Skriftlig fremsættelse (9. november
2010)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Brian Mikkelsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
finansiel virksomhed, lov om forebyggende foranstaltninger mod
hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, lov om
værdipapirhandel m.v., møntloven og forskellige andre
love (Kompetencekrav for finansielle rådgivere,
risikomærkning af lån, afløn-ningspolitik,
ophævelse af stemmeretsbegrænsninger,
oplysningsforpligtelse for udstedere af værdi-papirhandler,
offentliggørelse, administrative bødeforelæg,
clearing og afvikling af betalinger, ind-løsning af
mønter m.v.)
(Lovforslag nr. L 49)
Lovforslaget har til formål at gennemføre en
række initiativer som opfølgning på den
finansielle krise. Initiativerne vedrører aflønning,
øget gennemsigtighed og rådgivning samt styrket tilsyn
og skærpede sanktionsmuligheder.
Forslaget gennemfører reglerne om aflønning, der
skal medvirke til at sikre, at finansielle virksomheders
aflønning af ledelsen og af ansatte, hvis aktiviteter har
væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil,
ikke fører til overdreven risikovillig adfærd. Der
fastsættes bl.a. regler, der begrænser brugen af
variabel løn.
Der indsættes en bemyndigelse til at fastsætte
kompetencekrav til finansielle rådgivere, der yder
rådgivning om finansielle produkter.
Finanstilsynet får endvidere hjemmel til at
fastsætte regler om finansielle virksomheders pligt til at
offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af
virksomheden. Tidligere har alene penge- og realkreditinstitutter
været omfattet af denne pligt.
Der indføres regler i hvidvaskloven om
offentliggørelse af væsentlige afgørelser
truffet af tilsynsmyndighederne. Herudover indføres regler
om, at visse almennyttige organisationer skal registreres hos
Finanstilsynet, som fører tilsyn med organisationerne, samt
overholde en række krav.
Med lovforslaget indføres en pligt for udsteder til at
offentliggøre intern viden, der direkte vedrører
udsteders virksomhed, hvis udsteder får viden om eller
må anses for at have fået viden om, at den interne
viden ikke længere er holdt fortrolig.
Desuden får Finanstilsynet hjemmel til, i nærmere
angivne sager, at udstede administrative bødeforelæg.
Der kan alene ske udstedelse, hvor overtrædelserne generelt
er ensartede og ukomplicerede og uden bevismæssige
tvivlsspørgsmål, og hvor sanktionsniveauet ligger
fast.
Med henblik på at skabe en øget åbenhed og
for at styrke håndhævelsen skal visse afgørelser
af væsentlig betydning, truffet i medfør af
hvidvaskloven, offentliggøres. Ligeledes skal der ske
offentliggørelse af beslutninger om at overgive sager til
politimæssig efterforskning.
Lovforslaget indeholder endelig en række mindre
ændringer og ændringer af teknisk karakter.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.