Betænkning afgivet af Udvalget for
Forretningsordenen den 7. april 2011
1. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslagene blev fremsat den 11. januar 2011 og var
til 1. behandling den 4. februar 2011. Beslutningsforslagene blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for
Forretningsordenen.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslagene i 2
møder.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 2 spørgsmål til Folketingets
formand, som denne har besvaret.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (Venstres,
Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Konservative
Folkepartis og Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller
forslagene til forkastelse.
Flertallet bemærker, at de gældende regler for
vederlag, eftervederlag og pension for ministre og
folketingsmedlemmer er en del af en bred politisk aftale fra 1999,
hvor en række modsatrettede hensyn blev afvejet for at sikre
vilkår, der i rimelig grad kan sammenlignes med
fratrædelsesbetingelser for ledende stillinger i den private
sektor.
Der er allerede med velfærdsreformforliget i 2006 taget
højde for, at forhøjelsen af
tilbagetrækningsalderen i forhold til efterløn og
folkepension vil blive ledsaget af en parallel forhøjelse af
tidligste pensionsalder for ministre og folketingsmedlemmer.
Det har under udvalgsarbejdet været overvejet, om der
med fordel kunne laves konkrete justeringer i reglerne for
modregning i eftervederlag for folketingsmedlemmer. Det må
konstateres, at sådanne ændringer i særlig grad
vil forringe vilkårene for medlemmer med kort
folketingsanciennitet. Derfor medfører en samlet afvejning,
at Folketinget skal afstå fra regelændringer som
reaktion på en enkeltsag.
Et mindretal i udvalget (Dansk
Folkepartis medlemmer af udvalget) stemmer hverken for eller imod
de stillede beslutningsforslag.
Dansk Folkepartis grundlæggende holdning er, at MF'ere
og ministre skal underlægges de samme vilkår som
generelt gælder på arbejdsmarkedet i forhold til
pensionsalder.
Derfor er Dansk Folkeparti tilhænger af, at folketings-
og ministerpensioner udbetales fra det gældende tidspunkt for
folkepension. Ønsker et medlem eller en minister at kunne
gå på pension tidligere, kan der indbetales til
efterlønnen i lighed med øvrige
lønmodtagere.
I forhold til reglerne for eftervederlag er DF tilhænger
af en ordning, hvorefter der, afhængigt af anciennitet er et
indholdsmæssigt uafhængigt eftervederlag på 6
måneder. Herefter skal der ske en fuld modregning i eventuel
øvrig indkomst.
Et andet mindretal i udvalget
(Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller forslagene til vedtagelse uændret.
Enhedslisten vil med disse forslag gennemføre nogle
ændringer i folketingsmedlemmers og ministres pensionsforhold
og mulighed for at få eftervederlag.
Et flertal i Folketinget har vedtaget højere
pensionsalder og forringet efterlønsordningen. Nu
drøftes der yderligere forringelser af efterlønnen og
endnu en forhøjelse af pensionsalderen. Det er Enhedslisten
imod, men i den situation bør Folketinget tilkendegive, at
forringelser, der rammer resten af befolkningen, også
bør gælde ministres og folketingsmedlemmers mulighed
for at gå på pension.
Eftervederlag, som medlemmer af Folketinget, der ikke bliver
genvalgt, kan beholde i en periode for at finde et job, er
rimeligt. Men det er aldeles urimeligt, at et medlem kan gå
direkte over i et andet job og så samtidig modtage dette
eftervederlag i et helt år.
Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin var på
tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen. Der gøres opmærksom på, at
et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et
flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.
Thor Pedersen (V) fmd. Mogens Lykketoft (S) nfmd. Søren Espersen (DF) Holger
K. Nielsen (SF) Helge Adam Møller (KF) Flemming Damgaard
Larsen (V) Jens Vibjerg (V) Ellen Trane Nørby (V) Anne-Mette
Winther Christiansen (V) Kristian Jensen (V) Pia Kjærsgaard
(DF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Tom Behnke (KF) Carsten Hansen (S)
Henrik Dam Kristensen (S) Karen J. Klint (S) Christine Antorini (S)
Ole Sohn (SF) Margrethe Vestager (RV) Morten Østergaard (RV)
Line Barfod (EL)
Liberal Alliance, Kristendemokraterne,
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og
Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 |
Radikale Venstre (RV) | 9 |
Enhedslisten (EL) | 4 |
Liberal Alliance (LA) | 3 |
Kristendemokraterne (KD) | 1 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Tjóðveldi (T) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 2 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 52, B 53 og B 54
Bilagsnr. | Titel |
1 | Foreløbigt udkast til
betænkning over B 52 - om ministres pensionsvilkår, B
53 - om folketingsmedlemmers pensionsvilkår og B 54 - om
folketingsmedlemmers eftervederlag. |
| |
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende
B 52, B 53 og B 54
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om modregningsreglerne i
eftervederlag, til Folketingets formand, og ministerens svar
herpå |
2 | Spm. om modregningsreglerne i
eftervederlag, til Folketingets formand, og ministerens svar
herpå |