte

- at afskaffe krav om partshøring i forbindelse med anvendelse af eIndkomstregisteret, når ydelsen ændres på baggrund af en automatisk opfølgning. Myndighederne vil være forpligtet til at orientere borgeren om, at ydelsen kan omregnes på baggrund af en registeropfølgning, og at borgeren får mulighed for at gøre indsigelse

- at der hurtigt etableres et digitalt huslejeregister, som allerede er ved at blive etableret i samarbejde med Landsbyggefonden

- at dokumentationskravene ændres, så borgerne ikke behøver fremvise lønsedler m.v., men blot kan oplyse forventet indkomst, hvorefter myndighederne efterfølgende kan følge op på den faktiske indkomst og regulere for meget/for lidt udbetalt boligstøtte på baggrund af oplysninger om den faktiske indkomst.



Konsekvensen af forslaget bliver dels en mere ubureaukratisk boligstøttelovgivning, dels en større sikkerhed for at de personer, der rent faktisk ifølge lovgivningen er berettiget til boligstøtte, også kan modtage denne.

Indsamlingen af oplysninger til brug for beregning af boligstøtte skal følge gældende retningslinjer for beskyttelse af personoplysninger.

Beslutningsforslaget medfører ikke ændringer i reglerne for oplysningspligt, omregning og tilbagebetaling af boligstøtte.

Forslagets økonomiske konsekvenser

Forslaget giver ikke boligstøtteansøgere nye rettigheder af økonomisk art, men giver ansøgere langt lettere mulighed for at få det, de i forvejen har ret til.

Skriftlig fremsættelse

Thomas Jensen (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om afbureaukratisering og forenkling af ansøgning om boligstøtte.

(Beslutningsforslag nr. B 111)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.