B 144 Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke 128 af 12. maj 2011 om permanent toldkontrol i Danmark (styrket grænsekontrol) tilbage fra Finansudvalget med henblik på at styrke forudsætningerne for en mobil, fleksibel og efterretningsbaseret indsats mod grænseoverskridende kriminalitet.

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 14-06-2011

Fremsat: 14-06-2011

Fremsat den 14. juni 2011 af Morten Bødskov (S), Nick Hækkerup (S), Ole Sohn (SF), Jesper Petersen (SF), Morten Østergaard (RV) og Christian H.

20101_b144_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 14. juni 2011 af Morten Bødskov (S), Nick Hækkerup (S), Ole Sohn (SF), Jesper Petersen (SF), Morten Østergaard (RV) og Christian H. Hansen (UFG)

Forslag til folketingsbeslutning

om opfordring til at trække aktstykke 128 af 12. maj 2011 om permanent toldkontrol i Danmark (styrket grænsekontrol) tilbage fra Finansudvalget med henblik på at styrke forudsætningerne for en mobil, fleksibel og efterretningsbaseret indsats mod grænseoverskridende kriminalitet

Folketinget opfordrer skatteministeren til at trække aktstykke 128 af 12. maj 2011 tilbage fra Finansudvalget. Af den politiske aftale om en styrket grænsekontrol, der ligger til grund for aktstykket, fremgår bl.a.:

- Der skal være en »permanent tilstedeværelse ved den landfaste dansk-tyske grænse, Øresundsforbindelsen, danske færge- og lufthavne samt de danske farvande.«

- »Kontrollen ved den landfaste dansk-tyske grænse styrkes ved at etablere nye synlige kontrolanlæg ved motorvejen (Frøslev) og ved de mellemstore landeveje (Padborg, Kruså og Sæd).«



Bemærkninger til forslaget

Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Christian H. Hansen (UFG) mener, at indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet skal styrkes.

Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre har stillet ændringsforslag og støttet ressourcetilførsel til SKAT ved behandlingen af de seneste to finanslove for bl.a. at styrke toldindsatsen og dermed kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet. Regeringen og Dansk Folkeparti har ved begge behandlinger stemt imod forslagene. Ligeledes har Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre ved de seneste flerårsaftaler for politi- og anklagemyndigheden bidraget til sikringen af bevillinger, så indsatsen hos politi- og anklagemyndighed mod grænseoverskridende kriminalitet kunne styrkes.

Indsatsen mod den stigende grænseoverskridende kriminalitet skal fortsat styrkes. Erfaringer og anbefalinger peger klart på, at indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet er mest effektiv, hvis den baseres på efterretninger og analyser af kriminalitetsmønstre, tæt samarbejde mellem myndigheder og tillidsfuldt samarbejde med nabolande. Derfor har indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet de senere år også været baseret på disse erfaringer og anbefalinger. Eksempelvis udføres dele af politiets indsats i dag via den såkaldte baglandspatrulje. Det sikrer en målrettet indsats, som skal styrkes.

På baggrund af ovenstående kan forslagsstillerne tilslutte sig de i aktstykke 128 forslåede bevillinger til SKAT og politi- og anklagemyndighed. Forslagsstillerne kan ikke tilslutte sig de dele af bevillingerne i aktstykket, der vedrører etablering af kontrolanlæg i Frøslev, Padborg, Kruså og Sæd. Forslagsstillerne foreslår i stedet disse midler anvendt til at styrke forudsætningerne for en mobil, fleksibel og efterretningsbaseret indsats mod den grænseoverskridende kriminalitet.

Forslagsstillerne opfordrer derfor skatteministeren til at trække aktstykke 128 om permanent toldkontrol i Danmark (styrket grænsekontrol) tilbage fra Finansudvalget med henblik på at styrke forudsætningerne for en mobil, fleksibel og efterretningsbaseret indsats mod grænseoverskridende kriminalitet.

Behovet for en styrket indsats mod grænseoverskridende kriminalitet

Ifølge det europæiske politisamarbejde, Europol rapport fra maj 2011 »Europol Organised Crime Threat Assess?ment 2011« er organiseret kriminalitet i Europa en stadig stigende forretning med en omsætning på mange milliarder euro. Alene svindel med moms koster enkelte EU-lande op mod 3 mia. euro årligt.

De kriminelle, som organiserer og udfører kriminaliteten, er blevet mere alsidige. De samarbejder i langt større omfang end tidligere på tværs af landegrænser, etnicitet og kriminalitetsområder, og de benytter i stigende omfang internettet til kriminelle handlinger.

Stigningen i den grænseoverskridende kriminalitet afspejler sig også i Danmark.

Indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet kræver tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem myndigheder og nabolande

Den mest effektive måde at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet er ifølge såvel Europol som Rigspolitiet, at politi og andre myndigheder samarbejder på tværs af grænserne, udveksler efterretninger og oplysninger om de kriminelle og i fællesskab tilrettelægger operationer mod de kriminelle netværk.

At indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet kræver tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem myndigheder og nabolande underbygges af følgende:

- »Set fra vores synspunkt har organiserede kriminelle altid fundet måder at krydse grænser på forbi kontroller. Hvis man vil opløse organiserede kriminelle grupper, er det mest effektive værktøj, at man deler informationer, analyser og laver fælles, målrettede operationer«, Rob Wainwright, øverste chef for Europol, Berlingske Tidende, 9. juni 2011.

- »En genindførelse af grænsekontrollen er efter Rigspolitiets vurdering hverken et nødvendigt eller hensigtsmæssigt redskab til bekæmpelse af den grænseoverskridende kriminalitet. Ud fra en politifaglig vurdering får man således mere ud af at anvende de betydelige ressourcer, som effektiv grænsekontrol vil kræve, på efterretningsbaserede indsatser i forhold til den organiserede kriminalitet.« justitsminister Lars Barfoed til Folketingets Retsudvalg den 30. marts 2011.




Bilag 1

Finansudvalgets aktstykke 128 af 12. maj 2011

Aktstykke nr. 128

Folketinget 2010-11

128

Skatteministeriet. København, den 12. maj 2011.

a. Som følge af »Aftale om permanent toldkontrol i Danmark (styrket grænsekontrol)« af den 11. maj 2011 anmoder Skatteministeriet hermed om Finansudvalgets tilslutning til, at:

- bevillingen på § 09.21.01. SKAT forhøjes med 29,2 mio. kr. i 2011 med henblik på en styrket toldindsats, herunder at lønsumsloftet på § 09.21.01. SKAT forhøjes med 22,9 mio. kr. i 2011.

- bevillingen på § 11.23.01. Politiet og anklagemyndigheden mv. forhøjes med 6,1 mio. kr. i 2011 med henblik på en styrket politiindsats til understøttelse af den styrkede toldindsats, herunder at lønsumsloftet på § 11.23.01. Politiet og anklagemyndigheden mv. forhøjes med 4,9 mio. kr. i 2011.

- der igangsættes et projekt vedrørende etablering af kontrolanlæg ved den dansk-tyske grænse

- Frøslev, Padborg, Kruså og Sæd) med en totaludgift på op til 47,0 mio. kr. frem til 2014. Som følge heraf forhøjes bevillingen på § 28.21.21. Anlæg til fremme af sikkerhed og miljø med 7,0 mio. kr. i 2011, heraf 0,3 mio. kr. til lønsum på § 28.21.10. Vejdirektoratet. Udgiften i 2011 afholdes af § 35.11.01. Merudgifter ved nye bevillingsforslag.



b. Der har i de seneste år være en markant stigning i den grænseoverskridende kriminalitet i Danmark. Det gælder ikke mindst berigelseskriminalitet begået af udenlandske bander, ind- og udsmugling af narkotika, våben, personer og større pengebeløb samt unddragelse af dansk skat ved brug af udenlandsk arbejdskraft.

For at bremse op for denne udvikling foreslås det, at der investeres i nye kontrolanlæg, markant flere toldere, omfattende videoovervågning af biler, der krydser de danske grænser, samt hurtig bistand fra politiet, hvis toldere opdager kriminalitet, jf. »Aftale om permanent toldkontrol i Danmark (styrket grænsekontrol)« af den 11. maj 2011.

Den styrkede kontrolindsats foreslås at finde sted ved alle Danmarks grænseovergange, hvilket betyder en intensiveret tilstedeværelse ved den dansk-tyske grænse, Øresundsforbindelsen, danske færge- og lufthavne samt de danske farvande. Indsatsen forventes at kunne bidrage væsentligt til at afsløre og dæmme op for ulovligheder ved de danske grænser.

Til den styrkede kontrolindsats foreslås at afsætte en ramme på op til 150 mio. kr. til investeringer i nyt it-udstyr mv. og nye synlige kontrolanlæg med henblik på færdiggørelse i 2013. De nye kontrolanlæg vil blive opført som vejanlæg etableret af Vejdirektoratet samt bygninger, der opføres af Slots og Ejendomsstyrelsen og finansieres ved låneoptagelse og efterfølgende huslejebetaling fra SKAT i overensstemmelse med principperne for den statslige huslejeordning.

Herudover foreslås endvidere afsat en årlig ramme på op til 35 mio. kr. i 2011 stigende til op til 119 mio. kr. i 2015 til flere toldere og en styrket politiindsats mv.

Skatteministeriet anmoder på denne baggrund om Finansudvalgets tilslutning til, at:

- bevillingen på § 09.21.01. SKAT forhøjes med 29,2 mio. kr. i 2011 med henblik på en styrket toldindsats, herunder at lønsumsloftet på § 09.21.01. SKAT forhøjes med 22,9 mio. kr. i 2011.

- bevillingen på § 11.23.01. Politiet og anklagemyndigheden mv. forhøjes med 6,1 mio. kr. i 2011 med henblik på en styrket politiindsats til understøttelse af den styrkede toldindsats, herunder at lønsumsloftet på § 11.23.01. Politiet og anklagemyndigheden mv. forhøjes med 4,9 mio. kr. i 2011.

- der igangsættes et projekt vedrørende etablering af kontrolanlæg ved den dansk-tyske grænse (Frøslev, Padborg, Kruså og Sæd) med en totaludgift på op til 47,0 mio. kr. frem til 2014. Som følge heraf forhøjes bevillingen på § 28.21.21. Anlæg til fremme af sikkerhed og miljø med 7,0 mio. kr. i 2011, heraf 0,3 mio. kr. til lønsum på § 28.21.10. Vejdirektoratet.



De ovennævnte dispositioner kan for 2011 specificeres således:

§ 09.21.01.
SKAT
 
 
10. Almindelig virksomhed
 
 
Udgift
 
 
18. Lønninger og personaleomkostninger
22,9 mio. kr.
 
22. Øvrig drift.
6,3 mio. kr
§ 11.23.11.
Politiet og anklagemyndigheden mv.
 
 
10. Almindelig virksomhed
 
 
Udgift
 
 
18. Lønninger og personaleomkostninger
4,9 mio. kr.
 
22. Øvrig drift
1,2 mio. kr.
§ 28.21.10.
Vejdirektoratet
 
 
10. Almindelig virksomhed
 
 
Udgift
 
 
18. Lønninger og personaleomkostninger
0,3 mio. kr.
 
19. Fradrag for anlægsløn
-0,3 mio. kr.
§ 28.21.21.
Anlæg til fremme af sikkerhed og miljø
 
 
10. Anlæg, sikkerhed og miljø
 
 
Udgift
 
 
51. Anlægsaktiviteter (anskaffelser)
7,0 mio. kr.
§ 35.11.01.
Merudgifter ved nye bevillingsforslag
 
 
10. Merudgifter ved nye bevillingsforslag
 
 
Udgift
 
 
49. Reserver og budgetregulering
-42,3 mio. kr.


Bevilling til investerings- og driftsudgifter for efterfølgende år indarbejdes på efterfølgende forslag til bevillingslove.

c. Sagen forelægges Finansudvalget nu, idet dele af omkostningerne til den styrkede toldindsats skal afholdes i indeværende finansår.

d. Forslaget er tiltrådt af Justitsministeriet og Transportministeriet.

e. Under henvisning til ovenstående anmodes om Finansudvalgets tilslutning til, at der på forslag til lov om tillægsbevilling for 2011 optages følgende:

§ 09.21.01. SKAT 29,2 mio. kr.

§ 11.23.01. Politiet og anklagemyndigheden mv. 6,1 mio. kr.

§ 28.21.21. Anlæg til fremme af sikkerhed og miljø 7,0 mio. kr.

§ 35.11.01. Merudgifter ved nye bevillingsforslag -42,3 mio. kr.



Endvidere anmodes om Finansudvalgets tilslutning til at igangsætte et projekt vedrørende etablering af kontrolanlæg ved den dansk-tyske grænse (Frøslev, Padborg, Kruså og Sæd) med en totaludgift på op til 47,0 mio. kr. frem til 2014. På forslag til lov om tillægsbevilling for 2011 optages et anlægsskema for projektet.

Bevilling til investerings- og driftsudgifter for efterfølgende år søges indarbejdet på efterfølgende forslag til bevillingslove.

f. Finansministeriets tilslutning foreligger.

København, den 12. maj 2011

PETER CHRISTENSEN

/ Jens Madsen

Til Finansudvalget.

Skriftlig fremsættelse

Morten Bødskov (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke 128 af 12. maj 2011 om permanent toldkontrol i Danmark (styrket grænsekontrol) tilbage fra Finansudvalget med henblik på at styrke forudsætningerne for en mobil, fleksibel og efterretningsbaseret indsats mod grænseoverskridende kriminalitet.

(Beslutningsforslag nr. B 144)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.