L 147 Forslag til lov om sikkerhedsundersøgelse af ulykker til søs.

Af: Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 23-02-2011

Skriftlig fremsættelse (23. februar 2011)

20101_l147_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (23. februar 2011)

Økonomi- og erhvervsministeren (Brian Mikkelsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om sikkerhedsundersøgelse af ulykker til søs

(Lovforslag nr. L 147)

Lovforslaget gennemfører EU-direktivet om de grundlæggende principper for undersøgelser af ulykker i søtransportsektoren.


Formålet er en forbedring af sikkerheden til søs, idet forslaget skaber grundlag for et bedre samarbejde mellem undersøgelsesinstanserne og sikrer, at undersøgelser af ulykker til søs gennemføres hurtigt og korrekt efter en fælles europæisk standard.


Med lovforslaget etableres Den Maritime Havarikommission, der afløser Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed. Havarikommissionen skal undersøge ulykker til søs, udarbejde anbefalinger til forbedring af sikkerheden til søs og vil indgå i et samarbejde med tilsvarende undersøgelsesinstanser i de andre EU-lande.


Havarikommissionen bliver en uvildig og uafhængig instans, idet den i sin organisation, retlige struktur og beslutningstagen er uafhængig af andre parter, hvis interesser kan komme i konflikt med undersøgelsesarbejdet.


Havarikommissionens undersøgelser vil foregå adskilt fra den strafferetlige efterforskning, idet formålet ikke er fastlægge skyld eller erstatningsansvar, men derimod at klarlægge årsagerne til ulykker, så risikoen for lignende fremtidige ulykker kan mindskes.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.