L 104 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love.

(Ny balance i reglerne om ægtefællesammenføring, gebyr, fravigelse af persondatalovens § 7, stk. 8, i visse sager i forbindelse med overgang til elektronisk sagsbehandling, repræsentationsaftaler i medfør af visumkodeksen m.v.).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 02-05-2012

Betænkning afgivet af Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik den 2. maj 2012

20111_l104_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik den 2. maj 2012

1. Ændringsforslag

Der er stillet 24 ændringsforslag til lovforslaget. Justitsministeren har stillet ændringsforslag nr. 1, 3, 5-7, 9, 10, 12-16, 19, 21 og 24. Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2, 4, 8, 11, 17, 18, 20, 22 og 23.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 2. marts 2012 og var til 1. behandling den 20. marts 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.


Dispensation fra § 8 a, stk. 2, i Folketingets forretningsorden

Udvalget anmoder om, at Folketinget dispenserer fra reglen i forretningsordenen om, at 2. behandling af lovforslaget ikke må finde sted, før 2 dage efter at offentliggørelsen af betænkningen har fundet sted.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 6. januar 2012 dette udkast til udvalget, jf. UUI alm. del - bilag 61. Et nyt lovudkast blev efterfølgende sendt i supplerende høring, og justitsministeren sendte den 8. februar 2012 dette udkast til udvalget, jf. UUI alm. del - bilag 74. Den 7. marts 2012 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget. Efterfølgende har justitsministeren oversendt supplerende høringssvar den 15. marts 2012 og den 30. marts 2012.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:


Kirsten Bjørnstad,


Tim Brandt, Svendborg,


Dansk-Nordisk Modstandsbevægelse og


Ægteskab Uden Grænser.


Justitsministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.


Deputationer

Endvidere har Dansk-Nordisk Modstandsbevægelse mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 76 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et mindretal i udvalget (S, RV og SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de af EL stillede ændringsforslag.


Et andet mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod de stillede ændringsforslag.


Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at der med lovforslaget er lagt op til en række massive lempelser i udlændingepolitikken. Der er lagt op til en lempelse af tilknytningskravet, en lempelse af 28-års-reglen og en lempelse af bankgarantien. Endelig afskaffer regeringen pointsystemet og indvandringsprøven, og dermed afskaffer regeringen en fleksibel ordning, der sikrer Danmark en tilstrømning af kvalificerede udlændinge. V og KF stiller sig således uforstående over for, at regeringen med lovforslaget vil afskære uddannelses- og erhvervsmæssigt kvalificerede unge under 24 år fra muligheden for at komme til Danmark via reglerne om ægtefællesammenføring.


Rockwool Fondens rapport fra 2011 »Indvandringens betydning for de offentlige finanser i Danmark« har vist, at indvandrere, der kommer fra ikkevestlige lande, svækker de offentlige finanser. Derfor mener V og KF, at den i lovforslaget foreslåede model ikke understøtter regeringens afgørende målsætning om høj erhvervsdeltagelse blandt ægtefællesammenførte, når krav til uddannelse og erhvervserfaring slækkes. Lovforslaget sikrer heller ikke, at de familiesammenførte ægtefæller kan bidrage til det danske samfund, når danskprøven sænkes til A1-niveau.


Endelig mener V og KF ikke, at lovforslaget i tilstrækkelig grad sikrer, at de personer, der kommer til landet som led i en ægtefællesammenføring, opnår viden om danske samfundsforhold, når indvandringsprøven afskaffes som betingelse for ægtefællesammenføring.


Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at regeringen med dette lovforslag vil lempe udlændingepolitikken og dermed på sigt svække den sociale og kulturelle sammenhængskraft i det danske samfund. Der vil ske en stigning i indvandringen til Danmark via familiesammenføringsreglerne, hvilket DF beklager.


Den lovgivning, som regeringen afskaffer med dette lovforslag, belønner bl.a. den familie og den udlænding, som vælger ikke at bosætte sig i et ghettoområde. De nuværende regler belønner desuden den udlænding, som inden ankomsten til Danmark kan dokumentere selvforsørgelse i sit eget land. Det gældende regelsæt blev indført ud fra den logiske og simple tankegang, at en udlænding sandsynligvis vil kunne forsørge sig selv i Danmark, hvis vedkommende har været selvforsørgende i sit hjemland. Tankegangen bag de gældende regler var at skabe en større sandsynlighed for en vellykket integration, men denne tankegang gør regeringen desværre op med.


Ligeledes belønner den gældende lovgivning den udlænding, der har uddannelse bag sig, eller den, der har gode sprogkundskaber. Det opstilles ikke som et ekskluderende krav, at man absolut skal have en uddannelse for at blive familiesammenført til Danmark. Det opstilles heller ikke som et ufravigeligt krav, at man bosætter sig uden for et ghettoområde. Men det betragtes i den nuværende lovgivning som noget positivt. Jo flere positive træk, man har med sig, des tættere kommer man på en opholdstilladelse. Det modsatte gør sig gældende, hvis man har flere negative træk med sig. Det er ifølge DF et sundt princip.


I DF er vi stolte over at turde sige, at bl.a. beskæftigelse, faglært som ufaglært, er positivt, hvis man som udlænding ønsker at leve sit liv i Danmark. Det, som den tidligere regering og DF blev enige om, var på ingen måde urimeligt. Kravene og lovgivningen var (og er) - set i lyset af de store integrationsproblemer - yderst velafbalancerede.


Regeringens såkaldte robuste udlændingepolitik vil ifølge DF svække den nationale sammenhængskraft. Det kulturelle fællesskab vil med disse og regeringens øvrige initiativer blive sat under pres og vil blive unødigt udfordret på grund af regeringens leflen for de politisk korrekte holdninger. Det bliver de næste mange generationer, som kommer til at betale prisen - økonomisk, socialt og kulturelt - for denne regerings udlændingepolitik.


DF vil arbejde for, at de nye regler for ægtefællesammenføring ændres, såfremt DF efter et valg får mulighed for det. Det er DF's klare målsætning, at reglerne i hovedtræk føres tilbage til før dette lovforslag.


DF ønsker, at der skelnes mellem indvandrere fra lande, hvor der erfaringsmæssigt er integrationsproblemer, og indvandrere fra lande, hvor der stort set ingen integrationsproblemer er. Derfor ærgrer det DF, at regeringen samtidig med lempelserne af udlændingepolitikken fjerner den positive særbehandling af indvandrere fra bl.a. USA, Israel, Canada, Australien, Japan og New Zealand. Det er erfaringen, at indvandrere fra vestlige lande og indvandrere fra enkelte ikke-vestlige lande formår at tilpasse sig til dansk kultur og danske værdier uden de store integrationsproblemer. Denne positive særbehandling har DF kæmpet for i mange år, hvorfor DF ønsker at genindføre princippet og arbejde videre ad den vej, såfremt muligheden opstår.


DF ønsker generelt at begrænse den ikkevestlige indvandring.


DF ønsker også, at loven indeholder en vis fleksibilitet i forhold til f.eks. en 23-årig udlænding med gode forudsætninger for f.eks. videreuddannelse, beskæftigelse og i det hele taget en vellykket integration, som gifter sig med en dansker, og som i dag i kraft af pointsystemet har mulighed for ægtefællesammenføring.


Det er afgørende for sammenhængskraften i samfundet, at den enkelte udlænding har både evnen og viljen til kulturel tilpasning. 00'ernes førte udlændinge- og integrationspolitik har skabt flere markante resultater og reduceret antallet af familiesammenføringer til Danmark. Denne resultatorienterede politik vil DF tilbage til.


Ud over de integrationsmæssige fordele har 00'ernes udlændingepolitik samlet set medvirket til en forbedring i milliardstørrelse på de offentlige finanser. Regeringens udlændingepolitiske lempelser risikerer at forværre Danmarks samlede økonomi, hvilket er endnu et argument for ikke at støtte regeringens udlændingepolitik. Lempelserne vil påføre samfundet og dermed skatteborgerne store udgifter. Nye store udgifter til en lempelig udlændingepolitik kan i sidste ende vanskeliggøre det socialpolitiske arbejde over for udsatte borgere, idet midlerne i stedet skal bruges på integrati?onsindsatser på grund af den forfejlede udlændingepolitik. En lempelig udlændingepolitik har også vidtrækkende konsekvenser i forhold til bl.a. den førte skolepolitik, idet der skal bruges ressourcer på diverse integrationsfremmende foranstaltninger. Mange af disse vidtrækkende og negative konsekvenser kan fremadrettet undgås ved at udvise rettighed omhu.


Regeringens lempelser kan således på mange områder få store samfundsmæssige konsekvenser. DF finder ikke, at regeringen ordentligt og seriøst har redegjort for konsekvenser af dette lovforslag - og andre aspekter af regeringens udlændingepolitik - i lovforslagets bemærkninger.


Et tredjemindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.


Enhedslistens medlemmer af udvalget glæder sig over, at der sker lempelser i adgangen til familiesammenføring med ægtefæller. Det er glædeligt, at der gøres op med det uddannelsessnobberi, som det hidtil gældende pointsystem var udtryk for. Tilbageførelsen af tilknytningskravet, ændringen af 28-års-reglen til en 26-års-regel, afskaffelsen af indvandringsprøven, nedsættelsen af den økonomiske sikkerhedsstillelse og afskaffelsen af gebyrerne på familiesammenføringsområdet er alt sammen skridt i den rigtige retning. Nogle af skridtene er små, mens andre udgør gedigne og mærkbare forbedringer.


Når dette lovforslag er vedtaget, vil vi desværre langtfra stå med en udlændingelov, som opfylder EL's krav til, hvornår ægtefæller kan få lov at leve sammen i Danmark. EL er stadig modstander af 24-års-reglen og tilknytningskravet og beklager, at regeringen - trods de principielle holdninger i to af de tre regeringspartier - har lagt sig fast på ikke at røre ved disse bestemmelser i denne valgperiode.


EL beklager også, at regeringen har valgt at sidde berettigede indvendinger fra sagkyndigt hold overhørig. Her skal især fremhæves, at Foreningen af Ledere ved Danskuddannelser (FLD) i sit høringssvar - om de foreslåede danskprøver - påpeger, at »… der vil være en gruppe af familiesammenførte udlændinge, der vil have meget svært ved at leve op til kravet inden for den foreslåede tidsramme på 6/9 måneder«. FLD påpeger videre, at kravet om at nå det ønskede sproglige niveau for analfabeter er »helt urealistisk«. Her er lovforslaget desværre udtryk for et uddannelsessnobberi, der ikke er mindre alvorligt end det, som pointsystemet var udtryk for.


Dansk Flygtningehjælp påpeger i sit høringssvar, at forudsætningen om, at prøven kan bestås inden fristen, hvis man følger den tilbudte danskundervisning »… ikke holder som generel forudsætning«. Flere andre høringssvar sætter spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige og realistiske i de nye sprogkrav, som jo skal ses på baggrund af de meget alvorlige konsekvenser, det har for en familiesammenført, hvis vedkommende inden 9 måneder ikke har bestået A1-prøven: Opholdstilladelsen inddrages, og hvis vedkommende ikke rejser frivilligt, »drager politiet omsorg for udrejsen«, som det hedder i ministerens svar på spørgsmål nr. 2 til lovforslaget. På den baggrund har EL stillet ændringsforslag om afskaffelse af kravet om bestået danskprøve som forudsætning for fortsat opholdstilladelse.


Generelt er det glædeligt, at kravet om en sikkerhedsstillelse reduceres fra over 100.000 kr. til 50.000 kr. EL er imidlertid principielt modstander af kravet om en sikkerhedsstillelse og konstaterer - som det fremgår af svar på spørgsmål nr. 141 (UUI, alm. del) af 20. januar 2012 - at kommunerne kun i ganske få tilfælde hvert år har afgivet indberetninger om familiesammenførte, som har modtaget sociale ydelser, der kunne gøre det relevant at trække på sikkerhedsstillelsen og inddrage opholdstilladelsen.


EL konstaterer, at der ikke i det nuværende Folketing er flertal for at afskaffe kravet om en sikkerhedsstillelse og beklager, at en række personer, der har været så uheldige at få deres familiesammenføring i perioden 2011-12, har måttet stille en sikkerhed på 100.000 kr. eller derover og står uden de samme muligheder for en nedsættelse som dem, der får familiesammenføring efter de nye regler.


Et fjerde mindretal i udvalget (LA) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet kan stemme for de af justitsministeren stillede ændringsforslag.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til titlen

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

1) Ordene »og lov om ægteskabs indgåelse og opløsning« ændres til: »og forskellige andre love«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 19]

Til § 1

Af et mindretal (EL):

2) Nr. 24 og 25, udgår, og i stedet indsættes:

»24. § 9, stk. 31, der bliver stk. 30, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 30. Den økonomiske sikkerhed efter stk. 4 kan efter anmodning nedsættes med 10.000 kr., jf. dog stk. 32, når en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, har bestået en af justitsministeren etableret danskprøve på A2-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Prøven skal være bestået senest 15 måneder fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregisteret eller, hvis udlændingen allerede har opholdstilladelse her i landet, fra meddelelsen af opholdstilladelsen efter stk. 1, nr. 1. Hvis udlændingen har aflagt, men ikke bestået prøven inden fristen på 15 måneder, kan omprøve finde sted indtil 3 måneder efter udløbet af fristen på 15 måneder. Ved lovligt forfald suspenderes de nævnte frister efter ansøgning herom med en periode svarende til varigheden af det lovlige forfald.

Stk. 31. Den økonomiske sikkerhed efter stk. 4 kan efter anmodning nedsættes med 10.000 kr., jf. dog stk. 32, når en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, har bestået en afsluttende prøve i dansk, jf. § 9 i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Stk. 32. Nedsættelse af den økonomiske sikkerhed efter stk. 30 og 31 kan alene ske i et sådant omfang, at den økonomiske sikkerhed udgør mindst 10.000 kr.

Stk. 33. Udlændingen skal ved tilmelding til danskprøven på A2-niveau, jf. stk. 30, betale et gebyr på 2.400 kr. Hvis udlændingen ikke betaler gebyr, kan udlændingen ikke deltage i prøverne. 1. og 2. pkt. gælder ikke, hvis udlændingen er omfattet af EU-reglerne.

Stk. 34. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med børne- og undervisningsministeren regler om danskprøven på A2-niveau, jf. stk. 30, herunder regler om lovligt forfald, hvornår prøverne anses for bestået, udpegning af prøveafholdere, betingelser for at deltage i prøverne, opkrævning af gebyr for at deltage i prøverne, prøvernes indhold og gennemførelse, klagemuligheder, klagefrister og prøver, der kan træde i stedet for danskprøven på A2-niveau.

Stk. 35. Beløbene, der er angivet i stk. 30-33, er fastsat i 2012-niveau og reguleres fra og med 2013 én gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.«

[Afskaffelse af danskprøven som betingelse for fortsat ophold]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

3) Efter nr. 26 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 9 a, stk. 4, 5. pkt., ændres »eller §§ 9 b-9 e« til: », §§ 9 b-9 e, 9 m eller 9 n«.«

[Konsekvensrettelse]

Af et mindretal (EL):

4) I den under nr. 27 foreslåede ændring af § 9 c, stk.1, udgår »og stk. 30«, og »stk. 31-37« ændres til: »stk. 30-35«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

5) I den under nr. 49 foreslåede § 9 m indsættes i stk. 1 efter »til en udlænding med«: »tidsbegrænset eller tidsubegrænset«.

[Teknisk præcisering]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

6) I den under nr. 49 foreslåede § 9 n indsættes i stk. 1 efter »til en udlænding med«: »tidsbegrænset eller tidsubegrænset«.

[Teknisk præcisering]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

7) Efter nr. 49 indsættes som nye numre:

»02. I § 10, stk. 4, 1. pkt., ændres »og §§ 9-9 f« til: »§§ 9-9 f eller 9 i-9 n«.

03. I § 11, stk. 4, nr. 1, 1. pkt., indsættes efter »§§ 7-9 e«: »eller 9 i-9 n«.«

[Konsekvensrettelser]

Af et mindretal (EL):

8) Nr. 59 udgår.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

9) Nr. 65 affattes således:

»65. I § 33, stk. 5, ændres »§ 9, stk. 22« til: »§ 9, stk. 21«, og »og § 9 f, stk. 7« ændres til: »§ 9 f, stk. 7, § 9 i, stk. 2, § 9 j, stk. 2, § 9 k, stk. 2, § 9 l, stk. 2, § 9 m, stk. 2, og § 9 n, stk. 2«.«

[Konsekvensrettelse]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

10) Efter nr. 65 indsættes som nyt nummer:

»04. I § 33, stk. 10, indsættes efter »§§ 9-9 f«: »og 9 i-9 n«.«

[Konsekvensrettelse]

Af et mindretal (EL):

11) I den under nr. 67 foreslåede ændring af § 40 d ændres »de prøver, der er nævnt i § 9, stk. 30 og 32« til: »den prøve, der er nævnt i § 9, stk. 30«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

12) Efter nr. 67 indsættes som nyt nummer:

»05. I § 42 a, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., indsættes efter »§§ 9-9 f«: »eller 9 i-9 n«.«

[Konsekvensrettelse]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

13) Efter nr. 68 indsættes som nye numre:

»06. I § 44, stk. 3, indsættes efter »opholdskort«: »udstedt i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse efter §§ 7-9 og 9 b-9 f«.

07. I § 44 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om betaling for genudstedelse af opholdskort udstedt i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse efter § 9 a og §§ 9 i-9 n.«

[Teknisk præcisering]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

14) I den under nr. 77 foreslåede affattelse af § 46 ændres i stk. 2, 1. pkt., »§ 33, stk. 1-3,« til: »§ 33«.

[Konsekvensrettelse]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

15) I den under nr. 77 foreslåede affattelse af § 46 indsættes i stk. 2, 2. pkt., efter »Det samme gælder«: »afgørelser efter § 4 a, stk. 3, i forlængelse af at en udlænding er meddelt opholdstilladelse efter § 9 a eller §§ 9 i-9 n, og«.

[Konsekvensrettelser]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

16) Efter nr. 79 indsættes som nye numre:

»08. I § 47 a udgår »samt udstede tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig her i landet«.

09. I § 47 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Justitsministeren og beskæftigelsesministeren kan hver for sig fastsætte nærmere regler om, at Udlændingestyrelsen og Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering i særlige tilfælde kan udstede tilbagerejsetilladelser til en udlænding, der lovligt opholder sig her i landet.«

[Konsekvensrettelser]

Af et mindretal (EL):

17) I den under nr. 80 foreslåede § 48 f affattes 1. pkt. således:

»Udlændingestyrelsen bedømmer, om en udlænding har bestået danskprøven på A2-niveau, jf. § 9, stk. 30.«


[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

Af et mindretal (EL):

18) I den under nr. 80 foreslåede § 48 f ændres i 2. pkt. »prøverne« til: »prøven«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

Nye paragraffer

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

19) Efter § 1 indsættes som nye paragraffer:

Ȥ 01

I lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1062 af 20. august 2010, som ændret bl.a. ved lov nr. 462 af 18. maj 2011 og senest ved § 6 i lov nr. 326 af 11. april 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 4, nr. 2, ændres »§ 9 c, stk. 1, med henblik på skoleophold, praktikophold, au pair-ophold eller studier,« til: »§§ 9 i-9 l,«.

2. I § 2, stk. 4, nr. 6, ændres »omfattet af nr. 1-5« til: », der er omfattet af nr. 3-5, eller med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 9 m eller 9 n«.

§ 02

I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 369 af 6. april 2010, som ændret ved § 17 i lov nr. 429 af 28. april 2010 og § 2 i lov nr. 759 af 29. juni 2011, foretages følgende ændring:

1. I § 3, stk. 4, ændres »eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person, der ikke er omfattet af stk. 2« til: », § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person, der ikke er omfattet af stk. 2, § 9 m eller § 9 n«.

§ 03

I lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 1010 af 16. august 2010, som ændret ved § 2 i lov nr. 462 af 18. maj 2011, foretages følgende ændringer:

1. I § 2 b, stk. 1, ændres »§ 9 c, stk. 1« til: »§ 9 j«.

2. I § 2 b, stk. 2, ændres »§ 9 c, stk. 1« til: »§ 9 i«.

§ 04

I lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 952 af 2. oktober 2009, som ændret ved § 2 i lov nr. 1525 af 27. december 2009, § 13 i lov nr. 140 af 9. februar 2010 og § 3 i lov nr. 1570 af 21. december 2010, foretages følgende ændring:

1. I § 4, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 9 c, stk. 1« til: »§ 9 m«.«

§ 05

I lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 878 af 8. august 2011, som ændret ved § 5 i lov nr. 271 af 27. marts 2012, foretages følgende ændring:

1. I § 15, stk. 5, nr. 2, ændres »§ 9 c, stk. 1« til: »§ 9 m«.«

§ 06

I lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 171 af 2. marts 2011, som ændret ved § 2 i lov nr. 1368 af 28. december 2011 og lov nr. 210 af 5. marts 2012, foretages følgende ændring:

1. I § 19, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 9 c, stk. 1« til: »§ 9 m«.«

[Konsekvensrettelse]

Til § 2

Af et mindretal (EL):

20) I den under nr. 2 foreslåede ændring af § 11 b, 1. pkt., udgår »og stk. 30«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

Til § 3

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

21) I stk. 3 indsættes som 3. pkt.:

»Hvis der ikke efter de hidtil gældende regler kan meddeles opholdstilladelse på grundlag af ægtefællesammenføring, tager Udlændingestyrelsen samtidig stilling til, om der kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c som ændret ved lovens § 1, nr. 7-16, 18-25 og 27.«

[Teknisk præcisering]

Af et mindretal (EL):

22) Stk. 4 affattes således:

»Stk. 4. § 1, nr. 9 og 24, finder ikke anvendelse for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse inden lovens ikrafttræden. For disse udlændinge finder de hidtil gældende regler anvendelse.«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

Af et mindretal (EL):

23) Stk. 5 affattes således:

»Stk. 5. For udlændinge, der meddeles opholdstilladelse i perioden fra den 15. maj 2012, og inden danskprøven på A2-niveau, jf. § 9, stk. 30, er etableret, regnes fristen på 15 måneder, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30, 2. og 3. pkt., fra tidspunktet for prøvens etablering.«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og LA):

24) Som stk. 6 indsættes:

»Stk. 6. Afgørelser vedrørende forlængelse, bortfald og inddragelse af opholdstilladelser meddelt efter § 9 c, stk. 1, 1. pkt., træffes af Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, når opholdstilladelsen er meddelt med henblik på uddannelse, au pair-ophold, praktikantophold, volontørophold, ophold ifølge en aftale mellem Danmark og en anden stat, jf. § 45, eller som følge af familiemæssig tilknytning til en udlænding med opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 1-6, eller til en udlænding med opholdstilladelse med henblik på uddannelse eller praktikantophold.«

[Teknisk præcisering]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 19.


Til nr. 2

Ændringsforslaget indebærer, at en bestået danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau afskaffes som betingelse for fortsat opholdstilladelse som ægtefællesammenført.


Til nr. 3, 7, 9, 10, 12 og 14

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 49, hvorved det foreslås at indsætte §§ 9 i-9 n i udlændingeloven.


Til nr. 4, 8, 11, 17, 18, 20, 22 og 23

Der er tale om konsekvensændringer som følge af ændringsforslag nr. 2.


Til nr. 5 og 6

Det følger af de foreslåede bestemmelser i § 9 m, stk. 1, og § 9 n, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 49, at der kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, som har familiemæssig tilknytning til en udlænding, der har opholdstilladelse her i landet på baggrund af beskæftigelse, uddannelse eller praktikantophold.


Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering skal træffe afgørelse efter §§ 9 m og 9 n.


Med forslaget præciseres det, at §§ 9 m og 9 n omfatter udlændinge med familiemæssig tilknytning til en udlænding, der har opholdstilladelse her i landet på baggrund af beskæftigelse, uddannelse eller praktikantophold, uanset om sidstnævnte har tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse.


Til nr. 13

Forslaget er en følge af ressortomlægningen, hvorved sagsområder, der hidtil henhørte under det nu nedlagte Integrationsministerium, bl.a. blev fordelt mellem Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet.


Med forslagene præciseres det, at justitsministeren kan fastsætte regler om betaling for genudstedelse af opholdskort udstedt i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse efter §§ 7-9 og 9 b-9 f, da sager omfattet af disse bestemmelser efter ressortomlægningen henhører under justitsministeren, mens beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om betaling for genudstedelse af opholdskort udstedt i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse efter § 9 a og §§ 9 i-9 n, da sager omfattet af disse bestemmelser efter ressortomlægningen henhører under beskæftigelsesministeren.


Til nr. 15

Efter udlændingelovens § 4 a, stk. 3, kan der i medfør af Schengenkonventionens artikel 18 udstedes visum til længerevarende ophold med gyldighed begrænset til Danmark (langtidsvisum), dog højst med en gyldighedsperiode på 1 år, til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 8, § 9, § 9 a, stk. 2, § 9 c, stk. 1, § 9 d eller § 9 f, med henblik på at udlændingen kan indrejse her i landet og få udstedt et opholdskort med biometriske kendetegn.


Der kan således meddeles langtidsvisum med henblik på indrejse i Danmark til udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse her i landet. Opholdskortet udstedes efter indrejsen.


Efter forslaget træffer Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering afgørelse efter § 4 a, stk. 3, i de sager, hvor en udlænding er meddelt opholdstilladelse efter § 9 a med henblik på beskæftigelse eller efter §§ 9 i-9 n med henblik på uddannelse, au pair-ophold, praktikantophold, volontørophold, ophold ifølge en aftale mellem Danmark og en anden stat, jf. § 45 (working holiday), eller som følge af familiemæssig tilknytning til en udlænding med opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 1-6, eller til en udlænding med opholdstilladelse med henblik på uddannelse eller praktikantophold, da disse sager efter ressortomlægningen i forbindelse med nedlæggelsen af Integrationsministeriet henhører under beskæftigelsesministerens ressort.


Til nr. 16

Forslaget er en følge af ressortomlægningen, hvorved sagsområder, der hidtil henhørte under det nu nedlagte Integrationsministerium, bl.a. blev fordelt mellem Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet.


Med forslagene præciseres det, at justitsministeren og beskæftigelsesministeren hver for sig kan fastsætte nærmere regler om, at Udlændingestyrelsen og Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering i særlige tilfælde kan udstede tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig her i landet


Justitsministeren kan således fastsætte nærmere regler om Udlændingestyrelsens udstedelse af tilbagerejsetilladelser i sager, der efter ressortomlægningen henhører under justitsministerens ressort, mens beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings udstedelse af tilbagerejsetilladelser i sager, der efter ressortomlægningen henhører under beskæftigelsesministerens ressort.


Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 13.


Til nr. 19

Der er tale om konsekvensændringer i anden lovgivning som følge af lovforslagets § 1, nr. 49, hvorved det foreslås at indsætte §§ 9 i-9 n i udlændingeloven.


Til nr. 21

Det fremgår af lovens § 3, stk. 3, at de nye regler om ægtefællesammenføring i lovens § 1, nr. 7-16, 18-25 og 27, ikke finder anvendelse for udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om opholdstilladelse. For disse udlændinge finder de hidtil gældende regler anvendelse.


Med forslaget præciseres det i lovteksten, at hvis der ikke efter de hidtil gældende regler kan meddeles opholdstilladelse på grundlag af ægtefællesammenføring, tager Udlændingestyrelsen samtidig stilling til, om der kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c som affattet ved lovens § 1, nr. 7-16, 18-25 og 27, dvs. de nye ægtefællesammenføringsregler.


Til nr. 24

Forslaget er en følge af ressortomlægningen, hvorved sagsområder, der hidtil henhørte under det nu nedlagte Integrationsministerium, bl.a. blev fordelt mellem Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet.


Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 13.


Den foreslåede bestemmelse i § 46, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 77, angiver, i hvilke tilfælde Udlændingestyrelsen træffer afgørelse efter udlændingeloven. Den foreslåede bestemmelse i § 46, stk. 2, jf. ligeledes lovforslagets § 1, nr. 77, angiver, i hvilke tilfælde Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering træffer afgørelse efter udlændingeloven.


Afgørelser efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, træffes herefter af Udlændingestyrelsen. Dette følger af de foreslåede bestemmelser i § 46, stk. 1 og 2.


Bl.a. afgørelser om opholdstilladelse med henblik på uddannelse, au pair-ophold, praktikantophold, volontørophold eller ophold ifølge en aftale mellem Danmark og en anden stat, jf. § 45 (working holiday), og afgørelser om opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning til en udlænding, der har opholdstilladelse efter § 9 a, stk. 2, nr. 1-6, eller opholdstilladelse med henblik på uddannelse eller praktikantophold, er hidtil truffet efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.


De dele af § 9 c, stk. 1, der som følge af ressortomlægningen i forbindelse med nedlæggelsen af Integrationsministeriet nu henhører under beskæftigelsesministerens ressort, er med lovforslaget udskilt til særskilte bestemmelser i §§ 9 i-9 n.


Disse afgørelser træffes således af Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering.


Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 6, betyder, at sager vedrørende forlængelse, bortfald og inddragelse af opholdstilladelser, der oprindelig er meddelt efter § 9 c, stk. 1, 1. pkt., og som fremover skal træffes efter §§ 9 i-9 n, træffes af Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


Trine Bramsen (S) fmd. Jacob Bjerregaard (S) Karen J. Klint (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Maja Panduro (S) Ole Hækkerup (S) Sophie Hæstorp Andersen (S) Zenia Stampe (RV) Liv Holm Andersen (RV) Hans Vestager (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Anne Baastrup (SF) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Pernille Skipper (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Gitte Lillelund Bech (V) Peter Christensen (V) Karen Ellemann (V) Michael Aastrup Jensen (V) Peter Juel Jensen (V) Karen Jespersen (V) Karsten Lauritzen (V) Inger Støjberg (V) Martin Henriksen (DF) Peter Skaarup (DF) nfmd. Christian Langballe (DF) Marie Krarup (DF) Joachim B. Olsen (LA) Mike Legarth (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 104


Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og kommenteret høringsoversigt, fra justitsministeren
2
Supplerende høringssvar af 15/3-12
3
Henvendelse af 18/3-12 fra Ægteskab Uden Grænser
4
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
6
Høringssvar af 30/3-12 fra Grønlands Selvstyre, fra justitsministeren
7
Henvendelse af 28/3-12 fra Ægteskab Uden Grænser
8
Henvendelse af 28/3-12 fra Dansk-Nordisk Modstandsbevægelse
9
Henvendelse af 16/4-12 fra Dansk-Nordisk Modstandsbevægelse
10
Udkast til betænkning
11
Henvendelse af 18/4-2012 fra Kirsten Bjørnstad
12
Ændringsforslag, fra justitsministeren
13
Henvendelse af 24/4-12 fra Tim Brandt, Svendborg
14
2. udkast til betænkning
  


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 104


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om nedbringelse af sagsbehandlingstiden, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om familiesammenførte, der ikke har bestået danskprøven, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om LO's ønske om, at ydelser modtaget som følge af arbejdsløshed ikke skal have negative konsekvenser for familiesammenføring, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om behandlingen af ansøgninger om familiesammenføring, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om sikkerhedsforanstaltninger vedrørende modultest, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om sikkerhedsniveauet omkring modultest, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om danskprøver på A1- og A2-niveau, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om de mundtlige danskprøver på A1- og A2-niveau, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om, multiple choice ved mundtlige prøver, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, hvorvidt arbejde i et pizzeria har en særlig integrationsfremmende karakter, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om visumbesøg i Danmark, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om kommentar til henvendelse af 18/3-12 fra Ægteskab Uden Grænser, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om danskprøven, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om danskprøverne, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om videreførelse af den nuværende indvandringsprøve, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om omgåelse af 24-års-reglen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om forlig om 28-års-reglen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om tvangsægteskab/arrangeret ægteskab, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om danskkursus som en betingelse for at opfylde tilknytningskravet, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om krav om beskæftigelse i hjemlandet, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om afledte merudgifter på integrationsområdet, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om påvirkningen på indvandringen fra tredjeverdenslande, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. om antallet af familiesammenføringer, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
24
Spm. om konkrete regelændringer under den tidligere regering, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm. om skærpet danskprøve, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
26
Spm. om integration af ægtefællesammenførte på det danske arbejdsmarked, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm. om dokumentation af erhvervserfaring, uddannelse og sprogkundskaber, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. om at ændre 28-års-reglen til en 26-års-regel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
29
Spm. om væsentlig tilknytning, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
30
Spm. om regeringens ambition om at få familiesammenførte i arbejde, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
31
Spm. om, hvorfor alder med lovforslaget vægtes højere end kvalifika?tioner, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
32
Spm. om definition af begrebet robust udlændingepolitik, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
33
Spm. om udlændingepolitikken under SR-regeringen i 1990'erne, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
34
Spm. , om udlændingepolitikken til stadighed er robust, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
35
Spm. , om udlændingepolitikken til stadighed vil være robust, hvis tilknytningskravet fjernes, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
36
Spm. om integration, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
37
Spm. om sikkerhedsstillelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
38
Spm. om retssikkerhed i familiesammenføringssager, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
39
Spm. om risikoen for, at reglerne snart skal ændres igen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
40
Spm. om lovligt forfald ved danskprøver, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
41
Spm. om bureaukrati og indviklede regler, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
42
Spm. om førtidspensionisters mulighed for familiesammenføring, til justitsminsiteren, og ministerens svar herpå
43
Spm. om den herboende references situation, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
44
Spm. om en bestået sprogprøve på A1-niveau, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
45
Spm. om en bestået danskprøve og opholdstilladelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
46
Spm. om motivationen til at lære dansk, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
47
Spm. om personer på barsel i forhold til lovligt forfald i forbindelse med danskprøverne, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
48
Spm. , om indvandringen som en konsekvens af lovforslaget vil stige, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
49
Spm. om garantistillelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
50
Spm. om, hvorfor regeringen ønsker at ændre 28-års-reglen til en 26-års-regel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
51
Spm. om forslag til et alternativt pointsystem, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
52
Spm. om lovforslagets samfundsøkonomiske konsekvenser, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
53
Spm. om befolkningsandelen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
54
Spm. om stigning i indvandringsgrupper, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
55
Spm. om konsekvenserne af en utilsigtet stigning i indvandringen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
56
Spm. om forhandlinger om udlændingepolitikken, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
57
Spm. om, hvilke partier regeringen har indgået aftale med om at lempe familiesammenføringsreglerne, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
58
Spm. om, hvilke konsekvenser en vedtagelse af lovforslaget vil få for ligestillingen i Danmark, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
59
Spm. om effekten på den sociale og kulturelle sammenhængskraft i Danmark, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
60
Spm. , om lovforslaget samlet set vil forbedre eller forværre integrationen i Danmark, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
61
Spm. om positiv særbehandling af udlændinge fra f.eks. USA, Australien, Canada, Japan m.m., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
62
Spm. om pointsystemet, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
63
Spm. om kommentar til henvendelse af 28/3-12 fra Ægteskab Uden Grænser, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
64
Spm. om kommentar til henvendelse af 28/3-12 fra Dansk-Nordisk Modstandsbevægelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
65
Spm. om kommentar til henvendelse af 16/4-12 fra Dansk-Nordisk Modstandsbevægelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
66
Spm. om talepapir fra det åbne samråd 17/4-12 om L 104 (nye regler for ægtefællesammenføring), jf. L 104 - samrådsspørgsmål A-D, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
67
Spm. , om der er solid dokumentation for, at visse grupper af indvandrere og flygtninge er sværere at integrere i det dansk samfund end andre, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
68
Spm. om begrundelsen for at fastholde den økonomiske sikkerhedsstillelse i forbindelse med ægtefællesammenføring, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
69
Spm. om, hvorfor regeringen mener, at personer, der er ægtefællesammenført inden den 15. maj 2012, skal motiveres mindre til at lære dansk, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
70
Spm. om, hvor mange personer der i forbindelse med ægtefællesammenføring har stillet en garanti på 100.000 kr. eller derover, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
71
Spm. om, hvad der er til hinder for, at personer, som har stillet en sikkerhed på 100.000 kr. eller derover, får nedskrevet sikkerheden, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
72
Spm. , om det er rimeligt at fastholde sikkerhedsstillelsen på 100.000 kr., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
73
Spm. om at stille en verserende sag om familiesammenføring i bero, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
74
Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen fra Kirsten Bjørnstad af 18. april 2012 om den økonomiske sikkerhedsstillelse, jf. UUI alm. del - bilag 11, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
75
Spm. om, hvad ministeren vil gøre for at hjælpe de mennesker, der har måttet stille en urimeligt stor økonomisk sikkerhed ved ægtefællesammenføring, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
76
Spm. om kommentar til henvendelsen af 24/4-12 fra Tim Brandt, Svendborg, til justitsministeren, og ministerens svar herpå


Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 104


Samråds-spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm. om, hvordan ministeren vil sikre, at de familiesammenførte ægtefæller kan bidrage til det danske samfund, til justitsministeren
B
Samrådsspm. om hvordan ministeren vil sikre, at de personer, der kommer til landet som led i en ægtefællesammenføring, opnår viden om danske samfundsforhold, til justitsministeren
C
Samrådsspm. om hvorfor ministeren mener, at uddannelses- og erhvervsmæssigt kvalificerede unge under 24 år skal afskæres fra muligheden for at komme til Danmark , til justitsministeren
D
Samrådsspm. om høj erhvervsdeltagelse blandt ægtefællesammenførte, til justitsministeren