Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 4:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af forældelsesfristen i pædofilisager.

Af Peter Skaarup (DF) m.fl.

(Fremsættelse 27.10.2011).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Tak for det. Med beslutningsforslaget foreslås det, at forældelsesfristen i sager vedrørende seksuelle overgreb mod børn og unge afskaffes. Forslagsstillerne ønsker også, at forældelsesfristen i incestsager afskaffes. Det er jo en problemstilling, som er behandlet flere gange her i Folketinget i de senere år, og forslagsstillerne har da også selv anført i bemærkningerne, at med dette beslutningsforslag er der tale om en genfremsættelse af et beslutningsforslag fra april sidste år. Men selv om vi har drøftet spørgsmålet for ganske nylig, er der tale om et meget vigtigt emne. Jeg er derfor glad for, at jeg i dag har lejlighed til at understrege, at vi i den nye regering har stor fokus på indsatsen mod seksuelle overgreb mod børn, og vi vil løbende være opmærksomme på mulighederne for at styrke indsatsen på dette vigtige område. Seksuelle overgreb mod børn er noget af det allermest modbydelige, og vi bør som samfund tage stærkt afstand fra det.

Når det gælder det konkrete forslag om afskaffelse af forældelsesfristerne i sager om seksuelle overgreb mod børn, tror jeg, det kan være nyttigt for debatten kort at ridse de gældende forældelsesfrister op.

Det fremgår således for det første af straffelovens § 92 som noget helt grundlæggende, at en lovovertrædelse ikke straffes, når der er indtrådt forældelse. Efter straffelovens § 93 afhænger forældelsesfristen som udgangspunkt af strafferammen for den konkrete lovovertrædelse. Baggrunden for denne sammenhæng er, at jo alvorligere forbrydelsen er, desto længere bør forældelsesfristen være. Grundlaget for at forfølge en forbrydelse vil således af flere grunde typisk være større og mere vedvarende, når forbrydelsen er af grovere og mere alvorlig karakter. Efter straffelovens § 94 regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra den dag, hvor den strafbare handling ophører. Det vil i praksis sige, når forbrydelsen er begået.

Når det gælder seksuelt misbrug af børn, herunder incest og sambarnsincest, indeholder straffeloven dog en meget vigtig afvigelse fra dette princip, idet forældelsesfristen først begynder at løbe, når den forurettede fylder 18 år. Ved grov misbrug, f.eks. voldtægt, vil forældelsesfristen således tidligst indtræde, når forurettede fylder 28 år. Baggrunden for denne særlige forældelsesregel er bl.a., at et barn på grund af et nært forhold til krænkeren eller på grund af andre omstændigheder i visse tilfælde først som voksen er i stand til at varetage sine egne interesser og reagere på det misbrug, som vedkommende har været udsat for som barn.

De gældende regler om forældelse er således udtryk for en samlet afvejning af på den ene side hensynet til offeret og jo også samfundets interesse i, at forbryderen bliver stillet til ansvar og straffet for sin ugerning, og på den anden side bl.a. hensynet til at undgå omfattende efterforskning af sager, der ikke vil kunne gennemføres, eksempelvis på grund af utilstrækkelige beviser. Denne grundlæggende afvejning er vigtig at have for øje i debatten om eventuelle ændringer af forældelsesfristerne.

Når det gælder det konkrete forslag, som vi drøfter i dag, henviser forslagsstillerne i bemærkningerne til beslutningsforslaget bl.a. til de forskellige grunde, der kan være til, at et forhold om seksuelt misbrug først bliver anmeldt, mange år efter at krænkelsen har fundet sted. Der henvises også til den betydning, som en retsforfølgning af krænkeren kan have for offerets helingsproces og for forebyggelsen af, at samme gerningsmand gentager sine ugerninger. Det er helt bestemt nogle meget vigtige betragtninger, og jeg har stor sympati for ønsket om at retsforfølge personer, som har begået seksuelle overgreb, ved at sikre, at de personer ikke får mulighed for at gentage deres overgreb mod andre børn. Jeg har også fuld forståelse for, at politianmeldelse og retsforfølgelse af krænkeren kan være et vigtigt led for offeret i processen med at kunne komme videre i sit liv. Jeg er i den forbindelse opmærksom på, at der, som forslagsstillerne også er inde på i bemærkningerne til beslutningsforslaget, løbende har været konkrete sager fremme, som helt berettiget har givet anledning til debat om bl.a., hvorvidt forældelsesfristerne i pædofilisager er til hinder for at hjælpe ofrene ordentligt videre.

Derfor er det også regeringens opfattelse, at der er behov for at overveje, om de gældende regler om forældelse på området fortsat er fuldt ud tidssvarende. Jeg vil i den forbindelse nævne, at Straffelovrådet netop for tiden er ved at foretage en generel gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden. I den sammenhæng overvejer Straffelovrådet tillige det spørgsmål, som vi har til debat her i dag, altså om der er grundlag for at ophæve eller ændre forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug af børn og andre former for seksuelle krænkelser af børn. Det følger endvidere af Straffelovrådets kommissorium, at rådet i forbindelse med gennemgangen af straffelovens kapitel 24 kan overveje forholdet til straffelovens § 210 om incest, herunder spørgsmålet om forældelse. Rådets arbejde forventes afsluttet omkring sommeren 2012.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det naturligvis er vigtigt, at vi har tidssvarende regler i forhold til seksuelle overgreb mod børn, også når det gælder spørgsmålet om forældelse. Men som jeg også har givet udtryk for i forbindelse med nogle aktuelle besvarelser af forskellige spørgsmål fra bl.a. Folketingets Retsudvalg, er det min opfattelse, at eventuelle lovgivningsinitiativer på området bør afvente Straffelovrådets arbejde. Sammenfattende kan jeg derfor sige, at regeringen af de nævnte grunde ikke kan støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak til justitsministeren for besvarelsen. Spørgsmålet går på, hvad justitsministerens egen mening om den her sag er. Et er, at man har bedt Straffelovrådet kigge på nogle ting – også omkring forældelsesfristen i de her pædofilisager – noget andet er, at vi jo har diskuteret den her sag, hvad justitsministeren vil være klar over, mange gange. Måske har justitsministeren også selv deltaget aktivt i debatterne ved forskellige lejligheder – det tror jeg. Så det er jo en kendt diskussion, og argumenterne for og imod at ændre ved forældelsesreglerne er meget kendte. Derfor synes jeg jo, det må være rigtigt, at man som politiker fortæller, hvad man selv mener.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad Straffelovrådet finder ud af, og det hører vi så forhåbentlig til sommer, men hvad mener justitsministeren selv? Er det rimeligt, at man kan forestille sig mange sager – desværre, for det viser sig jo at være tilfældet – hvor ofre ikke kan få ført deres sag ved en domstol, fordi sagen er forældet allerede efter 28 år?

Justitsministeren.

Som jeg sagde i min tale her om forslaget, er det regeringens og dermed selvfølgelig også justitsministerens opfattelse, at der af alle de grunde, som jeg nævnte, er behov for, som jeg sagde, at overveje, om de gældende regler om forældelse på området er fuldt ud tidssvarende. Det er regeringens holdning, og det er derfor, at det store arbejde vedrørende kapitel 24, som Straffelovrådet sidder og kigger på nu, er blevet iværksat.

Så er der endnu en kort bemærkning fra hr. Peter Skaarup.

Kunne justitsministeren ikke komme det lidt nærmere? Altså, der er mange ting, man sådan ud fra forskellige diskussioner siger man kan overveje – det er egentlig det, justitsministeren siger: Man kan overveje.

Men kan justitsministeren ikke fortælle Folketinget, om ikke det er fornuftigt, at vi ændrer forældelsesreglerne, også set i lyset af bedre efterforskningsredskaber hos politiet, dna-prøver eksempelvis, som gør det muligt at finde ud af, hvad der er sket, og hvem der har begået forbrydelser, der ligger langt tilbage i tiden. Vi kan jo se fra den her sag, der har været meget omtalt i medierne, om Amagermanden, at det kan lade sig gøre at finde ud af, hvem der har begået noget i også relativt gamle sager, som man ikke havde troet man kunne løse.

Så spørgsmålet er altså til justitsministeren: Hvad mener justitsministeren selv? Skal vi ændre ved forældelsesreglen, så ofre, også efter de er fyldt 28 år, kan føre sager ved domstolene – selvfølgelig sammen med politiet, der så har de pågældende beviser?

Tak. Og justitsministeren, værsgo.

Jeg har den opfattelse, og regeringen har den opfattelse, at når vi har sat folk til at kigge på et så vigtigt, men også på mange områder meget principielt spørgsmål, som der er tale om her, er det vigtigt, at vi afventer deres arbejde – ikke bare i respekt for dem, men også for, at vi kan sikre den nødvendige grundighed i Folketinget og i øvrigt i regeringens videre arbejde med spørgsmålet. Så på baggrund af det, jeg har sagt, kan der være gode grunde til at overveje, om tingene er, som de skal være, og det arbejde pågår nu. Når det er færdigt, ser vi på resultatet af det.

Tak. Der er endnu en kort bemærkning. Hr. Karsten Lauritzen, Venstre.

Justitsministeren er jo inde på, at Straffelovrådet ser på det her. Det er jo så, som jeg har forstået det, faktisk en biting. Det er bl.a. strafudmålingen, man kigger på i det kapitel i straffeloven, som justitsministeren redegjorde for, og så kigger man selvfølgelig også på spørgsmålet om forlængelse. Det er jo noget, man har været i gang med et stykke tid.

Kunne man, når vi nu alle ønsker, at der skal ses på noget her, forestille sig, at den proces måske fremskyndes lidt? Måske kunne det være, at man med ministerens hjælp kunne få noget frem allerede i det her forår. Altså, det er jo sådan, at jeg har noteret mig, at justitsministeren allerede tilbage i 2007, da ministeren ikke var minister, men ordfører for Socialdemokratiet, var åben over for at se på det her spørgsmål. Det er jo lang tid siden, så måske kunne vi fremskynde processen. Jo længere tid vi venter, jo flere personer, der kunne være blevet dømt for seksuelle overgreb, kan gå fri på grund af en måske for kort forældelsesfrist.

Tak. Justitsministeren.

Det er rigtigt nok, at det er noget tid siden, at det her arbejde blev sat i gang. Det var jo under den tidligere regering, og derfor synes jeg også, at man, når man nu selv har iværksat arbejdet – nu skal jeg jo ikke bestemme, hvad man gør, når man er kommet i opposition – vel trods alt også må have lidt respekt for det arbejde, der er med det meget omfattende kommissorium, der ligger til grund for arbejdet, og så afvente, at det så også bliver færdiggjort. Det er som sagt i rigtig god gænge, og det forventes som sagt, at arbejdet kan være afsluttet omkring sommeren 2012.

Tak. En kort bemærkning fra hr. Karsten Lauritzen.

Justitsministeren har jo ret i, at det er den tidligere regering, der har igangsat arbejdet; hvis jeg ikke tager meget fejl, var tidshorisonten dengang et års tid, selv om det så har taget noget længere tid, kan man sige. Derfor kunne det være – det hjælper jo nogle gange, når råd og nævn og sådan nogle steder arbejder og der bliver set på nogle af tingene – at det, hvis ministeren har et udpræget ønske om, at det skal gå lidt stærkere end det, der er lagt op til, kan gå lidt stærkere.

I forhold til den her aktuelle problemstilling kunne det jo være, at man allerede var nået så langt, at man kunne fremskynde det en lillebitte smule. Det er jo reelt nok, hvis ministeren ikke vil fremskynde det og er ligeglad med, at det først bliver til efteråret eller til sommer – det er jo reelt nok, det er fair nok – men det kunne bare være, at ministeren, når han nu, dengang han var retsordfører for Socialdemokratiet, også var optaget af den her problemstilling, så ville skubbe på for, at det kunne gå lidt stærkere.

Så derfor vil jeg spørge ministeren igen, om ministeren ikke vil overveje, om det måske kunne være lidt før sommeren, eller om man kunne finde ud af, om vi kan kigge selvstændigt på den her del i stedet for det store kommissorium, som ligger.

Tak. Justitsministeren.

Jeg tror, det er bedst, at Straffelovrådet får lov til at kigge på det her helt i forlængelse af det kommissorium, som den tidligere regering havde iværksat som grundlag for deres arbejde. Vi afventer det med spænding og ikke mindst med interesse, fordi det er vigtige spørgsmål, der er til debat her.

Når det så ligger klar omkring sommeren 2012, altså i år, ja, så tager vi stilling til det arbejde. Der er ingen tvivl om, at der er nogle vigtige balancer, der skal overvejes nøje, og det var jo også det, der var grundlaget for, at den nuværende opposition, da man selv var i regering, valgte at lade Straffelovrådet se på sagen.

Tak til justitsministeren. Vi går til den første ordfører i ordførerrækken, og det er hr. Karsten Lauritzen som ordfører for Venstre.

Som sagt handler beslutningsforslaget, vi diskuterer, om en ændring af straffeloven, nemlig om spørgsmålet om forældelsesfrist vedrørende sager om seksuelle overgreb mod børn og unge og om, at forældelsesfristen i incestsager bortfalder. I Venstre støtter vi op om en mere retfærdig straf for overgreb mod børn. Den pædofile eller pædofilidømte må tage den fulde straf og det fulde ansvar for sin forbrydelse.

Vi er åbne over for og positive over for fra sagkundskaben at få det bedst tænkelige beslutningsgrundlag for at ændre loven, og Straffelovrådet forventer jo, som justitsministeren siger, at have en rapport færdig til sommer. Vi er positive over for at fremskynde processen, vi er lidt kede af, at justitsministeren ikke er det, og jeg må sige, at vi også, aktualiseret af nogle af de sager, der har været, er blevet mere og mere overbevist om, at vi ønsker at gøre noget ved forældelsesfristerne. Så er spørgsmålet, hvad vi skal gøre: Skal vi helt afskaffe dem, skal vi øge dem til en vis grænse? Der er jo flere forskellige ting, der kunne være i spil, men vi har lagt os fast på at gøre noget ved forældelsesfristerne, og det eneste, der kunne få os til at ændre det, skulle være, at Straffelovrådet kom ud og sagde, at det overhovedet ikke gav nogen mening, men det har vi svært ved at forestille os. Så vi er sådan set positive over for at gøre noget ved det.

Vi mener, det skal være muligt at anmelde, efterforske og dømme pædofile, selv om den forurettede er fyldt 28 år. En mulighed kunne være at forlænge forældelsesfristerne. Forældelsesfristen har jo den effekt, at den forurettede ikke bevidst venter med at anmelde et overgreb, men samtidig skal den pædofile jo ikke være fredet af forældelsesfristen, så den forurettede skal have muligheden for at anmelde overgrebet alligevel. På grund af den bevisbyrde, som kan være i ældre sager, giver det jo så anledning til at se på, hvordan man helt præcis skruer sådan en model sammen, og det er vi i Venstre meget positive over for. Vi synes, det skal ske så hurtigt som muligt.

På den ene side skal en sag om pædofili ikke kunne afvises på grund af forældelse, hvis der ligger en klar bevisbyrde. På den anden side er det jo vigtigt at få anmeldt overgrebene, så man kan gribe ind hurtigst muligt. Problemet er, at hvis man afskaffer forældelsesfristerne, får man måske en situation, hvor man får en sag anmeldt meget sent, og hvor det bliver svært at løfte bevisbyrden. Når man har en forældelsesfrist, som vi har i dag, på 28 år, giver det anledning til, at en person, der er 27 år og har været udsat for et overgreb, overvejer: Skulle jeg anmelde det, inden forældelsesfristen indtræder? Men det forudsætter, at den person er bevidst om den forældelsesfrist, og det kan man stille sig spørgende over for.

Samtidig er der en hel del, der fortrænger. I gennemsnit er det faktisk sådan, at folk, som har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, først anmelder det, når de er mellem 29 og 35 år – eller der søger de i hvert fald behandling eller rådgivning. Offeret søger først behandling eller rådgivning i den aldersperiode, bl.a. fordi de selv er blevet forældre, og det er jo som sagt, efter at grænsen på de 28 år er nået.

I Venstre mener vi, at når ofrene skal leve med overgrebet resten af livet, skal gerningsmændene også have den fulde straf, og vi skylder i Folketinget at sørge for, at hvis der er klare beviser, skal man ikke kunne løbe fra overgreb mod børn. Så derfor skal der ses på forældelsesfristen. Vi vil gerne lytte til Straffelovrådet, men vi kunne godt tænke os, at processen blev fremskyndet en smule i forhold til det, der ligger.

Det er selvfølgelig rigtigt, at det kan være svært at løfte en bevisbyrde, og derfor skal man måske ikke gå i retning af fuldstændig at afskaffe forældelsesfristerne. Man kunne også vælge en model, hvor man sagde, at den udskydes til et vist tidspunkt, og hvis der så kommer en sag som en af dem, der er oppe i øjeblikket, hvor der er en person, der er dømt for en lang række tilfælde, men ikke dømt for nogle af de første tilfælde på grund af forældelse, kunne man lade det være op til domstolene at vurdere, om de i et sådant særligt tilfælde helt skal kunne se bort fra forældelsesfristen, hvis der ligger klare beviser, som der gør i nogle sager.

Jeg må sige, at det krænker min retsfølelse, når man har en person, som er dømt for overgreb på massevis af børn, men går fri for den ekstra straf, fordi nogle enkelte af de her tilfælde falder på en forældelsesfrist, selv om bevisbyrden ellers er ganske klar. Det synes vi ikke er acceptabelt. Derfor er vi glade for Dansk Folkepartis beslutningsforslag, som vi behandler her i dag.

Tak. Og hr. Ole Hækkerup fra Socialdemokraterne har bedt om ordet for en kort bemærkning.

Tak, formand. Jeg tror sådan set, jeg har den samme grundlæggende tilgang til det her som hr. Karsten Lauritzen, altså at man sagtens kan forestille sig, at der er nogle, der kommer i nogle helt håbløse situationer. Jeg tror også, jeg har det på samme måde, i forhold til at det havde været en selv, der havde været udsat for sådan et overgreb, altså at man så også gerne ville have, at en, der havde lavet sexovergreb mod børn, også blev dømt for det forhold, man selv havde været udsat for. Så på den måde deler jeg helt det værdisæt, hr. Karsten Lauritzen har. Jeg skal bare være sikker på, at jeg så har forstået det rigtigt, altså at Venstre i virkeligheden vil afvente de overvejelser, der pågår i Straffelovrådet, for at se, hvordan man præcis skal skrue det sammen. Hr. Karsten Lauritzen nævnte jo selv nogle af de forskellige muligheder, der var – forlængelse af forældelsesfristen, overhovedet at have en forældelsesfrist osv. Det er nogle af de overvejelser, vi må have i den forbindelse.

Men jeg skal bare være sikker på, at jeg har forstået det rigtigt, altså at det er Venstres synspunkt, med hensyn til hvordan vi lige præcis skal skrue det sammen – og jeg skal med det samme sige, at det også er mit eget synspunkt – at vi i virkeligheden i praksis bliver nødt til at afvente Straffelovrådets arbejde. Er det også Venstres holdning?

Ordføreren.

Det kan være, jeg ikke fik udtrykt mig helt klart – det er jo en svær sag. Men jeg må sige, at det krænker min retsfølelse dybt, at man ser sager, hvor nogle går fri, fordi vi ikke har gjort noget ved forældelsesfristerne, og jeg synes også, det er problematisk, at det har taget så lang tid at nå frem hertil, for jeg tror, der er et bredt flertal i Folketinget for at gøre noget ved forældelsesfristerne.

Jeg kunne godt tænke mig, at justitsministeren forsøgte at fremskynde den beslutning og Straffelovrådets arbejde. Som sagt kigger Straffelovrådet, sådan som jeg har forstået det, først og fremmest på strafudmålingen, og det her med forældelsesfristerne er sådan en biting. Derfor kunne det være, man var kommet et stykke af vejen med det, sådan at man måske kunne komme med en delbetænkning, en delberetning i forhold til den del, så vi kunne lave lovgivning allerede i den her samling eller kunne blive enige om, hvad vi måske skulle gøre, eller at vi i hvert fald kunne give hinanden håndslag på, eventuelt via en beretning i Retsudvalget, at man lovgiver i starten af næste folketingssamling for at få forhindret, at der er sager, hvor nogle har begået pædofile overgreb mod børn, og hvor der ligger en klar bevisbyrde, som falder på grund af en forældelsesfrist.

Der er endnu en kort bemærkning fra hr. Ole Hækkerup.

Man kan jo stille spørgsmål sådan ud fra, at man vil drille, politisk polemik, og det kan der også være meget fornøjeligt i, men lige præcis i det her tilfælde var det nu med en lidt anden intention, jeg spurgte, for der er ingen grund til, at vi snakker os fra hinanden, hvis vi har det samme udgangspunkt. Og jeg tror i virkeligheden, at langt, langt de fleste – nu skal jeg passe på med at tage nogen til indtægt for noget – vil have det, ligesom ordføreren og jeg har det, altså at der er brug for at få fulgt op på noget af det her, fordi vi kan se, at der ude i virkelighedens verden er nogle ting, vi ikke finder rimelige, sådan som de er.

Men det, som er vigtigt for mig, er, at vi i den proces får det tilrettelagt sådan, at vi sørger for, at det bliver på baggrund af anbefalingerne fra Straffelovrådet – som jeg jo også gerne havde set havde været færdig for et år siden, så vi i virkeligheden stod med opfølgningen nu – at vi så forsøger at få det her på plads. Og der er jeg enig i, at så snart de anbefalinger er kommet, skal vi sørge for at rykke hen over scenen så hurtigt og effektivt som overhovedet muligt. Det er det der fælles grundlag i forhold til, at det er sådan, vi går frem, jeg egentlig bare gerne ville have på plads.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Ja, og det fælles grundlag kunne vi jo meget godt tænke os, men dog med den tilføjelse, at vi lidt havde håbet, at justitsministeren ville forsøge at efterkomme det ønske om, at man kunne se på det lidt tidligere. For jeg kunne godt frygte, at Straffelovrådet siger, at de anbefalinger kommer til sommer, og så bliver det efterår, og inden vi kommer videre, bliver det måske ikke i den næste folketingssamling. Så er der lige pludselig gået 2 år, og så er vi ikke kommet videre end dengang i 2007, hvor justitsministeren, da han var retsordfører for Socialdemokratiet, ligesom hr. Ole Hækkerup er det nu, sagde til JydskeVestkysten, at det her bliver man nødt til at se på. Og det er jo lidt ærgerligt.

Jeg er godt klar over, at vi selv har været medvirkende til, da vi sad i regering, at processen har taget så lang tid, så derfor kunne det jo være dejligt, hvis vi nu i fællesskab kunne sørge for, at den bliver speedet op. Der har i hvert fald været politisk ønske om det i den tidligere VK-regering, og tilsyneladende er der også et ønske om det i den socialdemokratiske regering. Så den der fælles forståelse kunne jo blive bekræftet af, at man så på, om man ikke kunne blive enige om noget i den her folketingssamling, eller at man blev enige om, at man kunne lovgive i starten af den kommende folketingssamling.

Der er sandelig en kort bemærkning mere, og den skal være velkommen. Hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti.

Det var bare lige i forlængelse af den ordveksling, der var mellem Socialdemokraternes ordfører, hr. Ole Hækkerup, og så ordføreren for Venstre. Jeg vil godt bede hr. Karsten Lauritzen om lige at klargøre for Folketinget, at det jo er sådan, at et flertal i Folketinget sagtens kunne rette henvendelse til Straffelovrådet og sige: Vi vil gerne lette jer for denne store mængde af sager ved, at I kan afklare en lille detalje – ud af den her kæmpe, omfattende arbejdsbyrde, de har, og som vi af og til bliver belært om de netop har, og det er sikkert rigtigt – nemlig forældelsesspørgsmålet. Det kunne vi jo godt gøre.

Jeg kunne godt tænke mig, at hr. Karsten Lauritzen gjorde det helt klart, også for Socialdemokraternes ordfører, at der ikke er noget i vejen for, at et flertal i Retsudvalget pålægger Straffelovrådet inden f.eks. den 1. marts eller den 1. april at komme med et bud på, hvordan man kunne strikke en ændring sammen, hvor man afskaffer denne 28-års-regel, som i dag er en forhindring og føles som stor forhindring for mange ofre.

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg tror, jeg ville synes, at det var en ganske fin løsning. Som sagt har vi diskuteret det her i Venstres folketingsgruppe. Der skal meget til for at overbevise om, at man ikke skal lave en ændring, og at der, hvor det ligger i dag, er det rigtige. Når man kigger på alt det skriveri, der har været igennem de sidste par år om det her, lyder det for at være helt ærlig heller ikke til, at der er nogen partier i Folketinget, der egentlig synes, at det, vi har i dag, er helt perfekt; man er åben over for at lave det om. Så er det et spørgsmål om, hvad det skal laves om til, og der er det jo relevant med Straffelovrådets input. Den model, hr. Peter Skaarup skitserer, ville da være fin, og det kunne jo være det fælles grundlag, som hr. Ole Hækkerup også spurgte ind til. Hvis vi kunne gøre det i fællesskab i et samarbejde hen over midten og få løst noget, vi alle sammen betragter som et problem, og få hjulpet nogle ofre med at få buret nogle forbrydere inde for den mest alvorlige form for forbrydelse, man kan begå, nemlig overgreb mod børn, så ville det da være dejligt.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Ole Hækkerup for Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak. Hvis jeg lige skal knytte an til den sidste ordveksling, der var her, vil jeg sige, at jeg synes, at pointen jo er, at vi skal sørge for ikke at få snakket os fra hinanden nu, for man kunne godt have en almindelig politisk polemik, hvor man spurgte: Jamen hvorfor skete der ikke noget under den gamle regering, og hvad med, dengang Dansk Folkeparti sad mere centralt osv. osv.? Men jeg synes i virkeligheden, det ville være ærgerligt, hvis vi kom ud i sådan en debat i stedet for at spørge, hvordan vi kan sørge for at bevæge os effektivt og målrettet hen over scenen, så vi i virkeligheden bruger det her som anledning til ikke at få snakket os fra hinanden og til ikke at bruge det til at lave et politisk spil, hvor gerne jeg end ellers deltager i det.

Jeg vil så vende tilbage til ordførertalen. Det er jo rigtigt, som det allerede er blevet nævnt, at Dansk Folkeparti lægger op til, at forældelsesfrister i sager om sexovergreb mod børn bliver afskaffet. Jeg tror, jeg i virkeligheden har det lidt, som også hr. Karsten Lauritzen havde det, nemlig at nogle af de sager, vi har set i medierne fra Brønderslev, Esbjerg og andre steder, jo på alle måder er forfærdelige, og at de er hjertegribende. Sandheden er også, at der er en masse sager, som ikke ender med at blive omtalt i medierne.

Jeg har det sådan, at jeg synes, det i virkeligheden er en fælles opgave for Folketinget at få gjort, hvad vi kan for i det hele taget at forebygge sexovergreb mod børn, at få straffet dem, der har begået overgrebene, at få hjulpet ofrene og gøre, hvad vi kan for at sikre, at det ikke sker mere – og det var derfor, jeg begyndte med at sige det, jeg gjorde. Det er sådan mit helt grundlæggende take på det her. Det er også derfor, jeg igen vil sige, at vi godt kunne lave et sjovt, lille politisk ordspil på, hvorfor der ikke skete noget under det gamle VKO-flertal, og spørge, hvorfor der ikke er sket noget endnu og alt det der. Men i virkeligheden synes jeg, at det er vigtigere, at vi prøver at holde sammen på de partier – og det er jo stort set alle sammen – der er enige om, at der er nødt til at ske noget. Vi bliver nødt til at få kigget på de her forældelsesfrister, og vi er ret tæt på at komme i hus. Når man sammenligner det her beslutningsforslag med sidst, Dansk Folkeparti fremsatte et beslutningsforslag i relation til dette, er det bedste, at Straffelovrådets arbejde er meget, meget tættere på at være færdigt nu.

Jeg har det sådan, som jeg også fik nævnt i spørgsmålet til hr. Karsten Lauritzen, at jeg uden problemer kan sætte mig ind i, at man bør se at få kigget på, om forældelsesfristen virkelig skal ophøre ved det 28. år, for der er nogle tilfælde, hvor man er nået ud over det 28. år, som hr. Karsten Lauritzen også nævnte. I nogle af de konkrete sager, vi har set, hvor den dømte er blevet straffet for nogle forhold, kan nogle ofre være nået til det 27. år, og jeg kan sagtens se, at var der gået 1 år eller 2 år mere, var den dømte ikke blevet straffet for disse forhold, og så havde de siddet tilbage med en lidt mærkelig følelse af, at den dømte ikke også skulle straffes for det, der var gået ud over dem. Jeg kan sagtens se, at de også har et legitimt behov, og at det legitime behov ikke bliver dækket i dag med den forældelsesfrist, vi har.

Jeg ved selvfølgelig godt, at som tiden går, bliver det sværere og sværere at få folk dømt. Bevisbyrden bliver jo alt andet lige sværere og sværere at løfte, jo længere man kommer på afstand af forbrydelsen, og det har – som jeg allerede har understreget – selvfølgelig betydning for ofrene med hensyn til alligevel at kunne anmelde. Det har selvsagt også betydning for samfundet, for hvis det er muligt at løfte bevisbyrden, betyder det, at vi kan få nogle dømt og dermed sørge for, at der bliver færre ofre, og det hjælper så på den måde til at hindre nye forbrydelser.

Alt i alt er jeg enig i det værdisæt, vi allerede har været omkring, og at få kigget på forældelsesfristerne. Jeg synes, at konklusionen om at få Straffelovrådet til at kigge på det – og det arbejde er heldigvis færdigt her til sommer, så vi nærmer os nogle konklusioner på det her – er det rigtige, og jeg synes, det skal være det, der er udkommet af debatten i dag. Jeg synes også, at vi skal prøve at se på, hvad vi kan få af fælles fodslag mellem Folketingets partier, så vi benytter det her som en chance for ikke at få snakket os fra hinanden, men for at få spurgt: Hvis vi alligevel har dette fælles værdigrundlag, hvordan kan vi så lade være med at lave et politisk spil i forbindelse med det her, men faktisk nå nogle resultater? Tak.

Tak til ordføreren. Så er der to spørgere på nuværende tidspunkt, og den første er hr. Karsten Lauritzen fra Venstre for en kort bemærkning.

Det er sådan set ret simpelt, for hr. Ole Hækkerup var næsten inde på det, og hr. Ole Hækkerup har jo ret i, at vi ikke skal lave politiske drillerier med det her. Man kan godt diskutere, hvorfor ting tager tid. Der er desværre en tendens til, at for de partier, der sidder i regering, tager det lidt længere tid, end når de er i opposition. Det tror jeg er meget naturligt. Man kan have en lang diskussion om, hvorfor det er sådan, men det synes jeg ikke at vi skal komme ind på her.

Men det var blot til det forslag, som hr. Peter Skaarup kom med, om en fælles henvendelse, der kunne gøre, at vi måske allerede i den her samling kunne tage den diskussion, som hr. Ole Hækkerup kommer ind på. Jeg hørte næsten hr. Ole Hækkerup sige det, så derfor vil jeg spørge ind til, om man ikke vil være med til sådan en henvendelse fra et flertal i Folketingets Retsudvalg. Det er jo et flertal, der kan etableres med Socialdemokratiets støtte.

Tak. Ordføreren.

Jeg tror, at vi skal vende det i Retsudvalget. Jeg er i virkeligheden enig med hr. Karsten Lauritzen i, at der sikkert er en tendens til, og det er faktisk godt for demokratiet, at dem, der er i opposition, uanset hvem det så måtte være, presser på. Jeg synes faktisk, at det er glimrende, hvis noget af det, der kommer ud af debatten i dag, er, at Folketinget i virkeligheden presser på, for at der skal ske nogle ting på det her felt. Det passer mig fint, så jeg synes, at vi i Retsudvalget skal prøve at vende, hvordan vi kan tilrettelægge det her på en måde, så vi er sikre på at få rykket os hen over scenen.

Tak. Den næste er hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti, for en kort bemærkning.

Jeg synes, det er en meget konstruktiv tilgang, den socialdemokratiske ordfører har til det her. Selv om jeg da selvfølgelig kunne have ønsket mig, at Socialdemokraterne allerede i 2007, da vores justitsminister var retsordfører, havde handlet og støttet Dansk Folkeparti i bestræbelserne på at få fjernet den her forældelsesregel, synes jeg, det er konstruktivt, hvis man nu er parat til at skille det her ud fra Straffelovrådet, i og med at man altså har ment, at Straffelovrådet skulle tage stilling til det, før man selv ville tage stilling til det.

Jeg fornemmer, at Socialdemokraternes ordfører egentlig personligt synes, det er totalt urimeligt, at man har den her forældelsesregel, og at han mener, at vi skal kunne sørge for, at man også med en ny teknologi kan finde gerningsmænd, der har lavet noget, tidligere, end det er tilfældet i dag. Derfor vil jeg godt stille hr. Ole Hækkerup et spørgsmål: Kan vi godt forvente, at Socialdemokraterne i den diskussion, vi skal have i Retsudvalget, vil være med til at skille det her ud fra den store pakke af ting, som vi skal vente til sommer med at Straffelovrådet får kigget på?

Ordføreren.

Det var i virkeligheden lige præcis noget af det, hr. Peter Skaarup var inde på, jeg sigtede til, nemlig det med, at jeg ikke synes, at man skulle drive alt for meget politik på det, for jeg kunne jo sagtens returnere og ligesom hr. Peter Skaarup spørge hvorfor i 2007 og hvorfor osv. Der kunne jeg jo sagtens stille mig op og sige noget med, at jeg da også kunne have ønsket mig, at DF så havde brugt noget af sin enorme indflydelse i de 10 år til at rykke noget hårdere på noget af det her. Sådan kunne vi blive ved, men når vi har spildt noget tid på at blive ved på den måde frem og tilbage, må vi jo nå til en konklusion.

Når nu vi er så tæt på målstregen, når nu ministeren har sagt det her med, at Straffelovrådet bliver færdig til sommer, og når den melding er kommet fra både den forrige regering og den nuværende regering, hvordan er det så, vi kan sørge for fælles enighed om at følge op der? Jeg er ikke parat til på stående fod at bide til bolle på det, der hedder: Vi rykker det bare ud af Straffelovrådet, og Folketinget tager selv stilling. Jeg synes, det rigtige er at afvente det, Straffelovrådet kommer med, og heldigvis er det sådan, at det er rigtig, rigtig tæt på, at Straffelovrådet kommer med noget, og jeg har ikke grund til at tvivle på, at det kommer til sommer.

Hr. Peter Skaarup for endnu en kort bemærkning.

Undskyld, men så er jeg næsten nødt til at spørge klart: Hvad mener Socialdemokraterne egentlig om det her? Skal vi ændre ved forældelsesreglen, eller skal vi ikke? For det er da en uskik, at vi sådan parkerer et emne hos Straffelovrådet og siger: Nå, men det kan vi ikke selv tage stilling til, det er for indviklet, nu må de afgøre det for os.

Eller er det forkert forstået?

Ordføreren, værsgo.

Det ville jo være ufint at sige, at det var en bevidst misforståelse. Der skal ikke herske tvivl om, og jeg skal gerne gentage det, for jeg sagde det, både da jeg havde spørgsmål til hr. Karsten Lauritzen og i ordførertalen, at jeg synes, at der for alvor er grund til at få kigget på nogle af de her forældelsesfrister. Vi har allerede været omkring nogle af argumenterne, nemlig at der er nogle, for hvem det har været så forfærdeligt og traumatiserende, at man er langt ud over det 28. år, før man er parat til at anmelde det. Det har altså stor betydning for offeret at få anmeldt, også selv om det måske i virkeligheden kan være vanskeligt at få løftet bevisbyrden, så man uanset hvad – hvis man får anmeldt og faktisk kan få løftet bevisbyrden – kan få dømt den skyldige for nogle forhold, der så gør, at vi faktisk kan beskytte nogle mod yderligere overgreb. Så jeg synes i virkeligheden, der er en lang række gode grunde til at få kigget på det her, og jeg kan sagtens sætte mig ind i de tilfælde.

Man kunne eksempelvis i sagen fra Esbjerg forestille sig, at det havde været 1 eller 2 år ud over de 27 år i forbindelse med det, han blev dømt for ved byretten, så han lige præcis ikke havde kunnet blive dømt for de forhold. Man skal prøve at sætte sig ind i ofrenes sted. Det synes jeg i virkeligheden er noget af det mest sigende, for hvis jeg havde været dem, ville jeg selv opleve det som krænkende, at han ikke også var blevet dømt for det. Selv om det måske ikke havde lagt meget mere til straffen, ville jeg gerne have, at han også var blevet stillet til regnskab for det, for sådan ville jeg selv have haft det, og det er i virkeligheden det, jeg synes er det vigtige.

Det, der så bare også er vigtigt for mig, er det med, at vi får holdt sammen på alle de partier i Tinget, der gerne vil det her, og jeg synes også, det er rigtigt, at vi får afventet arbejdet i Straffelovrådet, som laver overvejelserne om, hvordan vi præcis skal skrue det sammen. For der gemmer sig jo de spørgsmål, som også hr. Karsten Lauritzen var inde på, om man helt skal afskaffe forældelsesfrister, hvordan man skal indrette systemet, hvor meget man skal forlænge osv. osv. Så det er i virkeligheden det, der er mit ærinde her.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Jeppe Mikkelsen, der er ordfører for Det Radikale Venstre. Værsgo.

Mange tak. Jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at sager om pædofili og incest er noget af det frygteligste, som vi behandler i dette udvalg og i vores ordførerskaber. Det var jo også en af årsagerne til, at man i 2000 valgte at lave en særlig forældelsesfrist for sager af den her karakter. Forældelsesuret begynder således først at tikke, når barnet eller den unge person, offeret, er fyldt 18 år, og forældelsesfristen nås, når offeret fylder 28 år. Det her princip kan vi i Radikale Venstre bakke op om, for det kan tage rigtig mange år, før man i virkeligheden indser, at man faktisk har været udsat for en alvorlig forbrydelse. Det er derfor, vi har taget det her særlige hensyn til offeret.

Jeg synes, det er værd at drøfte, om de nuværende regler er fyldestgørende, eller om man burde se dem igennem endnu en gang. Derfor vil det glæde mig, hvis Straffelovrådet også vil kigge på det her spørgsmål om forældelsesfrister, nu når Straffelovrådet i forvejen er i gang med at kigge på hele området omhandlende sædelighedsforbrydelser.

Jeg skal dog sige, at vi i Radikale Venstre er skeptiske over for det konkrete beslutningsforslag, og det er der en årsag til. Der er jo en årsag til, at man har en forældelsesfrist i dag. Det skyldes, at det altså er uhyre svært at efterforske en sag, når den f.eks. er 50 år gammel. Jeg er bange for, at mange sager simpelt hen ikke vil kunne gennemføres på grund af utilstrækkelig bevisførelse. Det vil således være dyrt for samfundet, men frem for alt – og det er det, jeg er mest bange for – vil det eventuelt komme til at skuffe ofrene.

Men i Radikale Venstre ser vi frem til den fortsatte drøftelse af spørgsmålet om forældelsesfrister, meget gerne på baggrund af det arbejde, som Straffelovrådet kommer frem til. Men vi må meddele, at vi i dag ikke kan støtte det fremsatte beslutningsforslag.

Tak, og der er en spørger. Det er hr. Karsten Lauritzen fra Venstre med en kort bemærkning.

De Radikales ordfører mener ikke, at man i udgangspunktet skal se på forældelsesfristerne. Der er jo en aktuel sag fra Esbjerg, hvor der faldt dom i byretten. Den pågældende person, der er dømt i byretten, blev ikke dømt for en række af de første forseelser og tilfælde på grund af en forældelsesfrist. Og hr. Jeppe Mikkelsen har jo ret i, at det kan være svært at løfte en bevisbyrde. Men i sådan en sag her, altså i det konkrete eksempel, hvor der er beviser, og hvor der er en person, der er dømt skyldig i en lang række andre tilfælde, går personen fri for straf for nogle af forholdene på grund af en forældelsesfrist. Krænker det ikke Det Radikale Venstres og hr. Jeppe Mikkelsens retsfølelse?

Ordføreren.

Jo. Jeg har ikke sagt, at vi slet ikke vil kigge på forældelsesfristerne. Nu tager jeg stilling til det konkrete beslutningsforslag, som ligger her fra Dansk Folkeparti, og det siger, at man helt skal afskaffe forældelsesfristerne. Men vi er som sådan åbne over for at kigge på, om den nuværende model, 28-års-grænsen, eller hvad vi skal kalde den, er o.k. Er den fyldestgørende nok til, at man som offer kan nå at indse, hvilke forbrydelser man har været udsat for? Er den fyldestgørende nok i forhold til den type sager, der er på området? Det er vi som sådan åbne over for at kigge på, men jeg tror også, at vi skal have nogle kloge folk til at se på, hvordan det er i forhold til efterforskningsmæssig teknik osv. Kan man overhovedet efterforske sager, som bliver så gamle? For jeg giver hr. Karsten Lauritzen ret i, at det absolut godt kan krænke ens retsfølelse, hvis nogle går fri for straf for en forbrydelse, når der er evidente beviser for, at de har begået den.

Tak, og så er det hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Jeg er glad for det sidste. Det er dejligt – nej, det er ikke dejligt, for det er jo en frygtelig sag, og det er frygteligt, at sådan nogle sager findes. Men jeg kvitterer da for, at Det Radikale Venstre og Det Radikale Venstres ordfører ser det krænkende i, at der er x antal ofre, som får en oplevelse af, at den forbrydelse, der er blevet begået imod dem, resulterer i en straf for forbryderne, og at der er x antal ofre, som på grund af en forældelsesfrist, der er lavet et godt stykke tilbage i tiden, må finde sig i, at det så resulterer i, at de ikke kan sidde med den samme følelse af, at den person, der har lavet overgreb mod dem, bliver straffet.

Jeg vil også godt kvittere for det, for jeg må så have hørt forkert i forhold til det, hr. Jeppe Mikkelsen sagde indledningsvis. Jeg forstod det nemlig faktisk sådan, at hr. Jeppe Mikkelsen sagde, at man ikke var villig til at se på det, og at man ville stemme imod forslaget. Der kom så lidt flere nuancer på, og det vil jeg da gerne kvittere for. Der tegner sig jo tilsyneladende et bredt flertal i Folketinget, som vil se på, måske ikke at afskaffe forældelsesfristerne, men i hvert fald justere de nuværende 28 år. Det synes vi i Venstre er dejligt.

Ordføreren.

Jamen jeg er glad for, at vi fik det præciseret.

Den næste ordfører i rækken er fru Ida Damborg, der er ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. På vegne af SF's sædvanlige ordfører på retsområdet, fru Anne Baastrup, skal jeg sige følgende:

SF vil gerne være med til at kigge på forældelsesfrister på pædofiliområdet, men vi synes, at det er rigtig vigtigt at afvente Straffelovrådets arbejde. SF vil gerne lave ordentlig lovpolitik, og når vi har Straffelovrådet, som arbejder, synes vi, at det er rigtig vigtigt at afvente deres arbejde. Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi har stor fokus på indsatsen over for ofrene for de her forbrydelser. Det her er nogle af de værste forbrydelser og nogle af dem, der er mest hjerteskærende, og det kan også godt være en del af helingsprocessen at opleve, at krænkeren bliver dømt eller i hvert fald anklaget. Men vi synes, at det er på sin plads at afvente arbejdet i Straffelovrådet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti, værsgo.

Jeg vil spørge SF's ordfører her i dag under debatten om en ændring af forældelsesreglerne, altså det forslag, Dansk Folkeparti har fremsat, om SF's ordfører er enig med SF's retsordfører, fru Karina Lorentzen Dehnhardt, som den 21. oktober sagde til det, der hedder navisen.dk:

»Reglerne som de er i dag betyder, at der sidder rigtig mange ofre for seksuelt misbrug ude rundt om i Danmark, som ikke kan få deres sag prøvet. Og hvis det overhoved bevismæssigt kan holde, så syntes jeg, det skal kunne lade sig gøre«.

Det siger fru Karina Lorentzen Dehnhardt, som tilføjer, at hun er enig med Venstre, der altså har den samme holdning som Dansk Folkeparti.

Så spørgsmålet går simpelt hen på: Er SF's ordfører i dag enig i det, som SF's ordfører sagde til navisen.dk? Jeg synes, det var lidt uklart, hvad der blev sagt i ordførertalen.

Ordføreren, værsgo.

Jeg vil sige til hr. Peter Skaarup, at vi rigtig gerne vil se på det. Jeg vil hverken lægge mig fast på det ene eller det andet i dag, jeg vil rigtig gerne se Straffelovrådets arbejde og kigge på det. Men det skærer også mig i hjertet, som det skærer alle os, der er herinde, i hjertet, at der er nogle, for hvem det ikke er muligt at få prøvet en sag, når man er nået dertil, at det er muligt at tale om det og beskrive, hvad der er foregået. Det kan jeg sagtens se det fornuftige i, men jeg synes, det er fornuftigt at afvente Straffelovrådets arbejde, og det er derfor, at hr. Peter Skaarup ikke får noget klart svar – ja eller nej – men vi vil gerne se på det.

Hr. Peter Skaarup for endnu en kort bemærkning.

Jeg synes altid, det er godt, når politikere siger, at de gerne vil se på et eller andet, men der ligger jo ikke ret meget i at ville se på noget, hvis det er sådan, at ofre fremover så kan forvente, at deres gerningsmænd går fri, fordi der stadig væk er en forældelsesregel, der gør, at man 10 år efter det fyldte 18. år ikke kan føre en sag. Altså, når man er fyldt 28 år og frem, kan man ikke føre en sag ved domstolene, så kan der ikke føres en sag. Det er jo en retstilstand, vi har i dag, og som SF siden år 2000, hvor SF i en fremtrædende rolle var med til at sørge for de nuværende regler, har været med til at stå for. Det er derfor, jeg spørger SF's ordfører i dag:

Kan vi regne med det holdningsskifte, som jeg syntes jeg kunne læse ud af det, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt sagde i navisen.dk, eller er vi tilbage ved, at man egentlig stadig væk er tilhænger af de nuværende regler? Der er det sådan meget et »måske« og et famlende svar, synes jeg, fra SF's ordfører. Men kan ordføreren alligevel ikke sympatisere med de ofre, som virkelig fornemmer en rigtig dårlig tilstand, ved at de ikke kan få deres gerningsmænd dømt?

Ordføreren.

Hr. Peter Skaarup får det svar, som jeg har forsøgt at give. Jeg har udtrykt min store medfølelse med ofrene og også udtrykt, at jeg synes, det er en del af en helingsproces at se sin krænker blive retsforfulgt og dømt. Det er den positive vinkel, jeg vil komme med på SF's vegne i dag. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi afventer et arbejde i et straffelovråd, som vi har nedsat, eller som i hvert fald arbejder lige nu. Det synes jeg vi skal afvente, før vi kommer med mere. Vi vil gerne lave lovgivningsarbejde, men vi vil gerne gøre det ordentligt. Vi har den største sympati med ofrene for seksuelle overgreb.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er fru Pernille Skipper, som er ordfører for Enhedslisten, værsgo.

Tak. Jeg vil jo melde mig i koret af ordførere, som siger, at pædofilisager er noget af det allermest skrækkelige. Det skærer os alle sammen i hjertet, når vi hører sådan nogle skrækkelige historie, og vi vil gøre rigtig meget for at hjælpe ofrene videre. Det skal vi hele tiden udvikle og blive bedre til. Men jeg vil samtidig melde mig i koret af ordførere, som siger, at Straffelovrådet lige nu ser på problemet. Jeg er slet ikke afvisende over for, at vi skal om ikke afskaffe så måske forlænge forældelsesfristen for pædofilisager, for at man som offer kan få oprejsning og blive konfronteret med sin gerningsmand, også selv om man er blevet meget ældre, når man kommer i tanker om, husker, indser eller får mod på at konfrontere gerningsmanden.

Jeg vil dog, og jeg ved, at jeg har sagt det tidligere her i dag fra talerstolen, endnu en gang plædere for, at vi alle sammen husker vores børnehuse; at vi får en institution, hvor man hurtigt kan få afklaret, om der er tale om et overgreb på børn, og at det sker i omgivelser, som er gode for børnene, og at det sker i samarbejde med eller af børnepsykologer, som er uddannet til at tage sig af børn, som har været udsat for grove overgreb. Det er netop her, at vi kan gøre noget for at beskytte de børn, som bliver udsat for overgreb over en længere periode, ved at sætte ind og prøve at få stoppet overgrebet meget tidligere. Det er altså noget af det, vi kan gøre med de børnehuse, og det håber jeg altså sådan på snart sker. Nu skal det ikke lyde, som om det kunne være sket, siden jeg sidste gang sagde det fra talerstolen her i dag, men det er altså rigtig, rigtig vigtigt, hvis vi skal gøre noget for de børn, som bliver udsat for nogle grove og krænkende overgreb.

Tak til ordføreren. Og vi går videre til den næste ordfører, som er hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Børns rettigheder er jo heldigvis noget, som er blevet styrket, primært gennem de seneste lidt over 100 år. Det er jo sådan set vigtigt, at vi er kommet til et punkt, hvor børn i større grad bliver betragtet som selvstændige individer med selvstændige rettigheder.

Det er sådan, at vi i Liberal Alliance, og det tror jeg også at jeg har fået nævnt i en anden debat tidligere i dag, generelt har det sådan, at når det kommer til små og mindre forbrydelser, synes vi, at man skal gøre en del for at resocialisere og få folk på ret kurs igen og bruge alternativ straf. Når det kommer til grove forbrydelser – mord, pædofili, grov vold, trusler og voldtægt – synes vi, at samfundet skal straffe hårdt. Det gør vi allerede for mord – det er ikke, fordi jeg siger, at der skal være tilsvarende straffe for de fire andre forbrydelser, men det er i hvert fald fire områder, hvor vi mener at man burde se på straffen generelt.

Det er så ikke præcis det, det her handler om, men det er jo stadig væk i samme kategori: Skal folk, der begår seksuelle overgreb mod børn i fængsel? For forældelsesfristerne kan jo sådan set medvirke til, at der er nogle, som begår overgreb mod børn, som vil slippe for straf. Det synes vi sådan set er en dårlig ting.

Dertil kommer, som der jo egentlig også er gjort meget godt rede for i bemærkningerne til det forslag, som her er fremsat, at der er en del af de her sager, hvor det først ligesom kommer op til overfladen, efter at de forældelsesfrister, som er gældende på nuværende tidspunkt, er udløbet. Derfor synes jeg sådan set også, at det er meget rart at høre, at det virker, som om der er en bred forståelse for, at man skal gøre noget ved det her. Jeg synes, at det er værd at undersøge, om man kan lave sådan en henvendelse, som hr. Peter Skaarup tidligere spurgte hr. Karsten Lauritzen om. Det kan godt være, at jeg ikke er den største ekspert på det her område, men om man kan sige, at det her lille område vil vi godt lige tage ud og bede om at få en hurtig behandling af, for det, der i virkeligheden er det afgørende, er, at vi bør sige til hinanden, at i den folketingssamling, der kommer efter denne, altså den, der hedder 2012-13, bør vi vedtage nye forældelsesfrister i Folketinget. Hvis justitsministeren f.eks. sagde, at det bliver sådan, vil man jo også lægge et vist pres på Straffelovrådet, for at de får taget sig sammen til at overholde de frister, der nu er lagt op til.

Det er sådan set vores håb, at det er der, vi kan lande i den her sag, for det er egentlig vores fornemmelse, at der bredt er en større forståelse for, at de her forældelsesfrister efterlader nogle ofre uden mulighed for at få retfærdigheden til at ske fyldest. Det er jo sådan set en af vores opgaver i Retsudvalget også i forhold til straffeloven at sørge for, at retfærdigheden sker fyldest, og at der ikke er nogen, der ligesom kan gemme sig bag de her forældelsesfrister.

Så Liberal Alliance er sådan set positive over for det beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, og det kan under alle omstændigheder være, at der kan laves en form for beretning eller lignende, hvori det konkluderes, hvordan man kan komme videre med den her sag, for vigtigt tror jeg faktisk det er, at vi kommer videre.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Tom Behnke, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Når vi taler om de her sager, altså pædofilisager, så er der ingen tvivl om, at det er nogle af de allerværste forbrydelser overhovedet, fordi det så alvorligt ødelægger børn og ofte ødelægger dem på livstid, hvis ikke altid. Derfor er det meget, meget alvorlige forbrydelser, som der skal ses meget, meget alvorligt på.

Vi har drøftet det her forslag, altså spørgsmålet om, hvorvidt der skal være de forældelsesfrister, som vi har i dag, rigtig mange gange tidligere. Tidligere var der jo kun en 10-års-forældelsesfrist. Så udvidede man den til, at de 10 år først tæller, fra offeret fylder 18 år, dvs. teoretisk set en 28-års-forældelsesfrist. Spørgsmålet har også hele tiden været, om man skulle udvide det yderligere. Jeg har tidligere, og det skal ikke være nogen hemmelighed, argumenteret imod og også haft nogle argumenter for, hvorfor vi ikke syntes, at man skulle udvide forældelsesfristen mere. Men vi har fulgt debatten meget nøje. Vi har lyttet meget til de argumenter, der har været fremme, og der er to væsentlige argumenter for, at vi i dag støtter forslaget her.

Det første argument er, at der har været et udtalt ønske om på en eller anden måde at kunne stoppe gerningsmanden, også selv om det er sket for mange år siden. Man kan ikke nødvendigvis komme strafferetligt efter en mistænkt, men man kan i hvert fald få stoppet vedkommende. Det mener vi ud fra en viden om, at det generelt er sådan, at de, der er pædofile, ikke sådan lige holder op med at være det. Derfor kan der være et behov for at få stoppet gerningsmændene, også selv om det kan være mange år siden, at det konkrete offer blev offer. Det har vi jo prøvet at diskutere frem og tilbage: Kunne man finde en model, hvor vi på en eller anden måde kunne lave et anmeldelsessystem, så man måske rent behandlingsmæssigt kunne komme til den mistænkte og prøve at gøre noget? Vi har ikke rigtig fået nogen løsning på det. Men en løsning kan være det her, nemlig at der rent faktisk er en mulighed for at anmelde et forhold, også selv om det sker mere end 10 år efter de 18 år. At man har muligheden for at anmelde det, betyder, at myndighederne kan skride ind, kan begynde at undersøge, om der er hold i det, undersøge, om der er andre lignende tilfælde, om der måske er andre ofre, og begynde at stykke et billede sammen, således at man ikke bare kan komme efter gerningsmanden, men at man også rent faktisk kan komme til at hjælpe gerningsmanden, hvad der jo er en del af det, der er mulighed for, i forbindelse med at man giver en sanktion af den ene eller anden art. Der ligger også muligheden for behandling, og det er lige så vigtigt. Så det er det ene væsentlige argument for, at vi kan støtte forslaget her.

Det andet væsentlige argument er jo, at under de mange debatter og høringer, vi har haft, i de udtalelser, der har været, og i medierne er det jo kommet frem, at ofre for de her forbrydelser godt kan have en tendens til at fortrænge det, der er sket, og så først meget senere i livet, når der opstår en eller anden episode, kommer det pludselig frem igen. Det er ikke bevidst, eller fordi man vil fortrænge det, men fordi det er kroppens, hjernens automatiske reaktion for at komme væk fra det, der har været meget, meget ubehageligt. Det har vi også lyttet til. Det er ikke nødvendigvis sådan, at man venter med at anmelde det, fordi man ikke lige har lyst til at anmelde det, at man ikke lige kan overskue at anmelde det, men fordi man måske dybest set har fortrængt det så meget, at der skal noget til, før det kommer frem igen.

De argumenter har vi lyttet til, og vi kan godt se, at der ligger noget fornuft i det. Derfor siger vi i dag, at vi støtter tiltaget om, at vi ophæver forældelsesfristen i de her sager. Vi sidestiller det med andre ord med de forældelsesfrister, der er, når vi taler om manddrab, nemlig at der ikke er nogen. Det er en meget sjælden bestemmelse i straffeloven, og den skal også være meget sjælden, men vi mener, at den her type sager berettiger til, at der ikke er en forældelsesfrist, og derfor støtter vi forslaget.

Jeg vil så også sige, i forlængelse af hvad andre ordførere har været inde på, at det ikke er sådan, at vi vil tvinge det igennem nu. Vi har tålmodighed til at vente på Straffelovrådet, men forventer så også, at de kommer med et udspil meget snart, så vi kan komme videre med det her, for det er et vigtigt område. Så vi er positive over for beslutningsforslaget; vi er faktisk enige i det.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

Tak for en overvejende positiv modtagelse af det forslag, Dansk Folkeparti har fremsat her, om, at regeringen pålægges at fremsætte forslag om ændring af straffeloven, sådan at forældelsesfristen i sager vedrørende seksuelle overgreb mod børn og unge afskaffes.

Jeg fornemmer, at vi, efter at Dansk Folkeparti i øvrigt har fremsat det her forslag en hel del gange og har prøvet på forskellig vis via spørgsmål og lignende at få belyst emnet, nu er fremme ved målstregen og er tæt på, at et flertal i Folketinget vil være med til at gennemføre det her forslag.

Jeg er enig med f.eks. Liberal Alliances ordfører, hr. Simon Emil Ammitzbøll, i, at om ikke andet må vi satse på – det håber jeg også at justitsministeren vil kvittere for – at vi i den folketingssamling, der hedder 2012-13, kan gennemføre lovgivning på det her område. At nå dertil synes jeg ikke er for meget forlangt.

Når nu man har deponeret sin holdning, hvad nogle har, i Straffelovrådet, håber jeg, at vi kunne nå til enighed i Retsudvalget i form af en åben diskussion særskilt om den her problemstilling og sørge for at få et bud på, hvad Straffelovrådet mener på området meget hurtigt, sådan at vi allerede i den her folketingssamling kan lave den relevante lovgivning. For jeg synes nærmest, at ordførerne står i kø for at være enige med Dansk Folkeparti i, at vi skal den her meget stringente forældelsesfrist efter det fyldte 28. år til livs. For den forældelsesfrist er nemlig meget usaglig, og den er kun til gavn for de pædofile, den er ikke til gavn for ofrene.

Vores intention i Folketinget bør altid være at støtte ofrene, ikke at støtte de kriminelle. Det er sådan, at pædofili og incest har det med at gå i negativ arv, kan man sige, hvorfor det er ekstremt vigtigt, at ofrene kan træde frem, når de er mentalt klar til det, og når de er fysisk gamle nok og modne nok til at gøre det. Det er en ekstremt alvorlig sag, som også nogle af de andre ordførere i dag har nævnt, at blive udsat for seksuelt misbrug som barn. Derfor er det også dybt kynisk og utilstedeligt, at vi beskytter de pædofile mod retsforfølgelse. Det fører til flere overgreb end nødvendigt. Derfor bør vi handle hurtigt set med Dansk Folkepartis øjne.

Der vil i sagens natur ikke altid være vidner til incestsager eller pædofiles krænkelser. Der vil ofte være tale om, at sådan noget foregår i det skjulte. Derfor vil den anmeldende part, typisk offeret, alligevel skulle overbevise retten på en klar måde om, at der er foretaget noget rigtig grimt for mange år siden. Derfor giver det heller ikke mening at have et loft over, hvornår man ikke længere må straffe for de her overgreb. Tværtimod har vi set for nylig, at en oldefar var involveret i en incestsag.

Her kan forældelsesfristen faktisk været medvirkende årsag til, at den pågældende aldrig bliver stoppet i tide, og at der kan være mange overgreb, som kan have været foretaget, uden at man kan få indblik i det og kan stoppe den pågældende. Her er det, at vi med moderne teknologi som dna-teknologi kan afsløre pædofile krænkere på et meget tidligere tidspunkt, end vi kunne tidligere. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at man med forældelsesfristen får mulighed for at kunne gå efter de kriminelle på den rigtige måde. Så det er vigtigt for retsfølelsen, det er vigtigt for ofrene, det er vigtigt for ofrenes helingsproces, at der ikke er nogen forældelsesfrist inde i billedet i de her sager.

Det er også urimeligt, at man har den her forældelsesfrist, på grund af at det er dokumenteret videnskabeligt, at ofrene først kan træde frem mange år efter, når de er blevet voksne og har fået et begrebsapparat, når de måske har fået børn og har en reel distance til de forbrydelser, de har været udsat for, så de kan forstå dem og bearbejde dem med henblik på at kunne reagere på dem.

Samlet set må vi sige, at det danske samfund straffer pædofile meget mildt, man er meget eftergivende, man forsøger at behandle pædofile på den bedst mulige måde. Sagen er blot, at man ikke kan behandle pædofile, hvis man forhindrer ofrene i at anlægge sager eller forhindrer politi- og anklagemyndighed i at rejse sager, så de kan føre til domme, fordi man på forhånd må opgive på grund af en forældelsesfrist.

Et offer, der er blevet voksen og derved har fået den indsigt og det overskud, jeg taler om, til at anmelde overgrebene, vil kunne hjælpe andre børn, der løbende bliver misbrugt, ved netop at træde frem. Men man får ofte kun nogen til at træde frem, hvis de rent faktisk kan se en mening med at træde frem.

Vi har på det seneste set flere alvorlige sager, og det er selvfølgelig også med til at aktualisere den debat, vi har i dag. Vi har set sagen om Amagermanden, og vi har set sagen fra Esbjerg, sager, hvor to meget sadistiske voldtægtsforbrydere og pædofile – i hvert fald den ene af dem er pædofil – ikke er blevet stoppet i tide. Og derfor får de lov til at ødelægge kvinders liv, og de ødelægger børns liv over flere årtier. Hvis vi bruger ny teknologi som dna-teknologi, og hvis vi afskaffer forældelsesfristen, så der ikke er nogen grænser for, hvornår man kan retsforfølge, kan vi gøre meget mere i sådan nogle sager i fremtiden. Så kan vi nemlig stoppe de pågældende i tide.

Derfor er det ekstremt vigtigt, at Folketinget behandler det her forslag seriøst. Det synes jeg også er sket i dag, men vi skal ikke slippe her. Selv om nogle mener, at det er Straffelovrådet, der skal komme med et udspil, før vi kan gøre noget, har vi altså muligheden for, hvis vi vil gøre noget nu og her, fra Retsudvalgets side at sige til Straffelovrådet, at særlig det her emne vil vi altså gerne have en hurtig vurdering af, med henblik på at vi allerede i den her folketingssamling kan lave lovgivning. Det er Dansk Folkepartis ønske. Vi vil gerne diskutere det her fuldstændig fordomsfrit og åbent i Retsudvalget for at nå det bedst mulige resultat af hensyn til de ofre, vi gerne vil hjælpe.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.