Fremsat den 19. november 2010 af Johs.
Poulsen (RV), Anne Marie Geisler Andersen (RV), Bente Dahl (RV),
Lone Dybkjær (RV), Marianne Jelved (RV), Margrethe Vestager
(RV) og Morten Østergaard (RV)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om regionernes
finansiering
(Justering af opgørelse af det
socioøkonomiske udgiftsbehov på
sundhedsområdet)
§ 1
I lov om regionernes finansiering, jf.
lovbekendtgørelse nr. 829 af 25. juni 2010, foretages
følgende ændring:
1. § 4,
stk. 6, nr. 5,affattes således:
»5) Beregnet
antal tabte leveår opgjort i forhold til den
landsgennemsnitlige middellevetid tillagt 1 år, dog mindst
værdien nul, med en vægt på 10 pct.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2011 og
har virkning fra tilskudsåret 2011.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund og
formål
Formålet med lovforslaget er at
gennemføre en tilpasning af tilskudssystemet for regionerne
på sundhedsområdet. På baggrund af
økonomiaftalen mellem regeringen og Danske Regioner for 2009
har Indenrigs- og Socialministeriets Finansieringsudvalg
gennemført en analyse af de socioøkonomiske
udgiftsbehovskriterier, der indgår i beregningen af
fordelingen af regionernes bloktilskud på
sundhedsområdet. Finansieringsudvalget har foretaget en
gennemgang af dokumentationen af de socioøkonomiske
kriterier og vurderet hensigtsmæssigheden i de enkelte
kriteriers opgørelse.
Finansieringsudvalgets analyse viser, at der er et
veldokumenteret grundlag for anvendelsen af socioøkonomiske
kriterier i beregningen af regionernes udgiftsbehov på
sundhedsområdet og for de enkelte socioøkonomiske
kriteriers anvendelse. Analysen peger endvidere på, at der er
en vis uhensigtsmæssighed i opgørelsesmetoden af det
socioøkonomiske kriterium om tabte leveår.
Finansieringsudvalget har på grundlag af analysen opstillet
nogle principielle justeringsmuligheder.
På den baggrund foreslås en justering
af opgørelsesmetoden for kriteriet om tabte leveår,
således at kriterieværdien ændres fra med de
nuværende regler at blive opgjort i forhold til regionen med
den højeste middellevetid til med den foreslåede
justering at blive opgjort i forhold til den gennemsnitlige
middellevetid i hele landet. Hermed sikres en proportionalitet i
opgørelse af kriteriet, idet ændringer i
middellevetiden i regionerne også giver en ændring i
den opgjorte værdi af kriteriet hos regionen med den
højeste middellevetid. Med lovforslaget justeres
opgørelsesmetoden, således at den årlige
opgørelse af udgiftsbehovskriteriet vedrørende tabte
leveår og dermed fordelingsmodellen som helhed, er robust i
forhold til den fremadrettede udvikling i middellevetider i
regionerne.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Gældende ret
Med henblik på at give regionerne lige
muligheder for at drive sundhedsvæsenet fordeles
bloktilskuddet dels som et basisbeløb og dels efter en
række objektive fordelingskriterier, der afspejler
regionernes udgiftsbehov på sundhedsområdet. Det
beregnede udgiftsbehov skal tage højde for den
aldersmæssige sammensætning af befolkningen i de
enkelte regioner og for den socioøkonomiske struktur i
regionerne, som kan have betydning for forbruget af
sundhedsydelser.
Den socioøkonomiske struktur opgøres
i den forbindelse ud fra en række objektive kriterier om
befolkningens sociale, helbredsmæssige og økonomiske
forhold. Dermed tilstræbes det, at regionerne får
ensartede økonomiske vilkår for at løse
sundhedsopgaverne.
Den socioøkonomiske struktur opgøres
på baggrund af ni objektive kriterier, herunder kriteriet om
antallet af tabte leveår. I udvælgelsen af de objektive
kriterier er der lagt vægt på, at der er en begrundet
årsagssammenhæng mellem kriteriet og regionernes
udgiftsbehov. Endvidere er der lagt vægt på, at
kriterierne så vidt muligt stammer fra officiel statistik og
ikke kan påvirkes af regionernes dispositioner. Desuden er
der lagt vægt på tilstedeværelsen af
proportionalitet i kriterierne, hvilket vil sige, at der er en
sammenhæng mellem udviklingen i de forhold, som kriterierne
skal afspejle, og udviklingen i regionernes opgjorte
udgiftsbehov.
Kriteriet om tabte leveår indgår som
en indikator for helbredstilstanden i regionerne, idet der antages
en sammenhæng mellem den forventede middellevetid og
sundhedstilstanden i regionen. Endvidere forventes der en
sammenhæng mellem sundhedstilstanden og belastningen af
sundhedsvæsenet.
Kriteriet om tabte leveår opgøres som
den forventede gennemsnitlige levetid for en 0-årig i egionen
beregnet ud fra de aldersbetingede dødshyppigheder.
Kriteriet er opgjort som antallet af tabte leveår i forhold
til den region, som har den højeste middellevetid. Antallet
af tabte leveår for en given region opgøres som
middellevetiden i regionen med den højeste middellevetid
fratrukket middellevetiden i den pågældende region
ganget med antallet af indbyggere i regionen.
2.2. Finansieringsudvalgets
overvejelser
Indenrigs- og Socialministeriets
Finansieringsudvalg, som er sammensat af repræsentanter for
bl.a. Danske Regioner, KL, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse,
Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet,
Skatteministeriet og Indenrigs- og Socialministeriet, har i
første halvdel af 2009 gennemført en analyse af de
socioøkonomiske kriterier, som indgår i fordelingen af
det generelle tilskud på sundhedsområdet til regioner
(»Finansieringsudvalgets analyse af socioøkonomiske
kriterier til fordeling af regionernes bloktilskud på
sundhedsområdet. August 2009«).
I analysen fremgår det, at der
vedrørende kriteriet om tabte leveår er en vis
uhensigtsmæssighed vedrørende proportionalitet, dvs. i
forhold til udviklingen i kriterieopgørelsen. I den
nuværende model opgøres kriteriet om tabte
leveår i forhold til regionen med den højeste
middellevetid, og dermed vil den pågældende region
altid få kriterieværdien nul. Det beregnede
udgiftsbehov for regionen med den højeste middellevetid vil
således ikke blive påvirket, selv om middellevetiden i
de øvrige regioner stiger og forskellen regionerne imellem
indsnævres.
Det foreslås på baggrund af
Finansieringsudvalgets analyse, at opgørelsesmetoden
justeres, så alle regioner får beregnet en andel af
kriterieværdien. Samtidig sikres en bedre proportionalitet i
opgørelsen af kriteriet, således at den fremtidige
udvikling i regionernes middellevetider, hvor forskelle regionerne
imellem eventuelt ændres, vil medføre en ændret
kriterieværdi for alle regioner - også for regionen med
den højeste middellevetid.
2.3. Lovforslaget
Forslaget indeholder en tilpasning af
opgørelsen af det socioøkonomiske udgiftsbehov
på sundhedsområdet, således at kriteriet om tabte
leveår opgøres i forhold til den landsgennemsnitlige
middellevetid tillagt 1 år, dog mindst værdien nul.
Med lovforslaget opnås, at kriteriet
opgøres i forhold til et samlet mål for
middellevetiden i hele landet og ikke blot i forhold til en enkelt
region (den med den højeste middellevetid).
Den foreslåede justering af
opgørelsen af kriteriet om tabte leveår betyder, at
tillægget til den landsgennemsnitlige middellevetid er
så højt, at opgørelsesmetoden er robust i
forhold til fremtidige ændringer i regionernes
middellevetider. Middellevetiderne i de enkelte regioner har i
forbindelse med tilskudsberegningerne for årene 2007 til 2010
ligget inden for et interval på +/- 0,6 år i forhold
til den landsgennemsnitlige middellevetid, jf. tabellen nedenfor.
Endvidere har den relative placering regionerne imellem været
stabil over perioden. Der vurderes således ikke at kunne
opstå en situation, hvor en region vil få en
middellevetid, som er højere end den landsgennemsnitlige
middellevetid tillagt 1 år. Dog indføres en
bestemmelse om, at kriterieværdien mindst skal være
nul, således at der pr. definition ikke kan forekomme en
negativ kriterieværdi.
Middellevetiden anvendt ved
tilskudsudmeldingerne 2007-2010
|
År | Tilskudsår 2007 | Tilskudsår 2008 | Tilskudsår 2009 | Tilskudsår 2010 |
Region Hovedstaden | 76,27 | 76,60 | 76,87 | 77,14 |
Region Sjælland | 76,15 | 76,41 | 76,62 | 76,81 |
Region Syddanmark | 76,98 | 77,27 | 77,49 | 77,71 |
Region Midtjylland | 77,18 | 77,44 | 77,72 | 77,95 |
Region Nordjylland | 76,80 | 77,04 | 77,23 | 77,44 |
Danmark | 76,67 | 76,96 | 77,20 | 77,44 |
Kilde: Statens Institut for
Folkesundhed.
3. Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget har ikke økonomiske
konsekvenser for staten, men lovforslaget vil medføre en vis
ændring af fordelingen af bloktilskuddet til regionerne
på sundhedsområdet. Med henblik på at illustrere
virkningerne er nedenfor vist beregninger foretaget på
grundlag af data anvendt i forbindelse med tilskudsudmeldingen for
2010. I tabellen er illustreret, hvordan bloktilskuddet til
regionerne på sundhedsområdet i 2010 er fordelt med
henholdsvis den gældende opgørelsesmetode og
lovforslagets foreslåede opgørelsesmetode.
Fordeling af bloktilskuddet for 2010 til
regionernes sundhedsområde
|
Mio. kr. (2010-pl) | Nuværende
opgørelsesmetode | Foreslået opgørelsesmetode | Ændring i mio. kr. | Ændring i pct. |
Region Hovedstaden | 24.056,4 | 23.915,7 | -140,7 | -0,58 |
Region Sjælland | 11.906,8 | 11.758,1 | -148,6 | -1,25 |
Region Syddanmark | 16.646,3 | 16.744,5 | 98,1 | 0,59 |
Region Midtjylland | 16.330,6 | 16.520,1 | 189,5 | 1,16 |
Region Nordjylland | 8.152,5 | 8.154,2 | 1,7 | 0,02 |
I alt | 77.092,5 | 77.092,5 | 0,0 | 0,00 |
Dertil kommer en mindre fordelingsmæssig
virkning i udbetalingen af det aktivitetsbestemte tilskud til
sundhedsområdet fra staten. Udbetalingen fra den statslige
aktivitetspulje afhænger af, i hvilket omfang regionerne
præsterer en nærmere aftalt aktivitet, og fordeles
efter regionernes andel af bloktilskuddet. Det statsliges
aktivitetsafhængige tilskud udgør i 2010 2.597 mio.
kr.
Der vurderes ikke at være administrative
konsekvenser for det offentlige.
4. Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ingen økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser
for borgerne.
6. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
8. Sammenfattende skema om lovforslagets konsekvenser
|
| Positive konsekvenser/mindre udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner | Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for staten, men medfører en justering af fordelingen af bloktilskuddet til regionerne
på sundhedsområdet. | |
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Med forslaget lægges op til, at
opgørelsen af kriteriet om tabte leveår justeres,
således at kriteriet fremover opgøres i forhold til
den landsgennemsnitlige middellevetid tillagt 1 år, dog
mindst værdien nul. Dermed vil regionen med den
højeste middellevetid også få del i kriteriet,
og samtidig vil en eventuel indsnævring eller spredning i
middellevetiden regionerne imellem også medføre en
ændret kriterieværdi for regionen med den
højeste middellevetid. Vægtningen af kriteriet med 10
pct. i opgørelsen af det socioøkonomiske udgiftsbehov
fastholdes. Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft
den 1. juni 2010 med virkning fra og med tilskudsåret 2011.
Ændringerne vil således kunne indgå i Indenrigs-
og Sundhedsministeriets udmelding til regionerne ultimo juni 2010
af tilskudsbeløb for 2011.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | Gældende formulering § 4. . . . Stk. 6. . . . … 5) Beregnet antal tabte leveår opgjort
i forhold til den region, der har den
højeste middellevetid med en vægt på 10
pct. | Lovforslaget § 1 I lov om regionernes finansiering, jf.
lovbekendtgørelse nr. 829 af 25. juni 2010, foretages
følgende ændring: 1.§ 4, stk. 6, nr. 5, affattes
således: »5) Beregnet antal tabte leveår
opgjort i forhold til den landsgennemsnitlige middellevetid tillagt 1 år, dog
mindst værdien nul, med en vægt på 10
pct.« § 2 Loven træder i kraft den 1. juni 2011 og
har virkning fra tilskudsåret 2012. | | | | | | | | | | | | | | | | |
|