L 208 Forslag til lov om ændring af ligningsloven, kildeskatteloven og lov om hjemmeservice.

(Forsøgsordning med fradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet).

Af: Skatteminister Peter Christensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 19-05-2011

Fremsættelse: 19-05-2011

Skriftlig fremsættelse (19. maj 2011)

20101_l208_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (19. maj 2011)

Skatteministeren (Peter Christensen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af ligningsloven og lov om hjemmeservice (Forsøgsordning med fradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet)

(Lovforslag nr. L 208)

Lovforslaget udmønter den del af aftalen af 18. maj 2011 mellem Regeringen(Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne om en BoligJobplan, der indfører et skattemæssigt fradrag for lønudgifter til hjælp og istandsættelse i hjemmet. Ordningen indføres som et forsøg fra den 1. juni 2011 til og med 2013.


Forsøgsordningen skal gøre det billigere for danskerne at få udført serviceydelser i hjemmet - både ude og inde. Det gælder tidskrævende dagligdagsopgaver som f.eks. rengøring, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde. Samtidig tilgodeser forsøgsordningen behovet for bedre boliger og mere energieffektive boliger, idet der også gives fradrag for lønudgifter til reparationer og udvendig vedligehold, som f.eks. udskiftning af vinduer, tag, isoleringsarbejde mv.


Som led i aftalen om fradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet skal der endvidere ske tilpasning af den nuværende hjemmeserviceordning. Det skal sikres, at ingen, der i dag benytter ordningen, stilles ringere ved den foreslåede ændring.


Skattefradraget udformes som et ligningsmæssigt fradrag, hvilket svarer til et tilskud på ca.1/3 af lønudgiften i en gennemsnitskommune.


Fradraget for lønudgifter til serviceydelser i hjemmet gives til personer der er fyldt 18 år og kan maksimalt udgøre 15.000 kr. årligt pr. person.


Ordningen omfatter personer i både ejer- og lejeboliger. Det er hensigten, at ordningen får en administrativ løsning, som ikke er mere besværlig end f.eks. internethandel.


Hvad angår hjemmeserviceordningen, vil personer, der indenfor de seneste 3 år har benyttet den gældende hjemmeserviceordning, fremover kunne benytte den indenfor de i dag gældende rammer. Personer, der endnu ikke har benyttet sig af ordningen i år, men som benytter den inden den 1. september 2011, vil også få ret til fremover at benytte ordningen. Det vil fremover være en forudsætning for at få udbetalt tilskud, at man har fået udbetalt tilskud det foregående kalenderår.


Efter tilbageløb og virkninger på arbejdsudbuddet skønnes finansieringsbehovet i forbindelse med forsøgsordningen med stor usikkerhed at beløbe sig til godt 1 mia. kr. for indkomståret 2011 og til ca. 1¾ mia. kr. i 2012 og 2013. Forslaget om at reducere hjemmeserviceordningen skønnes at medføre et provenu på ca. 35 mio. kr. i 2011 og ca. 70 mio. kr. årligt i 2012 og 2013.


Den sene fremsættelse skyldes, at lovforslaget udmønter en aftale om BoligJobplan, der er indgået den 18. maj 2011. Lovforslaget ønskes hastebehandlet, da det skal gælde fra 1. juni 2011, hvilket forudsætter at lovforslaget er vedtaget inden Folketingets sommerferie. Der anmodes således om dispensation fra reglerne i Folketingets Forretningsorden.


Lovforslaget har ikke været på høring inden fremsættelsen. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at det for denne type tiltag er nødvendigt med en hurtig gennemførelse, for at undgå eventuel uhensigtsmæssig aktivitetsnedgang i de brancher, der i væsentlig grad vil mærke positive effekter af ordningen. Det bemærkes i den forbindelse også, at forslaget alene har begunstigende virkninger for borgere og virksomheder.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.