Skriftlig fremsættelse (17. november
2010)
Socialministeren
(Benedikte Kiær)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
almene boliger m.v. (Stop for anvisning til ghettoområder af
borgere fra lande uden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde)
(Lovforslag nr. L 60)
Der er i dag en række boligområder, som har
så store udfordringer, at de falder ind under betegnelsen
ghettoområder. I et sådant område kan det
være sværere for udlændinge at blive integreret i
det danske samfund. Regeringen og Dansk Folkeparti har på den
baggrund, som en del aftalerne for finansloven 2011, indgået
en aftale om at indføre et forbud mod kommunal anvisning af
en husstand til en ledig bolig i et ghettoområde og et
område, der er omfattet af reglerne om kombineret udlejning,
hvis et eller flere medlemmer af husstanden ikke er borgere i et
land, der er medlem af EU og EØS eller fra Schweiz. Undtaget
herfra er studerende fra ikke-EU-lande, ikke-EØS-lande og
Schweiz, der er optaget på en offentlig godkendt
uddannelsesinstitution.
Hvis en kommunalbestyrelse vurderer, at en husstand, hvor et
eller flere medlemmer ikke er statsborgere i et EU-land,
EØS-land eller Schweiz, har behov for en bolig, skal
kommunalbestyrelsen anvise en bolig et andet sted end i et
ghettoområde eller et område der er omfattet af
kombineret udlejning. Hvis kommunen i en sådan situation ikke
har andre boliger til rådighed end boliger i
ghettoområder eller områder omfattet af reglerne om
kombineret udlejning, skal kommunalbestyrelsen dog anvise en bolig
i et ghettoområde eller i et område, der er omfattet af
kombineret udlejning.
Det foreslås, at ghettoområder defineres som
sammenhængende boligområder, hvor der bor mindst 1000
beboere og som opfylder mindst to af følgende
kriterier:
1) Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige
lande overstiger 50 pct.
2) Andelen af 18-64-årige uden tilknytning til
arbejdsmarked eller uddannelse overstiger 40 pct. (opgjort som
gennemsnit over de seneste 4 år).
3) Antal dømte for overtrædelse af straffeloven,
våbenloven eller lov om euforiserende stoffer pr. 10.000
beboere på 18 år og derover overstiger 270 personer
(opgjort som gennemsnit over de seneste 4 år).
Socialministeren beregner og offentliggør hver den 1.
oktober hvilke områder, der opfylder betingelserne.
Offentliggørelse sker dog første gang den 1. januar
2011.
Forslaget medfører ingen ændringer i omfanget af
kommunernes boligsociale anvisning. Forslaget har derfor ingen
økonomiske konsekvenser for kommunerne.
Lovforslaget vil ikke have nævneværdige
administrative konsekvenser for det offentlige, for erhvervslivet
eller for borgerne.
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser,
ligesom forslaget ikke indeholder EU-retlige aspekter.
Lovforslaget udspringer af aftalerne om finansloven for 2011,
som regeringen og Dansk Folkeparti har indgået 12. november
2010, samt aftale om styrket indsats i ghettoområderne og om
anvendelsen af den almene boligsektors midler, der er indgået
mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre den 8.
november 2010. Liberal Alliance har tilsluttet sig aftalen.
Som følge heraf er lovforslaget sendt i høring
umiddelbart inden fremsættelsen.
Det foreslås, at lovændringen træder i kraft
den 1. januar 2011.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.