Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 100:

Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om almene boliger m.v. (Rammeaftaler).

Af socialministeren (Benedikte Kiær).

(Fremsættelse 15.12.2010).

Forhandlingen er åbnet. Den første er fru Louise Schack Elholm som ordfører for Venstre.

Lovforslag nr. L 100 handler om rammeaftalerne og ændringer af disse. Rammeaftalerne blev indført med kommunalreformen, hvor regionerne fik forsyningspligt af tilbud i serviceloven og i almenboligloven. Rammeaftalerne skulle sikre planlægning og udvikling i regionernes tilbud til kommunerne og hjælpe kommunerne med at regulere kommunernes behov og regionernes forsyningspligt.

L 100 tager konsekvensen af, at kommunerne har overtaget mange institutioner på det sociale og det almene ældreboligområde fra regionerne. Det betyder, at koordinering af rammeaftalerne flyttes fra regionerne til kommunerne. Samtidig bliver rammeaftalerne gjort mere enkle og fleksible.

Rammeaftalerne skal desuden indeholde en faglig udviklingsstrategi og en kapacitets- og økonomistyringsaftale. Udviklingsstrategien indeholder bl.a. ønsker og løsningsmuligheder i forhold til den faglige udvikling i tilbuddene og muligheder for fleksibel anvendelse af eksisterende tilbudstyper. Styringsaftalen skal lægge rammerne for kapacitets- og prisudviklingen i de kommende år. Styringsaftalen skal omhandle en angivelse af, hvilke tilbud den omfatter, og aftaler for udvikling i taksterne for disse tilbud, prisstrukturerne i tilbuddene, overvejelse om anvendelse af sær- og enkeltmandsforanstaltninger m.m.

Således sikrer forslaget et nyt koncept af rammeaftalerne, at rammeaftalerne overordnet set bliver et redskab til styring af både økonomi- og fagligt indhold. Lovforslaget kommer på baggrund af kommuneaftalerne.

Venstre støtter lovforslaget.

Tak til fru Louise Schack Elholm. Så er det hr. René Skau Björnsson som ordfører for Socialdemokratiet.

Er der bedt om ordet? Fru Meta Fuglsang kommer ind her.

Der er en kort bemærkning til fru Louise Schack Elholm fra fru Meta Fuglsang. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Forklaringen på, hvad baggrunden er for det her, er jo rigtig nok. Grunden til, at jeg tager ordet nu for en kort bemærkning, er spørgsmålet om, hvad det egentlig er, det her lovforslag tager fat på. Spørgsmålet er jo, om det lovforslag, der ligger her, egentlig rammer det, som rammeaftalerne faktisk skulle omfavne, nemlig det udbud, der skal være af pladser på specielt de små tilbud. Så spørgsmålet er egentlig, om ordføreren mener, at det lovforslag, der ligger her, er svaret på udfordringerne omkring at sikre, at der er tilstrækkelig mange af de her specialiserede tilbud, også til de meget små grupper, der har brug for specialiserede tilbud.

Ordføreren.

Rammeaftalerne skal hjælpe kommunerne med at koordinere de tilbud, der er, og det behov, der er for tilbud. Det er ideen med rammeaftalerne.

Fru Meta Fuglsang.

Hvis formålet er at koordinere det, der allerede er, hvor skal vi så gå hen for at sikre, at der bliver det, der er brug for? Det er vel mere det, der er spørgsmålet. At rammeaftalerne skal koordinere det, der allerede er, er ordførerens formulering af det her. Men hvem skal så sørge for, at der er de nødvendige tilbud, når vi taler specielt om de små tilbud?

Ordføreren.

Det er meningen, at man skal se, hvor meget kommunerne har behov for, og hvad der er af muligheder her, og på den måde skal man koordinere det. Det er hele tanken med rammeaftalerne, at man skal have en højere grad af kommunikation, og at man bedre skal kunne se, hvad der er behov for, og hvad man har. Derfor er der både en styringsdel og en udviklingsdel, så man både kan se på, hvordan man kan styre det, og hvordan man kan udvikle det faglige indhold.

Tak til fru Louise Schack Elholm. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Og så er det hr. René Skau Björnsson som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak. Det her forslag går jo ud på at ændre rammeaftalerne og flytte koordineringen til kommunerne på det specialiserede socialområde. Fra socialdemokratisk side har vi en række betænkeligheder ved lovforslaget. Vi var som bekendt imod kommunalreformen i sin tid, bl.a. på grund af frygten for, at der skete en afspecialisering på det sociale område. Allerede under forhandlingerne dengang påpegede vi, at der er brug for en særlig omhu, en særlig eftertænksomhed, når vi laver lovgivning for handicappede børn og voksne, psykisk syge, børn, der har oplevet omsorgssvigt, hjemløse og misbrugere. Vi var og er tilhængere af, at der sker en glidende decentralisering af institutionerne der, hvor det er hensigtsmæssigt for det enkelte menneske, og hvor det samtidig kan sikres brugerne, at behandlingen, kvaliteten og indsatsen som minimum er på samme niveau som før.

Forudsætningen er jo, at man anerkender, at ikke alle institutioner kan decentraliseres. Der er simpelt hen handicappede med så specialiserede behandlingsbehov, at der er brug for og behov for et større befolkningsgrundlag, end de fleste kommuner kan levere. Af forslaget her fremgår det så, at koordineringen nu skal overdrages til kommunerne i stedet for regionerne, fordi de jo i langt højere grad end forventet har overtaget tidligere amtslige eller regionale tilbud, og det var jo sådan set også det, der var vores bekymring i sin tid, for vi frygtede som sagt, at det ville føre til en afspecialisering på det sociale område.

Der er mange ting i det her forslag, som vi gerne vil have belyst nærmere under udvalgsbehandlingen. Vi synes bl.a., at det er problematisk, at kommuner og regioner ikke bliver forpligtet til at inddrage brugerorganisationerne, patientorganisationerne. En problemstilling, som vi også synes vi skal have belyst, er, hvem der fremover skal tage initiativ til at få lavet nye specialiserede tilbud på det sociale område. Der er jo mange eksempler på, at det fælleskommunale initiativ ikke rigtig fungerer i praksis. Det er jo også det, der fremgik af en undersøgelse, vi fik fra KREVI, og som hedder »Samarbejde på formel – en analyse af de sociale rammeaftaler«. Den viste, at ingen kommuner ønsker at oprette tilbud, hvor de ikke selv kan benytte størsteparten af pladserne. Det skyldes, viste det sig, i høj grad den finansieringsstruktur, der findes på området; den underbygger ikke samarbejdet mellem kommunerne.

Desuden er der en del høringssvar til det her lovforslag, der også giver anledning til en række spørgsmål, som vi skal have undersøgt til bunds i det videre udvalgsarbejde.

Så med de her kommentarer skal jeg sige, at vi Socialdemokrater ikke kan stemme for forslaget, som det foreligger nu. Vi vil gerne have igangsat en ordentlig evaluering af kommunalreformen, bl.a. for at se på det specialiserede socialområde, herunder også en belysning af de stigende udgifter, der har været på det sociale område. Tak.

Tak. Så er det hr. Martin Henriksen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak. Såfremt lovforslaget vedtages, vil rammeaftalerne forenkles, og koordineringen vil blive flyttet til kommunerne. Og baggrunden for det er, som andre ordførere også har været inde på, at udviklingen har vist, at kommunerne i langt højere grad end forventet har overtaget tidligere amtslige eller regionale tilbud, og at de også i højere grad end forventet selv har oprettet nye tilbud. Det giver derfor efter Dansk Folkepartis opfattelse god mening at overlade en større del af ansvaret til kommunerne, og jeg håber og har da også en forventning om, at de enkelte kommunalbestyrelser vil gøre deres bedste i forhold til at udvikle gode aftaler og initiativer på området.

Det er hensigten, at lovgivningen sætter de overordnede retningslinjer for rammeaftalerne, som udfyldes af kommunalbestyrelserne og regionsrådene. Rammeaftalerne skal bidrage til at skabe et godt beslutningsgrundlag for den enkelte kommunalbestyrelses tilrettelæggelse af det sociale område og det almene ældreboligområde. Det er fornuftigt, at parterne efter den foreslåede model får mulighed for selv at beslutte, hvilke tilbudstyper der skal behandles i udviklingsstrategien, ligesom det er fornuftigt, at denne mulighed suppleres med en adgang for socialministeren til at udmelde, at bestemte temaer eller tilbudstyper skal behandles for et givent år. Det er godt, at kommunerne i højere grad får ansvaret, og at det bliver det klare udgangspunkt, men det er også godt, at muligheden for en mere central styring i forhold til temaer og tilbud tages med i lovforslaget. Folketingets Socialudvalg kan jo også, hvis det er et ønske, overveje at tilkendegive over for ministeren, hvis der er særlige områder, som kunne tænkes at indgå som temaer på et tidspunkt.

I forhold til brugerinddragelse er der i høringssvarene rejst en kritik af, at brugerorganisationerne ikke er nævnt i tilstrækkelig grad i lovforslaget. I Dansk Folkeparti mener vi, at det er væsentligt at inddrage organisationerne i tilrettelæggelsen af indsatsen, og mit umiddelbare indtryk, da jeg så det første udkast, var da også, at inddragelse af brugerorganisationerne fyldte for lidt.

Efter høringen har vi i Dansk Folkeparti noteret os, at forventningen om inddragelse står tydeligere i lovforslagets bemærkninger, ligesom vi har noteret os, at Danske Handicaporganisationer, Skole og Samfund og Kommunernes Landsforening har indgået en aftale, der netop sikrer brugerinddragelse. Disse to elementer fjerner de bekymringer, som vi har haft i forhold til lovforslaget, men vi vil dog følge udviklingen.

Det er et væsentligt ansvar, som kommunerne har, og det handler om – kogt ned til substansen – hvordan samfundet tilrettelægger indsatsen og giver de bedste tilbud til nogle af de mest udsatte grupper. Dette lovforslag fjerner en række regler, medfører administrative lettelser og færre offentlige udgifter, og derudover fastsættes nogle fornuftige retningslinjer, som skal medvirke til, at borgerne får de bedste tilbud. Med disse bemærkninger kan Dansk Folkeparti støtte lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Meta Fuglsang.

Der er afgivet høringssvar. Der er et par af høringssvarene, som ordføreren ikke nævnte sådan specifikt, primært fra handicaporganisationerne og fra Socialpædagogernes Landsforbund. I de høringssvar blev der jo givet udtryk for nogle bekymringer om initiativpligt. Der blev givet udtryk for nogle bekymringer om, hvorvidt der er et tilstrækkeligt incitament til, at der bliver givet tilbud til de små grupper, der har brug for særlige tilbud.

Så spørgsmålet er, om ordføreren har en bekymring, eller om han har forholdt sig til den bekymring, de her høringssvar udtrykker, om de her små grupper med handicap eller grupper med brug for særlige tilbud. Er den bekymring også en, der er rejst fra ordførerens side? For en ting er at have nogle rammeaftaler, der ligesom koordinerer det eksisterende, men spørgsmålet om initiativpligt må jo fylde lidt, hvis man har en oprigtig bekymring for, om særlig de små grupper, der har særlige behov, bliver tilgodeset.

Ordføreren.

En del af pointen med det her er jo netop, at man ikke bare skal koordinere, hvordan det eksisterende fungerer, men også skal se lidt fremad. Og der er det jo op til kommunerne i samarbejde med regionerne at finde ud af, hvordan udviklingen bliver, og hvordan de ønsker at tilrettelægge deres fælles indsats på det her område.

Det er klart, at der jo vil være nogle grupper, der er mindre, og som er meget specialiserede, og som kræver noget ekstra. Så er det jo netop op til kommunerne som initiativtagere på det her og til regionerne – de to parter i samarbejde med hinanden – at finde ud af, hvordan man eksempelvis kan etablere nogle tilbud til f.eks. meget små grupper af udsatte borgere. Det er jo en del af det, der er tankegangen bag det her.

Men jeg synes, det er væsentligt at påpege, at der jo også er en initiativret fra ministerens side. Ministeren har jo mulighed for det, hvis det er sådan, at ministeren vurderer det, og der kan Folketingets socialordførere jo give et venligt skub i en bestemt retning. Ministeriet kan vurdere, at der er et område, som trænger til særlig opmærksomhed, og det kan netop godt være en lille afgrænset gruppe, som kommunerne måske ikke i det foregående år har været særlig opmærksomme på. Men her kan ministeren så synes, at der skal man lige have et ekstra fokus.

Så der er forskellige muligheder i lovforslaget.

Hvis man ønsker ordet, skal man trykke på knappen, for ellers virker teknikken ikke. Værsgo til fru Meta Fuglsang.

Man kan have et andet synspunkt og kigge på det fra borgernes side. Man kan tage udgangspunkt i den borger, som har brug for et særligt tilbud; den borger, der har brug for et meget højt specialiseret tilbud, og som tilhører en lille gruppe af de her med særlige behov. Hvis man kigger på det her lovforslag og rammeaftalekonceptet med den borgers øjne, kan man jo godt sætte spørgsmålstegn ved, om der er tilstrækkelig meget fokus på borgerens ret til at få et tilbud, der passer.

Så jeg må bede ordføreren om at tage stilling til det her set med borgerens øjne, ikke med kommunens øjne eller med regionens øjne eller med socialordførernes øjne, men se på det fra borgerens synspunkt. Mener ordføreren så, at der i den model, der ligger her, er en tilstrækkelig sikring af den borgers ret til at få et tilbud, der passer?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, om spørgeren bevidst valgte at overhøre de punkter i min ordførertale, hvor jeg netop talte om borgeren, og hvor jeg talte om udsatte borgere. Det her er sådan set til gavn for borgerne. Det er jo til gavn for borgerne, at man i kommunerne i et område sætter sig ned og koordinerer, hvilke tilbud og hvilke strategier der er behov for, for at vi bedst muligt kan tilgodese f.eks. de handicappede borgere i det danske samfund.

Kommunernes opgave i det her arbejde er at varetage borgernes interesser. Regionernes opgave i det her arbejde er at varetage borgernes interesser. Og det er også vores opgave herinde at varetage borgernes interesser. Og hvis det er sådan, at der er nogle herinde – Dansk Folkeparti eller andre – der vurderer, at kommunerne ikke varetager borgernes interesser godt nok, så er der jo netop i lovforslaget, og det synes jeg er meget godt tænkt, en mulighed for, at socialministeren kan handle, og der kan Socialudvalget jo godt komme med en indstilling, hvis det er det, man har lyst til, altså et godt råd til socialministeren om, at man prioriterer et bestemt område fremadrettet, fordi man mener, at kommunerne ikke har prioriteret det her.

Men det her er jo rent faktisk noget af det, som bl.a. Socialistisk Folkeparti efterlyser fra tid til anden, nemlig at man giver kommunerne noget mere ansvar. Det er faktisk det, vi gør her.

Tak til hr. Martin Henriksen, der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Meta Fuglsang som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

I forbindelse med kommunalreformen hjemtog kommunerne jo langt flere tilbud end forventet fra amterne, og der er en god grund til at kigge på den udvikling, der har været siden kommunalreformen, og evaluere den udvikling, der har været.

Debatten om rammeaftalerne – den debat, som kommer i forbindelse med det lovforslag, der ligger her – er en udmærket anledning til at evaluere kommunalreformen og kigge på, hvad der så er sket, og om det har været en relevant udvikling, der har været, men det er ikke det, der sker i det lovforslag, der ligger.

Der er et stort behov for, at vi kigger på det specialiserede socialområde og kigger på, hvordan vi sikrer, at der er de rigtige tilbud til de mennesker, der har brug for det – og netop kigger på det med borgeren i centrum. Den gode debat ville være med borgerne, brugerne, i centrum, og det, der er her, er tydeligvis sket med kommunerne og økonomien i centrum.

Det lovforslag, der ligger, er lavet på baggrund af økonomiaftalen mellem KL og regeringen. Det betyder også, at vi har fået et lovforslag, der ikke er svaret på tidens udfordringer, når det gælder borgernes behov, og for så vidt heller ikke, når det gælder kommunernes behov. For svaret her er en regelforenkling, men hvordan kommunerne lever op til forpligtelsen til at bruge de rigtige og relevante tilbud, er ikke løst. Det kan kun løses ved at tage fat på pligten til at sørge for, at de rigtige tilbud eksisterer. Nu skal kommunerne overtage koordineringen, og der sker en forenkling af de opgaver, som kommunerne har. Det, vi mangler, er stadig væk et overblik.

Det, vi har brug for for at varetage det her område på en relevant måde, er en initiativpligt. Man kan f.eks. kigge på det høringssvar, der ligger fra Danske Handicaporganisationer, der peger på det helt centrale, at der skal fastlægges en klar og tydelig initiativpligt, der skal sikre, at der til enhver tid er de tilbud, der er behov for. Problemet er det ganske enkle, at det af helt naturlige grunde, skal jeg sige, er svært at få kommunerne til at oprette tilbud i tilfælde, hvor de kun selv bruger ganske få pladser. Der er brug for en mere overordnet tilgang til etableringen af pladser. Vi har brug for en udvikling af tilbud på det specialiserede socialområde, så der også sikres tilbud til de meget begrænsede grupper, der har særlige behov. Der er brug for, at vi går ind og kigger på at stoppe den afspecialisering, der er sket.

Vi har også brug for, at kommuner og regioner kan planlægge over lidt længere tid, og den del har man i hvert fald til dels taget hul på i det lovforslag, der ligger her.

Så er brugerinddragelse nævnt i flere høringssvar, og jeg er enig i, at der er brug for at kigge på brugerinddragelse i et større omfang, og det er forhåbentlig noget af det, vi i hvert fald kan tage fat på under udvalgsbehandlingen af det lovforslag, der ligger her.

Vi har også brug for en evaluering af styringsaftalen. Vi har brug for at finde ud af, hvorfor udgifterne stiger på det specialiserede socialområde, og jeg kunne godt tænke mig, at ministeren var lidt mere optaget af, hvordan området udvikles bedst muligt, og lidt mindre optaget af at tilrette lovgivningen efter økonomiaftalerne mellem regeringen og KL. Det er måske lidt meget at bede om, men jeg prøver alligevel at appellere lidt til den faglige tilgang til rammeaftalerne og de problemstillinger, som lovgivningen her skal klare.

Det vil også være rart at få ministeren til at forholde sig til, om hun mener, at der er sikkerhed for udbud af de nødvendige pladser i fremtiden. Og jeg vil spørge, om ministeren vil garantere eller i hvert fald sandsynliggøre, at der i fremtiden vil være de nødvendige tilbud også til de små grupper af brugere.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger, og det er hr. Martin Henriksen.

Tak. Jeg er sådan set enig i, at det er vigtigt, at man tager nogle initiativer på et område, og en del af meningen med det her er jo også netop, at man kan se lidt frem og så vurdere, hvilke behov der er, og hvilke behov man forventer vil opstå. Men hvis nu det er sådan, at kommunerne ikke gør det godt nok, så er der jo en mulighed for, at ministeren kan komme med et indspark til, hvad det er, man skal behandle i rammeaftalerne. Dermed er der jo nogle kommuner og nogle regioner, som kan tage et initiativ, ud fra hvad de vurderer er bedst for borgerne, og så er der ministeren, der også kan tage et initiativ, ud fra hvad ministeren vurderer – eventuelt på baggrund af et råd fra Folketinget – er bedst for borgerne. Så kan ordføreren ikke bekræfte, at der i det her lovforslag er mulighed for at tage initiativer, som bl.a. sikrer små grupper?

Ordføreren.

Jo, jeg kan bekræfte, at der er mulighed for at tage nogle initiativer. Det, jeg taler om, er, at jeg godt kunne tænke mig, at den mulighed for at tage de initiativer ikke lå lige så langt væk, så man ikke skulle ud i en politisk debat om den ene eller den anden lille gruppes særlige behov, men så der faktisk var et fagligt fokus på de små grupper og de tilbud, der skal være på det specialiserede område, sådan at kommunerne havde mulighed for faktisk at henvise til de tilbud, der er. Der mener jeg at der er brug for, at vi mere overordnet kigger på, hvordan vi sikrer det udbud. Det siger jeg også af hensyn til kommunerne, sådan at det arbejde, kommunerne har, selvfølgelig består i at koordinere og henvise, men sådan at det også er en hjælp til at sikre udbuddet af tilbud, så de faktisk kan løse den opgave, de har.

Hr. Martin Henriksen.

Jeg bed mærke i, at ordføreren sagde, at der ikke skulle være en politisk debat om det her. Jeg synes netop, at en af fordelene ved det her er, at kommunerne får mulighed for at diskutere og debattere, hvordan man ønsker at prioritere forskellige grupper af udsatte borgere. Det er jo noget af det gode ved det her. At der selvfølgelig også skal være en faglig vurdering, er indlysende. Men det her lovforslag går jo rent faktisk ud på, at kommunerne sammen med regionerne skal sætte sig ned og debattere, hvordan man bedst muligt tilrettelægger indsatsen, ikke alene her og nu, men også fremadrettet. Det er så nok bare en uenighed. Det var mere en kommentar end et spørgsmål.

Ordføreren.

Det, jeg mente var, at vi to ikke nødvendigvis behøver at stå herinde og diskutere en henvendelse fra en borger, der mangler et tilbud til et familiemedlem eller til sig selv. Selvfølgelig skal kommunerne og regionerne diskutere på det politiske og det faglige plan, hvad der skal til. Så den debat er selvfølgelig nødvendig. Men vi har brug for at sikre, at der er nogle, der tager initiativet, og jeg synes, initiativpligt er fuldstændig centralt, når det handler om at sikre det område, som de her rammeaftaler skal dække. Det er initiativpligten, jeg mangler.

Tak til fru Meta Fuglsang. Så er det fru Vivi Kier som ordfører.

Der er gjort mange erfaringer, siden kommunalreformen blev vedtaget og de første rammeaftaler så dagens lys. Dengang troede vi jo, at det ville blive regionerne, som tog sig af rigtig mange af de specialiserede tilbud. Det har vist sig, at virkeligheden ikke så sådan ud. Kommunerne har faktisk påtaget sig en masse »kan«-opgaver. Derfor finder jeg det ret naturligt og glædeligt, at vi nu tilpasser og forenkler de styringsværktøjer, der er behov for ude i kommunerne og regionerne.

Rammeaftalerne skal jo både ses som en udviklingsstrategi og som en styringsaftale. Jeg synes, det er rigtig positivt, at vi forenkler det, at vi lægger koordineringen ud i kommunerne. Det betyder jo, at vi giver større bevægelsesfrihed til kommunerne, og noget af det, jeg meget har oplevet herinde i salen, er, at man har ønsket, at vi ikke skal detailstyre og detailregulere ned til mindste detalje. Så jeg synes, det er et rigtig fint forslag, ministeren kommer med, og som det også tidligere er blevet sagt, har ministeren også mulighed for at melde et særligt tema ud.

Så fra konservativ side kan vi støtte det her forslag, som også KL støtter, og som er en del af økonomiaftalen.

Så får jeg lyst til at sige, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi alle sammen husker, at det er borgeren, der skal være i centrum. Det skal altid være målet, uanset om man er kommunalpolitiker, regionspolitiker eller folketingspolitiker. Kommunerne og regionerne mødes altså og har mulighed for at mødes i dialog, snakke med hinanden og stille spørgsmål til hinanden: Hvad er det for nogle tilbud? Vil I bruge vores tilbud? Hvad er det for en borger, vi har, som vi ikke har noget tilbud til? Skal vi gøre noget samlet eller hvad? Så jeg ser frem til, at man faktisk tager den her nye måde at definere rammeaftaler på til sig. Det er en mulighed, der faktisk giver kommunerne større bevægelsesfrihed, end de hidtil har haft, og det synes jeg da er positivt.

Tak til fru Vivi Kier. Så er det fru Anne Marie Geisler Andersen som ordfører.

Forslaget indebærer, at koordineringen af rammeaftalerne flyttes fra regionsråd til kommunerne. Derudover indebærer det en forenkling af rammeaftalerne, som betyder, at kommunerne ikke længere skal lave omfattende årlige redegørelser om deres behov for pladser, og det bliver i høj grad op til regionsrådet og kommuner at vurdere, hvilke oplysninger der er nødvendige i forbindelse med indgåelse af rammeaftalerne.

Forslaget skal også sikre, at lovgivningen kun sætter overordnede rammer for aftalerne. Aftalerne skal indgås årligt, men kan indeholde flerårlige elementer. Sidstnævnte finder vi i Det Radikale Venstre meget fornuftigt, for det giver en bedre mulighed for mere langsigtet planlægning.

Forslagets forenklingsforslag ligger også fint i tråd med den radikale tillidsreform og ønsket om at afbureaukratisere samt vores ønske om at sikre det kommunale selvstyre. Vi finder det desuden positivt, hvis forslaget vil medføre en større gennemsigtighed med hensyn til behov, kapacitet og takster, ikke mindst set i lyset af den voldsomme udgiftsstigning, der har været på området.

Vi har dog også en række betænkeligheder på linje med de øvrige ordførere. Af bemærkningerne fremgår det, at det er hensigtsmæssigt, hvis aftalerne drøftes med repræsentanter for brugerorganisationerne. Af ministeriets svar på høringssvarene kan vi se, at man vil tydeliggøre, at inddragelse er meget væsentligt. Men det finder vi dog ikke helt tilstrækkeligt. Vi mener, det burde være et krav, at man inddrog brugerorganisationerne. Vi mener, at man fint kan gøre det obligatorisk uden nødvendigvis at skulle lave specifikke regler for, hvordan denne inddragelse skal foregå.

Af høringen fremgår det også, at bl.a. Danske Handicaporganisationer, som det allerede har været nævnt, ikke mener, at forslaget vil sikre udvikling af tilbud til små grupper og grupper med komplicerede behov. Det finder også vi problematisk. I den forbindelse synes det også rimeligt at problematisere, om det i virkeligheden er hensigtsmæssigt, at kommunerne har overtaget så stor en del af de tidligere amtslige tilbud, som tilfældet er. Dette burde vi måske have drøftet, før vi vedtager et lovforslag, som tager udgangspunkt i netop denne udvikling. I det mindste vil vi meget gerne have uddybet, hvordan man mere konkret vil sikre sig, at de små handicapgruppers behov kan tilgodeses. Det kan være, at ministeren vil komme ind på det efterfølgende.

Umiddelbart er vi positive over for i hvert fald den del af forslaget, som omhandler forenkling og større indflydelse på aftalerne fra kommunernes side, men vi har som sagt også en række betænkeligheder og en række spørgsmål, som vi vil stille under udvalgsbehandlingen, hvorefter vi vil tage endelig stilling til det samlede forslag.

Tak til fru Anne Marie Geisler Andersen. Så er det hr. Per Clausen som ordfører.

Efter gennemførelsen af kommunalreformen og strukturreformen er der opstået en række problemer på det sociale område og især på det specialiserede socialområde. Det viser for så vidt de høringssvar, der er kommet til det her lovforslag, tydeligt, og det viser den rapport, »Samarbejde på formel – En analyse af de sociale rammeaftaler«, som Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut KREVI har udarbejdet, også.

For Enhedslisten er det vigtigste mål, når vi diskuterer det her, at alle borgere i Danmark og alle brugerne får de specialtilbud og sociale tilbud, som de har behov for og ret til. Det var amtskommunerne tidligere en garant for. I dag er det overladt til kommunerne, der jo ikke hver for sig kan løfte opgaverne, men er afhængige af et samarbejde med andre kommuner og med regionen. Den usikkerhed, der er opstået i forlængelse af det, særligt på det specialiserede socialområde, bliver efter Enhedslistens opfattelse ikke løst med det forslag, som ligger her. Vi er enige i, at vi skal bekæmpe unødvendigt bureaukrati, og at vi skal forenkle regler, hvor det kan lade sig gøre. Vi er også enige i, at vi skal bekæmpe unødig kontrol. Men på det sociale område, vi snakker om her, mener vi, det er vigtigt og nødvendigt, at der er en instans, der overvåger, at alle de sociale tilbud er til stede, og at kvaliteten er i orden.

En af de ting, der kan sikre kvaliteten og sikre, at der er de rigtige tilbud, er, at man inddrager brugerne, når der skal udarbejdes rammeaftaler. Det har man forsøgt at tage højde for i bemærkningerne til lovforslaget, men vi synes sådan set, at man burde præcisere det i lovteksten, at der skal være den inddragelse.

Et andet væsentligt problem er, at der mangler en klar og tydelig initiativpligt, der skal sikre, at der til enhver tid er de tilbud, der er behov for. Når det drejer sig om tilbud, som den enkelte kommune ikke har befolkningsgrundlag for at oprette, er der tale om en fælles kommunal initiativpligt. Det fremgik af KREVI's undersøgelser, at ingen kommuner ønsker at oprette et tilbud, hvor de ikke selv kan benytte størstedelen af pladserne, og at der i loven ikke er noget incitament til at bygge højt specialiserede tilbud på områder, hvor kommunen selv kun har få brugere.

Det fremgår af forslaget, at alle kommunalbestyrelser skal være enige om rammeplanerne. Det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt, når det handler om at få oprettet nye og højt specialiserede tilbud med kun få brugere i hver kommune. Derfor støtter vi det forslag, der er kommet fra Danske Handicaporganisationer og Socialpædagogerne om, at en eller flere kommuner kan anmode regionsrådet om at udvide eller oprette en bestemt type tilbud. På den måde sikrer man, at små kommuner, som ikke har mulighed for selv at oprette et specialiseret tilbud, kan bede regionen om det, uden at store selvforsynende kommuner kan blokere for det. Det fremgår af KREVI's undersøgelse, at regionerne gerne vil påtage sig risikoen ved nyetablering af tilbud, men at de oplever, at kommunerne ikke kan blive enige om det, og så bliver det ikke til noget, fordi alle kommuner skal godkende det.

Vi mener også, at det er uhensigtsmæssigt, at rammeaftalerne er etårige. Af hensyn til langsigtet planlægning og udvikling af nye tilbud bør udvekslingsaftalerne være flerårige. Vi støtter i lighed med Danske Regioner og Danske Handicaporganisationer en model, hvor alle udviklingsaftaler er flerårige og styringsaftaler er etårige.

Vi mener, at i den udstrækning der overføres opgaver i forbindelse med de foreslåede ændringer, er det vigtigt, at de ansatte omfattes af virksomhedsoverdragelsesloven, og at kommunerne skal overtage de regionalt ansatte medarbejdere, der udelukkende eller helt overvejende er beskæftiget med opgaver, der nu overføres til kommunerne, og at lov om lønmodtagernes retsstilling ved virksomhedsoverdragelse skal finde anvendelse på personalet, der overtages af kommunerne.

Der har også været kritik fra Sammenslutningen af Boformer for hjemløse i Danmark, som mener, at de rammeaftaler, der eksisterer, på nuværende tidspunkt ikke i tilstrækkeligt omfang sikrer, at der er de tilbud til stede, der skal være, og at man i hvert fald har oplevelser med, at kommunerne faktisk ikke prioriterer de tilbud højt nok.

Altså, set fra vores synspunkt er der mange uløste problemer, både med de nuværende rammeaftaler og med de foreslåede rammeaftaler. Vi kan derfor ikke støtte forslaget, som det foreligger, bl.a. fordi det ikke sikrer, at der klart og entydigt placeres et ansvar for at oprette og drive højt specialiserede sociale tilbud, og fordi vi mener, at det er nødvendigt, at der er en overordnet instans, som naturligt vil være regionerne, som har det endelige ansvar for, at alle behov for sociale tilbud i regionen bliver tilgodeset.

Tak til hr. Per Clausen. Så er det socialministeren, værsgo.

Jeg vil sige tak for den engagerede modtagelse af forslaget til en ny model for rammeaftaler på det sociale område og det almene ældreboligområde. De specifikke spørgsmål, som er fremkommet under debatten, ser jeg frem til at besvare under udvalgsbehandlingen.

Det er centralt for regeringen, at det nye koncept for rammeaftaler skal styrke kommunernes muligheder for planlægning og for styring, og det gælder både den faglige udvikling i tilbuddene og den økonomiske styring. Det er kommunerne, der har det overordnede ansvar for tilrettelæggelse af området, for økonomien og for, at de rette tilbud er til rådighed for borgerne. Derfor er bedre styringsmuligheder til gavn for alle, både borgerne og samfundsøkonomien.

Det er også centralt for regeringen, at rammeaftalerne bliver et ubureaukratisk og fleksibelt redskab, som kommunerne skal kunne tilpasse efter lokale behov. Den indbyggede fleksibilitet er dog suppleret af en adgang for mig til at udmelde et særligt tema for det enkelte år, som skal behandles på tværs i rammeaftalerne.

I år vil jeg i forbindelse med, at Folketinget forhåbentlig vedtager lovforslaget, melde anvendelsen af sær- og enkeltmandsforanstaltninger ud som det første obligatoriske tema for rammeaftalerne. Det er et område, hvor der er brug for bedre løsninger, både fagligt og økonomisk. Vi skal fortsat kunne tage hånd om borgere, som ikke kan rummes i de sædvanlige tilbud på grund af f.eks. en voldelig eller selvskadende adfærd, men vi skal også gøre det på en mere hensigtsmæssig måde, så vi undgår ukontrollable, stigende udgifter. Vejen frem er et tættere samarbejde mellem kommunerne og regionerne baseret på viden om, hvad der virker.

Jeg vil foreløbig sige tak for en god debat, og jeg ser frem til behandlingen af forslaget i udvalget.

Tak til socialministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget, hvis ingen gør indsigelse.

Det ses ikke at være tilfældet.