B 4 Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af forældelsesfristen i pædofilisager.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2011-12
Status: Forkastet

Om beslutningsforslaget

Sagsgang:
Fremsat 27-10-2011
1. behandlet/henvist til udvalg 17-01-2012
Betænkning afgivet 29-02-2012
2. behandlet/forkastet 13-03-2012
Ministerområde:
Justitsministeriet
Resumé:
Den hidtil gældende forældelsesfrist i pædofilisager medførte, at sagerne forældedes, når offeret fyldte 28 år. I sager om søskendeincest forældedes sagen, når offeret fyldte 23 år. Dansk Folkeparti fandt, at disse forældelsesfrister hverken var rimelige eller hensigtsmæssige. Dette var ikke mindst på grund af, at børn, der havde været udsat for seksuelle overgreb fra voksne, ofte fortrængte disse voldsomme og uhyggelige oplevelser for så at få minderne tilbage på et senere tidspunkt i livet, hvor muligheden for at få de skyldige dømt ikke var til stede med de gældende regler.

Derfor foreslog Dansk Folkeparti, at forældelsesfristen i sager om pædofili helt skulle afskaffes, så personer, der én gang havde begået seksuelle overgreb mod børn, aldrig kunne vide sig sikre på at være sluppet godt fra deres forbrydelse. Desuden skulle forældelsesfristen i incestsager bortfalde.
Afstemning:
Forkastet 53 stemmer for forslaget (V, DF, LA, KF) 57 stemmer imod forslaget (S, RV, SF, EL) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget