L 40 Forslag til lov om ændring af lov om varmeforsyning, lov om vandforsyning m.v., lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord.

(Digital adgang til oplysninger i forbindelse med ejendomshandel).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Boligudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 07-12-2010

Afgivet: 07-12-2010

Betænkning afgivet af Boligudvalget den 7. december 2010

20101_l40_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Boligudvalget den 7. december 2010

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 27. oktober 2010 og var til 1. behandling den 9. november 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Boligudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og økonomi- og erhvervsministeren sendte dette udkast til udvalget den 9. juli 2010, jf. (2009-2010) BOU alm. del - bilag 90. Den 27. oktober 2010 sendte økonomi- og erhvervsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 2 skriftlige henvendelser fra Sammensluttede Danske Energiforbrugere.


Økonomi- og erhvervsministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 2 spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.


Socialdemokratiets og SF's medlemmer af udvalget går ind for et samfund, hvor informationsteknologi kan fremme borgernes adgang til oplysninger om dem selv, som myndighederne indsamler, og sikre effektive arbejdsgange i det offentlige. Der skal altid være et højt sikkerhedsniveau, når det gælder behandling af personfølsomme data.


I sit indhold er lovforslaget nærmest et rent administrativt digitaliseringstiltag, der forenkler en række arbejdsgange, ikke mindst i kommunernes administration af ejendomssalg. Det støtter S og SF naturligvis.


S og SF vurderer, at lovforslaget tager højde for de indvendinger, man kunne have mod indsamling og videregivelse af personfølsomme data, ved at understrege, at personfølsomme data om ejendommen kun kan udleveres til ejeren eller med samtykke fra ejeren. Det er magtpåliggende for S og SF, at dette sikres. Det har vi tillid til sker, hvis lovforslaget administreres efter dets ordlyd.


S og SF vil dog med erfaringerne fra bl.a. den digitale tinglysning og nem-id opfordre til, at erfaringer fra andre digitaliseringsprojekter og onlinesikkerhedssystemer til håndtering af personfølsomme data bliver taget med i det videre arbejde.


Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at formålet med lovforslaget er at tilvejebringe de fornødne hjemler til at stille krav om, at offentlige oplysninger, der skal bruges i forbindelse med ejendomshandler, skal registreres og videregives digitalt.


Ved at anvende DIADEM vil brugerne få oplysningerne øjeblikkelig frem for at vente på den manuelle sagsgang i kommunen og andre myndigheder, der i dag kan tage op til 2 uger.


Så alt i alt vil det spare både brugerne og kommunerne tid. Alt i alt forventer man en besparelse på op til 80 mio. kr.


I Dansk Folkeparti er vi meget positive over for lovforslaget, da der er tale om en forenkling og en økonomisk besparelse, der er til stor gavn for borgerne, erhvervslivet og kommunerne.


Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


Troels Christensen (V) nfmd. Peter Madsen (V) Mads Rørvig (V) Eyvind Vesselbo (V) Michael Aastrup Jensen (V) Anita Knakkergaard (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Daniel Rugholm (KF) Naser Khader (KF) Yildiz Akdogan (S) Bjarne Laustsen (S) René Skau Björnsson (S) Thomas Jensen (S) Peter Westermann (SF) Astrid Krag (SF) fmd. Jørgen Poulsen (RV) Frank Aaen (EL)

Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)24
Socialistisk Folkeparti (SF)23
Det Konservative Folkeparti (KF)17
Radikale Venstre (RV)9
Enhedslisten (EL)4
Liberal Alliance (LA)3
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldisflokkurin (TF)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)2

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 40


Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat og høringssvar, fra økonomi- og erhvervsministeren
2
Udkast til tidsplan for behandling af lovforslaget
3
Henvendelse af 6/11-10 fra Sammensluttede Danske Energiforbrugere (SDE)
4
Henvendelse af 25/11-10 fra Sammensluttede Danske Energiforbrugere (SDE)
5
1. udkast til betænkning
6
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 40


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 6/11-10 fra Sammensluttede Danske Energiforbrugere (SDE), til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen af 25/11-10 fra Sammensluttede Danske Energiforbrugere (SDE), til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå