Skriftlig fremsættelse (24. november
2010)
Justitsministeren (Lars Barfoed)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
dødsboskifteloven og forskellige andre love (Revision af
dødsboskifteloven m.v.)
(Lovforslag nr. L 83)
Formålet med lovforslaget er at revidere
dødsboskifteloven i lyset af erfaringerne med lovens
anvendelse i praksis siden 1997, hvor loven trådte i
kraft.
Med dødsboskifteloven skete der en gennemgribende
revision af dansk rets regler om skifte af dødsboer med
henblik på at forenkle og modernisere
dødsbobehandlingen. Efter lovens virke i 10 år
anmodede Justitsministeriet Ægtefælleskifteudvalget om
nærmere at overveje, i hvilket omfang der i lyset af
erfaringerne med dødsboskiftelovens anvendelse i praksis
bør ske ændringer eller justeringer af loven.
Lovforslaget bygger på
Ægtefælleskifteudvalgets betænkning nr. 1519/2010
om revision af dødsboskifteloven, hvor udvalget konkluderer,
at dødsboskifteloven generelt fungerer godt og efter
hensigten, men at der dog er behov for enkelte, mindre justeringer
og præciseringer af lovens bestemmelser.
I overensstemmelse med Ægtefælleskifteudvalgets
anbefalinger i betænkningen foreslås navnlig
følgende ændringer af dødsboskifteloven:
- Den
gældende ordning med autoriserede bobestyrere opretholdes,
men skifteretten får mulighed for at udpege en bobestyrer,
der ikke er autoriseret, hvis særlige grunde taler for det,
og samtlige arvinger, herunder den længstlevende
ægtefælle, er enige om at ønske den
pågældende som bobestyrer. Den længstlevende
ægtefælles mulighed for frit at vælge en
bobestyrer, der ikke er autoriseret, begrænses til
gengæld, fordi praksis viser, at det ofte giver anledning til
problemer under skiftet.
- Bobestyrere
forpligtes til at oplyse arvingerne om, hvordan bobestyrerens
salær beregnes og om muligt den forventede størrelse,
samt hvilke omkostninger arvingerne i øvrigt må
forvente under skiftebehandlingen.
- Der
indsættes en udtrykkelig bestemmelse om, at bobestyreren skal
redegøre for sin vurdering af spørgsmål, som
arvingerne er uenige om. Bobestyreren skal samtidig gøre
opmærksom på, at vurderingen vil blive lagt til grund
under sagens videre behandling, og opfordre arvingerne til
sagsanlæg, hvis de ikke er enige i vurderingen.
- For så vidt
angår behandlingen af insolvente boer foreslås det
bl.a., at et eventuelt rekvirentsalær, som indgår i
boet, hvis en bobestyrer anmoder om tvangsauktion over
afdødes faste ejendom, skal gå forlods til betaling af
bobestyrerens arbejde med tvangsauktionen og først derefter
til dækning af begravelsesomkostningerne. Det foreslås
endvidere, at bobestyreren skal udlevere indbo og personlige
affekter uden reel økonomisk værdi til arvingerne.
- Fristerne og
adressaten for klager over bobestyrer og boopgørelsen
ensrettes, således at klager er rettidige, uanset om de
modtages af bobestyreren eller af skifteretten inden for en 4-ugers
frist. Det foreslås endvidere, at skifteretten kan
pålægge en klager at betale omkostningerne ved
klagesagens behandling, hvis særlige grunde taler derfor.
- For at sikre en
bedre retsstilling for legatarer foreslås det, at arvingerne
forpligtes til at opfylde eventuelle legater, når
proklamafristen er udløbet, og boet utvivlsomt må
antages at være solvent og have tilstrækkeligt med
likvide midler. Det foreslås endvidere, at skifteretten skal
orientere legatarer om udleveringen af et bo til privat skifte for
bedre at sikre legatarernes mulighed for at varetage egne
interesser. Efter forslaget skal testamentsbestemmelser om legater
til gengæld ikke længere være til hinder for, at
et bo bliver udleveret til privat skifte, hvis betingelserne herfor
i øvrigt er opfyldt.
- Det
foreslås at ensrette reglerne for, hvornår en anmodning
om skifte af uskiftet bo får retsvirkning, således at
alle retsvirkninger knyttes til det tidspunkt, hvor skifteretten
modtager anmodningen.
- Navnlig af hensyn
til privatskiftende arvinger foreslås en forenkling af
dødsboskiftelovens frister for indlevering af
åbningsstatus og boopgørelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.